Bjarke Møller er en uhyre kyndig og engageret mand, hvis centrale budskab er, at EU er godt og nødvendigt, og at samarbejdet skal styrkes, hvis europæerne vil have indflydelse på verdens gang i kapløbet mellem USA, Kina og andre kommende storspillere. Brexit er derfor en monumental fejltagelse, der forhåbentlig ikke får følgere blandt andre EU-lande.
Ingen nationalstat kan på egen hånd bremse klimaforandringen, tæmme storkapitalen og uligheden, bekæmpe pandemier, regulere folkevandringer, bremse konflikter og forhindre terrorisme. Det kræver alt sammen et stærkere og mere solidarisk internationalt – og ikke mindst europæisk – samarbejde.
Bjarke Møller er idealist. Hans bog er et manifest på 800 sider, et gjaldende råb om, at håbet – ikke frygten – skal forme et fremtidens Europa, hvor de nordiske velfærdssystemer bliver toneangivende samfundsmodel, og EU kan blive et forbillede for resten af verden.
Jeg kan ikke vurdere, hvor mange der nogensinde får læst hele Bjarke Møllers mammutværk, der ikke bare giver forfatterens vision, men genfortæller en stor del af den nyere verdenshistorie og flittigt citerer store forfattere, politikere, videnskabsfolk, psykologer og filosoffer til at underbygge fortællingen.
Selv bliver jeg ikke citeret, uanset at jeg har sagt og skrevet rigtigt meget af det samme som Bjarke Møller. Det er næppe en forglemmelse, men simpelthen udtryk for, at vi uafhængigt af hinanden har haft mange af de samme analyser og visioner:
For ja, jeg mener også, at vi skal stræbe efter et Europa, hvor demokratiet står stærkere i forhold til teknokrater og kapitalinteresser. Vi skal placere EU i førertrøjen for den globale grønne omstilling, og vi får kun det folkelige mandat til den grønne revolution, hvis det sker hånd i hånd med at skabe større social tryghed og et opgør med årtiers stigende ulighed.
Når de nationalistiske og populistiske vinde lige nu blæser for stærkt, så er det ikke kun på grund af frygten for terror og ukontrolleret indvandring. Der er mistro til både nationale magthavere og EU, fordi regningen for gældsstiftelsen under finanskrisen blev sendt til de socialt udsatte, de arbejdsløse og lavere lønnede, mens de skadevoldende finansspekulanter og andre superrige fortsatte med at høste enorme gevinster. Centralbanken og den tyskledede sparebande reddede euroen, men den folkelige tillid til det europæiske projekt blev svækket, ikke mindst i Sydeuropa.
Når vi er igennem coronapandemien, skal der turbo på den grønne omstilling. Vi skal her og nu bremse den globale opvarmning for at undgå stadigt hyppigere orkaner, oversvømmelser og ørkenspredning, der vil udløse enorme folkevandringer og stærkt stigende antal konflikter i den verden, vore børn og børnebørn skal leve i.
Vi har mobiliseret vældige ressourcer til at inddæmme pandemien. Vi skal mobilisere endnu mere for at undgå den ultimative klimakrise. Det vil kræve dybe holdningsændringer, massiv satsning på ny teknologi og enorme investeringer i en grøn infrastruktur.
En fælles europæisk politisk kursændring i samvirke med et aktivistisk civilsamfund skal forandre de nuværende markedskræfter. De fossile brændstoffer skal erstattes af enorm vækst i vedvarende energikilder. Det går kun hurtigt nok ved optrapning til en høj beskatning af CO2-udslip og andre klimagasser. Det koster noget, men som Joe Bidens klimaudsending John Kerry rigtigt siger, bliver det langt dyrere at lade være.
I nogle år har vi mulighed for billigt at lade staterne og EU låne til denne indsats. På sigt skal regningerne betales, samtidig med at vi fastholder velfærden og letter vilkårene for de svageste. Vi får med andre ord brug for flere skatteindtægter. De skal ikke mindst findes ved at bekæmpe skatteflugt og skattely og beskatte de ekstremt store formuer, der er skabt hos nogle få promiller af befolkningen ved den hektiske spekulation i stigende ejendomsværdier og aktiekurser.
En anden kilde er at hæve den lave og uens selskabsskat til en EU-minimumssats på for eksempel 25 procent. Det vil svare til, hvad der allerede nu er på vej i USA og Storbritannien. Det vil tage tid at nå dertil. Undervejs kan det værste af den globale finansspekulation og skattemanipulation dæmpes ved omsætningsafgift på finansielle transaktioner og på de gigantiske teknologivirksomheders omsætning.
Bjarke Møller foreslår, at sådanne nye indtægter går direkte til EU, både for at erstatte de nuværende medlemsbidrag fra landene og for at sikre EU fælles midler til at investere i klima, forskning og erhvervsudvikling med videre.
Han ved godt, at det bliver en svær sag i forhold til medlemsstaterne. Han minder om modviljen fra sparebanden Danmark, Sverige, Holland og Østrig, da EU i sommeren 2020 vedtog en solidarisk genopretningsplan efter coronakrisen. Heldigvis lykkedes det alligevel at enes om 750 milliarder euro i tilskud og billige lån. Drivkraften var en tysk-fransk akse, hvor Tyskland omsider opgav den sparekurs, der blev så skæbnesvanger under finanskrisen.
Den ny sparebande fik grundlæggende kun bidraget med at flytte en del af pakken fra at være tilskud til at være reelt rentefri 30-årige lån, og det gjorde ikke den store forskel: Pakken blev et gennembrud for solidarisk europæisk handling. Det bliver forhåbentlig starten på en ny forståelse af interessen i et stærkere fællesskab – også i Danmark.
Men det vil have som forudsætning, at der bliver mere sikkerhed for, at fælles EU-penge ikke bidrager til korruption og opbygning af nye autoritære regimer som i Ungarn og Polen. Fællesskabet skal sikre sig, at der alle vegne investeres grønt og socialt ansvarligt, hvis vi alle skal acceptere at løfte i flok. Udfordringerne står i kø.
Bjarke Møller behandler naturligvis også slaget om Europas sjæl, når det gælder indvandring og respekt for globale menneskerettigheder. Arbejdskraftens fri bevægelighed internt i EU accepteres af de fleste, hvis økonomien vokser, og der nationalt dæmmes op for social dumping. Men tilstrømningen af flygtninge fra Mellemøsten – især i 2015 – har skærpet frygten for kulturskel og manglende integration ved indvandring fra muslimske lande. Der er krav om at værne de ydre grænser langt bedre, og det er også forudsætningen for at genskabe den frie bevægelighed internt.
Men flygtningepresset kan kun dæmpes på menneskeretlig acceptabel vis, hvis vi til gengæld er villige til at investere langt mere i anstændige muligheder for bosætning af de flygtende i nabolandene – de såkaldte nærområder – og frem for alt mere aktive bidrag til at standse de konflikter, der driver flygtningestrømmene
Langsigtet er der brug for en gigantisk europæisk investering i at bistå Afrika med at skabe job til en milliard flere mennesker i de kommende årtier. Folkevandringspresset kan blive langt mere eksplosivt. Desuden – siger Bjarke Møller – betyder den hastige aldring af befolkningen i Europa, at vi på sigt får brug for en legal, reguleret indvandring for at have tilstrækkelig arbejdsstyrke i de erhvervsaktive aldersgrupper. Her er vi ved en meget følsom diskussion, hvor det vil tage tid for håbet til at overmande frygten.
Bjarke Møller: ’Håbets politik – Sådan overvinder Europa kriserne og bliver en grøn supermagt’. Future21. 826 sider. 510 kroner.
Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for FN’s Generalforsamling.
