Imponerende særudstilling på Louisiana giver kunsthistorisk klangbund til det hotte emne moderskab

Mens jeg står og brygger min morgenkaffe, scroller jeg igennem Facebook og bliver fanget ind af min kollega Anne Middelboe Christensens opdatering. Det er årsdagen for hendes mors død, og hun skriver, at hun savner hende så meget, at hun bliver forskrækket, at sorgen slider i hende og gør hende rastløs.

Tårerne vælter ud af mig. Og så midt i morgenkaffen, der skulle styrke mig til at skrive denne tekst – om udstillingen MOR! Det er snart fem år siden, min mor blev syg af kræft og døde på tre måneder. Når sorgen slider i mig, kan jeg blive helt vred på hende over, at hun forlod os så tidligt – så bliver jeg så urimelig, som kun en datter kan være.

Det er altså på mange måder et stærkt ladet materiale, Louisiana fokuserer på i særudstillingen MOR! – Livets begyndelse. For alle har vi en mor, og mange af os er også selv blevet det. Samtidig er det et særdeles aktuelt emne, der lige nu får ny opmærksomhed både politisk, litterært og kunstnerisk, hvor emner som bedre fødselsforhold, barsel til mænd, omsorg og skrøbelighed bliver taget op, ligesom moderrollen ikke nødvendigvis kun kan udføres af en kvindekrop.

Jeg har taget min ældste datter med på tur, og hendes nysgerrighed blev netop vakt af den ene udstillingsplakats motiv af en mand i smukt kvindetøj.

Bare brysters betydning

I den første udstillingssal bliver vi taget imod af popdronningen Beyoncé, der står med blomster om kroppen i en klassisk madonnapositur og fremviser sine to nuttede tvillinger. Lige ved siden af Beyoncé-billedet fra 2017 hænger et religiøst guldrandet ikon med Madonna og barn fra 1494. Man forstår, at udstillingen ikke bare handler om emnet mor lige nu, men spænder i tid fra de tidligste ikoner til de mest moderne popudtryk.

På den måde lægger det kuratoriske snit sig tæt op ad udstillingen Månen fra 2018 – at udforske et meget enkelt emne og motiv, som findes i utallige værker, men som også har dybe symbolske lag.

Faren ved begge udstillinger er, at emnet hurtigt bliver illustrativt og gentagende: Vi tematiserer mor og måne ved at vise billeder af mor og måne. Som for eksempel her i første rum, hvor alle værker er skåret over samme model fra det ikoniske madonnamotiv: mor med barn i favn.

Men rummets udvalg af billeder viser også en interessant pointe ved udstillingen; selv om mor-barn-motivet er skåret over samme skabelon, så betyder det noget forskelligt alt efter kontekst og udtryk.

Nok er der for eksempel meget stor lighed mellem Paula Modersohn-Beckers maleri Kind an der Brust, Halbakt fra 1906 og Catherine Opies fotografi Selfportrait /Nursing fra 2004 – begge værker forestiller en barbrystet mørkhåret kvinde, der ammer sit nøgne barn – men der er alligevel en verden til forskel.

Hvor Modersohn-Beckers ammende kvinde har røde blomster i håret og udtrykker en rolig, feminin omsorg og forbindelse med barnet, så er Opie korthåret, har tatoveringer på den højre overarm, og brysterne flader ned over maven. Hun har et mandhaftigt udtryk, der skurrer skønt mod den klassiske opstilling af motivet.

Ben og bogstaver

Min datter og jeg går videre ned i udstillingen til rummet om »Erindring – kunstnerens mor«. Her hænger klamme kødfulde ben fra loftet, der minder om noget skabt af Michael Kvium. Værket er dog af amerikanske Kaari Upson, og de lange ben med de abnorme knæskaller skal føre os tilbage til et barns perspektiv, som griber om morens ben og gemmer sig, når det er utrygt.

Vi skynder os videre ned mod de trygge bogstaver, der også hænger fra loftet. Det er et uddrag fra Marcel Prousts’ På sporet af den tabte tid.

Bannersektionen er en del af Louisianas udstillingsdesign, der rækker videre ind i kataloget til udstillingen, hvor Proust-uddraget er genoptrykt sammen med andre litterære tekster omhandlende mor.

Min datter sætter sig og lytter til Proust-oplæsningen, men mister snart sit fokus på verdenslitteraturen: »Wow, hvor er de flotte, de øreringe,« siger hun og peger på en stor skulptur af overdimensionerede øreringe, der ligger på et hvidt podium. 

På udstillingen er der flere personlige favoritter samlet til et intimt møde om erindring af mødre. Øreringene er for eksempel skabt af Petrit Halilaj, der ofte arbejder med at skalere ting op i størrelse. Det kan lyde klichéfuldt, men han har en helt særlig evne til at skabe poesi ud af grebet, og det lykkes også her.

Inden hans familie i sin tid flygtede fra krigen i Kosovo, begravede moren sine smykker i haven. Her er et par af hendes øreringe skaleret op, og henover er drysset et gulligt pulver fra det barndomshjem, der ikke længere findes. Et konkret materiale fra en tabt tid.

Op ad væggen står den franske konceptkunstner Sophie Calles værk om morens død. Som altid med Calle er det lige så præcist, som det er poetisk. Et tekstværk, der både afslører noget om morens personlighed og om Calle som en kunstner, der ikke selv har fået børn.

I det hele taget er der noget med kunstnere og børn, der er interessant på udstillingen: Enten må de vælge dem fra for at blive kunstnere, eller også bruger de børnene som materiale, fordi de er kunstnere. De værker, hvor kunstnerne tematiserer deres eget moderskab, eller fravalget af det, er nogle af udstillingens bedste.

Bortadoption og onde mødre

Som i konceptkunstner og feminist Mary Kellys serie af helt hvide værker bag glas, hvor der under en lille hvid gipshånd står tekstværker skrevet på maskine, der lyder som små dagbogsoptegnelser. Her beskriver hun hverdagen med et lille barn. Hun skriver om sin konstante dårlige samvittighed over at skulle være væk fra barnet for at arbejde med sin kunst og udtrykker sine bekymringer over, hvordan det mon præger barnet.

Samtidig rammes jeg i øret af Joni Mitchells skærende smukke stemme, der synger nummeret »Little Green« fra albummet Blue (1971), som jeg har hørt så mange gange, at jeg næsten føler de numre som en del af mig selv. Alligevel anede jeg ikke, at det nummer er skrevet til den lille pige, som Mitchell åbenbart bortadopterede som 17-årig. Åh, den smerte, der også er forbundet med at blive mor.

Et andet sted ser vi Meret Oppenheims Votivbillede (kvælerengel) fra 1931, hvor en mor har vinger og kigger ned på et dødt barn, hvorfra blod strømmer. Oppenheim besluttede at fravælge børn for at blive kunstner.

Det var i trediverne. Men jeg kommer i tanker om, hvor forarget jeg blev, dengang en kunstnerveninde fortalte, at hendes professor på Kunstakademiet (en kvinde) havde rådet hende til ikke at få børn, hvis hun skulle gøre sig håb om en karriere. Ikke for at være ond, men for at være realistisk.

Nede fra kælderen lyder en dyb, nærmest prustende vejrtrækning og så en kalden: »MOOOTHERR...« Det er franske Laure Prouvosts kæmpeblæksprutte med lange fangarme, der er installeret i kældermørket. Dette enorme moderdyr har et yver under fangarmene, og der sprutter sporadisk væske fra brysterne, mens lyset blinker, og en søn kalder på sin mor.

Det er urovækkende dystopisk og dybt æstetisk fængslende. Værket er skabt særligt til udstillingen og binder også an til et meget aktuelt greb på kunstscenen, som handler om moren på en langt mere spekulativ måde: hvordan ser moren ud om hundrede år? Om tusind? Og muterer vi måske lige så meget med andre arter som med teknologien?

Bøsserne trængt op i en krog

Min datter, der snart bliver 15 år, og som har en aktivistisk tilgang til minoriteters rettigheder, spørger: »Hvad med ham fra plakaten?«

Vi må ovenpå igen for at lede og finder sektionen Omsorg, der interessant nok mest handler om det modsatte; om den onde stedmor fra Disnyes Snehvide, som der vises et klip fra, om Ødipuskomplekset, som udførligt beskrives i en tekst, og bagest i sektionen finder vi frem til den sort-hvide billedrække af drags og bøsser taget af den amerikanske fotograf Peter Hujar. 

Det ene motiv genkender jeg som coveret til det første album med gruppen Antony and the Johnsons fra 2000 med den skrøbelige og nonbinære Antony som sanger, mens et andet er det, der fungerer som plakat for udstillingen; en mand, klædt i en dybt nedringet kjole, der kigger koket til siden.

Plakaten vil måske af nogen opfattes provokerende – for hvad har han med moderskab at gøre? Men for min datter og jeg bliver det lidt en falsk varebetegnelse at bruge ham som blikfang til en udstilling, hvor queerperspektivet er mast op i et hjørne bag den onde stedmor.

Til gengæld er perspektivet trods alt med. Også i kataloget, hvor der er et uddrag af den amerikanske forfatter Maggie Nelsons vildt gode bog Argonauterne, der beretter om et queerforældreskab. På den måde fungerer udstillingen og kataloget som en klangbund for de aktuelle debatter mere end som en polemisk udstilling i sig selv.

Udstillingen folder feltet tidsligt og internationalt ud, så der både er plads til de første ældgamle papyrusruller, hvor frugtbarhed bliver omtalt, gamle medicinske bøger i montrer og en hel perlerække af nogle af de bedste kvindelige kunstneres værker om moderskabet – som i »Frugtbarhedssektionen«, der inkluderer værker af Louise Bourgeois og Niki de Saint-Phalle. Objekter og værker, der sætter den aktuelle debat om moderskabet i historisk og kunstnerisk perspektiv.

For den viden om »morkroppen« har vi i mine øjne i høj grad brug for. Aktuelt er der både en stigende modstand mod LGBT-personer og deres ret til at blive forældre samt mod abort flere steder i verden, mens der simultant er et nyt fokus på moren som primær omsorgsgiver, hvor flere mødre vælger at bliver hjemme for at amme i årevis og passe børnene.

Bevægelser, som bruger begrebet om »det naturlige« til at forklare deres ideologi – i øvrigt en forklaringsmodel, som altid er blevet brugt til at retfærdiggøre undertrykkelsen af kvinden.

På MOR! finder man ud af, hvor mangeartet en morkrop kan tage sig ud, og derfor fungerer udstillingen som en meget væsentlig klangbund for de værdikampe, der kontinuerligt finder sted.

'MOR! Livets begyndelse'. Louisiana. Indtil 29. august 2021.