Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Merethe Lindstrøm skriver mesterligt om at leve tæt på et menneske med depression

’Fuglenes anatomi’ har en næsten eventyrlig stemning, romanen er fuld af fugle, af spejlinger mellem mødre og døtre, regn og lys, og tråde som binder fortællinger sammen
Norske Merethe Lindstrøm har tidligere vundet Nordisk Råds Litteraturpris og Kritikerprisen i Norge, og har skrevet en række bøger siden debuten i 1983.

Norske Merethe Lindstrøm har tidligere vundet Nordisk Råds Litteraturpris og Kritikerprisen i Norge, og har skrevet en række bøger siden debuten i 1983.

Abbie Trayler-Smith

Kultur
16. april 2021

Den smukkeste af de romaner, jeg hidtil har læst af Merethe Lindstrøm, er romanen Fra vinterarkiverne fra 2015. Romanen handler om en mand og en kvinde som bor i et hus på landet med deres store hunde og deres to døtre. Den handler om psykisk sygdom, om landskabet, skriften og om, hvordan man bærer fortiden med sig.

Lindstrøms nye roman, Fuglenes anatomi, føles som en slags selvstændig efterfølger til denne og er, om muligt, endnu smukkere.

Fortælleren i Fuglenes anatomi er en navnløs kvinde. Hun og hendes mand Sirke bor i et gammelt hus i en engelsk landsby med deres store hunde; de to voksne døtre er flyttet hjemmefra. Hun ønsker at få bygget en voliere til sine fugle og hyrer den 20 år gamle Tom, som allerede hjælper Sirke med forskelligt arbejde på grunden, til at bygge den.

Den unge lærling har »sådan et ansigt, som får dig til at tænke: hvad kommer han til at ødelægge«. Han er en fåmælt, mystisk type, som ingen rigtig ved, hvor kommer fra, eller hvor bor; om eftermiddagen, når hun kører ham hjem, beder han om at blive sat af ved en mark midt ude i ingenting. Sirke er begyndt at drikke og at trække sig ind i sig selv. Fortælleren arbejder med at skrive. Når der på et tidspunkt kommer en plet i kladdehæftet fra en læk kuglepen, tænker hun på det som »en antydning af at alt går mod kaos«. Det er et meget stilfærdigt kaos, en lydløs undergang, som truer den lille familie.

Alt er vand

Lindstrøms prosa mimer landskabet, den beskriver: den tunge våde jord, regnen som siler i dagevis. Der er fugt over væggene og på notesbogens sider: »Alt er vand.« De lange sætninger er bundet sammen af kommaer, og de små forskydninger og variationer i teksten kræver tålmodighed fra læseren. Det er næsten så man – i begyndelsen – kan føle sig modarbejdet af de udflydende sætninger, som var de »jord man synker ned i hver gang man tager et skridt«. Den unge Tom er modsætningen til alt dette, til den tyngede stemning mellem parret i huset og det grønne våde landskab. Han er let, urovækkende bekymringsløs: »Der er noget løsrevet ved ham, et stykke plastik som blæser over marken.«

Fuglenes anatomi er altså en dvælende, lidt stillestående roman. Den er drevet af »en tristhed som bare er der, som ikke kommer noget sted fra«. Lindstrøm skildrer det gradvise, det som ikke bare sker fra en dag til en anden, men som langsomt bygger sig op: depressionen som ramte den ældste datter, mens hun stadig boede hjemme; Sirkes alkoholforbrug.

I starten kan romanen føles en anelse retningsløs. Men der finder en udvikling sted, og efterhånden lysner det lidt: »Foråret har et lag af lyst, lyst blåt, vævet med fin grøn tråd, himlen, sletten.« Når jeg bladrer igennem romanen anden gang, ser jeg, hvor elegant komponeret den er. Lindstrøm lægger små tråde ud for læseren, ting som jeg ikke nødvendigvis hæftede mig ved første gang, men som må have arbejdet i mig, for de bidrager alle til den subtile forandring som finder sted, næsten uden at jeg bemærkede det. Det er utroligt effektfuldt, simpelthen: Når noget løsnes og åbner sig op, overraskende, mod slutningen af romanen.

Et forsømt barn

Som for at finde en slags forklaring på dette mørke som præger fortællerens tilværelse, og hendes liv med Sirke, vender hun i glimt tilbage til sin barndom på vestlandet i Norge i 1960’erne. Hendes unge mor var fraskilt og havde svært ved at komme videre »med sådan en unge på slæb«; fortælleren tilbragte det meste af opvæksten hos mormoren. Det er et forsømt barn, som skrives frem her. Fortælleren er »det tynde, lange, mærkelige.« Om moren står der: »Jeg forstår det allerede som seks-syv-årig, sådan som nogle børn forstår, at jeg ikke kan stole helt på hende, når det handler om at passe på mig.« Men også i forhold til moren ændrer læserens forståelse sig, subtilt, undervejs. En scene fra morens liv går igen i romanen: Vi ser hende gennem et vindue, hun går ned ad gaden på vej til fest. Morens historie gemmer på sit eget mørke; detaljer, som hun først delte med fortælleren, efter at fortælleren selv var blevet mor.

Fuglenes anatomi kan have en næsten eventyrlig stemning, romanen er fuld af fugle, af spejlinger mellem mødre og døtre, regn og lys, og tråde som binder fortællinger sammen. På et tidspunkt finder Tom et gammelt heksetegn ridset ind i træværket ude i laden – en slags besværgelse, eller beskyttelse, over hjemmet.

Ligesom det var tilfældet i Fra vinterarkiverne, skriver Lindstrøm utrolig stærkt om at leve tæt på og elske et menneske med depression. Hun skriver om den komplekse kærlighed som kan føles næsten destruktiv. Der er noget sejt og slidstærkt mellem personerne i romanen, mellem Sirke og fortælleren og mellem mor og datter. Det er dystert, men også meget smuk og opløftende læsning.

Merethe Lindstrøm: ’Fuglenes anatomi’. Oversat af Jannie Jensen. Batzer & CO, 248 sider, 300 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her