Anmeldelse
Læsetid: 9 min.

Islam er årsag til ufrihed, stagnation og vold, hævder ny bog. Men det halter med dokumentationen

Den hollandske sociolog Ruud Koopmans gennemgår i ny bog islams dårligdomme: fundamentalisme, manglende demokrati, intolerance, vold, økonomisk stagnation. Men statistikkerne og forklaringerne halter
Den hollandske sociolog Ruud Koopmans hævder i ny bog, at fattigdom og politisk undertrykkelse er forårsaget af islam.

Den hollandske sociolog Ruud Koopmans hævder i ny bog, at fattigdom og politisk undertrykkelse er forårsaget af islam.

Nikolai Linares

Kultur
23. april 2021

»Islam er i krise,« sagde Emmanuel Macron i efteråret, som indledning til en række tiltag rettet imod, hvad han kaldte islamisk »separatisme«. Men krise er vel nærmest et mildt ord for de talløse ulykker, som har hjemsøgt Mellemøsten og den muslimske verden i de senere årtier. Så hvad mener han egentlig med islams krise?

Krisen er netop islam, siger den hollandske sociolog Ruud Koopmans cirkulært i en ny bog; ufriheden, stagnationen og volden har én årsag: religionen. Som det hedder i undertitlen. Det er han dog ikke så god til at belægge eller begrunde.

Macron trak noget i land. Han understregede, at millioner af muslimer dyrker deres religion og lever fordrageligt og arbejdsomt. De var ikke determinerede til at være dårlige borgere. Det erklærer Koopmans sig enig i. Men han modarbejder sit eget synspunkt med en tvivlsom metode.

I syv kapitler gennemgår Koopmans islams dårligdomme: fundamentalisme, manglende demokrati, intolerance, vold, økonomisk stagnation. Hvert kapitel begynder med groteske eksempler fulgt af statistikker, der skal vise, hvor udbredt det er, og til sidst forklaringer, der skal vise, at det er et grundlæggende islamisk problem, og at andre forklaringer er bortforklaringer. Eksemplerne er sørgeligt reelle, omend ekstreme. Det er mere statistikkerne og forklaringerne, der halter.

Det begynder ellers meget godt: Koopmans gør op med en idé om, at Koranen er mere voldelig end Bibelen, og at hellige skrifter har determineret den senere historie som en form for teologiske dybdestrukturer, der igen og igen manifesterer sig; »for et halvt århundrede siden var den islamiske verden ikke væsentlige mere præget af borgerkrige og politisk vold end resten af verden.«

Problemerne ligger altså ikke i, at den muslimske verden er førmoderne, men at den er moderne på en ulykkelig måde. Skurken er de nye islamiske fundamentalistiske ideologier, som har bredt sig siden 1970’erne. Islamismen er altså problemet, ikke islam.

Økonomisk stagnation

Så vidt, så godt. Det er bare ikke det, Koopmans siden forfølger. Islam er i krise, javel. Men når man taler om kristendommens krise, mener man tomme kirker. Mens når Koopmans taler om islams krise, mener han fulde moskeer. Når man taler om kapitalismens krise, mener man, at den ikke fungerer, som den burde. Men når Koopmans taler om islams krise, mener man, at den netop fungerer og er hovedårsagen til alt, hvad der sker.

’Islams forfaldne hus’ af Ruud Koopmans

’Islams forfaldne hus’ af Ruud Koopmans

Lad os tage et eksempel. Koopmans femte kapitel handler om økonomisk stagnation i den muslimske verden. Som forklaring peger han på fire ting i klassisk islamisk jura: arveregler, der fordeler en arv til storfamilien i bestemte arvelodder, et udbredt stiftelsesvæsen (waqf), der tog produktive værdier ud af handel og vandel, det kendte forbud mod rentetagning, samt endelig umuligheden af at oprette et firma, da kun personer kunne have juridisk status.

Disse fire faktorer blev allerede for 100 år siden udpeget af Max Weber som mulige medvirkende grunde til, at kapitalismen ikke først havde udviklet sig i den muslimske verden. Siden har forskere afdækket, at de muslimske jurister udtænkte måder at omgå arveregler og renteforbud, mens særligt manglen på firmaer formentlig har en væsentlig forklaringsværdi. Pointen er bare, at dette jo har at gøre med et spørgsmål om manglende fremkomst af kapitalisme, for senere slog den igennem med et brag.

Koopmans eksempler handler om middelalderen, eller i hvert fald om tiden før europæerne kom. For i 1800-tallet fik man europæisk handelsret og oprettede banker, firmaer og sågar børser, og i 1900-tallet indførte man arveregler, der udvidede muligheden for testamentarisk arv, ligesom stiftelsesvæsenet de fleste steder blev nationaliseret.

Den egyptiske deroute

På samme måde gør Koopmans noget ud af, at trykkekunst først blev indført i 1800-tallet, og det er igen en vigtig årsag til, at viden blev delt langt mere effektivt i Europa fra 1500- til 1800-årene. Men da trykpressen endelig kom, fik den de samme revolutionerende konsekvenser som i Europa, med vidensdeling, encyklopædier, fagtidsskrifter, aviser og bøger om alt mellem himmel og jord. Inklusive vigtige vestlige ideer: i dag er også al vestlig tænkning oversat til arabisk, fra førsokratikerne til Jordan Peterson, selv om Koopmans med misvisende statistikker prøver at hævde noget andet.

Så Koopmans islamiske årsager har en vis forklaringsværdi for den muslimske middelalder, men meget lidt med nutiden at gøre. Og ikke rigtig noget med islamisterne heller. De har ikke influeret den store historie, og de har ikke tænkt sig et opgør med den moderne stat, firmaer eller kapitalisme som sådan. De er ganske vist fortalere for såkaldt islamisk finans, som angiveligt skulle være mindre udbyttende end ordinær kapitalisme. Men den udgør foreløbig en mindre del af finansen i den muslimske verden, og forskningen ser den ikke som opererende synderligt forskelligt fra almindelige finansielle institutioner. Den er ikke et alternativ til kapitalismen, men en islamisering af den, eller ligefrem en kapitalisering af eller på islam.

Koopmans’ eksempel er i dette afsnit diskrepansen mellem Sydkorea og Egypten. I 1970 var de to lande nogenlunde på niveau, mens Sydkorea i dag er otte gange så rigt pr. indbygger. Lad det nu ligge, at Sydkorea er helt exceptionelt succesrig, og at det i sig selv måske kalder på den mere interessante del af forklaringen. Egyptens økonomiske udvikling siden 1960’erne er i alt fald miserabel og værd at forklare, og den masochistiske sammenligning med Sydkorea er ikke ukendt i den egyptiske debat. Her er der imidlertid ingen, der som Koopmans bare peger på islam. For det er ikke til at se, at »islam« i sig selv har været en aktør.

Egyptiske debattørers – og vestlige forskeres – analyser peger på en svulmende flodhest af en stat, der i 1950’erne nationaliserede et ganske avanceret produktionsapparat – med kapital – og hjerneflugt til følge – som den siden lod forfalde. Og i stedet forfulgte en dyr subsidiepolitik med dårlige tekniske uddannelser og et fjendtligt investeringsmiljø. I dag vil de pege på hærens dominerende rolle i økonomien, betydningen af forbindelser ved tildeling af statskontrakter, censur, nepotisme, et stærkt underbemandet og forsinkende retsvæsen, et autoritært og rigidt skolesystem og en hel del mere.

Koopmans prøver at underbygge sin islamiske årsag ved at påstå, at det religiøse al-Azhar Universitet har stor indflydelse på regeringen. Det har det ikke. Ej heller islamisterne, som bortset fra Morsis ene år ved magten har været langt væk fra landets økonomiske politik.

Tvivlsomme metoder

Og sådan ser det ud i de fleste muslimske lande: Der er ingen islamisk indflydelse på statens økonomiske politik, og islamisk jura eller normer spiller en ret ubetydelig rolle i folks økonomiske ageren. Men så politisk da? Ja, her er islam en vigtig reference, omend ofte mere retorisk end i praksis. Islamistiske organisationer eller partier findes i stort set alle muslimske lande, hvis islamiske identitet de hævder at ville bevare og forsvare. I faktisk politik er islamisterne en broget flok, fra royalister til republikanere, fra socialister til kapitalister, fra prodemokrater til antidemokrater. Men igen: I de fleste lande er de ikke kommet til fadet, og deres direkte indflydelse på politik eller det politiske system er ikke stor.

Der er undtagelser, hvor islamister er kommet til magten: Iran, Tyrkiet og i perioder Pakistan og en række andre. Og der er regimer, der på symbolske områder har adopteret islamisternes retorik for at holde dem stangen. Men det generelle billede siden afkoloniseringen er sekularistiske regimer, som har formet både de politiske institutioner og den økonomiske politik. Disse autokratiske regimer har brugt islamisterne som påskud for deres undertrykkelsespolitik, ligesom fascistiske diktatorer gjorde med kommunismen. Men det er altså dem, der har kontrolleret staterne og gennemført undertrykkelsen.

Hvordan kan Koopmans nå frem til islam (og faktisk ikke islamisme) som den altdominerende forklaring på økonomisk stagnation og politisk autoritarisme i de muslimske lande, når historikere og politologer og landespecialister vil se den som i de fleste tilfælde relativt marginal? Det kommer af hans metode, som går ud på at se, hvordan muslimske lande klarer sig i globale sammenligninger, af BNP eller forskellige globale indeks over værdier og meninger. Måleenheden er antallet af land, som man tæller op og udregner procenter. Alle tæller én, så Indien og Djibouti tæller lige meget, hvilket gør procentsatserne relativt meningsløse. De muslimske lande i Afrika og Asien klarer sig gennemgående dårligt, hvad vi jo godt vidste i forvejen.

Der er selvfølgelig andre faktorer end religion, medgiver Koopmans: ressourcer som olie, velstandsniveau og kolonial fortid. Hvad der bliver tilbage, når man har trukket disse faktorer fra, er islam. Nu kunne man jo mene, at det er ganske svært at isolere religionen; og hvis man havde lavet den samme residualregning med race, havde resultatet næppe heller været kønt. Men Koopmans er selvsikker: Andre faktorer udgør kun 40 procent af forklaringen, slår han fast med et hokuspokus. De tilbageværende 60 procent skyldes islam.

Kolonialismen som en velgerning

Selvsikkerheden strækker sig endog til at forklare, at så langt fra at være et åg på de koloniserede lande, var kolonialismen en velgerning. Med nye statistikker vises det, at de lande, der var længst koloniserede, har klaret sig bedre end dem, der var kortere tid koloniseret (som typisk var muslimske). Koopmans’ forklaring på kolonialismens velsignelser er, at de koloniserede lærte om retsstaten og magtens tredeling. Her får man lyst til at tilføje, at de koloniserede tilmed også lærte, at disse idealer ikke altid blev fulgt, og at der også var noget, der hed undtagelsestilstand, forskelsbehandling, del-og-hersk-politik, hemmeligt politi og agents provocateurs. Og når Koopmans peger på, at deres oplyste eliter var uddannet i Europa og nævner Gandhi og biskop Tutu, får man lyst til at tilføje Idi Amin og Bashar al-Asad.

Ironisk nok er nogle af de attituder, som Koopmans gennem meningsmålinger finder udbredt i muslimske lande og blandt muslimske indvandrere til Europa, også i et vist mål produkter af kolonialismen. I føreuropæisk tid var den muslimske verden relativt tolerant over for homoerotik, og den har en lang tradition for digtning om emnet. Ligesom den ikke var præget af det jødehad, man så i Europa. Det var faktisk nye normer, der blev udbredt med europæerne, for eksempel gennem oversættelser af antisemitiske værker. Politiske bevægelser fra 1930’erne, for eksempel de kristne falangister i Libanon eller det Muslimske Broderskab i Egypten, var fascinerede af især fascisternes mandsidealer og foragt for svaghed. Koopmans bruger selv ordet machismo, som netop har spanske rødder.

Selvfølgelig er kolonitiden uhyre vigtig for de stater, der blev koloniseret. Og det giver mening at tale om tiden efter som postkolonialismen. Koopmans kan have ret i, at kolonialismen også kan blive en bekvem undskyldning for de ulykker, som senere regimer har begået. Men at omdefinere den til en velgerning er lige så ideologisk og ahistorisk. Og at sætte et procenttal på dens betydning som forklaring på forholdene i dag er lige så futilt, som det er molboagtigt at ville bekæmpe nutidig racisme ved at sænke en buste af Frederik V i Københavns Havn.

Markant fremskridt

Dette er ikke for at afvise, at religiøse normer og attituder kan spille en sociologisk rolle. Det kan de, og det gør de, og muslimske normer – ikke kun islamistiske – kan stå i modsætning til liberale værdier. Det giver Koopmans træffende eksempler på, og jeg har selv mødt min kvote af bigotte muslimer i de snart 40 år, jeg har rejst og boet i den muslimske verden. Men hele metoden om at nå frem til islam som en residualforklaring er lige så skrøbelig, som islams hus siges at være. Og forsøgene på at finde islamiske forklaringer på økonomiske og politiske udviklinger er ikke velinformerede; der findes faktisk en forskningsdisciplin, Sociology of Islam, som Koopmans ikke synes at kende.

Alligevel udgør Koopmans’ fokus på faktiske attituder et markant fremskridt i forhold til den teologiske determinisme, der tit præger diskussionen om islam i den danske offentlighed. Koopmans flytter fokus fra »islam« til nutidige muslimer, og han ser dem som forskellige, foranderlige og ikke nødvendigvis bigotte. At fattigdom og politisk undertrykkelse ikke er så klart forårsaget af islam, som han hævder, ændrer ikke ved, at der findes muslimer med intolerante normer, ja, dødsensfarlige ideologier, som de opfatter som sand islam. Andre muslimer fortolker deres religion helt anderledes. Der pågår med andre ord heftige kulturkampe mellem muslimer. Det kan man kalde et livstegn eller et krisetegn, som man vil. Men det er af betydning for os alle. Og der er andre bøger, der bedre dækker, hvad der sker.

Ruud Koopmans: Islams forfaldne hus. Oversat af Uffe Gardel. Forlaget Pressto. 244 sider. 300 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Grete Bjorholm-petersen

Bravo! Læs og bliv klogere!

jens christian jacobsen

Adskillelsen af religion fra politik udgør grundlaget for ethvert pluralistisk liberalt samfund efter oplysningstiden. Den tunge vægt af islamisk historie gør imidlertid en sådan vej vanskelig og usandsynligt.
For Koranen indeholder to beskeder. Den første besked, baseret på de vers, der blev skrevet, mens profeten lavede et nyt samfund i Medina, indeholder oplysninger om islamisk lov, der har været passende for Arabien i det syvende århundrede, men som ikke kan anvendes uden for denne historiske sammenhæng. Det andet budskab fra Islam, skrevet i Mekka før profetens emigration til Medina, indeholder principper i islam, som er beregnet til at blive opdateret ud fra tidens og stedets krav.
Med baggrund i kolonialisme og sekularisme er staten i de muslimske lande blevet til nationalstaten - centraliseret, detaljestyret og indgribende: Gennem massive bureaukratier, de store stående hære og teknologi, der kan overvåge borgerne. Alt sammen forhold, som fortidens fjerntliggende imperier aldrig kunne kræve eller gennemføre. Det store spørgsmål er derfor hvordan islamisk lov, designet til en præmoderne æra, kan forblive relevant i en tid, hvor individer er borgere, og hvor religiøs troskab skal erstattes af national loyalitet? Muligheden foreligger iflg. Koranen.

Jens Ole Mortensen

Muhamed ankom med en skare til Medina for at opbygge et samfund, hvori de kunne efterleve deres nye religion. Der blev oprettet et samfund, som bestod af muslimer, kristne, jøder hedninge og muligvis budister. Lederne af de forskellige trosretninger valgte Muhamed som leder af deres nye samfund, hvor de forskellige kulturer i vid udstrækning levede efter deres egne trosretninger og kulturer.
Men Medina var i krig med de omgivende samfund. Så der var værnepligt. Og alle, jøder, kristne, hedninge, osv. Var forpligtet til at bidrage til militæret.
Så hæren må have været multikulturel.
Det er de historiske kendsgerninger, både iflg. muslimske forskere og vestlige.

Det er umuligt at en eneste, af anden tro, er blevet dræbt eller undertvunget islam. På Muhameds befaling.

Faktisk er han et af mine historiske forbilleder, selv om jeg ikke er muslim.

Jens Ole Mortensen

af anden tro

Der burde være skrevet pga. anden tro

Tomas Povlsen

Jeg er ikke overrasket over, at bogen får en dårlig anmeldelse, for dens konklusioner passer jo meget dårligt med, hvad man ellers kan læse af påstande i Information.

Jeg har læst bogen, og finder den ganske overbevisende, og jeg kan anbefale at læse den, hvis man vil forstå, hvor vores regering bl.a. har fundet inspiration til sin politik
https://www.altinget.dk/artikel/anmeldelse-ruud-koopmans-beskriver-paa-f...

jens peter hansen

Kan være begrundelsen er forkert, men det krigsplagede, det af japanerne koloniserede , undertrykte og foragtede folk, hvor kvinder i tusindvis blev misbrugt i bordeller har altså på mindre end 60 år i den grad givet baghjul til mange økonomier og vel stort set alle i Mellemøsten. Sydkoreas befolkning er gået fra 25 mio. til 50 mio. på 60 år. Egyptens fra 25 mio. til 100 mio. i samme periode.

Poul Erik Pedersen

Thomas Povlsen 13.39.
Så vidt jeg kan forstå, så er Informations anmelder ikke i stand til at se det overbevisende indhold i bogen. Her ville det være af interesse for mig, hvis du kunne begrunde hvor anmelderen ikke yder bogen retfærdighed.

mvh. poul.

Tomas Povlsen

@Poul Erik Pedersen De er eksempler på bl.a. udvandring fra Indien og Libanon, hvor der er markant forskel på, hvordan folk klarer sig i vesten alt afhængig af deres religiøse baggrund selvom, at de burde have relativt ens forudsætninger. Tilsvarende er den en gennemgang af en række muslimske lande, hvor forfatteren forsøger at forklare, hvorfor de klarer sig relativt dårligt sammenlignet med andre tilsvarende lande, og også her ender han med religion som den eneste markante potentielle forskel. Det er selvfølgeligt komplekst, men jeg har svært ved at se, at hans analyse skulle være forkert.

Jens Ole Mortensen

Han økonomiske analyser halter.
Der er en grund til at der inden for EU er forbud mod konkurrenceforvridende tilskud til brancher . F. eks. landbrugstilskud skal godkendes af EU. Der er i den vestlige verden ikke forbud mod konkurrenceforvridning overfor den fattige del af verden. Man undgår de store handelskrige mod USA, Kina og andre store økonomier. Men de fattige som ikke har en jordisk chance for at modsvar i en handelskrig. Dem holder man på den måde ude af det såkaldte " liberale" marked.

Under Golf og Irak krigen. Da Sadam var besejret. Nu skulle Irak genopbygges. De har jo olie. Og det var om at holde sig til. Og Danmark gik ind i krigen i forventning om at opnå gode aftaler til erhvervslivet.
Men der gik tid og Irak kunne stadig ikke få deres olieproduktion op at køre.
Det var terror, påstod man. Men det fortsatte. Og man begyndte at undre sig. Jeg tror der var flere styrker fra den vestlige koalition i Irak end der var allierede styrker i Europa under anden verdenskrig. Men de kunne ikke beskytte Iraks oliereserver.

Men det kom jo frem at inden krigen blev indledt. Blev der handlet short mod oliebranchen i Irak. I forventning om at tjene penge på at Iraks oliebranche ville lide store tab. Selv G.W. Bush, kunne der føres tråde til shorting mod Iraks oliebranche.
Det var aldrig målet at Irak skulle bringes på fode økonomisk.
Den konklusion tør jeg godt stå inde for. Og jeg står også fast på at der føres en konkurrenceforvridende økonomisk politik mod de fattigste lande og kontinenter . Man førte en ekspansiv økonomisk politik efter børskrakket i USA. Store offentlige investeringer . Og det bragte økonomien på fode igen. Men ikke alle lande oplevede denne nye velstand. For Tyskland, efter 1 verdenskrig, Var det sandsynligvis konkurrenceforvridende. Og Den, absurde, nazisme opstod.
Jeg tør også påstå at fattigdom nærer radikale og ekstreme bevægelser.
Koopmans økonomiske analyse er jo som at høre Fritz og Poul. Hvor den ene siger.- De fattige er onde.

Poul Erik Pedersen

Thomas Povlsen 15.41:
Jeg er med på forfatterens metode! Det jeg spørger efter er hvor Jakob Skovgaard-Petersen, i sin anmeldelse, tager fejl i de påpegede mangler ved bogen?
Mangler som åbenbart ikke kan tilkendes værdi, i og med at du mener bogen er overbevisende. Dette mangler jeg stadig at få at vide.
Med venlig hilsen
poul.

Steffen Gliese

Der hersker så mange revisionistiske og forvrængede opfattelser af, hvad det egentlig er for et land, vi bor i - som f.eks. den evindelige henvisning til 'Oplysningstiden', der fuldkommen overser de forandringer Romantikken medførte - forandringer, der stadig udgør de væsentligste elementer i den danske mentalitet.
Så vi lever ikke i et sekulært samfund, vi lever i et land, hvor 2000 kirkeklokker lyder ved hvert timeskift på dagen, hvor de fleste livsbegivenheder følges af dødsklokken eller bryllupskimen. Og hvor landets grundlæggende reglement fastslår, at landet er evangelisk-luthersk kristent. Indtil den nye religion blev pengenes, i løbet af 00erne, var der da til dato heller ikke gennemført en lov, der ikke var i grundlæggende samklang med kristendommen.
Ingen ved, om Gud findes, men alle bør kunne se, at det gør noget sundt ved mennesket at leve med den forestilling, at det kunne forholde sig således.
Det er imidlertid det værste, liberalister ved: at der er noget i verden, man ikke kan blive, som Konen i Muddergrøften havde det.
En af de ting, som den megalomane liberalisme ødelægger os med er, at vi bryder med en af de væsentligste regler for vores samfund: at folk kan tro og tænke, hvad de vil. Umærkelig kan vi se, hvordan skråsikkerheden tager over - og hvor et seriøst liv og en optagethed tidligere kunne respekteres og endog beundres, selvom man kunne være uenig, bliver alt, hvad der ikke indebærer øjeblikkelig behovstilfredsstillelse lagt for had.

Rasmus Birk

Det er da forkert, at Idi Amin var uddannet i Europa. Han havde ingen uddannelse.