Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Christina Englunds ’Slugt’ fortæller en lillebitte del af en stor historie om fotografen Francesca Woodman

Christina Englund går forsigtigt til værks i forhold til gåden Francesca Woodman. ’Slugt’ kratter i overfladen og strejfer kun virkeligheden
Kultur
23. april 2021
Christina Englund har elegant placeret de virkelige hændelser i fiktionen, men alligevel tilbageholder hun information.

Christina Englund har elegant placeret de virkelige hændelser i fiktionen, men alligevel tilbageholder hun information.

Kajsa Guldberg

Et sted uden for Christina Englunds roman Slugt findes den virkelige Francesca Woodmans (1958-1981) liv og 800 sort-hvide fotoværker. På samme måde som der uden for Christina Hesseholdts roman Vivian findes en virkelig Vivian Maier (1926-2009) og hendes værker – og uden for Kristina Stoltz’ roman Cahun en virkelig Claude Cahun (1894-1954).

Alle tre kvinder arbejdede med fotografiet som kunstform. Vivian Maier var gadefotograf i Chicago og New York i 1950’erne og frem. Hun havde gerne et par børn på slæb, når hun fotograferede, fordi hun ikke levede af sin kunst, men af at være barnepige. Et af de mange spørgsmål, hun efterlod sig, var, hvorfor hun sjældent fremkaldte sine billeder. Hesselholdt skriver sig ind i gåden Vivian Maier og kommer ud med en slags svar. Vivian Maier så jo billedet, idet hun tog det. Dét var det spændende øjeblik for hende, ikke hvad andre så.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her