At være skæbnetro betyder, at man tager sit liv på sig på en værdig og forpligtet måde

Med sin nye bog, Vi er det liv vi lever, vil Svend Brinkmann vise, at vi er væsener, der er forbundet med »tråde« såvel til andre som til vores egen historie og de omgivelser, vi fødes ind i. Og at alt dette afsætter spor i løbet af vores levede liv.

»Hvis man fjerner tråde og spor fra livet – alle vores forbindelser til andre og til vores egen historie – er der ikke rigtig noget menneske tilbage,« erklærer han indledningsvis.

Men i vore dage ses tilværelsen »populært sagt som et livslangt entreprenørskab, hvor man skal skabe eller løbende genopfinde sig selv snarere end forstå de kræfter, der har skabt én«, beklager han.

Brinkmann fremfører sin opfattelse i polemik med psykologien, der kort sagt »har været en videnskab om individets sind, der opfattes som adskilt fra verden (...)« »Psykologien har først og fremmest villet hjælpe mennesket med at blive det, det gerne vil, ved at bearbejde og omprogrammere sindets indre dynamikker.«

Ifølge Brinkmann passer denne opprogrammering bare ikke til menneskers livsvilkår. Vi lever tværtimod på baggrund af et »livstæppe«, der udgøres af alle de tråde, som forbinder individet med andre, og som er langt større end den enkeltes liv, isoleret set, og det betyder, at vi lever vores skæbne. Og til at fortolke den, har vi brug for dannelse, som med filosoffen Hans-Georg Gadamers ord er »højnelse til humanitet gennem kultur«.

Et levet liv

For at demonstrere sin opfattelse i praksis har Brinkmann imidlertid brug for et liv, helst et langt et, og det får han, da den 93-årige Lili en dag skriver til ham. Hans bog kører i to spor, ét følger Lilis lange liv fra hun er barn, et andet består af hans egne analyser og kommentarer til, hvad han kan udrage af hendes udvikling, garneret med løbende input fra filosoffer og andre fagfolk.

Lili digter og skriver dramaer, men kun for sig selv, det er ikke noget, hun vil udgive, snarere et langt forsøg på at fortolke sit liv, helt i Gadamers ånd, forstår man. Og hendes liv har haft dramatiske momenter.

Fjorten år gammel bliver hun forelsket i en tysk soldat, hvorved hendes livshistorie ud fra den synsvinkel, Svend Brinkmann anlægger, bliver knyttet sammen med tidens verdenshistoriske begivenheder. Det var i 1942, og affæren varede ret kort. Men senere skete det igen, og denne gang var det en dyb forelskelse, der varede, indtil krigens begivenheder skilte Lili og hendes tyske kæreste ad.

Hvad Brinkmann vil have fat i her er, at man ikke selv vælger, om man forelsker sig. Det er noget, man bliver. Men hvis man som han inddrager Søren Kierkegaard, så står valget mellem en etisk og en æstetisk tilgang til forelskelsen. At det sker, hører det æstetiske til, men vælger man at forholde sig forpligtet til, at det skete, forholder man sig etisk til sin egen skæbne. Og det er den position, Lili ifølge Brinkmann indtager.

Værdighed

Lili er vokset op i en lille provinsby, hvor hendes far var stationsforstander, og selvfølelig ved hele byen, hvad der foregår. Ved befrielsen bliver hun ligesom andre tyskerpiger hentet af frihedskæmpere og bliver interneret i tre uger. Ugleset i hele landsbyen flygter hun til Sverige, hvor hun lever et par år, før hun slår sig ned i København og møder bokseren Mikkel, der bliver hendes mand. De får et langt ægteskab, før Mikkel rammes af såkaldt bokserdemens, hvorefter Lili passer ham, til han dør.

Undervejs går hun 33 år i psykoanalyse, et beslutsomt udtryk for, at hun vælger at prøve at forstå og at tage sin skæbne på sig. Selv fortolker hun sit liv »som gående fra en uværdig ageren til en værdig«. forklarer Brinkmann.

Lunefuld og forfærdelig

Men efterhånden som Brinkmann kommer ind på livet af Lili gennem deres mange samtaler, dages det, at det, der for Lili har været et afgørende vendepunkt, ikke er at blive ugleset som tyskertøs. Hun skammer sig, men det er ikke hendes forhold til de to tyske soldater, hun skammer sig over, det er derimod hendes eget storhedsvanvid, som hun kalder det, og hendes »flabethed over for andre mennesker«. Vendepunktet i hendes liv kommer, da hun ser en film! Nemlig Borte med blæsten over Margaret Mitchells roman.

»Jeg så hende den forfærdelige Scarlett. Det var som at få et spejl holdt op for mig, og jeg tænkte: ’Gud, hvor er hun forfærdelig, lunefuld og beregnende’.«

Gennem psykoanalysen finder hun ud af, at hun er lunefuld og forfærdelig, fordi hun keder sig og ikke får brugt de evner, hun mener at have, og så går hun i gang med HF, samtidig med at hun passer hus og en mand, der »ikke vidste hvor køkkenet var«.

Men det er angiveligt ikke grunden til, at forholdet til Mikkel i perioder har været dårligt. »Jeg vidste også, at jeg havde en stor skyld i det,« erkender hun.

En skæbnehistorie

Som læser tænker man, at det er et noget dysfunktionelt ægteskab, hun skildrer. For eksempel bryder Lili sig ikke om at gå i bad, fordi hun ved, at Mikkel ville være over alle bjerge, når hun kommer ud fra badeværelset, men Brinkmann er tilbageholdende med at kommentere på den slags oplysninger.

Hvad han er ude efter er Lilis egen fortolkning af sit liv. Det ændrer dog ikke ved, at man gerne havde hørt mere om hans professionelle overvejelser over personen Lili.

Hvordan tolker han det for eksempel, at hun, så snart hun kommer ind på noget, der har været svært for hende, hellere snakker om andre, som det er gået ud over, end om sig selv? »Kan det være, at Lili har en medfødt robusthed over for selv at blive rystet, eller beskytter hun sig selv mod egne erindringer,« spørger han på et tidspunkt, men noget svar giver han ikke. Svend Brinkmann vil fortælle en skæbnehistorie, og det er det, han gør. Det er ikke ham, der psykonalyserer Lili. Men som han understreger til slut:

»At være skæbnetro behøver ikke at betyde, at man mener, at alting er forudbestemt, men derimod, at man tager sit liv og dets opgaver på sig på en værdig og forpligtet måde.«

Her forenes Lilis og Brinkmanns holdninger til tilværelsen, Lili har en karakter, der i høj grad også indfrier Svend Brinkmanns forventninger. På den måde forenes bogens to spor – Lilis biografi og Brinkmanns kommenterende analyser – i en fælles livsanskuelse. Det er der kommet en læseværdig og tankevækkende bog ud af.

Svend Brinkmann: ’Vi er det liv vi lever – en fortælling om skæbnen’. Politikens Forlag.  220 sider. 250 kroner