Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Fine Gråbøl skildrer med poetisk sarthed skrøbelige mennesker i nøgen, nøgtern debutroman

Det er den på én gang fint poetiske og usentimentale tone, der gør Fine Gråbøls roman til en læseoplevelse, et sindslidelsens skatkammer
Kultur
23. april 2021
Fine Gråbøl er tydeligvis skeptisk over for det psykiatriske system: ’Man kalder inddæmningen af følelsesregistret for behandling,’ skriver hun i ’Ungeenheden’.

Fine Gråbøl er tydeligvis skeptisk over for det psykiatriske system: ’Man kalder inddæmningen af følelsesregistret for behandling,’ skriver hun i ’Ungeenheden’.

Daniel Hjorth

Alle etager er ens i det høje byhus, som rummer det psykiatriske bosted eller botilbud: mellem fem og ti boliger, et personalekontor, en fælles opholdsstue, rygeraltaner, blanke linoleumsgulve. Også antallet af whiteboards er fælles for hele huset.

Øverst oppe på dette forsøgshjem, i denne midlertidige udslusningsbolig, møder vi Lasse, Marie, Waheed, Sara, Hector og den navnløse kvindelige fortæller i Fine Gråbøls (f. 1992) på samme tid smertetyngede og fnuglette debutroman, som hen over en sommer følger dagligdagen på gangen, afbrudt af korte tilbageblik på jegets egen patientkarriere.

Hun har gennem årene prøvet lidt af hvert. Indlæggelse på Bispebjerg. Overdosis. Udpumpning. Udskidning af kulsort lort. Elektrochokbehandling. Selvskade med enten barberblade eller kogende vand. Ligesom Sara, hvis trøje tit er trukket godt ned om hænderne, har fortællerjeget både lyserøde ar og mørkerøde sår. Men hun har, og det er i sammenhængen afgørende vigtigt, en karakteristisk stemme, som hun anvender klogt – og med en fuldkommen egenartet poetisk sprødhed. Klinisk klart, men også neddæmpet panisk

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her