Fire toneangivende, danske jazzguitarister udfordrer opfattelsen af, hvad jazz er og kan

Det kan godt være, at guitaren ikke er det første instrument, der giver lyd fra sig i min bevidsthed, når jeg tænker på jazz, men det burde det måske være? For der sker meget godt blandt guitaristerne i dansk jazz for tiden.

I og for sig er det ikke underligt, at jeg tænker på Louis Armstrongs udspilede trompetkinder, før det belgiske swingmirakel Django Reinhardt og hans forkrøblede hånd dukker op i mine tanker. Eller at Miles Davis toner frem på min nethinde, før den britiske fussionsjazzpioner John McLaughlin, der spillede med selv samme Miles i 1970’erne og har et nummer opkaldt efter sig på hans skelsættende Bitches Brew. For guitaren er jo sjældent helt fremme på scenekanten, helt forrest i lydbilledet i jazz.

Det kan forklares historisk, for selv om den akustiske guitar spillede en vigtig rolle i rytmesektionen hos de tidlige bigbands, kunne den sjældent konkurrere i lydstyrke med blæseinstrumenter og trommer. 

I dag spiller de fleste jazzguitarister på elektrisk guitar, så den undskyldning er outdated. Og den 49-årige Niclas Knudsen har da heller intet problem med at placere sin elguitar i forgrunden på Times Revisited, det første album, han udgiver i eget navn.

Ud over Knudsen selv består Niclas Knudsen Trio af hele to unikaer i nyere dansk jazz: trommeslager Kresten Osgood og bassist Anders Christensen, også kaldet AC.

Pladens højdepunkt er den lækkert varme og vemodigt catchy »New Stride«. Her lunter Christensens raffinerede skomagerbas derudad, mens Knudsens guitar pryder nummerets blues med en pudsig solo. Knudsen tager livtag allerøverst på sit gribebræt, inden han igen finder tilbage til melodilinjen, der næsten lyder, som havde Tom Waits haft et par fingre med i spillet.

Niclas Knudsen er en garvet guitarist. I de tidlige 1990’ere studerede han på det prestigerige Berklee College of Music i Boston, og kort efter hjemkomsten fra det amerikanske udland dannede han gruppen When Granny Sleeps, der stod for en form for funky nybrud herhjemme kort før årtusindskiftet. Siden har han spillet i et utal af forskellige konstellationer, men det er fra sit virke i den internationalt anerkendte energibombe af et instrumentalband, Ibrahim Electric, og den verdensorienterede supergruppe Kalaha, at jeg kender ham bedst.

Sidstnævntes glæde for afrobeat fornemmer man svagt på åbningsnummeret, »Ouagadougou«, der har lige så mange livligt varme guitartoner, som der er vokaler i Burkina Fasos hovedstad. Ellers trækker pladen overvejende på bluesreferencer og i sine mest nedtonede nordiske øjeblikke på Jan Johansson, der som ingen anden kunne omsætte Sveriges folkesjæl til klaver.

Afdæmpede eventyr

Kresten Osgood er en mere end almindelig aktiv krumtap i det danske jazzmiljø. Og han indtager også rollen som en form for sprechstallmeister i DR’s jazzdanmarkshistorie, podcasten Farlige Toner. Over tre sæsoner bestyrer Osgood et radiodramatiseret krydstogt, der tager lytterne fra ankomsten af den allerførste jazzsaxofon på dansk jord i 1920’erne frem til nutidens oprørte hav af samarbejder på kryds og tværs mellem stilarter og vennegrupper.

Farlige Toner har et helt afsnit dedikeret til Anders Christensen, hvis medvirken i Niclas Knudsen Trio retfærdigvis må beskrives som en parentes i den vellidte bassists portefølje. I programmet kan man høre AC selv fortælle en anekdote om dengang, han spillede med den kendte og anerkendte amerikanske trommeslager Paul Motian. Paul Motian manglede en guitarist, så AC anbefalede vennen Jakob Bro, der således i 2002 kom med i Paul Motian & The Electric Bebop Band.

Siden dette mondæne startskud på karrieren er Bro blevet et uundgåeligt navn i både danske og internationale jazzsammenhænge. Han har de seneste par år været tilknyttet det respekterede tyske pladeselskab ECM, hvis motto lyder, at de udgiver »the Most Beautiful Sound Next to Silence«, hvilket passer som strenge i stemmeskruer til Jakob Bros stille minimalistiske stil.

Til sin nyeste udgivelse, den smukt afdæmpede Uma Elmo, har Jakob Bro dannet en international trio bestående af den norske trompetist Arve Henriksen og Jorge Rossy fra Spanien på trommer. Albumtitlen er en sammensætning af Jakob Bros to børns mellemnavne. Og jeg kan ikke lade være med at tænke, at en ubetinget faderkærlighed også spiller med i kompositionerne, som han har skrevet i de små pauser, han har kunnet tage sig, når hans nyfødte søn tog sig en lur.

Der er en intim ro på Uma Elmo; en afdæmpet eventyrlighed; en fokuseret graciøsitet. Eller som Bro selv siger i pressematerialet:

»der er ingen travlhed i denne musik, men der er en stor dybde«.

Hans guitar klinger ofte alvorstung, og Henriksens kontrollerede luftige trompet lyder på den smukkest tænkelige måde både søgende, frustreret, desperat og længselsfuldt lidende. Bro lægger en effektiv, enkelt baggrund, hvorover det er Henriksen, der – med sin trompet og den mindre og lysere piccolotrompet – tiltrækker sig den melodiske opmærksomhed. Eksempelvis på nummeret »To Stanko«, der er skrevet som en hyldest til den afdøde polske trompetist Tomasz Stanko.

Trioen dyrker deres respektive instrumenters materialitet. På »Slaraffenland« er Rossys trommer optaget så nært, at hans fejende whiskers lige såvel kunne være i gang med at kæmme fimrehårene i min øregang og hans stikker blidt slå direkte på min trommehinde, mens Bro demonstrerer, hvordan man får den maksimale mængde klang ud af et par nøje udvalgte toner.

Skramlende langsomhed

En anden, der ligesom Jakob Bro benytter sit forstærkede strengeinstrument til at skabe fascinerende meditativ musik, er Anna Roemer. Men hvor Bros klangflader har en drømmende renhed over sig, eksperimenterer hun med en mere ekspressiv, skramlende monotoni. Roemer, der er uddannet musiker og komponist fra Syddansk Musikkonservatorium, forvrænger sin lyd på en både charmerende og faretruende facon.

Og så fungerer hun som en form for kapelmester i det medrivende femkløver med det absurd lange navn RoemerHjordtKlindtHeymanDombernowsky. Kan man først huske det, kan man også huske alle fem medlemmers efternavne, som det er en sammentrækning af.

Ud over Roemer på guitar består gruppen af Palle Hjorth på orgel- og keyboardtangenter, Mads Klindt Poulsen på klaver, Nikolaj Heyman som producer og Peter Dombernowsky på trommer. De udgav den 1. januar i år deres album Oprindelse, der består af syv organiske, billedskabende og stemningsfulde krauttrockede variationer over temaet langsomhed.

Det er et lumsk og til tider spooky lydunivers. Et vemodigt minimalistisk tema gentages og forskydes lige så forsigtigt til et chillet beat på »Horisont«, mens instrumenterne damper af industriel angst og skratter og svinger om kap på den triphoppede »Jagt«.

RoemerHjordtKlindtHeymanDombernowsky er den slags musikalske samarbejde, hvor jeg bilder mig ind at kunne høre, hvordan de alle har været fuldstændig opslugt af deres improvisationer og hinandens tonale tricks under indspilningerne. Og jeg både drages og forføres af musikkens foruroligende skønhed.

Kalejdoskopisk kurtisering

Oprindelse er ikke den eneste interessante hybridudgivelse fra i år, som Anna Roemer har været inde over. For også Kaleiido, som Roemer bestyrer sammen med tenorsaxofonist Cecilie Strange, er albumdebuteret i 2021.

Kaleiido er ikke en duo i klassisk forstand, men en slags musisk vision, der som glasstykkerne i det stykke legetøj, kalejdoskopet, de har opkaldt sig efter, hele tiden ændrer mønstre, farve og indtryk. Roemer beskriver Kaleiido som en komfortabel legeplads, hvor hun og Strange kan iføre sig en genreløs hat. Men som modspil til genrefriheden har de givet projektet det benspænd, at Kaleiidos ambiente improvisationer konstant skal ændre og udvikle sig ved, at de kontinuerligt inviterer nye musikalske kapaciteter til at spille med dem.

De syv numre på Voyage er ikke komponeret, men frit improviseret frem den 5. december 2019 i et studie foran et lille publikum med Jakob Høyer på trommer og Anders Christensen på kontrabas. Også Kasper Tranbergs trompet og sangerinden Stine Steendorph støder til på flere af pladens såkaldte parts.

Jeg kan bedst lide de rent instrumentale af dem, »Voyage Part II«, »Voyage Part V« og »Voyage Part VI«, da jeg ikke bryder mig synderligt om den spirituelle os og alfepatos, Stine Steendorpfs stemme giver de andre. Men det er uden tvivl en smagssag, for hun synger flot.

På »Voyage Part II« giver bas og trommer rigeligt luft til, at Roemers guitar og Stranges sax kan kurtisere hinanden med henholdsvis våd rumklang og tør træblæst. Og jeg er stærkt begejstret for det freejazzede kaos, der langsomt overtager hen mod slutningen af »Voyage Part VI« og får nummeret til at ende i et destruktivt virvar anført af de pisk, Høyer giver sit ridebækkens klokke.

Yndefuld dybde og skæve hvæs

Og nu jeg er ved det freejazzede, så lad mig slutte med en udgivelse fra det danske pladeselskab ILK Music. ILK Music er et kollektiv af 21 musikere med base i København, hvis hjerter banker for avantgarde, freejazz og andre innovative afarter af lydlige eksperimenter, som de både udgiver og arrangerer koncerter med, når den slags kan lade sig gøre.

I slutningen af marts udgav ILK Music trioen Solborg/Banke/Heebølls Angels, der er en blanding af de tre herrers egne kompositioner, et par fortolkninger af pianistkuriosummet Thelonious Monk, samt trioens take på den amerikanske avantgardesaxofonist Albert Aylers komposition »Angels«, der har lagt navn til pladen.

Fire af numrene er skrevet af den dansk-argentinske guitarist Mark Solborg. De befinder sig stilmæssigt langt fra de nøgne musikalske undersøgelser, Solborg i 2019 foretog på sin guitar og udgav som solist med titlen »TUNGEMÅL Vol. I & II«, inklusive to bøger med poetiske refleksioner, illustrationer og research skabt til og i processen.

På Angels har Solborg skiftet den kammermusikalske og den skitseformede fortrolighed ud med et på samme tid rastløst og tålmodigt fællesskab. »Early Morning Bells« åbner med, at Solborg nysgerrigt afsøger guitarens klangnuancer, indtil Bjørn Heebølls trommer blander sig, og Anders Bankes basklarinets yndefulde dybde kun efterlader mig med et ord på tungen: Wow!

»Longsome« er anderledes hektisk og rytmisk legende. Trommerne halser afsted, mens tenorsaxofonen hvæser efter guitaren, der løber sine egne veje.

Angels afrundes med en instrumental version af »Harvest Breed« fra den britiske singer-songwriter og guitarist Nick Drakes akustiske mesterværk Pink Moon fra 1972. Den er i originalversionen en kort sortromantisk folksang om at føle sig ensom, i frit fald og bøje sig for at give den blomst, der står med bøjet hoved, et kys. Det bliver hos Solborg/Banke/Heebøll til en næsten fem minutter lang, betagende, bedrøvet instrumentaltribut, der runder deres engleblide, men også ukrudtsuregerlige og tornebeklædte album af.

Det kan godt være, at guitaren ikke har ry for at være jazzens mest opmærksomhedskrævende instrument, men det begrænser heldigvis ikke Niclas Knudsen, Jakob Bro, Anna Roemer og Mark Solborg i deres fokuserede musikalske arbejde og ustyrlige musikalske samarbejder. De har – på hver deres måde – fået min forståelse af, hvad jazz i dag er og kan til at vibrere.

Niclas Knudsen Trio: ’Times Revisited’ (Bignote/Gateway).

Jakob Bro: ’Uma Elmo’ (ECM Records).

RoemerKlindtHjorthHeymanDombernowsky: ’Oprindelse’ (Svinefryd).

Kaleiido: ’Voyage’ (ExoPAC Recordings).

Solborg/Banke/Heebøll: ’Angels’ (ILK).