Anmeldelse
Læsetid: 10 min.

#MeToo og Black Lives Matter har gjort ’Farven Lilla’ aktuel igen. Ny bog opruller historien bag

Alice Walkers barske skildring af sexisme, vold og racisme blev mødt med både protester og priser i 1982. En ny bog fortæller romanens dramatiske historie
Alice Walker i 1970, da forfatteren boede i Brooklyn og havde udgivet sine to første romaner.

Alice Walker i 1970, da forfatteren boede i Brooklyn og havde udgivet sine to første romaner.

Everett Collection/Shutterstoc

Kultur
23. april 2021

I sommeren 1981 sendte Alice Walker et uddrag af Farven lilla til Essence, et månedsmagasin for afroamerikanske kvinder. Walker forestillede sig, at de her ville sætte pris på historien om hendes hovedperson Celie, der skriver breve til Gud, om at hendes far voldtager hende.

»Kære Gud: Jeg er 14 år gammel. Jeg har altid været en flink pige. Måske kan du give mig et tegn og vise mig, hvad det er, der er ved at ske med mig.« Sådan lyder Celies første ord i romanen, der, da den udkom i 1982, mildt sagt delte vandene og flere steder blev stærkt kritiseret for sit portræt af afroamerikanske mænd.

Det anede Alice Walker naturligvis ikke på det tidspunkt, men et varsel om, hvad der ventede, kom med posten et par uger efter:

»Kære Ms. Walker«, skrev redaktøren for Essence i sit afslag. »Sådan taler sorte mennesker ikke«.

Anekdoten er hentet i den netop udkomne In Search of the Color Purple, hvori forfatteren Salamishah Tillet, professor i afroamerikanske studier og kulturskribent ved The New York Times, opruller det fængslende drama om romanens tilblivelse, modtagelse og eftermæle.

Bogens undertitel er Historien om et amerikansk mesterværk, og den status er svær at anfægte. Farven lilla modtog både Pulitzerprisen og en National Book Award og har i dag solgt mere end fem millioner eksemplarer godt hjulpet af Steven Spielbergs filmatisering fra 1985, der opnåede 11 oscarnomineringer, samt Broadway-musicalen, der vandt en Tony Award i 2015.

Romanen taler atter til et USA præget af både #MeToo og Black Lives Matter, og det overrasker ikke, at en filmversion af musicalen er på vej med Spielberg og Oprah Winfrey, der spillede Sofia i filmen, som producere.

Men langtfra alle var som nævnt tilfredse med Farven lilla. Flere steder blev romanen mødt med massiv vrede, og »den hårdeste kritik kom fra andre forfattere, særligt sorte mænd, der beskyldte Walker for at tegne et stereotypisk billede af dem som brutale voldtægtsforbrydere,« ifølge Tillet, der citerer en litteraturprofessor for at sige, at »Alice var den mest hadede sorte kvinde i USA. Nogensinde.«

Ville ikke bo i New York

Romanens figurer meldte sig selv, men Alice Walker måtte flytte for at få dem til at sige noget. I slutningen af 1970’erne boede forfatteren i Brooklyn og havde udgivet sine to første romaner, Hans tredje liv (1970), om kvindeundertrykkelse i en sort familie i Georgia, og Meridian (1976), der handler om sydstaternes borgerrettighedsbevægelse, som Walker selv var en del af i 1960’erne.

Hovedpersonerne i Farven lilla begyndte langsomt at tone frem i skyggen af New Yorks skyskrabere og på den skrigende subway, hvor Walker tog noter. Men de forblev tavse, fordi de ikke brød sig om byen. »What is this tall shit, anyway?« indvendte de ifølge forfatteren.

Farven lilla foregår i sydstatsflækken Eatonton, hvor Walker voksede op og ikke havde lyst til at vende tilbage til. I stedet endte hun i den lille frodige californiske landsby Booneville, hvor historien fandt sin form.

»Ved synet af fårene, kvæget og gederne, duften af æbler og hø begyndte en af mine figurer, Celie, langsomt at tale,« skriver Walker i sit essay Writing ’The Color Purple’ (1982).

En anden stor hindring i jagten på Celies stemme befandt sig paradoksalt nok netop i barndomsbyen. Næsten 100 år inden Walker kom til verden, blev forfatteren Joel Chandler Harris født i Eatonton. Den hvide Harris skrev dyrefabler og romantiserede tilværelsen blandt slaverne på plantagerne, hvor de dansede, sang og hyggede sig i fjollet tøj og med brede smil på læberne.

»Efter min mening stjal Joel Chandler Harris en god del af min arv. Hvordan gjorde han det? Ved at få mig til at skamme mig over den,« siger Walker til Tillet.

Særligt populær blev Harris’ Onkel Remus-fortællinger, som Disney siden gav nyt liv, blandt andet i filmen Song of the South (1946), som den otteårige Alice så i biografen med sine forældre.

»På balkonen for de farvede sænkede Alice blikket, mens hvide familier nede i salen grinede af Remus’ gebrokne sprog og røverhistorier og af hans venskab med Johnny, en syvårig hvid dreng, som han lokker med sig tilbage på plantagen ved at synge Zip-a-Dee-Doo-Dah,« skriver Tillet, der ser Walkers novelle Elethia (1981), hvori fortælleren arbejder i en restaurant med en udstoppet slave ved navn Uncle Albert i vinduet, som forfatterens opgør med Joel Chandler Harris.

Genopdagede en stor forfatter

Til gengæld fandt Alice Walker inspiration i Zora Neale Hurstons litteratur. I sin essaysamling In Search of Our Mothers’ Gardens (1984) – der også indeholder førnævnte Writing ’The Color Purple’ – beretter Walker, hvordan hun i slutningen af 1970’erne ved et tilfælde stødte på den afdøde og på det tidspunkt glemte sorte forfatterindes Mules and Men (1935), en samling afroamerikanske fortællinger af anderledes realistisk snit end Joel Chandler Harris’.

»En slags paradis blev generobret,« skriver Walker, der følte, at Zora Neale Hurstons bog »tilbagebragte alle de historier, som vi for mange år siden havde fået fortalt af vores forældre eller bedsteforældre, men som vi siden havde glemt eller havde lært at skamme os over«.

Walker genlæste Neale Hurstons tekster og værker og redigerede i 1979 bogen I Love Myself When I Am Laughing … And Then Again When I Am Looking Mean and Impressive; en lang titel og tyk bog, der samler forfatterskabets noveller, fortællinger, reportager og essays og dertil genoprettede Zora Neal Hurstons litterære renommé.

Salamishah Tillet pointerer ganske korrekt, at Walker fra Neale Hurston »arvede en formel på, hvordan man fanger og gør sorte bønders komplekse talemønstre til en romans bærende fortællerstemme«.

Den sorte mand er syndebuk

Ud over tidsskriftet Essence fik også Gloria Steinem mulighed for at læse Farven lilla i manuskriptform. Steinem, der var medredaktør og medstifter af det feministiske tidsskrift Ms., læste hele historien på en flyvetur tværs over USA. Herefter besluttede hun at sætte Alice Walker på forsiden op til romanens udgivelse.

»Kender du denne kvinde? Hun kender dig,« lød overskriften på Steinems portræt, hvor hun med reference til Walkers tidligere bøger skrev:

»Det er sandt, at et uforholdsmæssigt antal sårende, negative anmeldelser er skrevet af sorte mænd. Men disse synes at anmelde deres egen overbevisning om, at sorte mænd har ret til alt, hvad hvide mænd har haft ret til, deriblandt en dominans over kvinder«.

Farven lilla blev i første omgang godt modtaget, blandt andet kaldte Newsweeks Peter Prescott bogen for »en vigtig og eviggyldig amerikansk roman«. Men de sorte mænd, som Steinem nævnte, lod hurtigt høre fra sig, og allerhøjest lød Ismael Reeds stemme.

Steven Spielberg instruerede filmatiseringen af ’Farven Lilla’ med Whoopie Goldberg i hovedrollen.

Steven Spielberg instruerede filmatiseringen af ’Farven Lilla’ med Whoopie Goldberg i hovedrollen.

Warner Bros

Den anerkendte amerikanske satiriker og forfatter – hvis Mumbo Jumbo (1972) Harold Bloom placerede på sin liste over de 500 mest betydningsfulde bøger i den vestlige verden – kaldte i et avisinterview Alice Walker for en brik i den feministiske bevægelse, der »karakteriserer sorte mænd som voldtægtsforbrydere«.

»Som så mange andre frustrerede bevægelser søger også feministerne syndebukke, and the Black Man is it,« hævdede Ismael Read i en kritik, der fik yderligere en snert, da Spielbergs filmversion dukkede op to år efter.

Pegede på polsk nobelpristager

Inden da havde splittelsen over romanen tilsyneladende også forplantet sig til Pulitzerpris-juryen. Den bestod det år af førnævnte Peter Prescott, beatforfatteren John Clellon Holmes og Midge Decter, en konservativ journalist og fagbogsforfatter, der i modsætning til de to andre ikke mente, at Farven lilla burde tildeles prisen.

I stedet pegede hun på den polske nobelpristager Czeslaw Milosz’ roman The Issa Valley, der oprindelig udkom i 1955, men var blevet oversat til engelsk i 1981. Da Prescott nævnte, at den titel »ikke havde udmærket sig det foregående år«, som værket ifølge retningslinjerne for tildeling af prisen skulle, foreslog Midge Decter to andre titler og »beklagede, at hun ikke kunne komme på en tredje. Først da Prescott og Holmes konfronterede Decter og truede med at afsløre hendes utilbørlige adfærd, gav hun sig og indvilgede i at tildele Walker prisen«, som Tillet skriver i In Search of the Color Purple.

En af dem, der fulgte debatten på tætteste hold, var musikproduceren Quincy Jones. Da produceren Peter Gruber, der havde sikret sig romanens filmrettigheder, spurgte, om Jones ville skabe soundtracket, slog han til med det samme og havde dertil to forslag.

Det første var at lade Steven Spielberg instruere. Quincy Jones havde bemærket, at flere af Spielbergs film indtil da – Nærkontakt af 3. grad, Poltergeist, E.T. – var båret af et empatisk blik for børn, der bliver separeret fra deres forældre, eller som i The Sugerland Express, forældre, der leder efter deres baby. Jones, der blev medproducer på filmen, genkendte en ensomhed og længsel i Spielbergs misforståede mennesker. De træk så han gerne forplantet til Celie, hvis to børn bliver taget fra hende, hvilket i princippet efterlader hende alene i verden, indtil hun møder kærligheden hos kvinden Shug Avery.

Selv var den 37-årige hvide jødiske instruktør mere skeptisk.

»Synes du ikke, en sort instruktør skal lave den her film,« spurgte Spielberg Quincy Jones, der hurtigt svarede:

»Rejste du til Mars for at lave E.T.

Tabte til Karen Blixen-film

Til Alice Walkers ærgrelse nedtonede Spielberg romanens vigtige lesbiske forhold mellem Celie og Shug. Efter premieren forklarede instruktøren, at det ikke kunne blive til mere end et enkelt hastigt kys mellem de to kvinder, for ellers »havde der været for meget fokus på det tabuemne«.

I forvejen var filmatiseringen genstand for stor opmærksomhed. Flere af de røster, der havde kritiseret romanen, skruede yderligere op for retorikken, og ifølge Tillet var filmproduktionen genstand for koordinerede angreb fra primært mandlige kritikere og sorte lokalpolitikere. En af disse, Earl Walter Jr., leder af the Coalition Against Black Exploitation, opfordrede til boykot af filmen og skrev et indlæg til en række landsdækkende aviser, hvori han gav udtryk for, at forholdet mellem Celie og Shug var et direkte angreb på den sorte mands seksualitet:

»Man frygter, at fremstillingen af denne feminine kærlighed vil stå i kontrast til et uforløst møde mellem en sort mand og en sort kvinde«.

Premieren i Los Angeles blev mødt af demonstrationer fra sorte protestorganisationer, der bar bannere og skilte med tekster som »Beskyt vores børn« og »Forsøger hvide producere at ødelægge den sorte mand?«

Den amerikanske forfatter Salamishah Tillet fortæller i den netop udkomne ’In Search of the Color Purple’ det fængslende drama om romanen ’Farven lilla’s tilblivelse, modtagelse og eftermæle.

Den amerikanske forfatter Salamishah Tillet fortæller i den netop udkomne ’In Search of the Color Purple’ det fængslende drama om romanen ’Farven lilla’s tilblivelse, modtagelse og eftermæle.

Ritzau Scanpix

Farven lilla blev som nævnt nomineret til 11 Oscars, men Tillet gætter på, at dette backlash var medvirkende til, at den ingen vandt. Hovedrolleindehaveren Whoopi Goldberg (Celie), de to biroller Oprah Winfrey (Sofia) og Margaret Avery (Shug) samt Spielberg og Quincy Jones, der som medproducere var nomineret i kategorien Årets bedste film, måtte gå tomhændede hjem, og som Tillet skriver: »At filmen tabte til Mit Afrika (…) baseret på en Isak Dinesen-roman, der solede sig i kolonifantasier om primitive afrikanere og sort underlegenhed, gjorde tabet yderligere fornærmende«.

Oprahs historie

Mod slutningen af In Search of the Color Purple besøger Tillet Oprah Winfrey, der kort efter oscaruddelingen fik sit eget talkshow. Som pige blev Oprah Winfrey voldtaget flere gange af ældre mænd i familien, første gang af en fætter, da hun var ni år gammel, og sidste gang af en onkel, der gjorde hende gravid. Winfrey, hvis barn dengang døde to uger efter fødslen, lægger ikke skjul på, hvor meget Farven lilla har betydet for hende.

»Jeg åbnede første side og så ordene: Kære Gud, 14 år gammel, hvad sker der med mig? Jeg havde selv været en pige på 14 med en nyfødt baby, og jeg følte straks, at her var et andet menneske med min historie.«

Et halvt år efter oscaruddelingen kiggede talkshowværten direkte ind i kameraet og fortalte for første gang offentligheden om sin voldsomme opvækst. Herefter strømmede det ind med breve til tv-stationen fra kvinder, der havde været ude for »lignende oplevelser. Og siden lavede Oprah mere end to hundrede episoder om seksuelle overgreb«, som Tillet skriver.

»Farven lilla helede mig,« siger Oprah Winfrey i dag. »Celies udvikling og forståelse af sit eget værd og sin egen skønhed var befriende og helende for mig, en talisman, en spirituel tryghed, som jeg siden bar med mig. Og mit show helede mig. Det var min terapi.«

Det bevægende kapitel om Oprah Winfrey trumfes med en lige så stærk afsluttende reportage fra Eatonton. Her bliver Alice Walkers 75-års fødselsdag i juli 2019 fejret i et propfyldt Plaza Arts Center. Tillet, der selv blev voldtaget to gange på college, sidder på tredje række med tårevædede kinder, da Alice Walker på scenen bliver bedt om at læse op fra Farven lilla.

»Jeg har ikke mine læsebriller med, så det kan blive en udfordring«, siger forfatteren. »Men jeg burde kunne det stykke her udenad: ’Kære Nettie’«.

Alice Walker afbryder her sig selv for at forklare, at Nettie, Celies lillesøster, er opkaldt efter sin egen bedstemor. Så fortsætter hun oplæsningen:

»Kære Nettie. Jeg skriver ikke til Gud mere. Jeg skriver til dig …«.

Salamishah Tillet: In Search of the Color Purple. The Story of en American Masterpiece. Abram Press New York, 26 USD.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

En vigtig historie og smukt fortalt.