Koktebel er en lille by på Krimhalvøens sydøstlige kyst, men i Julia Maria Gieysztor Bertelsens (f. 1992) debut er Koktebel en ferieø, der antager mere mytiske og mystiske former.
Denne forskydning mellem virkelighedens Koktebel, som ligger på en halvø ud til Sortehavet, og værkets Koktebel, der minder mere om en ø i Det Caribiske Hav, gør fra start af bogen svær at dechifrere.
»Intet forklares på Koktebel«, står der på en af de første sider, og det er virkelig sandt.
Koktebel er en collage af kortere tekster, der alle centrerer sig om livet på øen Koktebel: øboernes og turisternes dagbøger og postkort, sange fra øen, reklamer for øens B&B’s og for et vaskeri, hvor man kan deltage i orgier, ikke bare med øens beboere, men også dens frugter, hvis »kød« er en af de store turistattraktioner.
Så morsomt og uventet kan disse reklametekster lyde:
»du kan elske med dit yndlingskøn, med din yndlingsfrugt, du kan elske på tæpper af kokosfibre med et lem i alle dine åbninger og en varm mund om din tå, eller du kan elske i skæret af en skrivebordslampe inde i baglokalet med et fugtigt stykke ananas der kilder dig i øret, lunet over blusset af en dygtig kokkeelev«.
Hver af Koktebels tekster tegner et uventet portræt, skrevet med stor opfindsomhed og sproglig energi. Jeg er for eksempel vild med den arbejdsomme slagter Fedurke på øens nordside eller den voldelige teenager Ignaty, som er en del af øens børnebander.
Eller sandalmageren, der tilbyder turisterne selv at vælge den herreløse hund, de vil have lavet sandaler og tasker ud af: »Vi vrikker frakken af hunden, så du kan få frakken på«, som der står, lige dele grotesk og lystigt.
Leg med kolonialt sprog
De mange korte tekster skitserer på fantasifuld vis et sted, hvor vold, sex og penge gennemstrømmer alle relationer. Turismen har brudt naturen ned til bestanddele, der kan sælges, og øboerne er selv blevet brutale af denne udnyttelse.
Men hvor Koktebel let kunne have udgjort grunden for et sorgfuldt og kapitalismekritisk værk om kolonialismens hærgende konsekvenser, kaster bogen hele tiden den postkoloniale kritiks troper op i luften og ser sig begejstret om, mens de rammer jorden.
Det er eksempelvis ikke bare de rige turister og griske butiksejere, der er perverterede i Koktebel, nej faktisk er børnene og de bander, de sammen danner, de mest frygtede og grusomme på øen. Og børnenes mødre, som børnene er voldelige over for, nyder omvendt at pine børnene. Således nedbrydes binære forestillinger om skyld-uskyld og magtfuld-magtesløs hurtigt i værket.
Samtidig rummer Koktebel en klar bevidsthed om, hvilke sproglige magtforhold den beskæftiger sig med. I teksten »En omrejsende« er der skruet helt op for de koloniale diskurser. Her beskrives øens bjergtoppe som »Koktebels jomfruelige bryst«; øens »væsen er som en kvindes – dragende, flygtigt og farligt«. »Koket som hun er, lod hun sløret falde og viste sig i al sin nøgne brune dejlighed« står der endda, og der etableres dermed gammelkendte magtforhold ikke bare mellem mand-kvinde, hvid-brun, men også civiliseret-uciviliseret og kultur-natur.
Værket ved med andre ord præcis, hvilke koloniale diskurser det leger med, og jeg synes, at balancen mellem kritisk at pege dem ud og netop lege med dem er opretholdt virkelig elegant.
En af bogens sidste tekster er en parodi på den engelske forfatter Lawrence Durrell og hans forfatterskabs eksotiserende beskrivelser af alt, der ikke er Europa. I brevene, som »Larry D« sender fra Koktebel til sin ven Efron på fastlandet, kæmper begejstringen og indignationen side om side hos den implicitte fortæller. Der er både en vrede over for Durrell, og der er en nydelse ved at skrive om ham. Disse to indstillinger kan godt kombineres, synes teksten at sige.
Skulle man genrebestemme Koktebel, kunne man måske fristes til at kalde den sci-fi, eller fantasy ligefrem, fordi bogen i den grad fremskriver en anderledes verden med sin egen logik. Men betegnelserne virker mere begrænsende end åbnende for en forståelse af værket.
Måske den amerikanske sci-fi-forfatter Ursula K. Le Guins teori om romanen som en bærepose fuld af forskelligartede og modsatrettede tekster kunne være meningsfuld til at forstå Koktebel. Alle ideer om plot, udvikling og hovedpersoner er der i hvert fald hoppet let hen over.
Derfor forbliver Koktebel fra start til slut lidt af en gåde. Og selv om det måske kan lyde anstrengende, så tror jeg, det netop er det gådefulde og den lyst, det skaber til at afkode og vide mere om øen, der udgør spændingen i læseoplevelsen.
I hvert fald er Koktebel – på trods af sin mærkværdige form – en bog, man sluger.
Julia Maria Gieysztor Bertelsen: ’Koktebel’. Antipyrine. 208 sider, 200 kroner.
