Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

David Byrnes mesterlige genopfindelse af koncerten giver rig mening på film

Koncertfilmen ’American Utopia’ er en jublende, tænksom kollektivorgasme mellem krop og tanke, rytmik og harmonik, dans og politik, nonsens og fortælling. Det er den tidligere frontfigur i Talking Heads, David Byrnes, sene og stærkt oplivende magnum opus, som nu kan ses på CPH:DOX
’American Utopia’ er ikke første gang, David Byrne genopfinder koncertformatet og formidler det på film.

’American Utopia’ er ikke første gang, David Byrne genopfinder koncertformatet og formidler det på film.

CPH:DOX

Kultur
1. maj 2021

Det var en omgående berusende og kunstnerisk genial genopfindelse af koncertformatet, da David Byrne i 2018 gav koncert på Roskilde Festival.

Her oplevede vi 11 musikere og den tidligere frontfigur i Talking Heads gående, stående, dansende i et sølvlænke-indrammet gråt rum. Om deres halse og rygge var der spændt gammelkendte strengeinstrumenter som elguitar og -bas, men også uvante anordninger som en percussion-buffet, mini-trommesæt, bongo- og congas-trommer og synthesizere.

Alle 12 m/k var mobile musikere, sangere og/eller dansere i et show, som var lige så meget kunstkoreografi som rockkoncert.

Det er heldigvis ikke en oplevelse, der bliver mindre, når man får overblik over koreografien og krydsklipning mellem synsvinkler i Spike Lees koncertfilm, American Utopia.

Det er en audiovisuel formidling af den – måske liiidt for lange, men også virkelig fremragende – Broadway-opsætning af showet. Mobilorkesteret spiller sangene 100 procent live. Og når koncerten er bedst, er den intet mindre end sublim.

Der er uforlignelige højdepunkter, som de ekstatisk gennemrytmiske »Born Under Punches« og »I Zimbra«. Eller uventede perler som duoen X-Press 2’s »Lazy«, som David Byrne var gæstesanger og medkomponist på. Samt ikke mindst den monumentalt hamrede coverversion af Janelle Monáes politiske genfortolkning af sin egen »Hell You Talmbout«, hvor navnene på dødsofre for amerikansk politivold gjaldes ud. På én gang hyldest, sørgestøtte og anklage.

Socialfobikerens nervøse undren

David Byrne har altid haft et blik for det absurde i livet, det mekanisk vanemæssige i både omgangsformer og arbejdsliv.

Noget, som showets koreograf, Annie B. Parson, visualiserer med mindelser om både Chaplin og den franske komiker Jaques Tati, når Byrne for eksempel styres som en sprællemand af showets to dansere.

Han har altid set på mennesket med en aliens dissekerende blik, men også med socialfobikerens nervøse undren. Tidligt i showet undrer han sig over, at mennesker foretrækker at se på andre mennesker i stedet for »en smuk solnedgang eller en dejlig pose kartoffelchips«.

Og mestersangen »Once in a Lifetime« fortæller om fortumlet og fremmedgjort at anerkende, at man har installeret sig selv i voksenlivets dovne komfort.

David Byrne på scenen i 'American Utopia'.

David Byrne på scenen i 'American Utopia'.

PR Foto

I showet og i Parsons koreografi skubbes Byrne frem i et koldt, blåt lys. Han raver forvildet rundt, så genvinder han fatningen, tager sig sammen og synger: »You may find yourself in a beautiful house /With a beautiful wife /You may ask yourself: ’Well, how did I get here?’«

Og så følger erkendelsen af, at også villa, vovse og Volvos monotoni er forbipasserende fænomener. »Water flowing underground /Same as it ever was, same as it ever was.« Han falder træt på knæ, mens han synger det. Men hives så op af danserne. The shit show must go on.

Indimellem holder Byrne taler om dadaisme (som han også performer et eksempel på), om vælgerregistrering og allerførst om, at babyer har hundreder af millioner af neurale forbindelser, som vi siden mister.

Tænksom kollektivorgasme

Det er ikke første gang, David Byrne genopfinder koncertformatet og formidler det på film med en anerkendt filminstruktør. Det gjorde han også med sin fabelagtige gruppe Talking Heads og 1984-koncertfilmen Stop Making Sense, instrueret af Jonathan Demme.

Denne gang er Byrne dog mere interesseret i at make sense, i at give mening. Således er American Utopia en klar fortælling om håb.

Hans udgangsreplik griber tilbage til begyndelsen. »Jeg tror stadig, der er muligheder,« siger han. »Måske kan de millioner af forbindelser i vores hjerner, som bliver udlugede og eliminerede, når vi er babyer, på en eller anden måde blive genetablerede.«

Han peger på sin hjerne og siger: »Hvem vi er, er heldigvis ikke kun herinde. Det rækker ud over os selv, til forbindelserne mellem os.«

Og således tilbyder en gammel socialfobiker os en jublende, tænksom kollektivorgasme mellem krop og tanke, rytmik og harmonik, dans og politik, nonsens og fortælling. Og ikke mindst: Historiens vægt og håbets himmelflugt.

’American Utopia’. Instruktion: Spike Lee. Manuskript: David Byrne. Fotografi: Ellen Kuras. 105 minutter. Kan ses på doxonline.dk

Serie

En DOX om dagen 2021

Mens vi venter på, at biograferne åbner, afvikles årets CPH:DOX atter online – fra 21. april til 12. maj. Vi bringer daglige anmeldelser og artikler om en række af de væsentligste film på den internationale filmfestival

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her