Anmeldelse
Læsetid: 9 min.

Det er jo bare sport, siger man, men det er aldrig bare sport. Derfor skal den udstilles som kunst

I morgen åbner museerne. Vi har sendt forfatter Malte Tellerup på Copenhagen Contemporary, der sætter spot på sport. For en tidligere elitehåndboldspiller, der har det svært med sportens normer, demonstrerer ’Art of Sport’ billedkunstneres evne til aldrig at acceptere vedtagne sandheder, når de skaber deres egne visuelle fortællinger om sport
Værket Leatherboys består af tre store skulpturer af Formel 1-kørere, der omfavner hinanden på gulvet. Sponsorteksterne på deres kørerdragter er erstattet med nedsættende ord om homoseksuelle.

Værket Leatherboys består af tre store skulpturer af Formel 1-kørere, der omfavner hinanden på gulvet. Sponsorteksterne på deres kørerdragter er erstattet med nedsættende ord om homoseksuelle.

David Stjernholm

Kultur
20. april 2021

Copenhagen Contemporary åbner onsdag for deres første udstilling efter nedlukningen. Art of Sport hedder den. Titlen føles både vag og meget temaagtig. Der er noget oversigt, noget ’lad os samle alt det kunst om sport, vi kan, lad os komme rundt om sporten gennem kunsten’ i den titel. Den giver udstillingen et pligtopfyldende udtryk, noget opdragende og ikke særligt intenst.

’Boksehandsker’.

David Stjernholm
Det er ærgerligt, og det sender mig dårligt fra start: Copenhagen Contemporarys gigantiske haller i deres lagerhalsbygning på Refshaleøen i København kalder på store værker, og store værker er der så et af i hvert af udstillingens tre hovedrum.

En over fem meter høj konstruktion af glasmosaikker der danner et motiv af to boksehandsker af billedkunstner Erik A. Frandsen møder mig i foyeren.

Det føles fladt og tænkt med det amerikanske flag på handskerne, det kirkelige i materialeudtrykket og så den metaforiske dobbelthed mellem boksningens slag og materialet i glas.

I det første rum fylder engelske Sarah Lucas’ Gold Cup Maradona gulvet. Skulpturen er en smørgul mannequin, der ligger på ryggen med sammenkrøllet torso og en fem-seks meter høj erigeret pik strittende op.

Mens jeg går rundt i rummet, orker jeg ikke, at den hele tiden er i mit synsfelt, jeg vil ikke overveje, om den er provokerende, om den gentager en stereotyp eller fordrejer den, jeg vil helst bare have den væk.

Det tredje store værk er skabt af tyske Olaf Nicola og består af en ni meter lang oppustet Nike Air max 97. En ikonisk sko for Nike som sportsbrand og en af de sko, der især har markeret, at 90’erne er blevet retro.

Det er altså både en problematisk kommerciel sko og en postironisk sko, men nu repræsenteret som hoppeborg, hvor man kan sætte sig ind og mærke efter, som der står i magasinet: »Hvordan føles det at være inde i en sko?« Ærligt talt et ret uvedkommende spørgsmål, jeg rejser mig hurtigt igen.

Mig som publikum

De tre værker har jeg det så tydeligvis svært med, men det siger jo lige så meget om mig som om udstillingen. Jeg bliver frastødt af de store formater og meget enkle tematiske pointer og vil hellere ud langs væggene og lede efter detaljer og finde noget at leve mig ind i.

’Gold Cup Maradona’.

’Gold Cup Maradona’.

David Stjernholm

Jeg er her som en bestemt beskuer, en der har været dybt involveret i sport for derefter lægge stor afstand til det. Jeg har spillet elitehåndbold, elsket det og været ved at blive kvalt af det.

Jeg har sporten inde under huden, og jeg har prøvet at slippe væk fra sporten. Jeg har elsket sportens sus, og jeg har hadet kulturen omkring det sus, særligt repræsentationen af kønnene. Og mens jeg går rundt på udstillingen, tænker jeg meget over, hvordan jeg ser (tilbage) på den verden af sport, som jeg både har elsket og hadet.

Her gør resten af udstillingen præcis det, en kunstudstilling kan: Den gør mig bedre til at se og dermed bedre til at tænke, simpelthen.

Sport er en verden, der konstant afbildes, repræsenteres og fremstilles. Hvis man vil, kan man virkelig få lov til at se på sport: Det sker hele tiden, der er hele tiden en ny kamp, en ny sæson, en ny stjerne at følge og kameraer og journalister, der er klar til at fortælle om det.

’Big Sneaker’.

David Stjernholm
Men næsten altid på samme måde, med de samme indstillinger for storhed, skønhed og sejr. Og netop derfor er det så nice, at billedkunstnere, med en helt professionel tilgang til aldrig at acceptere allerede vedtagne sandheder om billeder og billedproduktion, fremstiller deres egne visuelle fortællinger om sport.

Alt det, vi ikke ser

Art of Sport fanges især alt det, der ’normalt’ skæres væk eller nedtones til fordel for den rene triumf og for sportsheltene. Fotokunstneren Andreas Gursky har med sit værk F1 Boxenstopp III løftet pitstoppet i Formel 1 op til en slags uhyggelig kollektiv skønhed. Fotoet viser to hold på omkring femten mekanikere, der servicerer henholdsvis en Red Bull- og Renault-bil, deres dragters farver matcher bilernes, og på en måde smelter de sammen til en fælles organisme, imens de reparerer, tanker og servicerer på færrest muligt sekunder. Det er mytologisk og ret dragende, og jeg bliver mindet om, at ingen legendarisk Formel 1-kører vinder uden et stramt koreograferet hold mekanikere.

Mange værker trækker på ’fundet materiale’: videoklip, sportsudstyr og idolbilleder. Her er kunsten at omarrangere sportens æstetik ved at vride dens egne ting og udtryk. Det er en slags forskydning af blikket på sport: Kunstnerne bruger igen og igen ’underlige’ beskæringer, skæve vinkler og kameraer, der nægter at se ’det vigtige’, men som peger andre steder hen.

I værket Plague Mask 2 har canadiske Brian Jungen brugt en masse Nike Air Jordan-sko til at forme en uhyggelig, flot maske, der angiveligt trækker på de masker, som læger brugte under pesten i middelalderen.

Der er en stærk visuel oplevelse i amerikanske Stephen Deans Volta, der kun viser fodboldpublikum, som de står med romerlys, flag, vimpler og afsindigt store stykker stof, der løftes hen over tribunerne fra arm til arm. Også publikum er noget i sig selv og her meget sanselige.

I samme perspektiv ses spørgsmål om kønsopfattelse og heteroseksuel kropsidealisering udfordret igen og igen igennem udstillingen. Svenske Emelie Carléns Chora afseksualiserer poledancing ved at filme en gruppe kvinder, som træner sammen i et udendørs amfiteater, hvor de så er hinandens publikum på skift, hvilket fremhæver det akrobatiske og venskabelige ved dansen på stangen. Kvinderne er afklædte, men med en sportens selvfølgelighed, hvor det passer bedst til akrobatikken at have lidt og stramt tøj på. Især er klippet, hvor de står i forskellige niveauer på amfiteaterets hvide sten og varmer op med spark og hoftedrej, mens vinden og solens blege skær står ind over dem, et flot henkastet tableau.

En ud af tre skulpturer i værket 'Leatherboys'.

David Stjernholm

Også den eksterne kurator og billedkunstner franske Louka Anargyros’ værk Leatherboys I-III er dejligt nærværende og normkritisk. Værket består af tre store skulpturer af Formel 1-kørere, der omfavner hinanden på gulvet. Sponsorteksterne på deres kørerdragter er erstattet med nedsættende ord om homoseksuelle, og hele opstillingen er tindrende skrøbelig, hot og hård.

Og jeg ville ønske, at jeg kunne tage schweiziske Sylverie Fleurs specialsyede Formel 1-kjole ned fra væggen og danse væk i den, helst med amerikanske Jeffrey Gibsons funklende broderede og draperede boksebold over skulderen. Bolden har Depeche Mode teksten »All I ever wanted, all I ever needed« påskrevet i perler, og her er materialemødet stærkt og mere ambivalent (end hos Erik A. Frandsens glasmosaikker), de farvestrålende og omhyggelige dekorationer over for slaget og den normalt monokrome læderbold.

Når helten knæler

I flere værker forskydes fremstillingen af sportshelten. Et af mine absolutte yndlingsværker er britiske Sam Taylor-Johnsons David Beckham (David), der er en video filmet, så den føles, som om seeren ligger ved siden af den sovende David Beckham i sengen. Han er yndefuld, smuk og super idolagtig, som han ligger der, en moderne Achilleus, en metroseksuel (et ord jeg havde glemt), modemand, der for alvor satte fart på den persondyrkende kommercielle sportsøkonomi. Og måske er det slet ikke så kritisk at vise den sovende helt, for som den franske forfatter og filosof Simone Weil skrev i det lille værk Iliaden eller styrkens digt:

»Og selv Achilleus, denne stolte uovervindelige helt, ser vi græde, allerede i digtets begyndelse«.

Måske er det en del af helten, at han også er sårbar. Men det ændrer ikke på, at jeg står og ser længe på David, og egentlig bare har lyst til at putte videoen ned i min taske og tage den med hjem, så den kan sove ved siden af mig hver nat.

For at udfordre det racistiske blik på sorte mænd i amerikansk sport har den sorte, amerikanske kunstner Mark Bradford filmet sig selv driblende på en udendørs basketbane. Han er høj, skaldet og iført LA Lakers’ lilla-gule jersey, og ved første øjekast ser jeg legenden Kobe Bryant. Så opdager jeg, at han bærer et stort afstivet underskørt, kaldet en krinoline kjole, også i lilla-gul under basketrøjen, og så skærer Bradford vredt tænder til kameraet, og jeg forstår, at han bevidst har arbejdet med at snyde mit blik, og jeg nyder fuck-up’et i hans værk og at se skønheden i hans kejtede driblinger med kjolestoffet flagrende om sig.

Racisme, homofobi og ulighed

Helten er også idolet, og en der følges, og derfor en, man kan tjene penge at få andre til at ville følge på en bestemt måde. Amerikanske Jeff Koons’ bidrag er et enkelt ideologikritisk blik på Nike-reklamer fra 80’erne, der brugte basketstjerner til at promovere sortes ’integration’ i hvide institutioner og dermed social mobilitet og lighed, den drønhyggelige stil i billederne og løgnen bag løfterne står skarpt frem i dag.

Endnu vildere er her amerikanske Lyle Ashton Harris’ genbrug af en reklameplakat fra 2001, hvor fodboldspilleren Zinedine Zidane ses i omklædningsrummet storsmilende, mens en lige så storsmilende sort ung mand er i gang med at file den døde hud af Zidanes ene fod (Harris’ eneste tilføjelse til plakaten er, at han – Harris – har spermet på den).

Det er så vigtigt at få frem, racismen, homofobien, pengene og den strukturelle ulighed, der skjules bag sportens uskyldighed. Det er jo bare sport, siger man, men det er aldrig bare sport.

Sport er en gigantisk økonomi, der former viljer og samfund, og er derfor også politisk, så når den japansk-tyske videokunstner Kota Ezawa i National Anthem viser en animationsfilm af de knælende sorte NFL-spillere og deres protest mod den strukturelle racisme i USA fra 2016 og frem, trækker det en lige linje tilbage til et af sportens allermest ikoniske motiver, da guldvinder Tommie Smith og bronzevinder John Carlos efter 200-meter løbet står på podiet til OL 1968 og løfter hver en sortbehandsket hånd i en knytnæve og hilser Black Panther og rettighedsbevægelsen under nationalsangen.

Og så får jeg den her underlige følelse af storhed, et sug i maven, mens jeg står og ser værket, og da jeg kommer hjem og skriver om det, begynder jeg at græde. Det, de gør, er umuligt at gøre. Der er intet i sportens kontrakt, opsætning, repræsentation, der inviterer til det, andet end den massive opmærksomhed og al den uretfærdighed, der skjules (Colin Kaepernick, der var den første til at knæle mistede sin kontrakt og har ikke spillet siden). De bryder ganske simpelt reglerne i en verden, der handler om at følge reglerne og blive så god, du overhovedet kan inden for de regler.

Og på den måde bliver de en anden slags helte. Helte, der viser vejen frem, der bryder alle regler og gør det umulige. Det er vigtigt, at helten også kan være progressiv, det store sug, som en utrolig præstation giver, er ægte, publikums følelse af at blive bragt sammen af sportens største øjeblikke, af at have været med, er ægte, at blive løftet ind i fremtiden og turde noget man ellers ikke turde, det kan sport også inspirere til.

Jeg lærer at se sporten igen, dens kvaliteter, og snart tror jeg, skal jeg prøve at træne igen, vende tilbage til banen og forlige mig med spillet, men jeg lærer også at se sportens problemer mere detaljeret, mere nøje og her er kunsten en stor hjælp.

’Art of Sport’. Copenhagen Contemporary. Åbner den 21. april og holder åbent indtil 24.10. Der vil være en satellit af udstillingen i boldklubben Skjolds omklædningsrum og muligvis også på plænen af stadion.

Malte Tellerup er forfatter, senest til ’Hedeselskabet’, cand.mag. i litteraturvidenskab, tidligere håndboldspiller for Bolbro og GOG.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Morten Balling

Mindre detalje, men de mænd som omfavner hinanden er ikke Formel 1 kørere. Formel 1 dragter er ikke syet af læder. Mændene er derimod motorcykel racerkørere. Det kan man se på de "knee pads" de har på knæet, som køreren bruger til at føle nedlægningsvinklen af motorcyklen i sving. Man skraber knæet mod banen, og det slider på læderet, så derfor monteres knee pads, som kan udskiftes når de slides ned.