Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Dokumentarfilm genindsætter kvinderne i den elektroniske musiks historie

Fabelagtig dokumentarfilm, der kan ses på CPH:DOX, genindsætter kvindelige elektroniske pionerer på det maskulint dominerede parnas. Det sker i et sanseligt, ofte overraskende billedsprog og med visionær musik og fortællinger om, hvor frigørende elektronikken var i en mandsdomineret verden
Dokumentarfilmen ’Sisters with Transistors’ handler om stolte kvinder, der kæmper med enorme teknologiske, økonomiske og kulturelle udfordringer i en musikalsk stokkonservativ, ærkepatriarkalsk verden.

Dokumentarfilmen ’Sisters with Transistors’ handler om stolte kvinder, der kæmper med enorme teknologiske, økonomiske og kulturelle udfordringer i en musikalsk stokkonservativ, ærkepatriarkalsk verden.

CPH:DOX

Kultur
29. april 2021

Tillad denne mandlige anmelder at overlade ordet til en kvinde, til amerikanske Laurie Anderson. Med sin erfaring inden for kvindelig elektronisk musik og innovation taler hun med størst autoritet.

»Det her er historien om kvinder, der hører musik i deres hoveder. Om radikal lyd, hvor der engang var stilhed. Om drømme realiseret med teknologi.«

Det er introduktionen til den fabelagtige musikdokumentarfilm Sisters with Transistors. Det er fransk-amerikanske Lisa Rovners fuldlængdedebut om »elektronisk musiks ubeskedne heltinder«. Ni kvinder, der i hver sin tid mødte forhindringer i en mandsdomineret verden, men fandt ud af, at elektronikken var en vej udenom. Man behøvede ikke musikere til at realisere ens visioner, man gjorde-det-selv.

Kærlighedshistorie med synth

Amerikanske Suzanne Ciani fandt frihed i den modulære Buchla-synthesizer, og vi er med, da hun i 1974 opfører en harmonisk overvældende, stjernestrålende syntetisk koncert. Hun betjener tre moduler i hver sin opslåede stålkuffert forbundet med et væld af elektriske navlestrenge, stikåbninger, knapper og blinkende lamper.

»Maskinen var levende, den var varm, den kommunikerede, den var følsom,« fortæller hun.

Senere siger franske Eliane Radigue om en anden synthesizer: »Den har sin egen farve, sin egen stemme. Jeg gennemlevede en kærlighedshistorie med min ARP 2500.«

Vi er også med, da russiskfødte Clara Rockmore i New York i 1934 virtuost demonstrerer den ubegribelige theremin, som betjenes ved, at hænderne bevæger sig i luften omkring to antenner

»En hårsbred ved siden af, og jeg er allerede på en anden tone,« siger hun og bevæger fingrene i perfektionistiske former og mønstre. Hun er klassisk skolet violinist, men sværger nu til elektronikken.

»Det er meget sværere end violinen.«

Væk fra klassisk misogyni

Overraskende mange af disse pionerer forlader den klassiske musik til fordel for den elektroniske. Ikke kun Rockmore, også britiske Daphne Oram, der sagde nej tak til at studere klaver ved The Royal Academy of Music til fordel for BBC’s Radiophonic Workshop.

Suzanne Ciani var klassisk skolet ved klaveret, men vendte det ryggen og endte med at lave egen musiksoftware. Og amerikanske Laurie Spiegel var i gang med klassisk træning, da hun først oplevede elektronisk musik – og var solgt.

På den anden side er der Delia Derbyshire, som er en meget begavet matematiker, og som formår at regne sig frem til nye lydverdener i BBC’s Radiophonic Workshop. Det er hende, der er skyld i de vilde lyde på det klassiske tema til tv-serien Dr. Who.

I det hele taget er adgangen til udstyr afgørende, for det er hundedyr tech, og langt de fleste af disse musikere må arbejde på statsradiofonier eller i store selskabers udviklingsafdelinger med at få teknologien til at synge i oscillatorer, spolebåndoptagere, synthesizere. Det er grundforskning.

Luftsirenernes musik

Det formidles fornemt i en strukturelt gennemtænkt, begavet, endda visuelt overraskende dokumentarfilm. Folkedans parres med bloppende lydspor, og der vies mange minutter til – kortvarigt – at flyde hen til musikken tilsat dokumentariske klip, spillefilm, syrede farver.

Der er en enorm sanselighed i både dokumentarfilmen og i disse kvinders tilgang til dét, som andre opfatter som døde maskiner.

Det handler i høj grad om dyb lytning, ikke kun til elektronikken, men også til den moderne verdens lyde. De italienske futurister elskede modernitetens og krigens lyde, og Delia Derbyshire fortæller, hvordan hun var barn i Coventry under nazisternes blitzbombninger i Anden Verdenskrig, og hvordan luftsirenerne betog hende.

»Du kender ikke kilden til dem som barn. Det er en abstrakt lyd, og den er meningsfuld.«

Bostons grundakkord

Der er to grundlæggende retninger i elektronisk musik. Den syntetisk klanglige retning og den konkret-musikalske, der dyrker virkelighedens lyde.

Her handler det om at lytte til omverdenen som en form for musik. Som amerikanske Maryanne Amacher, der finder en genkendelig harmoni i sin hjemby Boston. Den er i lav fis-dur, siger hun, mens New York er et dybere, lavt e.

Amacher er som en anden pioner i dokumentarfilmen, Pauline Oliveros, fordybet i, hvordan vi lytter. Oliveros arbejder med »deep listening« og »sonic meditations«. Amacher undersøger oto-akustiske emissioner, hvor afspillede frekvenser igangsætter en tredje frekvens inde i det menneskelige øre. Det er en fokus på modtageren i stedet for afsenderen, en decideret kopernikansk vending.

Døde mænds toner

»Historien om kvinder har været fortællingen om stilhed, om at bryde gennem stilhed med smuk støj,« fortæller Laurie Anderson.

Og det er en fryd at erfare disse kontinuerlige opgør med snævre kvinderoller i varierende udgaver op gennem det 20. århundrede. Som komponisten Nadia Botello siger om Amacher: »Hun gad ikke skubbe rundt på døde, hvide mænds toner.«

I stedet fødte de deres egne musikverdener – ud fra dét, de hørte i deres hoveder, og dét, de hørte ude i virkeligheden.

Det her er stolte kvinder, der kæmper med enorme teknologiske, økonomiske og kulturelle udfordringer i en musikalsk stokkonservativ, ærkepatriarkalsk verden – og på trods af alt realiserede deres visioner.

Det siger meget om Sisters with Transistors’ kvalitet, at filmen formår at yde disse ni kvinder retfærdighed.

’Sisters with Transistors’ – Instruktion og manuskript: Lisa Rovner. Fotografi: Eponine Momenceau, William Kirstein, Larkin Donley. Længde: 86 minutter. Filmen kan streames på doxonline.dk.

Serie

En DOX om dagen 2021

Mens vi venter på, at biograferne åbner, afvikles årets CPH:DOX atter online – fra 21. april til 12. maj. Vi bringer daglige anmeldelser og artikler om en række af de væsentligste film på den internationale filmfestival

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Det eneste, der er galt med CPH DOX, er, at der er for mange gode film - som denne, jf. anmeldelsen, til rådighed i for kort tid.

Tænk, hvis CPH DOX kunne blive en permanent streaming-mulighed!

Lone Hansen

Og så har vi i dette land haft noget af en kapacitet på den elektroniske musik, nemlig nu afdøde Else Marie Pade

Miklôs Tōtfalusi og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
Katrine Damm

Jeg stod meget langt nede i køen, da der med musikalitet blev uddelt, og jeg har det - for nu at sige det mildt - tungt, med det der elektroniske - autotune jeg indimellem støder på...
- Men jeg har altid været vild med Laurie Anderson, så hvis Laurie siger det, så vil jeg vældig gerne se den film :-)

Maj-Britt Kent Hansen

Katrine - jeg er (heller) ikke musikalsk - bryder mig ikke om at synge, og gør det også som en brækket arm.

Men jeg kan godt lide musik. Soul og jazz m.m. Også elektronisk. Hvad med Jean Michel Jarre og Philip Glass, hvis den sidste tæller med.

Vi må se at nå Laurie Anderson - uden at få stress!