Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Selv når Knausgård skriver om en stor kunstner som maleren Anselm Kiefer, skriver han om sig selv

Karl Ove Knausgårds bog om Anselm Kiefer er en bog om at mislykkes. Ikke at forveksle med en mislykket bog
Anselm Kiefers metode er at skærme sig, og det lykkes ikke Karl Ove Knausgård at komme rigtig tæt på den tyske kunstner.

Anselm Kiefers metode er at skærme sig, og det lykkes ikke Karl Ove Knausgård at komme rigtig tæt på den tyske kunstner.

Nils Jorgensen/Shutterstock

Kultur
16. april 2021

Karl Ove Knausgårds bog om Anselm Kiefer er en besynderlig bog. Men besynderlig på en spændende måde. Siden jeg erfarede, at Knausgård gennem fem år har fulgt den tyske maler, har jeg glædet mig til at læse, hvad der kom ud af det kunstneriske topmøde, der ikke finder sted i Davos, men i Freiburg og i Donauschingen i Schwarzwald, hvor Kiefer er vokset op, og i et industriområde lidt uden for Paris, hvor han i dag har sit atelier. Nå ja, og lidt i London, København og New York. Vi har at gøre med en kunstner, der opererer i hele verden.

Jeg kan ikke komme i tanke om nogen samtidskunstner, der har gjort så stort et indtryk som Anselm Kiefer. Jeg er aldrig rigtig igen kommet mig over hans værk Til Paul Celan: Askeblomst, et værk der i sit gigantiske nærvær satte tiden i stå og nedbrød alle barrierer mellem fortid og nutid. Otte meter bredt og fire meter højt. Kiefers værker er ofte kolossale.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Knausgård skriver godt, men måske skal han holde sig til de genrer, han mestrer.

Jeg husker, at filmen om Munch, hvor han gik rundt på dennes museum i Oslo, var skuffende.

Så at sige ret så intetsigende.

Jørgen Mathiasen

Realkommentar:
Byen hedder Donau_eschingen