Hvem er oppe, hvem er nede? Hvem bor i en stor villa i Sølvbladskovens rigmandsreservat, hvem bor i et skideskur uden rindende vand? Hvem har finsk pas, hvem har ukrainsk? Hvem ejer en virksomhed i milliardklassen bygget på svindel og humbug, men solid svindel og humbug? Hvem arbejder i de ulovlige miner, kopankaerne, som styrter sammen for et godt ord?
De sociale forskelle ligger som et højspændingsfelt under alt, hvad der sker i finsk-estiske Sofi Oksanens begavede roman. Med konstant skiftende poler. Oppe og nede er i den forbindelse ikke bare et spørgsmål om mængden af livsgoder, lidt eller meget på kontoen, adgang eller ikke adgang til de attråede finske tv-kanaler, men en kamp om overlevelse. Den kamp er blodig og udkæmpes i en arena af intriger, løgne, trusler og afhængighed i bedste gangsterstil. Oksanens bog bliver på den måde til både skarp samfundsanalyse og meget vellykket og sindrigt konstrueret spændingsroman.
Bunden af Ukraine
Hovedpersonen og jegfortælleren hedder Olenka. Hendes familie har engang haft de dødsensfarlige miner i det fattige Østukraine som livsgrundlag. Præcis hvordan, skal jeg ikke røbe, heller ikke hvordan det hele fik en brat ende. Senere slog moren og fasteren sig ned som valmuedyrkere med den nødvendige hjælp fra kompotkokke og heroinkemikere.
Familien udgør en negativ pol i det sociale spændingsfelt. Eller en bundprop. I det fattige Ukraine betyder det ikke, at de tilhører en minoritet.
Olenka har forsøgt sig med en af de få og usikre udveje af elendigheden. I en periode var hun model med opgaver i Paris. Vi får enkelte glimt af eventyret, nok til at indse, at eventyret også er en historie om udnyttelse og lige så meget en udposning på elendigheden som en befrielse fra den.
En dag hiver hun så en strimmel af en af de stillingsannoncer, der findes på lygtepælene i hendes forblæste hjemby, fristende som lodderne i en tombola. Annoncerne, fotokopierede, sindrigt klippet op, udgør et strålende, det vil sige gustent, billede på hele den verden, Oksanen fortæller om.
Herfra tager historien for alvor fart.
Romanen er fortalt i spring mellem barndommen i den yderste østprovins i 1990’erne, en midterperiode i mere økonomisk robuste dele af Ukraine og en sidste desperat livsfase i Helsinki i 2010’erne.
Alt er altså allerede sket. Olenka kender historien, vi får den i nøje udmålte doser. Det er dygtigt gjort, som at ane det enorme omfang af et underjordisk rige og langsomt, skridt for skridt, at få kastet lys over det.
Vi ved, at Olenka har fået gevinst i tombolaen og er blevet organisator i en fertilitetsklinik med rige vesterlændinge som kundeunderlag. Men vi har foreløbig ingen anelse om, hvorfor hendes yndlingsdonor, overdrevent smukke Darja, nu har opsøgt hende og udgør en overhængende livsfare. Eller hvorfor de begge to har forvandlet sig tilbage igen, nu altså fra plus til minus, fra luksusliv til skodliv. Vi ved også, at der er et ’dig’, en mand, som Olenka har elsket og nu fortæller sin historie til. Vi ved, at der er en Viktor, som er blevet dræbt. Men vi aner ikke, hvem den anonyme mand er, hvilken forbindelse han har til Viktor, eller hvem der har slået Viktor ihjel.
En perfekt metafor
Romanen følger samme dramaturgi som de bedste tv-serier med masser af små buer holdt perfekt sammen af én stor. Med huller og gåder, forudgreb og tilbageblik, indtil det hele falder fornuftigt på plads. Anden gennemlæsning må føles endnu bedre.
Det er ikke i sig selv en bedrift at skrive en roman, der udspiller sig i den for nordiske romaner sjældne, for ikke at sige komplet underbelyste trekant Østukraine-Tallinn-Helsinki. Men det kan godt føles som en kvalitet at få lov at møde en så fremmed og samtidig så vedkommende virkelighed.
Noget lignende gælder de politiske og kulturelle grænser, som går mellem Norden, de baltiske lande, Ukraine og Rusland. Og de militære kampe mellem Ukraines regeringstropper og væbnede separatister og bag dem igen skyggen Rusland. Alt det, til og med den højspændte storpolitiks forhistorie, er ikke bare en løs ramme om fortællingen. Det er vævet ind i familiernes og personernes historier og fungerer på den måde som tændsatser for romanens inderste konflikter.
Og endelig gælder det romanens vigtigste motiv: Fertilitetsklinikken og handlen med æg er ikke i sig selv en romanteknisk bedrift, men begge dele virker som en perfekt metafor for den sociale forskel både i det lille perspektiv, det vil sige mellem organisatoren og donoren, den handlende og den handlede, og i det store billede, det vil sige mellem det fattige samfund og det rige. Den sociale forskel er også her mere end tilfældige livsgoder og endda mere end en kamp på liv og død. Den er en kamp om at have et liv og tilsyneladende at have et, men at være nødt til at sælge det.
Oksanens roman er spændingsroman og samfundsroman, men den er måske allermest fiktiv socialreportage. En finsk-estisk Charles Dickens-roman.
Sofi Oksanen ’Hundeparken’. Oversat af Birgita Bonde Hansen. Gyldendal. 416 sider, 300 kroner.
