Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Debutant vil holde alle, der ikke har stemt på Enhedslisten, ansvarlige. Men ... hvordan?

’Brænd huset ned, giv træet vand’ er en novellesamling, der vil lidt for meget, men Hans Peter Madsen kan skrive, når han lægger partipolitikken til side
Hans Peter Madsen har en veludviklet sans for lyde i verden, han opfanger busrytmer, læspen og døråbningsknirk med et virkelig godt øre, skriver anmelderen, der ønsker sig mere fra debutantens hånd.

Hans Peter Madsen har en veludviklet sans for lyde i verden, han opfanger busrytmer, læspen og døråbningsknirk med et virkelig godt øre, skriver anmelderen, der ønsker sig mere fra debutantens hånd.

Jens Peter Engedal

Kultur
9. april 2021

Jeg har mange gode ting at sige om Hans Peter Madsens debut, novellesamlingen Brænd huset ned, giv træet vand, netop udkommet på forlaget Turbine. Men lad mig først komme af med lidt læserafmagt:

Hans Peter Madsen er født 1995 og cand.mag. i litteraturhistorie, og han kan godt lide at skrive om afføring, pik og prutter. I en novelle med titlen »Hvide orme« opholder en arbejder fra dåsefabrikken sig så meget og så detaljeret på porcelænskummen, at jeg vil skåne læseren for citat. I en anden novelle med titlen »Politisk novelle« følger vi klummeskribenten Sverre. Straks metakommenteres der: »Sverre prutter i søvne, det gør man jo, her skal ikke fejes noget ind under gulvtæppet.«

Er ideen, at toiletbesøg viser noget sandt og jordbundet i ’arbejderne’ og noget menneskeligt i business- og universitetstyper – eller er det ikke den vildeste, elitære kliché at fremstille ’folket’ ved noget så almenmenneskeligt som lort og onani?

Denne ’tøhø, se mig, jeg tør sige bæ i en bog’-attitude får ikke mit pis i kog, for nu at blive i metaforikken, det er bare kedeligt. For det modsvares ikke af grænsesøgende sprogleg eller kokette billeder. 

Eksempelvis teaser både presseskrivet og bagsideteksten for, at debuten handler om Lars Løkke Rasmussens nosser, »der ligner snacks«. Men det er en upræcis metafor, for hvilke snacks? Skumfiduser, holdkæftbolsjer, kyllingenuggets, romkugler? Teksten foreslår, at »det kunne godt være ostepops eller noget andet«, men ’snacks’ er jo hvad som helst, der kommer intet på lystavlen uden præcision. 

Brænd huset ned, giv træet vands noveller falder i to dele. Bogens første del lider af ovennævnte pseudoprovokation og romantiserede arbejderisme, mens den anden del er langt mere interessant. Der vrimler det med skønt menneskelige og derfor umulige relationer.

»Stem på Enhedslisten«

Jeg lover, at jeg nok skal komme tilbage til roserne. Men først må det siges, at vi har at gøre med en politiker i digterskjul.

Vi møder en række buschauffører, overvægtige pizzaspisere og slagteriarbejdere. De er underklasse og afstumpede, men også stakkels, lyder opskriften.

En ellers fin sorgfuld beskrivelse af en naturslette ender med et opråb om, at alle der ikke har stemt på Enhedslisten vil blive holdt ansvarlige for ulighed og klimakrise. Øh, hvordan og hvad så? Bogens titel, Brænd huset ned, giv træet vand, er åbenbart et billede på revolution og reform lånt af den sovjetiske filminstruktør Andrej Tarkovskij, og den overintellektuelle reference virker lige så studentikos som det politiske opråb, der er rimelig parolefladt.

Når novellerne er værst, er de bedrevidende. Det bliver malet tykt ud, hvor ligeglade folk er med klimaet. En buschauffør »flyttede langt nok nordpå til, at flygtningene kun var noget, hun så i tv«. Førnævnte pruttende klummeskribent skriver noget højreorienteret om Yahya Hassan og til forsvar for Marianne Stidsen, og man fornemmer, at det skal forarge.

Det er, som om forfatteren vil fortælle, at han har regnet verden meget bedre ud end alle andre.

Derudover hælder Madsen ud af den litterære referencepose med citater fra Josefine Klougart og Inger Christensen som indledninger til novellerne, og det gør det ellers hverdagslige univers mærkeligt storladent.

Nogle steder er der bevidste stavefejl af »lige som« som »lissom«, hvilket virker som påtaget arbejderisme og føles som girafsprog fra en litteraturuddannet, der jo godt ved, hvordan man staver. Det er sprog, der gør opmærksom på sig selv som ungt eller useriøst, men virker lige så hipt som en onkel, der lige har opdaget udtrykket »totalt nice«. 

Skønne menneskelyde 

Og nu til det skønne. For Hans Peter Madsen kan rent faktisk skrive, når han glemmer, at det, han skriver, skal have en partipolitisk pointe. Der er så mange gode sætninger ind imellem, som jeg ønsker mig flere af. De kan helt kort indramme livsløgne som her, hvor man ikke engang behøver kontekst:

»En ting, min mor ikke ønsker at blive: gammel /En ting, min mor ikke ønsker at blive: gammel her«

Den lille tilføjelse, »her«, gør gentagelsen elegant, det abstrakte i at blive gammel kombineres med et uhyggeligt konkret sted, hvor det allerede frygtede bliver værre.

Madsen har en veludviklet sans for lyde i verden, han opfanger busrytmer, læspen og døråbningsknirk med et virkelig godt øre. En mand har mistet sin kone og står alene tilbage med et spædbarn, og nu forsøger han at stive sproget af for at genvinde kontrollen. Det skal lyde, som det staves, baby skal sige »A-gy! Ga! Gu-gu!«, for at verden hænger sammen, og hos lægen vil han vide, om han »skal sige ah eller æh?«.

Det er dejlige, åbne øjeblikke, hvor teksterne bliver poetisk rådvilde. Det sker til fyldest i den lavmælte novelle »Til læseren«, hvor et jeg gerne vil berette om en solnedgang, men fortvivles over, at man ikke kan dele et så overdådigt syn fuldt ud med nogen nogensinde.

Jeg ønsker mig bestemt mere fra Hans Peter Madsens hånd, bare lidt mindre forudsigelig partipolitik. Christiansborg er ikke kendt for at være en litterær højborg.

Hans Peter Madsen: ’Brænd huset ned, giv træet vand’. Turbine. 170 sider. 200 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her