’Kaplevej 97’ er en lille perle af en bog om kærligheden til tingene

Ting har altid spillet en central rolle i litteraturen. Hvad ville Marcel Prousts På sporet af den tabte tid være uden madeleinekagen, eller Herman Bangs Ved vejen uden Katinkas sjal. For ikke at tale om Inger Christensens lyriske besværgelse af alle de ting, som findes inden for alfabetets rummelige system. Alligevel var det først ved årtusindskiftet, at litteraturvidenskaben for alvor fik øjnene op for tingenes materialitet, som påvirker læseren på en kropslig måde.

I 2001 publicerede den amerikanske litterat Bill Brown en skelsættende artikel med den simple titel »Thing«. Med afsæt i Martin Heideggers eksistentielle fænomenologi fremhævede han, at vi først bliver opmærksom på tingenes ’tinghed’, når de går i stykker eller ikke længere opfylder deres oprindelige funktion.

Lilian Munk Rösing har en lignende tilgang til tingene. I sin nye bog Kaplevej 97 dedikerer hun sig til de ting, der fandtes i hendes mormors og mormorens to søstres hus, og som nu, efter at den sidste af de tre kvinder er død, ikke længere kan bruges som før. Kaplevej 97 er en lille perle af en bog. På ikke meget mere end 100 sider udfolder den en verden, som ikke længere findes, men alligevel er der.

Bogen er en kærlighedserklæring og et mindeskrift, ikke kun over de tre kvinder, som betød meget for forfatteren, men over netop huset og alle ting, som huset rummede. Håndtag, nøglebrætter, tæppefliser, møbler, smykker, utallige frakker og kjoler og alskens køkkengenstande betragtes og berøres, lugtes og kærtegnes, reflekteres over og, ja, helliges.

Som litterært forbillede henviser Munk Rösing flere gange til Walter Benjamins Barndom i Berlin omkring år 1900, en samling selvbiografiske skitser, som Benjamin skrev i 1930’erne, men som først udkom posthumt i 1950, ti år efter at Benjamin tog sit eget liv på flugt fra nazisterne. Mens Benjamin skrev sine tekster, anede han, at han aldrig ville komme tilbage til de ting og steder, som havde præget ham så meget. En sådan dyb melankolsk skygge ligger ikke over Kaplevej 97. Det er snarere en næsten barnlig glæde over de ting, som går fra hånd til hånd.

»Åbenbart elsker jeg tingene. Åbenbart er jeg materialist. Ikke som det er moderne at være det: som den der tilkender den af menneskehånd uberørte materie en egen kraft og agens, men som det er umoderne at være det: som den der elsker de ting mennesket har forarbejdet, ting som bliver købt og solgt – varer.«

Erindringstur gennem barndommen

Bogens fokus ligger imidlertid ikke på tingenes varekarakter, men snarere på den måde, de fremstilles på, det vil sige deres håndsværksmæssige dimension. Kaplevej 97 vidner om en vis nostalgisk længsel efter de gode gamle ting, de analoge, sanselige, autentiske, ikke-masseproducerede ting. De ting, som »lille Lilian« og hendes »tre mormødre« selv strikkede, syede, bagte, stegte og kogte.

I den henseende refererer bogen ikke så meget til Benjamins Barndom i Berlin som til hans berømte essay Kunstværket i dets tekniske reproducerbarheds tidsalder, hvor han beskriver, at et værk mister sin ’aura’, sin historiske autentiske ensartethed, når det bliver underlagt en teknisk reproduktionsproces. Munk Rösing fremhæver:

»Jeg ønsker ikke at lave et inventar over Kaplevej. Måske ønsker jeg dette: apoteosen: At tingene, hævet frem af deres kontekst står og lyser. Og med dem de døde?«

En lille smule inventaragtigt er bogen alligevel blevet. Bogens 11 kapitler er korte, men fyldt til randen med detaljer. De følger husets rum – et princip, som forfatteren med stor snilde allerede har afprøvet i sin kunstbog Anna Anchers rum fra 2018, som også med sin sensibilitet over for farver og haptiske strukturer har inspireret Kaplevej 97.

Efter en kort intro, hvor man står foran huset og kigger på den næsten udviskede skrift, som barnet Lilian dengang skrev på teglmuren, »Kaplevej 97«, træder vi ind i huset entré, går igennem gangen, kigger ind i stuen og i spisestuen, tager en kort sving ud på terrassen og går ind igen i mormors værelse. Så kommer køkkenet, Sonjas og Ritas værelser, haven og til sidst rulleværelset.

Mens jeg følger Lilian Munk Rösings erindringstur gennem barndommens hus, sker noget mærkeligt. Noget, som jeg har bogen at takke for. Der åbner sig, dør efter dør, også de rum, som jeg så ofte gik igennem i mine bedsteforældres gamle hus. Det drejer sig ikke om de samme rum som i Kaplevej 97, men sjovt nok er det kostalden, høloftet og vaskekælderen som opstår for mit indre øje. Og med rummene dukker også tingene op igen.

Mens Lilian Munk Rösing fortæller om sit hus’ mange skabe og kommoder og skuffer og alle de duge, som findes i dem, kommer jeg pludselig i tanker om en mærkelige maskine, som jeg sammen med min tante rullede tøj i, store lagner og håndklæder, eller også, bare for sjovt, min mormors uformelige underbukser.

Det tager lidt tid, inden jeg husker ordet på tysk: Plättmaschine. Så læser jeg videre og spørger hele tiden mig selv, hvad for pokker Plättmaschine kunne hedde på dansk. Til jeg endelig kommer til bogens sidste kapitel og får det at vide: det var en tøjrulle, man anvendte i 1900-tallets Danmark for at få sit tøj pænt og glat.

Lilian Munk Rösing: ’Kaplevej 97’. Et essay. Asger Schnacks Forlag, 120 sider. 200 kroner.