Vi lever midt i en pandemi, den menneskeforandrede natur opfører sig mere og mere uforudsigeligt, og vores adfærd på nettet og i den såkaldte virkelige verden bestemmes i stigende grad af kunstigt intelligente programmer, som er uforståelige. Har vi tabt kontrol? Hvad kan vi holde fast ved? Ikke meget, så meget er sikkert. Måske skal vi så bare acceptere det, som sker. Ikke længere kæmpe imod de ødelæggende elementer, men tage skæbnen på os.
At tale om skæbnen virker anakronistisk. Og det er det også. Men alligevel er det et begreb, der på det seneste har spredt sig. To aktuelle bøger, en roman og en psykologibog, der ved første øjekast ikke har meget tilfælles, vidner om begrebets tilbagevenden.
Den ene bog, Vi er det liv, vi lever. En fortælling om skæbnen, udkom i marts og er skrevet af bestsellerforfatteren Svend Brinkmann. Den anden bog er den endnu ukendte Maria Hesselagers romandebut Jeg hedder Folkví. Den er Gutkind-forlagets første danske debut og alene af den grund ventet med spænding.
Til gengæld er det påfaldende, at Brinkmann i sin bog om en gammel kvindes indviklede livshistorie også påberåber sig skæbnebegrebet. Han gør det, fordi han med kvindens liv som forbillede vil gøre opmærksom på, at vi i vores moderne tid har mistet blik for, at vi ikke er vores egen lykkes smed. I stedet for at dyrke ideen om selvbestemmelse, selvrealisering og selvoptimering, skal vi indse, at vi er indfiltrede i historiske begivenheder, tilfældige møder med andre mennesker og alt andet som simpelthen tilstøder os. Derfor skal vi få skuldrene ned og komme overens med det, vi er vævet ind i. Det lyder jo ganske fornuftigt og afstressende.
Hvad der imidlertid er irriterende, er, hvor ihærdigt Brinkmann henviser til nogle ikke nærmere bestemte »kræfter, der har skabt én« og som lader til at hænge sammen med en diffus forestilling om tradition, historie og en højere magt, som tager sig af os. Nu mener Brinkmann nok ikke, at vi på godt og ondt er overladt til disse kræfter. Men hans skæbnebegreb har dog en ganske kulturkritisk, måske endda regressiv biklang, som forfører os til at tænke baglæns, dvs. at relatere til fortiden som forklaring for en nutidig situation. Men det ville betyde, at fremtiden bliver låst fast i fortiden og at den enkeltes individualitet og handlekraft bliver opløst i en metafysisk tåge.
Skæbnen i egen hånd
I Hesselagers fascinerende roman, som ikke uden grund har den selvbevidste titel Jeg hedder Folkví, fremstilles skæbnen interessant nok på en mere moderne måde. Mod al forventning er skæbnen her nemlig ikke noget, som bare slår ind, men noget som faktisk kan tages i egen hånd. Romanens kvindelige hovedperson, den unge kvinde Folkví, udfordrer skæbnen på trods af, eller måske på grund af, at hun tror på »nornernes vanvittige spind«. For hvis det nu på den ene side er Folkvís skæbne, at hun elsker sin bror, Áslakr, og hvis det på den anden side er Áslakrs skæbne, at han på trods af, at han har haft en intim relation med sin søster, pludselig forelsker sig i en anden ung kvinde, Gerd, hvad så? Hvis skæbne er afgørende?
Nok står tradition og konvention på Áslakrs side, men det spiller vel ikke nogen rolle for, på hvilken måde nornerne spinder deres tråde. Folkví er i hvert fald fuldkommen sikker på, at hendes kærlighed ikke kan rokkes. Hun elsker, og hun skal elskes. »Det må ikke være rigtigt, at hun ikke er det, han længes efter,« insisterer hun.
Hesselagers originale trekantshistorie er på samme tid et skarpt psykologisk kvindeportræt og en mytisk funderet skæbnefortælling, der giver et litterært fortættet indblik i vikingernes leve- og tankeunivers. Hvornår romanens handling foregår, fremgår ikke tydeligt. Asatroen synes stadig at være intakt. Men der tales allerede om den nye gud, som nogle kalder for Hvidekrist. Vi befinder os altså i overgangstiden fra den førkristne til den kristne periode, måske omkring 850. Lige så lidt som vi erfarer noget konkret om handlingens tid, bliver det fortalt, hvor handlingen udspiller sig. Et eller andet sted på Sjælland ser det ud til.
Hesselager har ikke brug for nøjagtige referencer. Med få fine streger lykkes det hende at fremkalde en intens atmosfære, der fører os ind i vikingetidens mytiske verden. Desuden er hun en mester i at skabe en psykologisk spænding, der holder hele bogen igennem. At romanen begynder med en forbrydelse, kan virke som en forholdsvis simpel måde at skabe spænding på. Men det er det ikke. For til sidst overrasker bogen med en uventet drejning, der får alting til at fremstå i et andet lys. Hvad det drejer sig om, skal selvfølgelig ikke røbes her.
Raffineret fletværk
Kun så meget skal afsløres, at romanens ved første øjekast lidt mærkelige struktur spiller en vis rolle. Jeg hedder Folkví er delt op i fire dele. Efter optakten, hvor forbrydelsen finder sted, følger romanens længste og mest gennemarbejdede del, »Folkvís bog«. Derefter kommer »Nornernes bog«, som kun strækker sig over få sider, fulgt af den igen mere tilbundsgående del »Áslakrs bog«. Romanen afsluttes med »Offerets sommer«. »Offerets sommer« er kort, men til gengæld kommer titlen ikke færre end fire gange igen som underkapitel i »Folkvís bog«.
Ligesom de tre norner Urd, Skuld og Verdande er kendte for at spinde menneskenes tråde og væve livets tæppe, er også romanen selv et raffineret fletværk på mindst tre tråde, bestående af fortid, nutid og fremtid. Men den kan også sammenlignes med en krop, der på kvindens stærke ben løber langs stranden, ind i skoven, frem til offerpladsen og tilbage til høvdingegården. Ben, der består af tre stærke lægmuskler, som samles i akilleshælen. Imidlertid går det ikke Folkví som kongesønnen Achilleus, der bliver ramt af en pil i den ubeskyttede hæl. Hos hende er det i stedet en gren, der i drømmen vokser ud af den. »Kødet er blodløst og lyserødt med svage lilla nuancer og hvidlige hinder, nærmest som hos slagtet fjerkræ, det er dejligt smidigt, men hun har ikke tid til at glædes over det, for dér, et godt stykke ind i hælen, midt i det rene, elastiske kød stikker en skarpgrøn træknop frem.«
Scenen er et godt eksempel på Hesselagers suggestive fortællekunst. Hendes sans for kødets beskaffenhed minder om Johannes V. Jensens mytologiserende roman Kongens fald. Tænk bare på den formidable scene med hesteslagtningen, hvor der også hænger hvidblå hinder ned, og det sorte blod kommer ud af huller i de årede kød og siver ud i sneen. Men scenen vidner også om Hesselagers evne til at skabe spænding ved hjælp af billedsprog. Den skarpgrønne træknop, som her vokser frem og til sidst er »et helt træ, der står ud af foden«, fører læserens tanker hen til Yggdrasil, det evigt grønne enorme asketræ, også kendt som livets træ eller skæbnetræ.
Derudover har træet en konkret betydning for Folkví. Det er et tegn på den unge kvindes livskraft og lader hende forstå, at Áslakrs forlovelse med Gerd ikke er mere end den vanlige katastrofe som livet i princippet altid er. »Det er kun livet. Al den virak, uroen og sorgen, den tilhører livet og kun det. Det store postyr er de levende menneskers mærkelige uro, hun er slidt op af at være ked af det.« Folkví kommer sig over sin depressive tilstand, der næsten har kostet hende livet, og vågner op til dåd. Hun tager skæbnen i egen hånd.
Langt senere, i »Áslakrs bog«, dukker skæbnetræet op igen. Der er gået 20 år. Áslakr er en gammel mand, som er ved at få sin eneste datter, Ranva, gift. Gerd er død, Folkví er død, og der er tydelige tegn på, at noget er ved at gå galt. Vinteren har været usædvanligt lang og hård, og det har regnet voldsomt hele sommeren. Men nu, i sensommerens normalt koldere dage, bliver det med et varmt igen. Og mens alle andre træer visner, står der midt i skoven, ved Folkvís gamle offerplads, et bøgetræ, der er lige ved at slå ud. Áslakr tolker det som en besked fra sin søster og ser »skoven dækket af et hoftehøjt lag sne«. Der er ragnarok forude.
Men så forstår Áslakr også, at der er to, der skal overleve og føre slægten videre, hans datter Ranva, som ligner Folkví på en prik, og hendes kommende mand. Til disse to vil Áslakr bygge et hus, tæt ved skæbnetræet, der nu står frem som livets træ. Mens han bygger huset, vandrer tankerne frem og tilbage mellem nutid og fortid. Hvad er der egentlig sket den sommer, han forlovede sig med Gerd? Fortællingens tråde er her ikke vævet sammen med samme håndelag som i »Folkvís bog«. Overgangene mellem oplevelse og erindring er for tydelige, kanterne for synlige. Men spændingen holder. Læseren får ikke kun en intens skildring af søskendes sære forhold, nu ud fra Áslakrs perspektiv, men også en række fine lektioner om, hvordan og hvorfor man skal lære sig at tolke naturens tegn. Om Áslakrs projekt om at bygge et hus og sikre slægtens fremtid lykkes, får vi ikke at vide. Han falder i søvn med Folkvís svævende ansigt over sig.
Det er ikke en dommedagsscene, ikke en apokalyptisk forestilling om en kulturs undergang og en efterfølgende nyskabelse. Der er heller ikke tale om, at vi, fordi vi ikke længere har kontrol over det, som sker, skal bukke under. Snarere er det en form for amor fati-tænkning, som her gør sig gældende. Sådan som Friedrich Nietzsche har formuleret det i Ecce homo fra 1888, »at man ikke vil have det anderledes, ikke fremad, ikke bagud, ikke i al evighed«. Det drejer sig om en trods og en kærlighed og en vilje til at spille skæbnen et puds. »Hun placerer en finger mod læberne, for at de andre i kredsen ikke skal afsløre hende, da hun nærmer sig Áslakr bagfra. Så lægger hun armene om ham, hans duft af hår og hud slår hende i møde. Han vender sig mod hende og ser op. Gerd, der var du jo, siger han og stråler.«
Maria Hesselager: ’Jeg hedder Folkví’. Gutkind forlag, 190 sider, 200 kroner.
