Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Hævnen er temmelig kedelig i Leonora Christina Skovs nye bog

’Hvis vi ikke taler om det’ er, ud over 30 siders vigtig udforskning af en gråzone og en #MeToo-episode, omtrent 330 siders opremsning af læsere, der har grædt til Leonora Christina Skovs bøger

Leonora Christina Skovs pointer om feminisme og homofobi er vigtige; og jeg tror, at vi skylder hende tak for at have taget et par ubehagelige kampe på de marginaliseredes vegne, skriver Bodil Skovgaard Nielsen.

Joachim Ladefoged

Kultur
23. april 2021

Jeg må hellere begynde med at deklarere, at jeg ikke åbner hverken Helle Helle eller Knud Romers romaner med en forventning om, at de er mesterværker. 

Det skriver Leonora Christina Skov (f. 1976) ellers, at anmeldere gør, når de læser Helle og Romer. Men ikke hende. Og det er så roden til alle hendes onder: 

»Tænk, hvis anmeldere havde læst min roman, ligesom de læser Helle Helles, skrev jeg til mig selv. Så ville de have åbnet den med en forventning om, at der var tale om et mesterværk, og have læst den i det lys frem for med et blik fyldt med reservationer over for genren og min person. Det ville have gjort alverden til forskel, men hvad kan jeg gøre ved det?«

Leonora Christina Skovs (f. 1976) nye roman Hvis vi ikke taler om det lover at være et brusende, harmdirrende hævnskrift mod bogbranchens machosexister og forudindtagede anmeldere.

Det er en fortsættelse til den selvbiografiske roman Den der lever stille (2018), der handlede om Skovs opvækst med en stille, manipulerende mor, der med faren som fodsoldat planter skyld og skam i den iltre datter.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Interessant anmeldelse.

LCS oplevede jeg første gang i Danner-huset til en 8. marts-fejring. Det er vel mere end 20 år siden. I årene efter fulgte jeg hende og hendes argumenter i debatten med interesse. Jeg læste også De røde sko. Hun trak sig så fra debatten og anmelderiet. Det var en skam, men af visse grunde forståeligt.

Den der lever stille, begyndte jeg på med en vis skepsis over for det at udlevere sin familie. Jeg kom dog ikke langt, da bogen på ingen måde fængede mig. Måske for meget navlepilleri. Jeg ved det ikke.

Det lyder til, at Bodil Skovgaard Nielsen finder de 30 sider, hun kalder en MeToo-oplevelse, mest interessant. I Politiken havde journalist Eva Marie Møller, den 20. april 2021 et debatindlæg om samme bog. EMM ser ikke forlægger-oplevelsen/bogen som havende ret til at befamle (mit ord) MeToo-bevægelsen.

https://politiken.dk/debat/art8176810/Leonora-Christina-Skov-sp%C3%A6nde...

Jeg orker vist ikke den nye bog, hvis relevans vel også må siges at blive draget ganske meget i tvivl af BSN.

Bjarne Hosbo Poulsen og Flemming Olsen anbefalede denne kommentar
Karen Schultz

Jeg har læst begge bøger, fordi jeg er nysgerrig efter at kende måder at skrive om sit liv på i det flydende felt af fiktion og ikke-fiktion.

Jeg kan godt lide, at LCS stadig har sin vrede i behold. Der er skrivekraft i den vrede, kræfter som et menneske kan bruge også til meget andet: At fordybe sig i sin familiehistorie, i sin skæbne, i de sammenhænge hvis tråde kan graves frem og bindes i smukke sløjfer eller runde løkker at hænge sig i.

Jeg er ærgerlig over, at de 30 sider om #metoo, ikke fylder mere, så det for læseren kunne blive tydeligere, om den skam, som LCS føler, har med andet at gøre, end at hun "gik med til det". Måske findes der en eksistentiel skyld og en almen skyld, der rækker videre end den enkelte setting, hvor både mænd og kvinder formentlig har oplevet at "gå med til mere", end godt var. Hvad ville konsekvenserne af et fuldtonet nej have været? Hvor er "dø om så det gælder" henne i et menneskes liv, når målet helliger midlet. Det giver ofte det enkelte menneske en enorm skyldfølelse, har jeg lyttet mig til som psykolog - en skyldfølelse især overfor sig selv.

Og så savner jeg i denne anden bog igen, at der indimellem er sider med tvivl om egen andel, nøgen tvivl om hvordan (ikke hvorvidt) man som menneske også selv er med til at skabe sine betingelser. Der er mange sider med skam, som oftest forklaret som et resultat af opvæksten. Der er ikke mange linjer med skyld. Jo, forældrenes.

Men som Nils Gunder skriver, er der fremdrift i teksten. Jeg kan tilføje, at kjolerne og det ydrestyrede look spiller en stor rolle. Der er mange referencer til musik og film. Det er en historie af sin tid.

LCS er historiefortæller, som fx en Elena Ferrante er det. Jeg er mere til Napoli og det brungrå look om hele liv, men det siger utvivlsomt mest om mig, at jeg afsværger mig kjolerne og alle parfumerne.

Henriette Bøhne, Finn Jakobsen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
Flemming Olsen

Jeg kan anbefale "Mit Jammersminde" af en anden Leonora Christina, som måske havde lidt en smule mere - og oplevet lidt flere ting - end hendes nutidige navnesøster :-)

Jens Christensen, Hanne Ribens og Bjarne Hosbo Poulsen anbefalede denne kommentar