Gustav Mahler åbnede sig mod den moderne musik i sin sidste, ufuldendte symfoni

Bolette Roed er en af de fremmeste blokfløjtenister herhjemme, og som den ældre kollega Michala Petri gjorde adskillige gange, har hun nu udgivet Vivaldis violinkoncerter De Fire Årstider med det polske barokorkester Arte dei Suonatori. Dobbeltalbummet indeholder tillige 12 andre violinkoncerter af Vivaldi, og det hele er altså omsat til blokfløjtekoncerter. Det er der intet galt ved. Barokkomponisterne tog det ikke så tungt med arrangementer eller transskriptioner af egne eller andres værker.

Det formidlende sigte med udgivelsen er et ganske bestemt. De Fire Årstider er programmusik, de gengiver situationer, man kunne opleve i det italienske landskab under årets gang, i partituret beskrevet sats for sats i fire sonetter.

Bolette Roed forfølger det programmatiske spor for at stimulere lytterens fantasi, for flere af de andre violinkoncerter beskriver mere eller mindre tydeligt temaer uden for musikken. Nogle hentet fra samlingen opus 8, som Vivaldi kaldte Il cimento dell’armonia e dell’invenzione – ’Kampen mellem kompositionen og fantasien’, hvor De Fire Årstider optræder. Andre koncerter er hentet fra samlingen opus 4, kaldt La stravaganza – ’Ekstravagancen’.

Virtuost håndelag

Titlerne på disse samlinger peger på, at Vivaldi først og fremmest tænkte i musikalske baner. Det er da også revolutionerende violinteknik, han udstiller: nye klange, nyt figurspil, nye violinistiske idiomer. Og disse i alt 16 koncerter bliver naturligvis til noget helt andet, når solisten er en blæservirtuos.

Men blokfløjten befinder sig godt i »Forårets« fuglesang, førstesatsen fraseres uhyre legato, som sunget i lange åndedrag, og Bolette Roeds fuglestrofer er absolut indtagende.

Hendes altblokfløjte er imidlertid noget spag i volumen, virker for beskeden i den langsomme largo, og ud fra samme dynamiske begrænsning er det svært at blive revet med i finalens dansestrofer. Der er langt mere bid i »Sommerens« uvejrsfinale, Roeds virtuose håndelag er ligeledes imponerende i »Efterårets« rustikke finale, blot kommer den til at lyde som en koncert for orkester og blokfløjte, ikke omvendt, fordi Vivaldis orkestersats er så dynamisk.

Men der sker ting og sager, når Bolette Roed griber den lyse sopranblokfløjte. Hun så at sige løfter sig over orkestret og musicerer med et skønt drive, eksempelvis i koncerten i d-mol fra opus 8. Der foregår tilsvarende en gedigen dyst imellem solist og orkester i de to ydersatser i a-mol-koncerten fra opus 4. Og i den langsomme sats skaber Roed en bemærkelsesværdig scene som en ensom sirene i klagesang, hvor hun udsmykker linjespillet med blomstrende improvisationer.

Mahlers Ufuldendte

Den finske dirigent Osmo Vänskä har været chef for det eminente Minnesota Orchestra siden 2003; de har udviklet et rost samarbejde, der topper med markante tolkninger af Beethoven, Sibelius og Mahler. For en del år siden vurderede ugemagasinet The New Yorkers musikkritiker, Alex Ross, at Vänskä og orkestret måtte regnes for USA’s mest interessante partnerskab i sammenligning med de på papiret mere guldrandede orkestre og dirigenter fra byer som Boston, Chicago, Philadelphia og New York. Og efter 18 år er der ingen tegn på dødvande i Minnesota.

Man er fortsat i fuld sving med en Mahler-cyklus med den ufuldendte Symfoni nr. 10 som det seneste udspil. Der er adskillige behjertede musikfolk, som har sat sig for at fuldende symfonien; den mest overbevisende version kom fra briten Deryck Cooke i 1976, og det er den, vi hører på det udmærkede album. Minnesota Orkestret og Vänskä må imidlertid finde sig i at blive holdt op med en endnu skarpere tolkning med Seattle Symfonikerne og deres chef Thomas Dausgaard (2016). Og forskellene ligger for en stor del i, hvordan dirigenterne opfatter symfoniens placering i Mahlers sidste fase som skabende kunstner.

Mahler arbejdede med symfonien i sommermånederne 1910, og han nåede ikke at komme videre inden sin død den 18. maj 1911. Han havde færdiggjort Symfoni nr. 9 i 1909, en symfoni, man ofte betegner som afskedsværket på grund af den afsluttende adagio, hvor musikken gradvist forsvinder ind i stilheden.

Med tieren gik romantikeren Mahler nogle skridt ind i den moderne musik, som signalerede et opbrud i hele skrivemåden. Han efterlod en fuldendt adagio som første sats, og de fire følgende satser foreligger i en mere eller mindre sammenhængende tilstand, i spredte udaterede skitser, fragmenter eller færdige afsnit.

Et særligt forhold svæver på dæmonisk vis over symfonien. Under kompositionsprocessen blev Mahler via et brev vidende om, at hans hustru Alma stod i et højspændt erotisk forhold til den unge arkitekt Walter Gropius. Bedraget udløste en voldsom angst i Mahler; man ser, hvor dybt det gik ind i de sætninger, han kradsede ned på nodearkene. Eksempelvis:

»Djævelen danser med mig … vanvid, tag mig, ødelæg mig, så jeg glemmer, at jeg er til! … At leve for dig, at dø for dig, Almschi!«

Fremadskuende 

Nieren slutter med en adagio, tieren begynder med en adagio. Nieren slutter med bratschernes tyste opløsning af et tema, tieren begynder med bratschernes præsentation af det første tema. Man kunne forstå denne bratsch-bro som kanalen for en ny begyndelse for Mahler – han var netop blevet 50 år, havde tro på fremtiden og var denne sommer opfyldt af inspiration af andre komponisters partiturer.

Osmo Vänskäs udlægning af adagioen i Symfoni nr. 10 følger ikke denne synsvinkel. Den lyder som en forlængelse af afskeden med livet i den foregående symfoni. Tempovalgene er særdeles rolige i satsens omskiftelige afsnit, det er et tilbageskuende romantisk stemningsleje, mange detaljer fremføres hviskende og henåndet, hvor især strygerkorpset følger Vänskä med blændende spilforståelse.

Thomas Dausgaard læser adagioen fremadskuende. Hans tempi er bevægelige, formodentlig er hans tempoopfattelse på linje med, hvad den var i Mahlers samtid, det vil sige ikke stillestående eller slæbende. Dausgaard afdækker gang på gang små brudflader i den smukke musik, der er en fortløbende rytmisk og klanglig karakterisering af den tematiske underskov. Og katastrofestedet, den kraftige dissonansakkord med ni forskellige toner, udløser han med en sindsoprivende intensitet.

Skellet mellem de to dirigenter fortsætter i de følgende fire satser, og det er det generelle billede, at Seattle Symfonikerne i højere grad tvinges ud i hjørnerne af musikken og gør det som et sammensvejset ensemble.

Den første scherzo med de mange taktartsskift, som det sker i Stravinskijs tre år senere Sacre du printemps, leveres noget valent af Vänskä. Med Dausgaards hypersensitivitet oplever man et uimodståeligt rytmisk batteri i små eksplosioner.

I tredjesatsen med titlen »Purgatorio« (skærsilden) reflekterer danskeren en oplagt parallel, Mahlers tidlige orkesterlied Das irdische Leben, om et barn, der dør af sult i sin mors arme. Det er i disse manuskriptskitser, Mahler nedskrev sætninger om død, medlidenhed og forladthed. Dausgaard tager komponistens sindstilstand ind i sin analytiske tilgang, det skærper udførelsens spændingsniveau og forstærker indtrykket af symfoniens modernitet.

Seattle og Dausgaard tegner med andre ord til at blive et nyt kraftcenter i amerikansk musikliv – lyt også til deres Carl Nielsen og Richard Strauss.

Vivaldi: ’De Fire Årstider m.m.’ Bolette Roed (blokfløjte) og Arte dei Suonatori. Pentatone.

Mahler: ’Symfoni nr. 10.’ Minnesota Orkestret under Osmo Vänskä. BIS records. Seattle Symfoniorkester under Thomas Dausgaard. Seattle Symphony Media.

Alle album kan streames på Spotify.