Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Noirforfatter Klas Östergren er den rigtige til at skildre skandalen i Det Svenske Akademi

Den hårdkogte romanforfatter kan ikke længere forbløffes eller forundres. Heller ikke over typer som Jean-Claude Arnault, hovedpersonen i Det Svenske Akademis krise. Klas Östergren har nemlig set en del og havde ikke forventet andet, som han beskriver i sin formidable samtidsroman
I Klas Östergrens rapport om Akademiet har han, som den John le Carré-inspirerede forfatter han er, givet Akademiets medlemmer dæknavne. De har alle fået navn efter en græsart.

I Klas Östergrens rapport om Akademiet har han, som den John le Carré-inspirerede forfatter han er, givet Akademiets medlemmer dæknavne. De har alle fået navn efter en græsart.

Jan Grarup

Kultur
16. april 2021

Klas Östergrens nye romanmonstrum Renegater, der afslutter den trilogi, han begyndte på i 1980 med Gentlemen og fortsatte i 2005 med Gangsters handler om krisen i Det Svenske Akademi og om forfatterens bratte exit fra Akademiet i efteråret 2018. Men den gør det kun modvilligt, for samtidig handler den også om at rette sin opmærksomhed andre steder hen end mod den selv samme krise. Forfatteren har med andre ord givet sig selv den umulige opgave både at tale ud om krisen og tale om, hvor ubetydelig den er i forhold til for eksempel Sveriges våbenhandel, Stockholms syge boligmarked og generelt magtmisbrug i det svenske samfund fra og med Olof Palme.

Den umulige opgave gør for det første, at Östergren skriver langt. Han giver sig selv kolossal meget plads, for så at levne en ret begrænset plads til det, der skulle være »et fyrtårn for geni og smag«, men i den senere tid er blevet kaldt en dysfunktionel familie. Renegater handler længe slet ikke om krisen i Det Svenske Akademi, men om nærmest ingenting. Ro og rutiner, en have, der skal passes. Et aspargesbed, der skal graves op, og agerhønens »årlige tragedie« skal nogen jo holde øje med. Det gør forfatterfortælleren fra sin gård i Skåne. Først på foråret kommer agerhønen »trippende hen over vejen fulgt af otte unger på rad og række. Et par dage efter er de seks, kort efter fire og til sidst slet ingen. Så står hun dér i rabatten og ser fortvivlende fortabt ud. Efterfølgende sidder man i sofaen om aftenen og stryger åndsfraværende et spindende rovdyr over ryggen«. Idyl findes ikke hos Klas Östergren.

Ud over at skrive langt skriver Klas Östergren om alt muligt andet end krisen i Det Svenske Akademi. En del af romanen er for eksempel et katalog over malerier med snelandskaber som motiv. Sne får i det hele taget utrolig meget opmærksomhed. Den sidder endda også i næseborene på en tandlæge, forfatterfortælleren opsøger i fiktionen. Hvilket endnu en fiktiv karakter og medlæser synes er lidt langt ude. Fiktion og virkelighed er så tæt vævet ind i hinanden, at det slet ikke giver mening at forsøge at skelne mellem, hvad der er hvad. Alt imens sneen falder og dækker alting, så både virkelige og fiktive personer får følelsen af, at alt kan begynde på ny.

En usynlig fjende

Romanen ser også tilbage på den såkaldte JAS-sag i 1999, da Sverige solgte våben til Sydafrika. På sygeplejersken Lollo, der bliver invaderet af en usynlig fjende i sit eget hjem og drevet til vanvid. Overvågningskameraer og spioner interesserer forfatteren, og med skandalen i Akademiet vokser hans paranoia. Måske er Lollos oplevelse af at være forfulgt netop så uhyggelig og troværdig i sin skildring, fordi forfatteren kender følelsen.

Selve det kapitel, der indeholder Klas Östergrens rapport fra Akademiets møder, den skandaløse afsløring inklusive hans afskedstale, er godt kamoufleret i det næstsidste kapitel. Her er ingen afsnit eller indryk, kun en massiv tekstmasse, der tager alle de omveje, dens forfatter nu lyster. Den kan med andre ord ikke skrælles af en vaks journalist og forvandles til spiseseddel, den skal læses i sin helhed for at give mening. Kapitlet kan faktisk heller ikke ret godt stå alene, Klas Östergren insisterer på litteraturens langsomhed. Derfor er Renegater på 768 sider.

Pilgrimsvandring

Forfatterfortælleren Klas bor i en fjern egn af Skåne, det er ham, der sætter tiden i stå med en essayistisk prosa om at bo i en fjern egn af Skåne. Han ved det hele ved romanens begyndelse, han styrer suspensen. Han begynder med at fortælle om en dag at stå og betragte landskabet og få øje på Henry, der er på vej ind i det. Ikke Per Højholts, men hans egen romankarakter, ham, der forsvinder mystisk i Gentlemen. I Renegater er Henry på pilgrimsvandring. Han siger, at han er gået hele vejen fra Wien, og at han er på vej til Lapland, hvor hans søn Gustav bor. Det er ved at være sidste chance, hvis han skal se ham. Den gamle mands tidsregning styrer i det hele taget romanen. Henry slår sig ned hos forfatteren, passer hans have og sætter ham til at skrive en rapport om krisen i Det Svenske Akademi. På skrivemaskine, så ingen andre kan læse med.

En cirka 400 sider forløber med de to gamle mænd på gården i Skåne og den enes hustru, der kommer hjem fra arbejde indimellem, nogen skal jo sørge for at hjulene kører rundt. Den hustru genoptager på fiktive Henrys opfordring sit klaverspil, og den hustru er i virkelighedens verden ligesom utallige andre kvinder blevet udsat for tidligere akademimedlem Katarina Frostensons mand, Jean-Claude Arnaults, gramseri i et køkken til en efterfest hos et af de øvrige akademimedlemmer. Den forulempelse beskrives først meget senere. Men lad os bare springe dertil med det samme.

I Klas Östergrens rapport om Akademiet har han, som den John le Carré-inspirerede forfatter han er, givet Akademiets medlemmer dæknavne. De har alle fået navn efter en græsart. Horace Engdahl er Hr. Stivgræs, Sara Danius Fru Rug osv. Klas Östergren selv hedder Hr. Svingel og karikerer (ret morsomt) Hr. Stivgræs og støtter (langt hen ad vejen) fru Rug. Da han ifølge sin egen rapport fortæller de øvrige Akademimedlemmer, at klubværten (som han konsekvent kalder Arnault) engang har forulempet hans hustru, vækker det »påfaldende lidt respons«. Klas Östergren ræsonnerer som Hr. Svingel, at det måske er, fordi han, da han fortalte om episoden, »skammede sig, på egne, men også sin hustrus vegne«, og at skammen ikke bare sætter sig i ofrene for sexchikane og seksuel vold, men også i de mænd, der ville have ønsket, at de havde beskyttet deres kvinder. Da Hr. Svingel fortæller Akademiets medlemmer, at Arnault på et tidspunkt hyrede en prostitueret til at være honningfælde for ham, er der heller ikke den store reaktion.

Hvad er litteraturens rolle?

Der er uhyre mange aspekter og nuancer at tage fat i i forbindelse med Renegater. Giftig maskulinitet og prostitution, som netop antydet. Oven over det hele svæver tillige de uopslidelige spørgsmål som ’hvad er en roman?’ og ’hvad er litteraturens rolle?’. Spørgsmål, som vi jo forholder os til uge efter uge i et litteraturtillæg som dette og hver gang, vi læser fiktion.

Spørgsmålene bliver denne gang stillet af en forfatter, der er af den hårdkogte type. Ud over le Carré er også Raymond Chandler et forbillede. I sine yngre år bestræbte Östergren sig med egne ord på »at indtage en holdning i sine værker der kunne give udtryk for et verdensbillede man kan kalde hærdet, ikke kynisk, men klarsynet og illusionsløst. Det var givetvis ikke baseret på erfaring, dertil var han alt for ung, det handlede mere om at slå en tone an i prosaen, som han havde fundet og værdsat hos ældre forfattere der havde reelle erfaringer at dele ud af [...] Det var ikke bare en stil, det var en livsindstilling«.

Noirforfatteren har set så meget, at han ikke længere kan forbløffes eller forundres. Derfor er han også den helt rigtige til at skildre krisen i Det Svenske Akademi. En Arnault-type overrasker ham ikke, den slags har han set før. Det nye er, at unge kvinder, der fortæller om seksuelle krænkelser, bliver hørt.

»Man kan her nøjes med i korte træk at konstatere, at kritikken før havde ramt Akademiet og var blevet forbigået i tavshed,« som forfatteren skriver, i det han minder om 1970’ernes Sverige og filmen Call Girl, »der med rod i virkeligheden skildrer unge piger med sociale problemer, der ryger på behandlingshjem og derfra bliver rekrutteret af en bordelmutter med kunder i samfundets allerøverste lag«.

Noirforfatterens illusionsløse måde – både at skrive og iagttage verden på – gør, at han ikke ryger med på den forargelse, der er så rar at mærke, eller på skandalen, der er så underholdende. Han hiver Sartre ind i billedet og skriver, at selv om man med filosoffen siger, »at der ikke findes nogen almengyldig moral«, så betyder det stadig, at man er forpligtet, at man uafladeligt må udfordre sin egen indstilling, og »at moral i sig selv er en proces og ikke et instrument til automatiske vurderinger«.

Renegaters mange slør og digressioner gør den til en øvelse i den proces, hver situation er hele tiden ny og kræver unik stillingtagen. Og hvor slutter den hårdkogte forfatter så? Ja, faktisk der inden han blev hårdkogt, ved »barndommens besatte sommerlæsning«, hvor fiktion var »fantastisk, vidunderlig og livsbekræftende« samt en forfatter som Svetlana Aleksijevitj, der har skildret Anden Verdenskrig, Sovjetunionens krig i Afghanistan og Tjernobyl-katastrofen og »den slags skæbner der ikke får opmærksomhed andre steder«, og som Klas Östergren var med til at tildele Nobelprisen i litteratur i 2015.

Klas Östergren: ’Renegater’. Oversat fra svensk af Louise Ardenfelt Ravnild. Gutkind, 768 sider, 400 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her