Der findes så mange spændende kulturoplevelser derude. Hver uge anbefaler Informations kulturskribenter noget af det, som de synes, flere burde kende til.
Kærlighed til madvideoer
Alison Roman var stjernen på The New York Times’ madsektion, og hendes madvideoer kunne få hvide bønner udsolgt på hele Manhattan. Så lod hun sin karakteristiske ironiske humor gå ud over kokken Chrissy Teigen og kaldte hende en sellout, blev suspenderet fra avisen og forlod den så selv. Nu er hun tilbage med Home Movies, som har ligget på YouTube i en måned.
Derinde ser jeg i forvejen James Kenji López-Alts kanal, Priya Krishnas videoer for NYTimes og Matty Mathesson og Brad Leones fjollede og meget nordamerikanske videoer i hjemmekøkkenet, men der skal ikke mere end et par sekunder af Romans videoer til, før der lyder et højlydt »nej, nej. Ikke det lort dér igen« fra min sambo. Alligevel vil han se med. Tests på madglade venner har givet samme reaktion.
Konceptet er simpelt: Roman laver mad i sit køkken i Brooklyn, New York. Pasta med kødboller, æblekager og nye gryderetter med bønner. Der bliver hakket løg, slået dej op og kogt ind, mens Roman udbreder sig om alt fra forliste parforhold til ansjosens magiske effekt i en tomatsovs. Accenten er voldsomt californisk, jokes er over the top, og i baggrunden kan skimtes en klassisk newyorkerbrandtrappe. Det er voldsomt amerikansk og alt for meget.
Men et år inde i den nye coronavirkelighed skal der ikke mere til for hver tirsdag at sætte mig i en underligt meditativ tilstand og få mig til at drømme mig langt væk fra sofaen. Hvis du har brug for et nyt had-kærlighedsforhold og lidt eskapisme i dit liv, så er det bare at komme i gang. Retterne skulle også være fremragende.
Johann Sten Nielsen
Home Movies kan ses på YouTube. Der kommer en ny video hver tirsdag.
Drake vinder på selvoptaget slutspurt
Mens vi venter på, at de store musiknavne endelig frigiver deres albummer fra coronadvalen, så kan vi dulme nerverne med hjælpepakker. For eksempel fra den canadiske superstjerne Drake med hans nye, tre numre lange EP Scary Hours 2.
Den kommer desværre lunkent fra start med den ok døsigt klubbede, men trivielt rappede »What’s Next.« Hvorefter den 34-årige stjerne på »Wants and Needs« udtappes af den unge Atlanta, Georgia-rapper Lil Baby.
Men Drake kender sin besøgstid, og hans slutspurt er solid.
På den seks et halvt minutter lange »Lemon Pepper Freestyle« overtager han mikrofonen fra veteranen Rick Ross og giver en fire minutters nonchalant slalomrytmisk rap hen over et undersøisk klingende sample-loop – hentet fra den danske duo Quadrons liveudgave af sangen »Pressure.«
I den samplede udgave kan man høre forsanger Coco O synge – nu i et elektronisk opskruet toneleje – »I’ve been tryin’ tryin’ tryin’ tryin’« ledsaget af en harpe, imens Drake slentrer gennem sit celebre liv.
Nummeret lover godt for et nyt album, omend ikke indholdsmæssigt, hvor egoet stadig er i vejen. Selv når Drake rapper om sin søn, kommer det til at handle om Drake. For eksempel til forældremødet: »Wives get googly-eyed / Regardless of what they husbands do to provide / Askin’ if I know Beyoncé and Nicki Minaj.« Så er der en kunstpause og så de helt unødvendigt bekræftende ord, der afslører hans giga-egos skrøbelighed: »Of course.«
Ralf Christensen
Drake: ’Scary Hours 2’ (Republic Records/Universal)
Byg en bedre fremtid. I Lego
Ønsker vi fred i verden, så bør vi fluks overdrage al magt til australske voksenlegobyggere. Kan du nøjes med harmoni i lockdown-hjemmet, så tænd for TV 2 Play, og find ’Lego Masters Australia’.
Her følger man nogle helt utroligt behagelige mennesker, mens de konkurrerer venligt om at bygge de vildeste Lego-konstruktioner. Til vands, til lands og i luften: De bygger borge, der sprænges i luften, gigantiske tropefisk, der hænger i blot en brik i en snor og skibsvrag på bunden af kæmpe akvarier.
Håndværket dømmes med faglig tyngde af The Brickman (Ryan McNaught), som kaldes Australiens eneste ’certified LEGO professional’ – uden at det bliver specificeret, hvad en sådan fornem titel dækker over – flankeret af den aussie-charmerende vært Hamish Blake.
Han har det så utrolig sjovt med at være vært, at man skulle tro, han gjorde det gratis, hvilket helt sikkert ikke er tilfældet, da han er en del af komikerduoen Hamish and Blake, der, så vidt jeg har forstået, er Australiens Frank og Casper, bare søde.
Se det. Alene eller med dit barn. For det er de bedste voksenforbilleder på tv – for alle børn, men ikke mindst for dem med de tynde arme og det dårlige boldøje. For det er nørdernes hævn på den blide måde.
Tip 1: Første sæson er god, men anden sæson er fremragende. Tip 2: Hæld en spand Lego ud på sofabordet, så I kan simultant hyggebygge. Tip 3: Gå i gang med at øve jer. Rygtet vil, at der er en dansk version på vej …
Anna von Sperling
Lego Masters Australia, TV 2 Play
Laurie Anderson gør virtuelle baggrunde skægge igen
Efter et år med umanerligt megen skærmtid, gav det ikke ligefrem sig selv, at jeg ville sætte pris på, at et medmenneske laver fis med de virtuelle baggrunde, man kan have bag sig på diverse videomødetjenester. Men når dette medmenneske er den amerikanske musiker og kunstner Laurie Anderson, og når de virtuelle baggrunde indgår i en roligt flydende strøm af vidunderlig snak, virker de pludselig helt tryllebindende.
Laurie Anderson er blevet booket af Harvard University til at holde seks månedlige forelæsninger under overskriften Spending the War Without You. Og at dømme ud fra den første forelæsning er forelæsningsrækken en anbefalelsesværdig vej ud af ens eventuelle dagligdags stenethed og ind i en anden, mere inspirerende form for stenethed.
Med udgangspunkt i sin livslange drøm om at arbejde som natradiovært og med afstikkere til diverse buddhistiske hverdagsåbenbaringer talte Laurie Anderson på en baggrund af skiftevis tågede landeveje og lysende planeter om to overordnede spørgsmål, der er evigt relevante: ’Hvorfor gøre noget overhovedet?’ og ’Hvordan ved man, hvad der er godt?’ Næste forelæsning afholdes online den 24. marts og kan derefter streames, hvis man reserverer en billet.
Lone Nikolajsen
Billet til ’Spending the War Without You’-forelæsningerne kan fås gratis på eventbrite.com.
Vi er vilde med ...
Der findes så mange spændende kulturoplevelser derude. Hver uge anbefaler Informations kulturskribenter noget af det, som de synes, flere burde kende til.
Seneste artikler
Ugens anbefalinger: Kostumedrama, Pantomineteater og internettets rolige gemmesteder
2. juni 2023’Bridgerton’ insisterer på at være forsonende tv, og Bodil Skovgaard Nielsen er hooked. Anne Middelboe har været i Tivoli og se en gammel gnaven mand hitte, og Sara Mering har ladet sig opsluge af internetfænomenet ’Liminal space’Ugens anbefalinger: Podcast om kriminelt stueplantemarked, amerikansk vildmarks-tv og kunst på Gl. Strand
26. maj 2023Hvor langt vil du gå for at få fat i den helt rigtige sukkulent? Hvornår ville du gribe ind i en kunstudstilling? Og hvor længe ville du overleve i vildmarken, hvis du dræbte en moskusokse med en dolk? De spørgsmål stiller redaktionen sig selv i denne ugeUgens anbefalinger: Busstoppesteder i Sovjet, nyt Muppet Show og August Høyen (og Malou)
19. maj 2023En hel dokumentarfilm viser Sovjet som blev det set af en syvårig Anna von Sperling. Christian Monggaard genfinder sin barndoms elskede Muppets og Katrine Hornstrup Yde opsøger musik, hun har hørt i X Factor