Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Gå med i hundene: Her er fire måder at tænke på med menneskets bedste ven

Den amerikanske kulturteoretiker Donna Haraway ser nærmere på menneskets bedste ven. Vi tager ’Forbundne arters manifest’ til efterretning midt i pandemiens kæledyrsboom – og giver fire bud på at tænke mere hundsk

For Donna Haraway er hunden og mennesket et eksempel på det, hun kalder en forbunden art: en ligefrem sammensmeltet enhed.

Anders Rye Skjoldjensen

Kultur
29. april 2021

To gange om dagen passerer en hvidhåret mand, i hvad jeg skyder på at være 60-årsalderen, forbi mit vindue i følgeskab med en brun, gråspættet labrador. De to er lige hjulbenede, lige brede over bugen – afstemt efter hinanden. Jeg mistænker, at det ikke kun er hunden, der skal luftes.

Man siger, at ejer begynder at ligne hund, eller er det omvendt. Og forholdet mellem tæppetisser og menneskedyr skal man tage særdeles alvorligt, hvis man spørger en af vores i min optik mest interessante (og gakkede) tænkere, den amerikanske kulturteoretiker Donna Haraway (f. 1944). Hun har i sit Forbundne Arters Manifest, oprindeligt fra 2003, og netop udkommet på dansk i kyndig oversættelse af forfatteren Merete Pryds Helle, taget hunden seriøst som filosofisk objekt.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

I mit kvarter er der mange hundeluftere. De fleste har kun én hund. Hundene er overvejende i snor. De ter sig for det meste sådan, at de går/løber bagved hundelufteren eller ved siden af denne. De fleste hunde får lov til at snuse her og der og alle vegne. Ligeledes at lette ben.

Men der er en undtagelse.

En rank mand omkring de 60 år med mundbind passerer flere gange om dagen mit vindue. Han har to hunde i snor. En stor sort og en lille hvid. De går foran, ved siden af hinanden og nærmest i takt. Den sorte til højre og den hvide til venstre. Manden går bag ved dem. De går i samme tempo hver eneste dag. Først ud og så hjem. Jeg ved ikke, hvor de vender, eller hvor de bor.

Jeg gætter på, at hundesnoren holder dem på plads ved siden af hinanden. Disse hunde opfører sig slet ikke som andre hunde. Nærmere som et hundespand, hvor manden så må siges at være slæden! De går udelukkende lige ud. Trækker aldrig hverken til højre eller venstre. Snuser ikke til hække, bænke, cykler eller andre steder, hvor artsfæller har lettet ben. De to letter heller ikke ben og ej heller det, der er værre, og som skal samles op i særlige hundeposer.

Steen Sommer, Gitte Loeyche og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Anders Hüttel

Hunde er en klimabelastning!

Eva Schwanenflügel

Det er ellers en god anmeldelse, jeg får helt lyst til at læse bogen.

Eva Schwanenflügel

Forresten, også tak til Maj-Britt for historien om den usædvanlige hundelufter.

(The aliens are among us..!!)