Anmeldelse
Læsetid: 9 min.

I ’Wonder Woman 1984’ fortæller Patty Jenkins publikum, hvor kønsskabet skal stå

’Wonder Woman 1984’, der nu kan ses på HBO Nordic, er ikke lige så vellykket som den første film om den kvindelige superhelt. Men den er kulørt og underholdende og har vedkommende ting at sige om det ulige forhold mellem kvinder og mænd
’Wonder Woman 1984’ foregår i 1980’erne, og instruktør Patty Jenkins får megen sjov ud af højt hår og pastelfarvet joggingtøj og sin hovedperson, superhelten Wonder Woman (Gal Gadot).

’Wonder Woman 1984’ foregår i 1980’erne, og instruktør Patty Jenkins får megen sjov ud af højt hår og pastelfarvet joggingtøj og sin hovedperson, superhelten Wonder Woman (Gal Gadot).

HBO Nordic

Kultur
26. marts 2021

Wonder Woman er ikke en superhelt som alle andre. Bag DC-tegneserien om hende, hvor det hele begyndte, stod en progressiv doktor i psykologi, William Marston.

I begyndelsen af 1940’erne ville han introducere en anden slags kvinde og superhelt end dem, man allerede kendte fra tidens mandsdominerede tegneserier, hvor kvinder mest var en slags ornamentering. Som han sagde dengang: »Wonder Woman er psykologisk propaganda for den nye kvindetype, som – mener jeg – burde regere verden.«

Samtidig var Marston personligt bidt af bondage – han havde efter alt at dømme et livligt sexliv – og i tegneserien kom Wonder Woman ofte i vanskeligheder, når hun blev fanget og bundet af mænd. Det var hendes svaghed som superhelt, og det er mest bedagede ved hende som figur, når man kigger tilbage – selv om hun jo altid fik sig frigjort alligevel, og Marstons universelle pointe var den, at vi alle sammen er bundet af et eller andet, ikke mindst i mere overført betydning.

Siden blev hun en mere eller mindre undertrykt og ligegyldig bifigur i DC’s superhelteunivers, men hun vendte stærkt tilbage i 1970’erne, hvor hun fik lov til at være det feministiske ikon, Marston til at begynde med havde tænkt sig. 

Der kom en tv-serie med Wonder Woman, der blev spillet af Lynda Carter, og endelig i 2017 var der premiere på Patty Jenkins’ første, virkelig vellykkede film om figuren, Wonder Woman. Det var første gang, at Hollywood turde satse stort på en film om en kvindelig superhelt – tilmed instrueret af en kvinde – og den indtjente mere end 800 millioner dollar på verdensplan.

En sådan succes kalder naturligvis på en efterfølger, og det har nu resulteret i Wonder Woman 1984, som også er instrueret af Jenkins og har Gal Gadot i titelrollen. Filmen kan ses på HBO Nordic – biograferne er desværre ikke åbne endnu – og ligesom Wonder Woman er den et behjertet forsøg på at bedrive en form for kønspolitik i stort og underholdende format. Begge film er i øvrigt uendeligt meget mere humoristiske og livsbekræftende end DC’s øvrige, dystre superhelteeventyr.

Smæk på farverne

For der er sgu smæk på tempo og farver i den første time af Wonder Woman 1984, der, som titlen antyder, foregår i midten af 1980’erne – velsagtens et af de mest kulørte og, alt efter temperament, grimme årtier nogensinde. Jeg var selv teenager i 1980’erne og gik med briller med blåt stel, lyserød Ton Sur Ton-sweatshirt, gulerodsformede jeans og ternede Vans – og havde et Swatch-ur på armen. Kønt var det ikke.

Patty Jenkins og de øvrige kræfter bag Wonder Woman 1984 har tydeligvis haft en fest med at iscenesætte de scener, der foregår i epicentret af 1980’er-kultur: et storcenter i Washington. 

Her er højt hår, pandebånd, tights, spraglede joggingdragter, Jane Fonda-workout, skulderpuder, bæltetasker og så mange stærke pastel- og neonfarver, at man næsten får ondt i øjnene. Og det er faktisk også en fest at være tilskuer til, især da tre tyveknægte røver en smykkebutik, der handler med stjålne antikviteter. De får i en lang, næsten slapstick-agtig sekvens enden på komedie af ingen ringere end Wonder Woman (Gal Gadot), amazonen, halvguden og superhelten, der under sit borgerlige navn, Diana Prince, arbejder på Smithsonian, USA’s nationalmuseum.

Wonder Woman, spillet af Gal Gadot, i aktion i et 'vaskeægte' 80'er indkøbscenter.

Wonder Woman, spillet af Gal Gadot, i aktion i et 'vaskeægte' 80'er indkøbscenter.

Warner Bros

Wonder Woman er hurtig og stærk, og det varer ikke længe, før hun får stoppet de tre forbrydere, og FBI får overdraget de artefakter, som de stjal fra smykkeforretningen. FBI giver artefakterne videre til Dianas kollega på Smithsonian, gemmologen Barbara Minerva (Kristen Wiig), der forsøger at finde ud af, hvad de er, og hvornår de er fra, deriblandt en mystisk sten, som også vækker Dianas interesse, og som senere viser sig at være i stand til at opfylde alle de ønsker, et menneske, der rører stenen, måtte have.

Mænd og kvinder

En af dem, der meget gerne vil have fat i den magiske sten, er den forgældede forretningsmand Maxwell Lord (Pedro Pascal), der brændende ønsker sig at blive succesfuld og rig, så han kan imponere sin lille søn og vise skeptikerne, at de tog fejl.

Og da han får fingrene i den – ved at forføre den forsagte, opmærksomhedshungrende Barbara – får han åbnet for en veritabel Pandoras æske af ulykker. Lords grådighed og hans mulighed for at opfylde egne og alle andre menneskers ønsker truer med at ødelægge verden, og det er op til Wonder Woman at forsøge at stoppe ham.

Men også hun nyder godt af stenens kræfter, idet den mand, hun elskede over alt på jorden, piloten Steve Trevor (Chris Pine), bliver bragt tilbage fra de døde. De mødtes under Første Verdenskrig, men han var ikke udødelig ligesom hende.

Samtidig ønsker Barbara sig, at hun var mere ligesom smukke, selvsikre Diana, og pludselig kan hun både gå med høje hæle uden at falde og se uden sine briller, ligesom de kolleger, især mændene, der tidligere ignorerede hende og end ikke kunne huske hendes navn, har nu kun øje for hende.

Første halvdel af den 150 minutter Wonder Woman 1984 er klart den bedste. Det er her, at vi får introduceret det farvestrålende 1980’er-univers og møder Dianas absolutte modsætning, Barbara til højre på billedet.

Første halvdel af den 150 minutter Wonder Woman 1984 er klart den bedste. Det er her, at vi får introduceret det farvestrålende 1980’er-univers og møder Dianas absolutte modsætning, Barbara til højre på billedet.

Warner Bros

Det er en berusende, frigørende oplevelse for Barbara, og hun bliver endnu en forhindring for Wonder Woman i forsøget på at stoppe Maxwell Lord, inden han får revet verden fra hinanden. Det er også en god og morsom måde at diskutere mænd og kvinder på i Wonder Woman 1984.

Der er ingen tvivl om, at Wonder Woman i sin moderne inkarnation er en feministisk superhelt, og Patty Jenkins bruger figuren og tiden – de glade 1980’ere, hvor kjolerne skulle være korte og stramtsiddende og hælene høje – til at fortælle publikum, hvor hun synes, at kønsskabet skal stå.

Ingen genvej til lykken

Al den sexisme og uønskede opmærksomhed, som Diana Prince møder, når hun for eksempel dukker op til et gallaarrangement på Smithsonian iført en flot, opslidset kjole, er så let for hende at afvise, fordi hun er den, hun er.

Men den eksisterer i høj grad, også for Barbara, der hverken har Dianas fysiske eller psykiske kræfter. På et tidspunkt er det endda ved at gå galt for den kejtede kvinde, da hun en aften møder en fuld og nærgående mand på gaden.

Da Barbara takket være ’ønskestenen’ bliver mere ligesom Diana, på alle måder stærkere og mere selvsikker, og får masser af opmærksomhed fra både mænd og kvinder, nyder hun det forståeligt nok.

Hun formår lige pludselig at sætte sig i respekt over for fulderikker og dummernikker, der prøver at spille smarte og det, der er værre. Og selvfølgelig vil hun ikke frivilligt give afkald på den magt, og selvfølgelig vil Diana heller ikke igen miste manden i sit liv, som hun aldrig har kunnet glemme.

Spørgsmålet er blot, hvad de to kvinder hver især – og alle andre mennesker, der får deres ønsker opfyldt – giver afkald på af menneskelighed og kræfter ved at få deres inderste ønsker opfyldt med et knips. Det er et andet af Wonder Woman 1984’s temaer: Der er ingen genveje til lykke, hverken personlig eller professionel, og der er altid en pris at betale, hvis man snyder.

Den lektie lærer Diana allerede som barn, da hun – i en hæsblæsende sekvens i filmens begyndelse – deltager i en krævende styrkeprøve med de andre, voksne amazoner hjemme på amazonernes ø, Themyscira, hvor Dianas mor, Hippolyta (Connie Nielsen), er dronning. 

Scene på amazonernes ø.

Scene på amazonernes ø.

Warner Bros

Pigen, der er meget mindre end sine konkurrenter, er hurtig og snedig, men hun er også ung og uerfaren, og det kommer til at koste hende, da hun bogstavelig talt tager en smutvej og bliver opdaget. Det er en hård, men også vigtig lektie, der er med til at forme Diana som menneske – amazone – og som helt.

Appellerer til det gode

Første halvdel af den 150 minutter Wonder Woman 1984 er klart den bedste. Det er her, at vi får introduceret det farvestrålende 1980’er-univers, møder Dianas absolutte modsætning, Barbara, får vækket Steve Trevor til live igen og oplever denne fortidsmands forvirrede møde med moderne teknologi og tøjmode.

Det er vældig fornøjeligt at se ham måbe over moderne flyvemaskiner og raketter – som ikke fandtes i hans egentlige levetid – og det er meget morsomt at se ham prøve tøj og forelske sig i det ene virkeligt tidstypiske og grimme outfit efter det andet. Det minder om en lignende sekvens i Wonder Woman, hvor Diana var den fremmede i Steves tid og verden.

Da kampen mod Maxwell Lord for alvor begynder, kommer Wonder Woman 1984 dog hurtigt til at ligne så mange andre superheltefilm, hvor skurke og helte kæmper mod hinanden, og ting går i stykker.

Det er meget lidt inspirerende og noget langstrakt og monotont at se på. Men det bliver en smule mere spiseligt af, at Wonder Woman heller ikke er som de andre helte, når hun kæmper for at redde verden. Hun prøver altid først med det gode – måske kan hun tale skurkene fra deres forehavende ved at appellere til deres samvittighed.

Wonder Woman har altid kunnet selv.

Wonder Woman har altid kunnet selv.

Warner Bros

Det gjaldt i høj grad også i den første film, og man kan sige, at Wonder Woman, en superstærk, veltrænet amazone fra en krigerkultur bestående af kvinder, føjer empati og omtanke til den ellers så hårdkogte, frembusende og ofte lidt samvittighedsløse superheltegenre.

Smukt og sørgeligt

Skal skurkene og deres håndlangere stoppes på hårdhændet facon, bliver de det, men Wonder Woman tæver ikke løs på dem, og hun slår ikke mennesker ihjel, heller ikke ’de onde’, for i hendes verden er de ikke entydigt onde, blot på afveje. Det gælder både Maxwell Lord, der er forblændet af sin egen magt og muligheder, og Barbara, der bare gerne vil være en smule mere ligesom Diana – og mindre usynlig.

Man kan diskutere – og det blev det også efter den første Wonder Woman-film – hvor fri og selvstændig en kvinde som Wonder Woman/Diana Prince egentlig er, når hun definerer sig så markant i forhold til den mand, hun elsker og har mistet.

Men Wonder Woman 1984 handler jo også om, hvordan en opslugende kærlighed kan kaste lange skygger over et endnu længere liv. Som det så smukt siges i slutningen af en anden superheltefortælling, Disney+-serien WandaVision: »Hvad er sorg, hvis ikke vedblivende kærlighed?«

Der er på én gang noget meget smukt og trist over et kærlighedsforhold, der rækker på tværs af tid og rum, men som umuliggøres af den ene parts dødelighed. Det er med til at gøre Wonder Woman til en på én gang tragisk, inspirerende og fascinerende helteskikkelse, som Gal Gadot forlener med varme og menneskelighed, og som man gerne vil være i selskab med. Wonder Woman har altid kunnet selv, hun skal bare lære for alvor også at ville det og samtidig forlige sig med sin smertefulde fortid.

Warner Bros

’Wonder Woman 1984’ – Instruktion: Patty Jenkins. Manuskript: Patty Jenkins, Geoff Johns og Dave Callaham. Fotografi: Matthew Jensen. Længde: 151 minutter. Kan ses på HBO Nordic

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Martin Rønnow Klarlund

Man skal vist være ualmindelig woke for at beundre det værk :-)
https://youtu.be/4_Tm0SxIp6w

Torben Lindegaard

@Christian Monggaard

Connie Nielsen spiller Hippolyta .... så er det helt sikkert noget for mig.

Jeg glæder mig også til at se gengivelsen af 80'er miljøet -
og så i et amerikansk storcenter !!

Jeg bliver måske også hængende til superhelteopgøret i filmens 2. halvdel; men der er ingen garanti for det - jeg er helt sikkert langt forbi målgruppens alder.

Eva Schwanenflügel, ingemaje lange og Christian Monggaard anbefalede denne kommentar