Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Mere end bare ’Benzin i blodet’. Norsk successerie er værd at se for sit venskabsportræt

Den norske seersucces ’Benzin i blodet’ er blevet udråbt til den nye ’Skam’. Den er et portræt af de unge, der tilhører den udskældte gaderæskultur i land-Norge. Og selv om nogle greb går igen, er serien helt sin egen
Bilen er ikke bare et transportmiddel. For karaktererne i ’Benzin i blodet’ er den en livsstil.

Bilen er ikke bare et transportmiddel. For karaktererne i ’Benzin i blodet’ er den en livsstil.

Danmarks Radio

Kultur
22. april 2021

På en landevej i Bø gasser en mørkerød Volvo 240 op. Det er sommer, vinduerne er rullet ned, og eftermiddagssolen hænger varmt på himlen. Inde i bilen sidder fire venner, Glenn-Tore, Sivert, Nilsen og Kim med cigaretter og energidrikke i hænderne. Fra bakspejlet dingler i omegnen af ti Wunderbaum-grantræer.

Der er gået knap to minutter af NRK-ungdomsserien Benzin i blodet, og mere skal der ikke til, før man er med på præmissen. Bilen er ikke bare et transportmiddel. For karaktererne er den en livsstil.

Vennerne inkarnerer dem, man i Norge kalder ’rånere’. Det er personer fra en subkultur, hvis tilhængere pimper biler, fester på parkeringspladser og laver gaderæs i ofte ramponerede biler.

Bilmekanikeren Glenn-Tore (Odin Waage), der bliver kaldt GT, er hovedperson i seriens første sæson, en hos pigerne eftertragtet livsnyder og blandt ’rånerne’ en lederfigur, hvis uniform er sat sammen af sølvkæde, kasket og arbejdstøj. 

I det efterfølgende klip står vennerne på en lige række. Med fronten mod fjeldene slår de en streg, da Sivert (Sjur Vatne Brean) spørger GT, hvor han har parkeret damen i aften (det kan undre, at den danske tekster har valgt at oversætte formuleringen til det væsentligt tammere »hvor er kæresten i aften«). GT har ikke lige fået sagt, at de har slået op, men leverer henkastet nyheden med en trækken på skuldrene og et smil.

Men selvfølgelig er der ridser i lakken. Da GT endelig er alene, skriver han i hemmelighed til ekskæresten Ine: »Dør hvert sekund uden dig.«

Og så har vi balladen og omdrejningspunktet for første sæson: GT er så ræd for at svække sit image, at han ikke betror sine omgivelser, at han har det ad helvede til, og samtidig prøver han desperat at tilbageerobre Ine, der cykler på elcykel, spiser økologiske bananer og er flyttet fra byen for at læse til sygeplejerske.

Ungdomsliv i bygden

I Norge har Benzin i blodet været en stor succes. Første sæson har haft over en million seere, og serien, der er skabt af Linn-Jeanethe Kyed, består indtil videre af to sæsoner med en tredje på vej.

Serien benytter flere af de greb, der kendetegner den linje for ungdomsdramatik, som NRK lagde med megasuccesen Skam. Som Skam er Benzin i blodet ligeledes baseret på research, skifter hovedperson imellem sæsonerne og lader seerne se med, når karaktererne bruger deres mobiltelefoner. Og så tager den sine karakterer aldeles alvorligt.

Men følelsen er alligevel en anden. Bø er kun et par timers kørsel fra Oslo, som Skam, der handler om en gruppe gymnasieelever, foregår i. Men mentalt er hovedstaden endnu længere væk for GT, der ingen planer har om at flytte.

Det er et vigtigt sted at fortælle en historie om ungdomsliv fra. På den ene side tegner serien et portræt af en subkultur i Udkantsnorge og de normer og ritualer, der knytter sig dertil – som at lyserøde plysterninger i bakspejlet betyder, at man har haft sex i bilen, eller at man ikke dokumenterer gaderæs på sin mobiltelefon. Med det umiddelbart smalle sigte udfolder den det eksistentielle drama at være et ungt menneske, der frygter ikke at kunne indfri de forventninger, andre har til en, samtidig med at man selv vil definere sin plads i samfundet.

Serien peger på, hvordan ’rånerne’ bliver mødt med fordomme, som indimellem også kommer fra dem selv. Som Sivert, der som den eneste blandt vennerne vil læse til ingeniør og ikke »bare« være elektriker.

I dansk kontekst blev noget lignende portrætteret i den fremragende DR3-dokumentar Frigear (2020), der ligesom Benzin i blodet handler om unge mennesker, der elsker biler, men som oplever, at de bliver set ned på.

Benzin i blodet er uden tvivl solidarisk med ’rånerne’ – også selv om de ikke altid overholder færdselsloven. Med biluheld, spritkørsel og politiafhøringer afvejer serien, som mange kørelærere har gjort det igennem tiden, sin egen kørselsromantik ved at minde om, at bilkørsel er en alvorlig affære. Af samme grund er ’rånerne’ også en udskældt subkultur – både i fiktionen og i det virkelige liv.

Indimellem bliver det dog også en smule karikeret fortalt, når serien vil portrættere den modstand, som ’rånerne’ møder fra det omgivende samfund. Det er interessant som kulturpolitisk problematik, men det er ligesom lidt for oplagt, at borgmesteren, der vil sætte en stopper for Bøs gaderæskultur ved at indføre støjgrænser og betalt parkering i centrum, selv kører med cykelhjelm.

Ligesom at man vel godt kan vokse fra hinanden som kærester, uden at forskellene imellem GT og Ine skal skæres så meget ud i pap som elcykel versus Volvo 240.

Det er en skam, at den ømhed og kompleksitet, som GT er portrætteret med, sættes ind i et til tider lidt overforklaret handlingsforløb.

Fællesskabet bag forruden

Sæson to fortælles fra Siverts perspektiv, hvor der stilles endnu skarpere på unge mænds følelsesliv og mentale sundhed. I et afsnit formulerer han en appel til et folkemøde om trafiksikkerheden i Bø.

»Hvilken kultur er Bø mest kendt for,« spørger han retorisk fra en talerstol. »Gaderæs.« »Og for nogen af jer er det den forkerte slags kultur. Fint nok, men den her kultur er mere end høj fart og musik. Det er gode venner, der passer på hinanden.«

Seriens fremstilling af fællesskabet ’rånerne’ imellem gør dette til et troværdigt udsagn – og serien rørende og seværdig. Vennerne tager på køreture, som mange andre mødes over en kop kaffe, og lader en spåkugle bestemme retningen. Bilturen er måske vilkårlig og formålsløs, men den er også et intimt rum, og karakterernes øvelse og seriens opbyggelige plot er, at de skal lære at putte skam, sorg og frygten for ikke at slå til ind i det rum, så de kan bære de følelser i fællesskab.

Mens en af Skams store forcer var, at den lod os komme »helt tæt på bumser, dækcreme og udgnidret eyeliner«, karakteriseres Benzin i blodet af de mange skud, der til lyden af larmende ragtimemusik og i bedste actionfilmstil følger bilerne oppefra, imens de kører på landevejene i Bøs pittoreske sommerlandskab.

Det, som er så tilfredsstillende ved det, er, at bilerne i Benzin i blodet ikke bare bliver brugt som et simpelt billede på maskulinitet, frihed og spænding. Men også som et udtryk for karakterernes øvelser i at mestre tilværelsen. Lidt ligesom man siger om at blive en god bilist: Det bliver man først, efter man har fået kortet.

’Benzin i blodet’ er skabt af Linn-Jeanethe Kyed. To sæsoner er tilgængelige på DRTV.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jens christian jacobsen

Jeg er ikke helt med. Hvorfor er det vi skal se denne serie? Den kommer åbenbart ikke tæt på 'udgnidtet eyeliner.'