Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Ny bog om de intellektuelle giver stof til eftertanke

Litteraturlektor Erik Svendsen forsøger i sin nye bog at give intellektualismen historisk signalement
Georg Brandes er den første såvel som den sidste hjemlige sande intellektuelle. I Brandes’ overdådige skikkelse rummes alle fordringer om indsigt og udsyn, produktivitet og vegeteren, originalitet og konsekvens samt ikke at forglemme topplacerede kontakter udadtil.

Georg Brandes er den første såvel som den sidste hjemlige sande intellektuelle. I Brandes’ overdådige skikkelse rummes alle fordringer om indsigt og udsyn, produktivitet og vegeteren, originalitet og konsekvens samt ikke at forglemme topplacerede kontakter udadtil.

Scanpix Danmark

Kultur
9. april 2021

Man kommer næppe godt fra at sige det om sig selv: Jeg er intellektuel. Den går ikke. Ikke på dansk. Andre af passende status må udnævne én, hvor det i andre kulturkredse, eksempelvis den franske falder mere naturligt.

Definitionen er vanskelig: Hvad er en intellektuel? Hvem er de intellektuelle? Det er ikke nok at læse bøger eller skrive dem. En akademisk grad, om end nyttig, er heller ikke tilstrækkeligt. Skal man leve op til betegnelsen, som i øvrigt også kan være ment nedsættende, må man yderligere manifestere sig.

Den intellektuelle deltager i et vist omfang i debatten, gerne med særstandpunkter fremsat under udfoldelse af et kopmål civilcourage.

Jean-Paul Sartre anvender den side af identifikationen i en lettere humoristisk definition: En intellektuel er en, der blander sig i noget, der ikke kommer ham ved. Sartre udvider ganske vist begrebet og leder tanken hen på den ophøjede, ensomme, der baseret på solid viden om et sagsforhold gerne stiller sig uden for sin kreds eller sit fagfællesskab, sit politiske ståsted eller ligefrem vender sig imod sit miljø.

Niels Bohr var i den forstand en sand intellektuel. Takket være enestående begavelse, forskning og tænkning muliggjorde Bohr a-bomben. Samtidig blandede han sig i noget, der ikke kom ham ved, eftersom han kæmpede bravt mod bombens anvendelse. De amerikanske regeringer ville ikke have noget at gøre med den bekymrede dansker, Churchill anså ham for direkte farlig, og atomkapløbet gik i gang. Men på sit solide faglige og filosofiske grundlag fastholdt Bohr sit standpunkt og personificerede det moralske og intellektuelle dilemma mellem ansvaret for indsigten og indsigtens konsekvens.

Litteraturlektor Erik Svendsen forsøger med grundighed i sin nye bog: De intellektuelle at give intellektualismen historisk signalement både internationalt og hjemligt og portrætterer en række personer, på hvilke man med større eller mindre ret tør hæfte betegnelsen intellektuel.

Total afklaring skal man ikke forvente, ej heller efter nærlæsning af Erik Svendsens velskrevne og omfangsrige værk, derimod stof til eftertanke med øjeblikke af tvivl, skepsis og modsigelse.

For denne læser også en stadig stærkere følelse af, at personbetegnelsen intellektuel mere bastant bør sættes i kronologisk ramme og hænges op på væggen til bagudrettet beskuelse. Med andre ord har titlen i vore dage tvivlsom validitet og mere end før. Dette hænger selvfølgelig sammen med dannelsesbegrebets radikale forandring i de seneste 40-50 år. Fordi man ytrer sig meget og meget ofte, og mange markerer sig på det interessevækkende alternative standpunkt, bliver man ikke nødvendigvis, hvad man sikkert gerne vil være.

Rollemodel Brandes

I national sammenhæng frister den tanke, at Georg Brandes er den første såvel som den sidste hjemlige sande intellektuelle. I Brandes’ overdådige skikkelse rummes alle fordringer om indsigt og udsyn, produktivitet og vegeteren, originalitet og konsekvens samt ikke at forglemme topplacerede kontakter udadtil.

Georg Brandes blandede sig – ikke alene i det, der ikke vedkom ham – men i stort set alt. Den store kritikers miljø var i sandhed internationalt i hvert fald europæisk, hvad dengang betød det samme.

Udgangspunktet for Brandes var som for franske lærde og skribenter Dreyfuss-affæren (1894-1904), justitsmordet i den franske hær på den jødiske kaptajn Alfred Dreyfus. En rystende sag, der mere end noget andet i tiden før Første Verdenskrig gjorde intellektualismen til en aktiv øvelse i den europæiske civilisations pensum og skilte fårene fra bukkene. Det moderne gennembrud blev den moderne verdslige intellektuelles fordomsfri forståelsesramme.

Enten indså man sit ansvar som indsigtsfuldt analyserende med rod i moralfilosofien og progressiv oplysning, eller man tilsluttede sig, koste hvad det ville for andre, det lukkede tilbageskuende, gudhengivne borgerskab med uforanderlighed i privilegier, dannelse og erkendelse som tilværelsens mål.

Brandes’ efterkommer Poul Henningsen, som Svendsen giver en grundig kritisk overhaling, ligner den beundrede mester i det stykke, men opfylder ikke et andet krav, man også må stille: sideløbende med polemik og øvrige fremtræden forventes den intellektuelle at levere et skriftligt værk af modsigelsesværdig tyngde og omfang. En række formaliteter skal der altså til, før man uden at blive til grin passer skonummer med den intellektuelle forestilling. Og så er det heller ikke nok: Rummelighed i opfattelse og udtryk skal også med. En selvudråbt intellektuel uden et mål af humoristisk distance til sig selv kan godt blive hjemme.

Erik Svendsen glemmer ikke undervejs det kønsdiskriminatoriske i ophøjelsen af intellektuelle. Sartres samlever Simone de Beauvoir anerkendtes tidligt som intellektuel. Vel nærmest fordi hun tænkte og skrev som en mand, det vil sige som Sartre, påpeger Svendsen. Men én Beauvoir gjorde ingen sommer. Den intellektuelle opfattes fortsat og fortsat med skam at melde overvejende i maskulint antræk.

Forræderiet

Som ved andre kategoriseringer i sociale eller sociologiske fænomener afskæres nuancerne i fremstillingen af de mennesker, der pålægges eller selv antager prætentiøse betegnelser.

De intellektuelle er ikke et parti eller en forening. Ej heller en åndsform, der udpræget udvikler enige individer, der som sådanne i kriser handler uniformt. Tværtimod forbyder betegnelsen snarest, at den intellektuelle kan have fast tilhørsforhold med krav om fodslag og paroler. Underkaster man sig med sit potentiale af forståelse og indsigt, anes forræderiet i horisonten.

Den konservative politiker, forfatter og forfatterformand Hans Jørgen Lembourn (1923-97) talte i en bog af samme titel om de intellektuelles forræderi. Hermed mente Lembourn de danske intellektuelle, der sagde fra over for nazisme og siden mccarthyisme, men tav om Stalin og kommunismen. Praktiseringen af den intellektuelles ansvar var her blevet gjort afhængigt af et fast ståsted, hvilket dementerede den åndsfrihed, der var forudsætningen for dette ansvars frie forvaltning, mente Lembourn.

En iagttagelse, der peger i begge retninger, kan man roligt sige. Lembourn var selv partipolitiker om end til husbehov afvigende.

En moderne konservativ som Per Stig Møller har agtværdigt strakt sit eget intellektuelle ansvar ud til den politiske gerning og, set udefra, fraskrevet sig en moralsk dimension ved at lukke øjet og underkaste sig de tvivlsomme betingelser, der fulgte med, ingen nævnt, mange husket. Det kan nok ikke være anderledes. Men den intellektuelle må nu engang stå frit, hvilket sikkert ikke er muligt, hvorfor betegnelsen intellektuelt sagt igen kan være både overgemt og et fatamorgana.

På den yderste højrefløj af danske intellektuelle finder Erik Svendsen præsten og politikeren Søren Krarup, hvis forfatterskab er én lang fjendtligt formuleret redundans af den samme påstand om menneskets pligt i lydighed mod Gud og far i fædreland, kald og køn. Spørgsmålet i denne sammenhæng er, om man kan kalde Krarup intellektuel – hvad Krarup sikkert ikke ville bryde sig om – når den indre debat, der er forudsætning for udvikling af tanker og kritik, allerede var holdt op, før Krarup begyndte at ytre sig. Konsekvent i krigerisk urokkelighed i sporet efter Krarups forbillede som slagsbror, antisemitten Harald Nielsen.

Den intellektuelles svaghed, der er det intellektuelles styrke, viser sig i sprødheden over for egne udsagn, evne, vilje og intelligens til at moderere eller skifte standpunkt. Vel at mærke uden ret til at afskrive andres ret til at bortvise metafysikken fra tankens klarhed.

Erik Svendsens inspirerende indgange til sit emne er mange og velovervejede. Valget af nedslag på udvalgte personer i ud- og indland overvejende rimelige.

Desværre for bogens anvendelighed er den ikke udstyret med person- og/eller emneregister, men med flot litteraturliste.

Erik Svendsen: De intellektuelle. 378 sider. Spring. Videnskab, kunst, litteratur. 325 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

På min hylde står "Intellectuals" af Paul Johnson. Den har vist stået der mere end 25 år og er ulæst. 342 tætskrevne sider. En mur af tryksværte. Nok derfor den stadig er urørt.

Husker jeg rigtigt, blev PJ opfattet som en provokatør.

Måske er Erik Svendsen mere spiselig - omend hans "De intellektuelle" fylder hele 378 sider.