Hos finske Selja Ahava vinder naturen over mennesket

Der er et vidunderligt smukt omslag på finske Selja Ahavas roman, Kvinden der elskede insekter. Larver kryber på bladene af en vækst, der, så vidt jeg kan se, er en passionsfrugtgren, en natsværmer sidder længere nede, og en bille ses i to udgaver, kravlende og flyvende. Gule frugter hænger ned, en af dem gennemskåret.

Når man dernæst kigger i kolofonen efter kilden til forsiden, opdager man, at det faktisk er bogens hovedperson, Maria Sibylla Merian, der levede fra 1647 til 1717, som har malet det, altså selve kvinden, der elskede insekter. Helt ud i omslaget er der dermed anslået den handling, denne dybt fascinerende roman er bygget op omkring: At Marias liv strækker sig fra 1600-tallet og op i nutiden.

Hun er et barn, der i romanens løb bliver voksen, ældes og til slut dør. Det tager bare 370 år, men det fremstilles som en helt naturlig ting. Når vi gøres opmærksom på, at tiden er gået, sker det ofte i lakoniske bisætninger. Marias bedstemor er jordemoder, og da Maria er i svær barselsnød, står der således bare: »Men min bedstemor var død og bragte ikke flere børn til verden.«

I Første afsnit OVUM – ’æg’ – der foregår i Tyskland, møder vi hende som talentfuldt barn, støttet af sin stedfar, der også maler, men modarbejdet af et samfund, der tror på hekse og finder det dybt mistænkeligt, at kvinder udtrykker sig selvstændigt – som kunstnere og i det hele taget. Maria bliver gift med Johann, hvilket meddeles lige så lakonisk: »Snart blev der alligevel indgået aftale om mit og Johanns giftermål.«

Så lever de i datidens fasttømrede kønsrollemønster med Johann som den alt bestemmende, der imidlertid tænderskærende må finde sig i, at Maria får sine tegnede blade trykt og solgt, eftersom han selv tjener for lidt til at forsørge familien. At hun udgiver i eget navn, føjer spot til skade – det gjorde kvinder ikke.

Marias udvikling skildres som en larves transformation til sommerfugl, samtidig med at romanen gennemløber kvindens historiske frigørelse fra undertrykt, mindreværdigt køn til moderne handlekraftigt menneske.

Møder sit livs kærlighed

PUPA – puppe – hedder næste afsnit, Maria har fået en datter og slipper af med Johann ved at flygte og slutte sig til en religiøs sekt. Afsnittet slutter med, at hun ruller sig ind i et meget smukt tæppe, Gud sætter hende fri, og i næste afsnit, IMAGO, – billede – kommer hun ud fuldt udviklet.

Hun drager på insektjagt i Japan, som hun når med dampskib, Darwin kommer på banen, og hendes forestillinger om skaberværket ændrer sig, efterhånden som hun får blik for stadigt nye arter. Hvordan lykkedes det for Noah at få plads til så mange dyr i Arken, spørger hun nu. »Også hver eneste bille, hver eneste fluesnapper og hver eneste spurv, natsværmer, dagsværmer, hundestejle, bænkebider …« Efterhånden som naturvidenskaben og også hun selv finder ud af mere og mere, bliver Gud så at sige mindre og mindre:

»Måske var Gud blot en lille sprække, en lille hvisken af tvivl i verden i dette univers, som mennesket ellers nok kunne forklare,« tænker hun.

Hun møder sit livs kærlighed, de er sammen i fem dage, så stor en del af hendes liv fylder det! Og med EXTINCTIO – udslettelse – en hun i nutidens Berlin, hvor Muren for længst er faldet, og hendes nu voksne datter, som hun gennem århundreder har forsømt groft til fordel for sine insekter, er gift og bor. Datteren forsøger omsider et opgør med moren, men affærdiges endnu en gang, denne gang med, at moren skal til kræftundersøgelse og ikke er i humør til at tage sig af datterens bebrejdelser.

Maria er blevet gammel, hun har vitterlig fået kræft, og hun dør til sidst – meget mod sin vilje.

I løbet af århundrederne følger vi dels Marias sensible overvejelser over ændringerne i tidernes syn på skaberværket, dels de ulykker og ødelæggelser af samme, som moderniteten bringer med sig. I nutiden er der således ikke længere nogen insekter på datterens forrude. Men insekterne er forudsætning for alt liv, hvilket står klarere og klarere for Maria, efterhånden som de trues mere og mere.

»Mon der er håb, spurgte jeg. Man finder trods alt stadig nye arter. Bare for en uge siden registrerede man nioghalvfems nye billearter på Madagaskar … Men hvad med mennesket?«

Ja, hvad med mennesket? Umiddelbart kan man finde lighedspunkter mellem Selja Ahavas natursyn og danske Charlotte Weitzes, der for nylig udsendte romanen Rosarium. Hos Charlotte Weitze sker der en art forening af menneske og natur, duftende roser skyder ud fra en gravid kvindes mave, og børn får grønkorn i huden.

Kunsten overlever

Også Maria kommer i Japan til et sted, hvor et barn er overgroet af naturen, nemlig af lav, men her får naturen barnet til gradvis at synke mere og mere i jorden.

Som gammel begynder Maria selv at få lav i panden, og hvor budskabet i Weitzes bog går på en art økologisk forening af menneske og natur, så er lavet hos Ahava snarere metafor for den kræft, der til slut tager livet af Maria. Hos Ahava vinder naturen over mennesket. Døden er naturens sidste ord, og naturen har altid det sidste ord.

Men kunsten overlever, og sproget i Selja Ahavas roman er lige så dejligt som Marias billeder.

Selja Ahava. ’Kvinden der elskede insekter’. Oversat af Lene Klit. Jensen & Dalgaard. 346 sider. 348 kroner.