En ung kvinde fra Østerbro og en ung mand fra Nørrebro; hun med danske forældre, han med en russisk mor og libanesisk far; hun med violinen som ledsager fra fireårsalderen og studier i København og Wien, han med klaverstudier i Moskva og København; begge med en kraftig kulturel opbakning i hjemmet. Violinisten Christine Bernsted og pianisten Ramez Mhaana har indgået et duosamarbejde, og deres første album er netop udkommet med to sværvægtere fra repertoiret. Beethovens violinsonate nr. 9 kaldt Kreutzer-sonaten og Schuberts Fantasi i C-dur. Det er en opløftende debut i kraft af højt teknisk niveau og virkelig interessante tolkninger, også når man sammenligner med genrens etablerede navne.
Franskmanden Rodolphe Kreutzer var en af de største violinvirtuoser på Beethovens tid, grundlæggeren af den franske violinskole i Paris og beundret af Beethoven. Det gjaldt ikke den modsatte vej. Kreutzer fik sonaten tilegnet, men rørte aldrig ved den. Den fik en mytologisk status i eftertiden på grund af sin grænsesøgende udtrykskraft i stil med klaversonaterne Waldstein og Appassionata. Derfor bliver den ret tidlige violinsonate fra 1803 ofte angrebet som et fuldblods romantisk værk, men det er afgjort mere interessant, sådan som Bernsted og Mhaana behandler den her i 2021.
Det slående er i første omgang Christine Bernsteds gennemreflekterede violinspil med vægt på transparens, artikulationsrigdom og et sparsomt vibrato, selv når et sidetema kunne lægge op til en mere bred klang. Hendes finjusterende beherskelse af instrumentets høje register er i den henseende bemærkelsesværdig, sådan som hun lader det ske i andantens variationsrække. Modspillet fra Ramez Mhaana på klaveret kommer ofte med flere muskler, men uden at mase violinen. Klarheden, intensiteten og ikke mindst det virtuose håndelag er en nydelse at følge.
Schuberts Fantasi i C-dur fra 1827 blev også skrevet til en violinvirtuos, bøhmeren Josef Slawik, som modsat Kreutzer uropførte den. Det er et intelligent valg som naboværk til Beethoven-sonaten. For Schubert fører her Beethovens visioner om mere Lebensraum ind i den bundne form, sonaten, det gjorde han også i mange andre værker, og denne fantasi med sine syv skiftevis poetiske og virtuose afsnit kom til at stå som et inspirationsværk for flere af eftertidens komponister.
Fra begyndelsen indfanger Bernsted et særlig schubertsk klangrum, som kan beskrives som anelsesfulde erindringer af noget tabt; blot kunne man ønske sig, at Mhaana havde hvisket de simrende tremoloakkorder så svagt, som komponisten angiver det. Men i de næste afsnit er begge musikere i sync med en dejlig gennemlyst fraseringskultur. Helt medrivende i variationerne over den lyriske lied Sei mir gegrüßt, fantasiens på en gang vildt virtuose og dybt drømmende højdepunkt. Disse unge musikere høster stor respekt for dette album, og vi kommer forhåbentlig til at høre mere godt fra det partnerskab.
Uforlignelig duo
En anden duo, som man kan følge på Dacapo Records, er eksperter i Rued Langgaard. Violinisten Gunvor Sihm er medlem af Nightingale String Quartet, som har indspillet alle værkerne for strygekvartet, og pianisten Berit Johansen Tange dokumenterer som solopianist klaverværkerne. Som violin og klaver-duo er de to i et fortløbende indspilningsprojekt med Langgaards værker nu kommet til det tredje album, hvor hovedværket er Violinsonate nr. 2 i én lang sats med titlen Den store mester kommer. Sonaten hører til nogle værker fra begyndelsen af 1920’erne – heriblandt operaen Antikrist – som udtrykker Langgaards religiøse-filosofiske tanker om en åndelig revolution på jorden.
Den en halv time lange sonate er sandelig egenartig, et mere eller mindre ubrudt forløb i fem faser. Striden mellem det gode og det onde – sikkert med en baggrund i Første Verdenskrigs ragnarok – løber som den dramaturgiske tråd gennem værket, hvor Langgaards melodi til Ingemanns salme Den store mester kommer høres som et åndeligt lyssværd og musikalsk ledemotiv.
Det er selvsagt udfordrende i psykisk og fysisk forstand at realisere et så vidtløftigt projekt for kun en violin og et klaver, men det lykkes meget fint. Sihm og Tange udgør nemlig en uforlignelig dynamo i formidlingen af Langgaards næsten bipolære verden. Der kommer saftige kraftudfoldelser og nervøse opbrud i hurtige afvekslinger med rolige refleksioner og stille fortabthed. Og ud fra denne tilsyneladende stilforvirring – fra romantik til moderat modernisme – samler de to musikere med deres dygtighed og erfaring delene til et storværk, som burde være hinsides kuriøs interesse. Det er en beundringsværdig præstation.
Violinsonate nr. 3 blev komponeret efter den næste verdenskrig, men ikke så original i anlæg og tankegang som nr. 2. Den er sært anakronistisk med sit overordentligt romantiske Aufschwung (fantasiflugt), en betegnelse man kan knytte til Schumann, og det er da også ham, der rumsterer i mine ører i denne sonate. Det er stemningsmusik, sådan som Schumann førte den frem i klaversamlingen Davidsbündlertänze, musik af en bestemt følelseskarakter for hver sats. Det gøres genialt af Schumann, og eftergøres i bedste fald dygtigt af Langgaard.
Betagende bratschspil
Til sidst et superbt Brahms-album med to franskmænd og en tysker på sidelinjen. Bratschen bliver ofte overset som soloinstrument, selv om repertoiret er righoldigt, og en af instrumentets mest fremragende udøvere Antoine Tamestit fører her bevis for uretfærdigheden i denne negligering. En usædvanlig bevisførelse, for med pianisten Cédric Tiberghien afdækker Tamestit skjulte klangfarver og ekspressive muligheder i Brahms’ to sene sonater, som er tænkt for enten klarinet eller bratsch over for klaveret.
Tiberghien spiller på et historisk flygel, Bechstein fra 1899, dvs. et instrument fra samme årti, som musikken blev til. Dets runde, bløde klang, som ikke på noget tidspunkt forceres, passer ideelt til den ældre Brahms’ let dunkle verden; dets registre er ikke egaliseret som på et moderne flygel, men klinger med egne karakteristikker i forskellige overtonespil. Og Tamestits Stradivarius-bratsch harmonerer perfekt med disse beherskede farver, han får rum og inspiration til at udfolde sin fyldige klangbeherskelse i en helt betagende skønhed.
Sang og atter sang gennemstrømmer dette album. Fordi Brahms var ekstraordinært vokalt tænkende i sine sidste år, og fordi Tamestit og Tiberghien i den grad fokuserer på det sammenbundne legato og det rolige melodiske åndedrag. Sonate nr. 1 i f-mol kan tjene som eksempel. Åbningssatsens klassiske harmoni i bearbejdelsen af de faldende motiver som ebbe og flod-bevægelser. Andantens nænsomt fraserede inderlighed. Allegrettoens tilbageblik på Schuberts graciøse wienerdans. Finalens tilbageholdte lethed og bløde farvespil.
Men der synges også i konkret forstand. Brahms udgav Zwei Gesänge, to sange komponeret med 20 års afstand, hvor bratschen følger sangstemmen som en kommenterende stemme. De synges af barytonen Matthias Goerne, og vuggesangen Geistliches Wiegenlied – komponeret til gudsønnen Johannes, barn af vennen og violinisten Joseph Joachim, som også spillede bratsch – runder albummet af med essensen af dets klangbund: ro, afklaring og skønhed.
Christine Bernsted (violin) og Ramez Mhaanna (klaver): ’Beethoven og Schubert’. Gateway Music.
Gunvor Sihm (violin) og Berit Johansen (klaver): ’Langgaard: violin/klaverværker komplet III’. Dacapo Records.
Antoine Tamestit (bratsch), Cédric Tiberghien (klaver) og Matthias Goerne (baryton): ’Brahms’. Harmonia Mundi.
Alle album kan streames på Spotify.
Skøn musik anmeldelse :-)