Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Vibeke Grønfeldt skriver for dem, som har grunde til at være kede af det, og til dem bringer hun lindring

Vibeke Grønfeldt udfordrer med sin nye bog læserens tilpasnings- og omstillingsevne
Vibeke Grønfeldt udfordrer i ny bog om muligt endnu mere konsekvent end før sin læsers tilpasnings- og omstillingsevne.

Vibeke Grønfeldt udfordrer i ny bog om muligt endnu mere konsekvent end før sin læsers tilpasnings- og omstillingsevne.

Martin Lehmann

Kultur
12. marts 2021

Forestil dig, at du har modtaget en fin skriftlig invitation til en stor fest i et fornemt gammelt palæ. Du ifører dig dit pæneste tøj og ankommer, fyldt af forventning, men opdager hurtigt, at du ikke kender én eneste af de øvrige gæster, ja, at I alle er lige fremmede for hinanden. Kun ganske langsomt, ved at snakke med først én, så nogle flere, finder du ud af, at I faktisk har en masse til fælles.

Sådan må det føles at være et af de 45 korte eller lange prosastykker i Pludselig her, bogen, hvormed Vibeke Grønfeldt om muligt endnu mere konsekvent end før udfordrer sin læsers tilpasnings- og omstillingsevne. Noget af bogens indhold kunne man kalde erindringsglimt, andre stykker ligner socialrealistiske reportager, for eksempel når der fortælles om knallertbrødre eller om fulde mænd, som leger russisk roulette.

Atter andre kan minde om drømme, som fantasien om endelig, langt om længe, at tage hævn over en krænker. Desuden finder man samtidssatiriske indslag og civilisationskritiske skrækvisioner og en liste over dødsfald, som en jegfortæller har været nært vidne til.

Men sammenhængen består altså groft sagt i, at der ingen sammenhæng er, for eksempel i form af et overordnet plot, en miljø- eller tidsmæssig ramme, et gennemgående arrangement på et fortællemæssigt niveau eller blot billeder, som kunne kæde stykkerne sammen på tværs i et metaforisk mønster af en eller anden slags.

Sansebåret intensitet

Når man ikke desto mindre læser opmærksomt videre og efter endt desorienteret læsning stadig har lyst til at begynde forfra eller måske springe fra isflage til isflage i Pludselig her, skyldes det, at hvert afsnit eller fragment har nøjagtig den karakter, fællestitlen angiver, af ankomst fulgt af totalt tilstedeværelse.

»Alle steder er her. Nu.« hedder det da også et sted, med fem ord, som fortætter værkets helt særlige kombination af sansebåren intensitet, sproglig substans og eksistentiel udsathed.

Hvem henvender sådan en bog sig til? Man kunne svare: til de virkelig dybest bekymrede. Ikke til dem, der spekulerer over, hvornår de igen kan komme på restaurant eller flyve på ferie eller atter pruste henne i fitnesscentret.

Forfatteren skriver for dem, som har grunde til at være kede af det og virkeligt angste, og til dem bringer hun lindring ved at være noget så enkelt som menneskeligt sandfærdig. Hendes ærlighed er frisk som en slagregn, for nu at bruge et udtryk fra bogen.

Vibeke Grønfeldt taler et sted om en dreng, der »kan lide at række ud efter det, der er uden for synsfeltet, trække det til sig og se det i et andet lys«. Den beskrivelse dækker meget godt hendes egen bestræbelse på at opdage det ellers upåagtede, gøre det perifere centralt, give stemme til de tavse.

Forbindelser dukker op

Læser man bogen på denne præmis, dukker der forbindelser op mellem de i grunden ret så genkendelige prosastykker, som skildrer ’det fra fortiden glemte’, som mødet med en pige, som for længe siden boede i pleje et år på reolfabrikken, eller situationen, hvor fortælleren tager sig af en vildfremmed, bevægelseshæmmet mand, eller besøgene på det psykiatriske hospital (Risskov?) eller hjemme hos en, som har sjælelige problemer at slås med.

Over for disse, om ikke alle udstødte, så i en eller anden forstand lidende mennesker står dem, som i et djævleblændt skarpt, civilisationskritisk stykke fejrer deres rigdom og holder digital jul via skærmen.

Ætsende forekommer, læst parallelt hermed, en ældre manufakturhandlers undrende blik på samtiden: »Han ved ikke, hvordan folk skal være i den nye tid, hvor livsfornødenheder mekanisk spyttes ud fra fabrikker i sandkorns mængde, pakkes, transporteres og lynhurtigt styres digitalt mod individuelle postbokse på hele jorden. Den overflødige arbejdskraft anvendes til at fabrikere og anvende nydelser. Tidsfordriv for at hindre tiden i at stå stille som døden i det enkelte hoved.«

Indimellem får man fornemmelsen af at komme endog særdeles tæt på den karakter, som i Endnu ikke (2016) og Glasluft (2020) kaldte sig Elvine Brink. Det kan meget vel være hende, som et sted med gru ser tilbage på danseskolens absurde ensretningsforsøg eller husker de spæde drømme om engang at blive forfatter:

»Og jeg gik med sætninger om alting i hovedet dengang. Skrev digte og småtterier. Brev til verden, som aldrig skrev til mig. I lommen havde jeg notesbog og blyant og sad mange timer i det lune køkken. Væggene var blødt perlegrå. Der var stille.«

Nogen Elvine-selvbiografi bliver bogen imidlertid aldrig. Dens livsfølelse er nemlig så at sige fri af både person og alder: »Det hele hænger sammen i tråde, der bliver tydeligere år for år. Færre, men stærkere og kortere. For til sidst at smelte sammen og forsvinde. Alderdommen er ikke så slem, som ungdommen tror.«

Lige præcis. Måske skal man som læser bare finde og følge de tråde, og måske findes der i Pludselig her trods alt mere helhed, end det enkelte prosastykke til at begynde med tror.

Vibeke Grønfeldt: Pludselig her. Øjebliksbilleder. People’s. 201 sider. 300 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her