Hvad er der galt med Kansas? Det var titlen på en opsigtsvækkende bog fra 2004, hvori journalisten og historikeren Thomas Frank så nærmere på, hvordan den populistisk-konservative bølge i 1990’erne rullede hen over det amerikanske Midtvesten og blandt andet rev magten fra Demokraterne i arbejderstaten Kansas.
Samme ærinde er Ben Lerner groft sagt ude i med Topekaskolen, hvis centrale handling udspiller sig i byen Topeka i Kansas i 1997. Hovedpersonen er den 17-årige Adam Gordon, der får en debatlærer ved navn Peter Evanson, som siden bliver »en af hovedarkitekterne bag den mest højreorienterede guvernørperiode, Kansas endnu har oplevet (og) en væsentlig kilde til inspiration for Trump-regeringen«.
Evansons mål er at gøre Adam til debatmester i disciplinen ekstemporaltale, eller »free style for nørder«, der officielt går ud på at »kunne tale overbevisende om en lang række forskelligartede emner«, men i virkeligheden handler mere om stil end om substans ifølge Adam selv: »Man lærte at pakke en tale med kilder, som en politiker bruger statistik, at give indtryk af autoritet snarere end at kaste lys over et emne eller afdække faktiske forhold«.
Adams kamp for debatmesterskabet er blot et af flere handlingsspor i Lerners veloplagte og tankevækkende roman, der kommer omkring en pæn portion af, hvad der er galt ikke bare med Kansas, men det nutidige USA, hvor du ifølge Evanson »skal være snu, og du skal tale lige så meget til folks hjerter som til deres hjerner«, hvad enten du vil vinde en collegedebat eller et præsidentvalg.
Mutte drenges problemer
Ben Lerners to forrige romaner, debuten Leaving the Atocha Station, hvis hovedperson også hedder Adam Gordon, og opfølgeren 22:04, som vi fik på dansk for fire år siden, er, som en amerikansk kritiker har formuleret det, kloge selvbevidste romaner om selvbevidste kloge unge mænd, der kommer fra det amerikanske Midtvesten, men flygter til Spanien og derefter til New York.
Begge bøger læner sig kraftigt op ad det selvbiografiske, og det samme er tilfældet med Topekaskolen, der som Lerner skriver i sit takkeord, er båret af en ustabil »sammenblanding af fakta og fiktion«. Lad os bare kalde værket for autofiktion. Den i dag 42-årige Lerner kommer fra en hvid middelklasse-familie i Topeka og udmærkede sig i debatkonkurrencer på collegeniveau, og han er i dag, som den voksne Adam Gordon, »en kendt digter« med bopæl i New York.
Lerner voksede op med forældre, der var anerkendte psykologer, og det samme er Adams forældre, der har været med til at danne Stiftelsen, et psykiatrisk institut for teenagedrenge med problemer; eller »mutte drenge og mænd«, som Adams far, Jonathan, udtrykker det, i hvad der som antydet er romanens kernetema: mænds udfordringer med at udtrykke sig fornuftigt.
Den slags har også Adams mor, Jane, erfaring med. Jane er en berømt feministisk forfatter, der ofte modtager truende telefonopkald fra »Mændene«, som hun kalder dem. Når de i røret hvisker »en eller anden variant af møgfisse«, bilder hun dem ind, at forbindelsen er dårlig og beder dem tale højere, hvorefter opkalderen gentager »sit budskab en gang eller to, men så blev han så forlegen over at høre sin egen stemme (…) at stemmen knækkede eller gik i stå, og de fleste gange lagde de bare på i noget, der virkede som et anfald af skam«.
Sproget opløses
Jonathans og Janes synsvinkler og forhistorier i adskilte kapitler giver handlingen en vis episk kvalitet og understreger samtidig, hvordan samtalekunsten har forskubbet sig særligt siden 1960’erne, da deres generation stræbte efter at sætte ord på både private fortrængninger og nationens traumer.
Adam er splittet mellem sine psykologiforældre, der helst vil diskutere alting, og verden uden for hjemmet, hvor hvide drenge overtager sort hiphop-attituder og rapper »om ludere og skydere og så videre«, og hvor den retarderede skolekammerat Darren Eberhardt, der slet ikke formår at tale, ender med at udtrykke sig aggressivt (og siden bliver Trump-tilhænger).
»Sprog er blevet til ren lyd«, som Jonathan siger, og mest ekstremt kommer det til udtryk i Adams debatkonkurrencer. Her når du ikke langt uden at kunne mestre teknikken »Spredning«, der handler om »at bombardere det andet hold med flere argumenter og mere dokumentation, end de kan nå at respondere på inden for den tildelte tid«.
Debatterne sammenlignes med kampsport, og samfundet er i det hele taget gennemsyret af en giftig og aggressiv maskulinitet, som den voksne Adam heller ikke kan undsige sig, da han med sine børn bevæger sig rundt i et New York, hvor ingen gider lytte til argumenter af nogen art.
Det er et dystert portræt af USA, Ben Lerner tegner, men det er gjort med en humor og intelligens, der underholder og trods alt giver håb. Topekaskolen vidner på mesterlig vis om, at der i hvert fald i amerikansk litteratur er plads til både sund fornuft og sproglig styrke.
Ben Lerner: Topekaskolen. Oversat af Nete Harsberg. Gads Forlag. 328 sider. 300 kroner.
