Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Hævnen er temmelig kedelig i Leonora Christina Skovs nye bog

’Hvis vi ikke taler om det’ er, ud over 30 siders vigtig udforskning af en gråzone og en #MeToo-episode, omtrent 330 siders opremsning af læsere, der har grædt til Leonora Christina Skovs bøger
Leonora Christina Skovs pointer om feminisme og homofobi er vigtige; og jeg tror, at vi skylder hende tak for at have taget et par ubehagelige kampe på de marginaliseredes vegne, skriver Bodil Skovgaard Nielsen.

Leonora Christina Skovs pointer om feminisme og homofobi er vigtige; og jeg tror, at vi skylder hende tak for at have taget et par ubehagelige kampe på de marginaliseredes vegne, skriver Bodil Skovgaard Nielsen.

Joachim Ladefoged

Kultur
23. april 2021

Jeg må hellere begynde med at deklarere, at jeg ikke åbner hverken Helle Helle eller Knud Romers romaner med en forventning om, at de er mesterværker. 

Det skriver Leonora Christina Skov (f. 1976) ellers, at anmeldere gør, når de læser Helle og Romer. Men ikke hende. Og det er så roden til alle hendes onder: 

»Tænk, hvis anmeldere havde læst min roman, ligesom de læser Helle Helles, skrev jeg til mig selv. Så ville de have åbnet den med en forventning om, at der var tale om et mesterværk, og have læst den i det lys frem for med et blik fyldt med reservationer over for genren og min person. Det ville have gjort alverden til forskel, men hvad kan jeg gøre ved det?«

Leonora Christina Skovs (f. 1976) nye roman Hvis vi ikke taler om det lover at være et brusende, harmdirrende hævnskrift mod bogbranchens machosexister og forudindtagede anmeldere.

Det er en fortsættelse til den selvbiografiske roman Den der lever stille (2018), der handlede om Skovs opvækst med en stille, manipulerende mor, der med faren som fodsoldat planter skyld og skam i den iltre datter.

’Hvis vi ikke taler om det’ af Leonora Christina Skov

’Hvis vi ikke taler om det’ af Leonora Christina Skov

Moren anklager endda datterens homoseksualitet for at være skyld i hendes brystkræft. I Hvis vi ikke taler om det får vi historien om tiden efter bestselleren, hvor Leonora-fortælleren møder den ene tårevædede læser efter den anden på provinsstrøg og biblioteker, der har lakridser og varm kakao med til deres store idol.

De ansigtsløse gode samaritanere rækker hende nulrede bøger til signering med replikker som denne: »Som du kan se, græd jeg en del undervejs«.

Fire former for billedsprog

I Hvis vi ikke taler om det’s andet spor genfortælles selvbiografien med de ukærlige forældre, skoleskift, det indspiste universitetsmiljø og det langsomt friere voksenliv.

Sproget plages af overdrevne sammenligninger mellem forfatterlivet og alverdens martyrier. Scarlett O’Hara, olympiske discipliner og Pigen med svovlstikkerne, blandt andet, selv om fortæller-Leonora sover i egyptisk bomuld og bruger 1.200 kroner på kjoler. Det får et smil frem på mine læber, som nok er utilsigtet.

Men man må tage det sjov, man kan få, når en lakrids højdramatisk sammenlignes med »at spise en lille bid af himlen«, og når moren skimmer papirark »på en måde, der gav fornyet mening til den godt slidte metafor i lynets hast« (som jo netop ikke gives ny mening her). 

Dertil kommer, at replikkerne er teaterstive og direkte pinagtige. På et tidspunkt arbejder omtrent 20-årige Leonora, der har studeret litteratur og psykologi, som privatsekretær. Hendes arbejdsgiver, en ældre kvinde ved sine fulde fem, spørger det veluddannede menneske om følgende:

»Du har vel hørt om Anden Verdenskrig? sagde hun. Du ved godt, hvad der skete med jøderne i den periode?«

Leonora-fortælleren blærer sig som svar med sine gode karakterer fra folkeskolen. Goddag mand, økseskaft. 

Bogen rummer tre-fire variationer af billedsprog. Noget kan være blåt. Noget kan være rødt. En tredjedel inde i bogen opdager Skov blandingen mellem de to – lilla! Hvis der skal trumf på, skriver hun med versaler, da andre virkemidler åbenbart ikke kan formidle en oplevelse som at: »BENTE HANSEN HAVDE LÆST MIN ANTOLOGI«. 

#MeToo for dem, der ikke sagde nej

Så er der heldigvis også 30 gode og nuancerede sider i bogen, som handler om det, vi nu har sprog for at kalde en #MeToo-oplevelse. Fortæller-Leonora udsættes som helt grøn litterat for uønskede seksuelle tilnærmelser fra en velrenommeret forlægger:

»Da han kyssede mig og rørte ved mig, var det så langt fra, hvad jeg havde lyst til, at jeg stille og roligt forsvandt. Den eneste følelse, der var tilbage i mig, var så dyb en skam, at jeg vidste, den aldrig ville forlade mig igen«.

De her sider er vigtige. Her gør bogen noget, som resten af den ikke gør, nemlig at interessere sig for gråzoner. 

Forlæggeren er venstreorienteret, har feministiske ekskoner og døtre på Leonora-jegets egen alder. Men ligesom Morten Østergaard og De Radikale, hvis høje moralske hest ved nærmere eftersyn viste sig at være en grisebasse, så snyder forlæggeren den ludfattige Leonora-studerende for betaling for antologien De røde sko. Og udnytter sin magt til at komme i bukserne på den åbent lesbiske kvinde, der ikke tør sige nej.

Det er en modig beretning, som det er prisværdigt, at Skov har skrevet for alle dem, der ikke som Sofie Linde turde eller kunne sige fra. Og kapitlet holder litterært. Eksempelvis:

»Han så for længe på mig nu, og jeg gjorde, hvad jeg kunne, for at tolke hans blik som faderligt, omsorgsfuldt og venskabeligt eller bare eksotisk hippiefaderagtigt, men han havde mest faderlig omsorg for mine bryster«.

Her smelter det unge jegs higen efter de voksnes kærlighed sammen med et forsøg på at omtolke de ulækre tilnærmelser. Det er næsten et spørgsmål om litteratur; kan man med sproget gøre virkeligheden mindre ubærlig?

Øv for plastikomslag

Men de resterende omtrent 300 sider er uden den type psykologisk spænding. Redaktøren murrer ikke længe.

Leonora-fortælleren klarer sig derimod godt. Hun bliver anmelder på Politiken og siden Weekendavisen, hun får kærester og venner og udgiver skønlitteratur. Hun rejser verden tynd på legater og får tildelt skriverefugier fra Sydkorea til Skotland og Zimbabwe. Der er indimellem nærgående bogmænd, der foreslår, at hun skriver erotiske romaner og spørger, om de må prøve hendes kjoler. Hvilket er ulækkert.

Men alting skæres over samme grove lidelseskam, og meget af det bliver til en gråspurvejagt med kanoner. 

Et eksempel går på en redaktør, der foreslår at ændre lidt i en tekst – som hun afviser og får publiceret uden rettelser, men harcelerer over uanset. Da et marketingbudget er brugt op, dukker svovlstikkepigen op igen: »Hvis jeg ikke gør mere, ligger min bog ude på forlagets trappesten og fryser ihjel som en anden lille pige med svovlstikkerne«. Måske ikke helt sammenligneligt. 

Noget, der særligt må have været hårdt, er, da en af hendes romaner er blevet pakket ind i et beskyttende plastlag, så den specialdesignede guldforside ikke ridses i boghandlen. Det tager fortæller-Leonora som en personlig fornærmelse. Over fem sider er et lag »uforståelig plastik« en krise, der skiller hende og »mine læsere« ad.

Samtidig bliver hun tildelt det treårige arbejdslegat fra Statens Kunstfond og tilbudt et job som litteraturredaktør på Weekendavisen uden at have søgt.

»Det her var the winner takes it all-branchen, og jeg var ikke vinderen, så meget var sikkert,« bedyrer hun i den ene sætning, men i den næste står der »Det her var min største og sidste chance for at udgive en bestseller«. Det ene øjeblik er branchen forrykt, det næste spiller hun hjertens gerne efter dens regler.

Der er rod i argumentationen. Hun mener, at det gør hende upopulær, at hun er »feminist, lesbisk, debattør og farvestrålende pinup«, der skriver i »den gotiske genre, som ingen kendte«, og nej, det sælger sikkert ikke så godt som Jussi Adler-Olsen. Men ønsker hun diversitet, eller vil hun absolut være den rigeste? Jeg får lyst til at fortælle bogens Leonora, at det endnu ikke er en stadfæstet menneskeret at skrive en bestseller.

Igen kunne forstillelsen, selvoptagetheden, manglen på, at selvværd eller -indsigt giver stor litterær dybde og spænding, men det er læseren selv, der på metaplan må sidde og tænke, at det, der står, ikke rigtig holder.

Hvilket også sker i portrættet af moren. Det antydes to gange, at hun har lidt af social angst, og jeg ville sådan håbe, at bogen havde nærmet sig dette uforståelige og kolde væsen. Også gerne med grænseoverskridelse og grusomhed, som Vigdis Hjorth invaderer sin fremmedgjorte familie i Er mor død.

Noget af den tvivl og selvrefleksion, der opstår af alle de forkerte grunde i #MeToo-kapitlet, havde klædt resten af Hvis vi ikke taler om det.

Debatlitteratur

Min kritik af Skovs bog lyder måske som en jantelovsk nedrakning af en, der tror, hun er noget. Men mit problem ligger ikke i bogens eventuelle udanskhed, men et så gammeltestamentligt sted som bjælken i eget øje.

Alt det, bogen anklager bogbranchen og anmelderne for at være, er noget, jeget som anmelder og forfatter praktiserer i løbet af bogen. Hun er uinteresseret i andres holdning til litteratur end sin egen, hun er ude af stand til at se egne privilegier, og hun dømmer bøger på forfatternavne uden at have læst dem. Som når hun antager, at alle sanseløst salver Helle Helle til fordel for hende, dag ud og dag ind.

Leonora Christina Skovs pointer om feminisme og homofobi er vigtige; og jeg tror, at vi skylder hende tak for at have taget et par ubehagelige kampe på de marginaliseredes vegne. 

Men i strømmen af mere eller mindre gode skudsalver drukner den nærmere udforskning af magt, seksuelle krænkelser og homofobi i både middelklassehjem og påståede frisindede brancher. Det bliver et spørgsmål om at være på Leonora Christina Skovs side eller ej.

Jeg plejer ellers at heppe på litteraturen som et andet rum end Debatten på DR2’s mudderkastning. Litteratur giver os glimt af andre menneskers sind og gør virkeligheden mere kompliceret.

Som litterær oplevelse er Hvis vi ikke taler om det desværre mere ovre i debatformatet end det øjenåbnende med sin ensidige kværnen. Den gør verden sort-hvid og temmelig kedelig.

Leonora Christina Skov. ’Hvis vi ikke taler om det’. Politikens Forlag. 368 sider. 300 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Interessant anmeldelse.

LCS oplevede jeg første gang i Danner-huset til en 8. marts-fejring. Det er vel mere end 20 år siden. I årene efter fulgte jeg hende og hendes argumenter i debatten med interesse. Jeg læste også De røde sko. Hun trak sig så fra debatten og anmelderiet. Det var en skam, men af visse grunde forståeligt.

Den der lever stille, begyndte jeg på med en vis skepsis over for det at udlevere sin familie. Jeg kom dog ikke langt, da bogen på ingen måde fængede mig. Måske for meget navlepilleri. Jeg ved det ikke.

Det lyder til, at Bodil Skovgaard Nielsen finder de 30 sider, hun kalder en MeToo-oplevelse, mest interessant. I Politiken havde journalist Eva Marie Møller, den 20. april 2021 et debatindlæg om samme bog. EMM ser ikke forlægger-oplevelsen/bogen som havende ret til at befamle (mit ord) MeToo-bevægelsen.

https://politiken.dk/debat/art8176810/Leonora-Christina-Skov-sp%C3%A6nde...

Jeg orker vist ikke den nye bog, hvis relevans vel også må siges at blive draget ganske meget i tvivl af BSN.

Bjarne Hosbo Poulsen og Flemming Olsen anbefalede denne kommentar
Karen Schultz

Jeg har læst begge bøger, fordi jeg er nysgerrig efter at kende måder at skrive om sit liv på i det flydende felt af fiktion og ikke-fiktion.

Jeg kan godt lide, at LCS stadig har sin vrede i behold. Der er skrivekraft i den vrede, kræfter som et menneske kan bruge også til meget andet: At fordybe sig i sin familiehistorie, i sin skæbne, i de sammenhænge hvis tråde kan graves frem og bindes i smukke sløjfer eller runde løkker at hænge sig i.

Jeg er ærgerlig over, at de 30 sider om #metoo, ikke fylder mere, så det for læseren kunne blive tydeligere, om den skam, som LCS føler, har med andet at gøre, end at hun "gik med til det". Måske findes der en eksistentiel skyld og en almen skyld, der rækker videre end den enkelte setting, hvor både mænd og kvinder formentlig har oplevet at "gå med til mere", end godt var. Hvad ville konsekvenserne af et fuldtonet nej have været? Hvor er "dø om så det gælder" henne i et menneskes liv, når målet helliger midlet. Det giver ofte det enkelte menneske en enorm skyldfølelse, har jeg lyttet mig til som psykolog - en skyldfølelse især overfor sig selv.

Og så savner jeg i denne anden bog igen, at der indimellem er sider med tvivl om egen andel, nøgen tvivl om hvordan (ikke hvorvidt) man som menneske også selv er med til at skabe sine betingelser. Der er mange sider med skam, som oftest forklaret som et resultat af opvæksten. Der er ikke mange linjer med skyld. Jo, forældrenes.

Men som Nils Gunder skriver, er der fremdrift i teksten. Jeg kan tilføje, at kjolerne og det ydrestyrede look spiller en stor rolle. Der er mange referencer til musik og film. Det er en historie af sin tid.

LCS er historiefortæller, som fx en Elena Ferrante er det. Jeg er mere til Napoli og det brungrå look om hele liv, men det siger utvivlsomt mest om mig, at jeg afsværger mig kjolerne og alle parfumerne.

Henriette Bøhne, Finn Jakobsen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
Flemming Olsen

Jeg kan anbefale "Mit Jammersminde" af en anden Leonora Christina, som måske havde lidt en smule mere - og oplevet lidt flere ting - end hendes nutidige navnesøster :-)

Jens Christensen, Hanne Ribens og Bjarne Hosbo Poulsen anbefalede denne kommentar