Når man træder ind i Mikael Josephsens roman de andre, er det ikke for som i det meste anden ny litteratur at møde genvordigheder skildret i den danske middelklasse. Her er ikke meget om parforholdets kvaler og midtvejskrise, moderskabets udfordringer, søvnproblemer, berømmelsens ambivalens eller andre af de problematikker, der synes at udgøre middelklassens primære fokus.
Mikael Josephsens roman er derimod befolket af mennesker på samfundets bund – der hvor den basale kamp for at overleve altid kommer før kampen for at udholde livet. Dette tilsyneladende modsætningsforhold findes dog ikke i hans roman, da det at overleve og udholde livet bliver ét og det samme. De andre er et portræt af dem, der sidder foran Brugsen, Føtex og Rema 1000 og sælger Hus Forbi. Det er Danmark set fra fortovskanten.
Nu ligger legitimiteten i at skrive litteratur ikke i et bestemt klassetilhørsforhold, og det at Mikael Josephsen har skrevet noget så sjældent som en roman om hjemløse giver ham ikke i sig selv nogen litterær fribillet. Tværtimod. Han skal, ud over at skrive godt, også formå at gøre sine karakterer interessante og sammensatte.
Sat lidt på spidsen, kan det godt være, at vi i middelklassen kan ignorere de hjemløse, når vi passerer dem på gaden, men i Mikael Josephsens roman skal de træde frem i al deres uomgængelighed. Og det gør de hjemløse i de andre.
Forrygende roman
Jeg kunne også bare springe al den palaver over og gå lige til sagen. Mikael Josephsen, der selv har en baggrund som misbruger og tidligere har gjort sig bemærket med den rå og humoristiske samtidsroman Nedenunder fra 2010 og den selvbiografiske misbrugstrilogi i form af digtsamlingerne Knæk, Jeg er farmor og Jubelidiot, har skrevet en forrygende roman om en gruppe mennesker, der lever som hjemløse i Svendborg.
En såkaldt kollektivroman, hvor vi på skift følger de tre hovedpersoner: Bo, der uden tvivl er tættest på forfatterens alter ego og kommer fra København og i en lang flugt fra sig selv og sit borgerlige ophav er endt på gaden i Svendborg.
Slagteren som en særlig desperado med en traumatisk barndom og egen butik, der er gået konkurs; elskelig og brutal i uforudsigelige skift.
Og så Konen, der besidder overnaturlige evner, står i direkte forbindelse med ånderne og bor i en container, hvor hun holder et rent harem af unge mænd.
Derudover er romanen befolket af en række bipersoner som unge Daniel, der er på flugt fra ortodoks religiøs familie på Bornholm, stofdealeren Speedy og de hjemløse; Tyskeren, Kjeld Mås, Morten, Bonny og grønlænderen Malik.
Romanen består af fire dele af ret forskellig længde. I første del følger vi Bo gå helt i hundene og ramme bunden for så langsomt at komme til fode igen i anden del, realisere et nyt liv med kærlighed, litteratur og arbejde for kommunen for at få et nyt slag af skæbnen i tredje del. De to andre karakterer har en anden cyklus i romanens forløb.
Slagteren rider på en bølge af held og succes i første del, mens han i slutningen af anden del viser sig fra sin mest dæmoniske side for så langsomt at indlede en ny deroute. Og Konens kurve bevæger sig op og ned gennem romanens dele.
I hjertekulen
Hver del er komponeret, så vi mod slutningen rammer et dramatisk højdepunkt. Et dramatisk højdepunkt er imidlertid også altid begyndelsen på noget nyt. Denne bevægelse frem mod et dramatisk højdepunkt i hver af romanens dele giver nok narrativ fremdrift, men viser sig i forhold til selve romanens slutning, som ikke skal afsløres her, også at vise dens eneste svaghed.
Forfatteren søger for fortællingens skyld dramatiske højdepunkter, men kommer derved til at overse, at dramatikken ligger undervejs og nede i det menneskelige drama og ikke i en påklistret slutning.
Men lad det ligge, for de andre er også litteratur, der rammer lige i hjertekulen. Eksempelvis kan Mikael Josephsen skrive om stofafhængighedens væsen på en måde, så man forstår, hvad det er for et sug. Som det hedder flere gange undervejs: »Junk er at skyde kærlighed direkte ind i kroppen.«
I det hele taget lever romanen i udbrud af rå skønhed, skrevet med en økonomi og sans for detaljer, som får den til at leve længe. I særlige momenter er den næsten ’magisk realisme’, som her i scenen, hvor grønlænderen Malik sidder og sælger Hus Forbi foran Rema 1000 og i et syn ser Slagterens dæmoniske side, der senere skal blive indfriet:
»De næste tre timer sælger han ikke en eneste avis, der lander en tyver i hans hånd, det er fra Slagteren, der har været ovre og handle stoffer på Skydebanen. Til et stykke hvalfedt, siger han. Malik ser efter ham med medlidenhed. For der er noget skidt på vej til ham, det kan han fornemme. Hans inua er stort set væk. Malik ser ikke andet end øde issletter og en, der har sat sin tupilak efter ham. Slagteren løber på ild fra isvåge til isvåge. Men der er intet, Malik kan gøre. Han har set det så tit. Når først de er på det kunstige sne, går de til. Han vil ikke have hans mønt, dens inua er skidt. Han kaster den i en brønd og kan høre skriget hele vejen ned.«
Og ja, det går gruelig galt. Men alt er ikke kun deroute og afstumpet vold og kærlighedsløs sex. Der er også ømhed og kærlighed undervejs. Den formår Mikael Josephsen at skildre med en særlig sensibilitet.
Jeg turnerer for tiden med den påstand, at romangenrens egentlige eksistensberettigelse er, at den erkender nyt om den menneskelige eksistens. Mikael Josephsens roman erkender i den grad nyt og har givet de hjemløse en fortælling. Dansk litteratur er blevet beriget med karakterer som Bo, Slagteren og Konen. De andre kunne godt gå hen og blive en ny klassiker. Romanen bør i hvert fald få mange læsere.
Mikael Josephsen: ’de andre’. Gyldendal. 256 sider. 250 kroner.
Tak for en god anmeldelse :-)