Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

Pelle Dragsteds nordiske socialisme bryder med vanetænkning og viser en ny vej for venstrefløjen

I en tid, hvor ingen taler om socialisme længere – mindst af alle socialdemokrater – er Pelle Dragsteds ’Nordisk socialisme’ et anerkendelsesværdigt indspark, der bryder med forældede tankegange og afstikker nye veje for venstrefløjen

Ingen i Norden taler om socialisme længere. Socialdemokratierne vil end ikke anerkende, at velfærdsstaten i sin oprindelse var et socialistisk projekt. Det forsøger Pelle Dragsted at råde bod på med sin nye bog.

Sigrid Nygaard

Kultur
29. april 2021

Flashback til Örebro 1983. Jeg er 15 og har taget mørkeblå spadseredragt på for at glide ind i mængden af borgerlige demonstranter, der er mødt op for at demonstrere imod Palme-regeringens lønmodtagerfonde.

I den ene hånd har jeg en indsamlingsbøsse. Ved min side står en papmachémodel af et krydsermissil, som vi – Kommunistisk Ungdom – har lavet. Min opgave er at narre de svenske borgerlige til at tro, at de er med til at sponsere en ny metode i kampen mod fondssocialismen: kernevåben.

»Sikke en fremragende idé,« siger en mand.

»Hvor lang tid går der, før missilet er færdigt,« spørger en anden.

Min indsamlingsbøsse bliver fuld af klingende mønt, før jeg bliver afsløret og jaget bort fra pladsen.

Få måneder før har Olof Palme vundet valget på slagordet ’jeg er demokratisk socialist.’

Det var lige dér, det svenske samfunds ’samforståelse’ brød endeligt sammen. Og på torvet i Örebro var der krigsstemning.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Margit Johansen

Hurra. Pelle Dragsted er guld værd for den danske model og udviklingen af vores velfærdssamfund. Næste skridt må være et livtag med parlamentarismen som vi kender det - et udpint pseudo demokrati på skrømt, hvor lokal- og kommunalplaner dispenseres, omgås og manipuleres i en uhellig alliance af (velmenende ?) byggematadorer og lokalpolitikere. Det lokaldemokrati der tillader millioner af mink, grise og kyllinger på al for lille plads. For ikke at tale om ældre, børn og unge. For at løse problemer der er for store, strukturelle, for et enkelt sogneråd. Hvad gør vi - Dragsted?

Annette Chronstedt, Estermarie Mandelquist, Kim Benzon Knudsen, Anders Graae, Benta Victoria Gunnlögsson, Ole Frank, Steen K Petersen, Carsten Sperling, Katrine Marie Christiani, Steen Obel, Birte Pedersen, ingemaje lange, Torben Arendal, Torben K L Jensen, Henrik Røngaard Bentzen, Susanne Kaspersen, Steffen Gliese og Vibeke Zacho anbefalede denne kommentar

Forhåbentlig er Stauning retro ikke den nye vej for venstrefløjen. Det manglede sq da bare.
I det hele taget er det ret problematisk, at Dragsted - der næsten og rent idologisk har taget den samme rutchetur som Mathias Tesfaye - ophøjes til venstrefløjens nye orakel - som afløser af Preben Wilhjelm?. For 20 år siden var han medlem af Anti-fascistisk aktion, der gik fysisk til modstand mod klassesamfundet. Så gled han gradvis ind i Enhedslistens hierarki, og er så - foreløbig - endt med at kolportere Socialdemokratiets og LO’s ideer om økonomisk demokrati.
Hertil kommer hans "forståelse" eller accept af identitetspolitiske stømninger og krænkelsestendenser på universiteterne og blandt nutidens unge sarte sjæle.
Dragsted designede/oprettede "ungdomspartiet" Rød-Grøn Ungdom som et alterantiv til de mere uregerlige ig uafhængige SUF’ere.
Dragsted har tiden for sig, så der skal nok komme mere.

Alvin Jensen, Georg Christiansen, Kaj Julin, Mads Berg og Jan Jensen anbefalede denne kommentar

Mange af de socialdemokratiske ministre har også skrevet bøger, hvor de beskriver hvordan en meget ideologisk socialdemokratisk boligpolitik eller en arbejdsmarkedspolitik kan se ud. Og indrømmet, det ser da meget godt ud, men som Dragsted, ligefrem at sætte sig til skrive bogen om hvordan en meget ideologisk socialdemokratisk ejerstruktur kan se ud?

Lad os håbe at det fremtidigt Frederiksbergmandat kommer til at fylde hele hverdagen ud...

Vi har brug for forskellige slags idealer for at forændre demokratisk den nuværende markeds-dogmatiske kapitalisme. Denne her, som styrker og promoverer den solidariske civil samfund og andelstanken, er meget nødvendigt.

Jette Steensen, Eva Kjeldsen, Katrine Marie Christiani, Torben Arendal, Hans Ditlev Nissen, Lars Løfgren, Susanne Kaspersen, Kurt Nielsen, Steffen Gliese og Per Klüver anbefalede denne kommentar

Vi står foran kravet om en ny national omfordeling. Der er tale om et folkeligt projekt for et mere lige Danmark, for fællesskabet, solidariteten og en kamp for retfærdighed. Der er ved at opstå en fælles forståelse af sammenhængskraften i samfundet. Den forudsætter et mere lige udgangspunkt for de nyfødte, hvilket kræver en omfordeling af formuer der er arvede. En historisk omfordeling af formuer og indkomster skal harmoniseres til et mere rimelig leje. Der skal skabes normale priser på fødevarer, der er 42 % for høje, nogen skummer fløden til dem selv, sagt mere direkte så stjæler de af vores leveomkostninger, det gør de ved monopoldannelse.

Joe Biden forsøger i USA at skabe forbedringer af skoler og sygehusvæsenet, pengene skal nu gå til velfærden. Overklassen skal betale en fair del af hvad samfundet koster. Det betyder at de skattelettelser som Trump gav til de rigeste fjernes. Globalt arbejdes der for en minimumsskat på 21 % til de store techfirmaer såsom Google og Facebook, som ikke betaler skat i de lande hvor de tjener pengene. Irland er en skattelynation, de er nede på 1 % i selskabsskat, den holder ikke længere. Der skal en hjemtagelse af skattely formuerne. Der skal gennemsigtighed omkring hvilke firmaer der ikke betaler skat i dette land hvor de tjener pengene.

Men for at styre landet i en mere retfærdig retning, er det nødvendigt at flytte magten tilbage til demokratiet. Det er her at Pelle Dragsted kommer med løsninger. Et bedre demokrati forudsætter en selvbestemmelse til alle samfundsgrupper. Der er tale om en demokratisk genopretning, en generobring af det repræsentative demokrati for alle samfundsgrupper. I dag er flertallet af folketinget akademikere, men de udgør dog kun 8 % af befolkningen. Det repræsentative demokrati er ikke bare for akademikerne, det er for alle.

Demokratiet forudsætter at flertallet bestemmer, derfor skal magten væk fra erhvervslivet og over til flertallet; arbejderklassen udgør 40 % og underklasen 20 % af befolkningen. Banker og firmaer skal ud af udvalg og råd i ministerierne, de må ikke selv skrive de love der omhandler dem selv, det privilegie er der ikke andre samfundsgrupper der har.

De forrige neoliberale regeringer sænkede omfordelingen til et historisk lavpunkt. Se bogen: Rige børn leger bedst, om den historiske udvikling på dette område. 60 % af befolkningen blev ramt af de sociale nedskæringer, de såkaldte reformer. Under neoliberalisterne blev sociale ydelser omdirigeret og privatiseret hen til de private firmaer, som fik de penge de socialt udsatte, handikappede m.fl. før fik. Derfor skal der en fjernelse af udliciteringerne, velfærdspenge skal ikke gå til skjult erhvervsstøtte. Firmaerne kan i stedet for producere produkter, ikke leve af velfærdspengene, det er for sygt. Der skal gennemsigtighed omkring hvem der betaler til de politiske partier og politikerne.

En omfordelingen af magten forudsætter forøvrigt oprettelse af en ny uafhængig bank, således at vi kan fravælge de griske private banker. Men det skal være en bank der ikke deler info til stat, regioner og kommuner. Vores data tilhører ikke staten, Google, Facebook etc. Endvidere skal den ekstreme overvågning fjernes.

Velfærden skal tilbage til dem som har behov for den. Middelklassen har overtaget en stadig større del af velfærden. En genetablering af det sociale sikkerhedsnet ved f.eks. arbejdsløshed. En menneskeværdig folkepensionsalder for de nedslidte, dvs. en stop for konstant forhøjet pensionsalder. Sygehusvæsenet skal være for alle, ikke mest til middelklassen og dem som kan betale. En kovending i velfærdskrigen hvorved det ikke længere er middelklassen og op som løber med en større del deraf, hvor velfærden mere udgør en del af deres velstand og mindre et reelt behov.

Vi kræver demokratisk indflydelse på vores område; det sociale område. Overklassen skal ikke bestemme vores vilkår. Et stop for tvang ved bl.a. ressourceforløb og tvangsaktivering. Et stop for den udprægede human farming. Genopretning af den kollektive trafik, med billetpriser som underklassen kan betale. En tilbagerulning af de 62 sociale nedskæringer, de såkaldte reformer. En fjernelse af fattigdommen, især børnefattigdommen med 61.000 børn som DF skabte er en skændsel.

Uligheden er steget i fyrre år, den skal formindskes. Underklassen flyttes op mod arbejderklassen og begge klasser flyttes op mod middelklassen. Bygning af boliger som de fattige kan betale forbeholdes underklassen. Fjernelse af storspekulanterne fra boligområdet. En generobring af storbyerne som skal være for alle klasser.

En minimering af betalingsmure ved medierne, således at dem der ikke har råd, også kan følge med i hvad der foregår i politik (jeg har ikke læst bogen Nordiske Socialisme og kan ikke læse artiklen). Retsområdet skal tilbage på sporet. En opdeling af bankerne som er blevet giganter; 90 % af pengene går udenom samfundet, til gambling på alverdens kasinobørser.

Kampen er altid hårdest lige før gennembruddet, de magtfulde vil kæmpe imod med alle midler, derfor skal der en samling af de folkelige bevægelser - til en indflydelsesrig magtfaktor som ikke kan ignoreres.

Peter Wulff, Inge Lehmann, Anders Graae, Marianne Pedersen, Mogens Holme, Estermarie Mandelquist, Henrik Røngaard Bentzen, Eva Kjeldsen, Carsten Sperling, Steen K Petersen, Birte Pedersen, Torben Morten Lund, Christian Mondrup, Bjarne Bisgaard Jensen, Tom Andreæ, Marianne Jespersen, Lars Løfgren, Karsten Nielsen, Susanne Kaspersen, Kurt Nielsen, Steffen Gliese, Vibeke Zacho, Just Worm og David Adam anbefalede denne kommentar
Svend-Erik Runberg

I Danmark brandbeskatter vi arbejdsindtægter. Til gengæld er vi meget tilbageholden med skat på arbejdsfri indtægter. Lad os bytte om på dette forhold.
For godt 55 år siden læste jeg Henry Geoge: Fremskridt og Fattigdom (1905). Det er tid til at jeg genlæser.

Anders Olesen, Tommy Clausen, Alvin Jensen, Henrik Røngaard Bentzen, Birte Pedersen, Jesper Frimann Ljungberg, ingemaje lange og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Svend-Erik Runberg, lad være, det er blændværk, værdi skabes, og det er snarere det, vi skal frem til: at der i det mindste ligger en indsats bag, ikke blot passiv besiddelse. Det er meningsløst at operere med værdier, der ikke ligger aktiv handling bag: man kan ikke spise penge eller bygge huse af dem. Man kan måske sy dem sammen, men de er ikke det bedste materiale.

Ole Henriksen, Steen Obel og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Hvad der står i Pelles bog - og hvor meget af det anmelder Åsa har fået med, det må jo vise sig.
Mit indtryk er, at Pelle er realistisk - og mit håb er, at han lykkes - og meget gerne får endnu flere gode idéer end her præsenteret - samt at han får bred opbakning :-)

Kim Benzon Knudsen, Ole Henriksen, Søren Christensen, Kurt Nielsen, John Scheibelein, Henrik Røngaard Bentzen, Peter Ravn-Olesen, Steffen Gliese, Svend-Erik Runberg og Birte Pedersen anbefalede denne kommentar
Atilla Thcengiz

Jeg ville gerne have troet på "Nordisk" Socialisme hvis de store kanoner som Palme og Auken var i live og gav deres støtte til projektet. Dragsted med sin naivitet vil nok ende som en ny Nordisk Gorbatjov. Længe leve Den Internationale Solidaritet og Det Kommunistiske Cuba.

Nu er det nu kun Pelle og nogen få andre der vel gentage SDs kunststykke. Els årsmøde har ikke vedtaget noget nyt i sagen og derfor er parties politik ikke endret - selvom nogen tror det. Partidemokratiet længe leve.

Poul Erik Pedersen

Atilla Thcengiz 29.4 21.04:
Jeg har følgende spørgsmål: hvad får dig til at mene at Dragsted fremstår som naiv?
Hvad lægger du i det, når du forudser at Dragsted vil ende som den nordiske Gorbatjov?

mvh. poul.

Steffen Gliese

Pelle Dragsted lægger sig smukt i forlængelse af en meget lang dansk tradition, hvor vi altid har trukket på samme hammel, bortset fra i kortere tidsrum, hvor liberalismen har fået indflydelse.
At trække på samme hammel, at skabe lighed, frihed og fællesskab, ikke at kræve månen ned på jorden, men tværtimod forholde os realistisk til et rimeligt forbrug.

Ib Jørgensen

Det er destruktion af natur og biodiversitet, der er vort egentlige (eneste?) problem. Vi skal producere vort liv og vore livsfornødenheder på en fundamentalt anden måde. Hvis - jeg gentager HVIS - dette er en bagvedliggende præmis for Pelle, så OK - men lad os få den frem i lyset. Lad det stå klart for fremtidens socialistisk producerende arbejdere, at de må give afkald på mange af de 'behageligheder' som den kapitalistiske produktionsmåde har muliggjort. Vort fødeforbrug vil blive langt mere enkelt og ikke levne plads til et utal af spisesteder ude i byen. Vort kulturliv vil ikke give muligheder for og plads til en luksuøst udstyret, overforbrugende elite. Vi vil ikke kunne tillade os den naturødelæggende mobilitet i form af ubegrænset brug af biler og flyvemaskiner, som vi er blevet vænnet til. Til gengæld vil vi blive mange flere til at tage os (godt) af vore gamle og vore børn, ligesom vi vil kunne indrette os i lokalmiljøer, med langt mere hensyntagen til personer med problemer. Det vil blive nødvendigt med en helt anden mennesketype, end den vi har udviklet under kapitalismen. På dette punkt er jeg bange for at Pelle deler blåøjethed med en anden og tungere nutidig samfundskritiker, nemlig Jürgen Habermas, som er af den overbevisning at vi i en rationelt styret debat vil kunne få vort eksisterende system omformet til en demokratisk økonomi, uden tanke for de helt basale ændringer, som klima- og biodiversiteskrise i hastigt stigende grad stiller os overfor.

Steffen Gliese

Vigtigst af alt, Ib Jørgensen, er oplysning. Ikke blot her, men måske især i udsatte områder, hvor slaget om naturens selvdestruktion skal slås.
I går bragte 'Vores Vejr' på DR1 den sørgelige historie om de mange træer, man forsøger at plante i et bælte over Afrika for at standse ørkenvæksten.
Her kommer det frem, at man på intet tidspunkt har fået forklaret projektet for de folk, der bor tæt ved og reelt skal yde arbejdet for deres egen og miljøets skyld.
Så nu får det en ny chance, ansporet af idealisme og engagement.

Man kan nedbryde kommunisme, man kan ikke nedbryde demokrati desværre.
Vi lader billedet stå et øjeblik.

Flemming Olsen

Vel et udmærket karrieretræk at rykke ind mod midten og mod Socialdemokratiet. Hvorfor ikke opholde sig der, hvor magten skabes og fungerer i stedet for at forblive passivt stemmekvæg hos Enhedslisten, der alligevel straffer vedholdende og erfarne politikere med deres rotationsprincip? Mette Frederiksens ny-Ankerisme med en økonomisk kurs til venstre for midten med mere statsstyring og en udlændinge/indvandringspolitik til højre for DF passer ham vel meget godt. Hvis Dragsted først kommer ind i Socialdemokratiet er vejen banet for ministerposter og måske en platform for en rejse længere ud mod højre, hvis lejligheden byder sig. Andre har gjort turen før i historiens løb. Hvis Jens Rohde kan blive Kristendemokrat, kan Dragsted vel også blive Socialdemokrat.

Hvorfor ikke melde sig ind i Socialdemokratiet? Prøv at kigge på hvilke konsekvenser Socialdemokratiet har haft for 60 % af befolkningen: Vigtigste politiske reformer og beslutninger 2007-2017 - Avisen.dk
Link: https://www.avisen.dk/vigtigste-politiske-reformer-og-beslutninger-2007-...

Igennem det seneste årti har socialdemokraterne gennemført store politiske forringelser af forholdene for mennesker med funktionsnedsættelser, især på social-, beskæftigelses- og sundhedsområdet. Endvidere for arbejdsløshedsområdet, lov om social pension, afdæmpet regulering af overførselsindkomster, skattelettelser til folk i arbejde på bekostning af dem, der ikke har et arbejde, indførte af ressourceforløb.

På grund af reformen af førtidspension og fleksjob og sygedagpengereformen ender en del syge borgere på langvarig placering i kontanthjælpssystemet. S nedsatte retten til sygedagpenge. Indførelse af Ankestyrelsen, hvilket reducerer borgernes retssikkerhed, både antallet af klagemuligheder og inddragelsen af beskikkede repræsentanter fra handicapregi i klagesystemet.

Yderligere forringelser af fleksjobberes retssikkerhed ved Beskæftigelsesreformen med flere økonomiske sanktionsmuligheder. KL-aftale om lokale serviceniveauer. Loven gav kommunerne mulighed for at sætte økonomi over borgernes behov og direkte vægte økonomiske hensyn i sagsbehandlingen. Hjemmehjælp kræver et rehabiliteringsforløb.

Tillader dyneløfteri og klapjagt på ikke alene de syge, men også deres samlevende eller kærester, ved lov om Udbetaling Danmark og forskellige andre love. Åbnede for en vilkårlighed i sagsbehandlingen med tab af retssikkerhed ved Adoptionsreformen. Otte initiativer ved Lov om ændringer af Universitetsloven og Lov om ændring af SU-loven. Man kan kun være 6 måneder forsinket, før SU-udbetalingen stoppes på baggrund af manglende points. Uden mulighed for fleksibilitet ved for eksempel sygdom eller handicap.

Lov om ændring af lov om folkeskolen, lov om friskoler og private grundskoler mv. har betydet, at en række børn med blandt andet autisme ikke kan fungere i skolen og har været nødsaget til at sygemelde sig fra skolen i længere perioder, nogle endda under trusler fra kommunen om, at de i givet fald kunne blive fjernet fra forældrene. Folkeskolereformen indførte ændrede arbejdstidsregler, mindre forberedelsestid, flere undervisningstimer mv. Dataindsamling for sundheds- og velfærdsydelser for Handlingsplan for offentligt-privat samarbejde om klinisk forskning.

Listen er for lang til at fortsætte her. Følg selv linket ovenfor.

David Adam, Estermarie Mandelquist, Alvin Jensen, Steffen Gliese og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Atilla Thcengiz

@ PEP

Tak for din interesse og spørgsmål. Jeg mener at Dragsted er naiv hvis han tror at man kan opnå en ny form for Nordisk Socialisme ad reformisme som social-demokraterne har pladret for i mere end et århundrede. Samme fejl begik Gorbatjov ved at love en transformation af USSR til en Nordisk Velfærdssat, og derefter opgive hele molevitten til de neo-liberale kræfter. At nedfryse hele ideen og ideologien om Kommunisme til Velfærdstat er en kortslutning med fatale konsekvenser. Cuba har aldrig opgivet utopien om Kommunisme og tager stadig små men sikre skridt hen imod en bedre verden, ikke mindst på sundhedsområdet hvor de gør en stor indsats over hele verden, uanset religion og ideologi. Det er en mønster stat der bringer håb i en verden bragt i kaos af neo-liberalismen som de social-demokratiske partier for længst har overgivet sig til.

Steffen Gliese

Atilla Thcengiz, hele verden blev neoliberal, fordi der ikke længere var et pres fra Østblokken.
Det var forståeligt sine steder, men det var aldrig forståeligt i Skandinavien, der uafhængigt af de større landes behov for massefremstilling til eksport havde en blandingsøkonomi, som Dragsted nu ganske fornuftigt peger på, at vi uden problemer kan genskabe. Det er jo netop ikke noget nyt, det er at tage konsekvensen af 40 års fejl kurs i forhold til det samfund, langt de fleste gerne vil have, og som det sidste år har vist os en flig af igen.

Poul Erik Pedersen

Attila Thcengiz 30.4:
Jeg beklger at jeg svarer sent - men: jeg mener der foreligger et afgørende problem i, uden videre, at foretage en ukritisk sammenligning mellem Sovjetunionen under Gorbatjov, Cuba og så de nordiske velfærdsstater.
Problemet består i at denne sammenligning sker uden hensyntagen til at hver enkelt land har en lang forudgående historie, som er medvirkende til at skabe fundamentalt forskellige vilkår for at realisere et socialt velafbalanceret samfund.
Så vidt jeg er orienteret er der endog meget stor forskel på både den sociale, økonomiske og politiske udvikling i Skandinavien, Sovjetunionen og Cuba. Lad mig blot minde om en enkelt ting: de skandinaviske velfærdsstater havde allerede i årene op mod 1920 fået etableret borgerlige demokratiske politiske strukturer. Dette betød bla. at der var blevet etableret store massepartier, der var tale om en høj grad af organisering inden for meget store dele af de sociale klasser i alle landene. Dette betød også at aktørerne i den politiske og sociale kamp, havde en stor del af opmærksomheden rettet mod det politiske system. Et system som man troede på lod sig demokratisere og bruge til gavn for de dårligst stillede klasser.

Så vidt jeg er orienteret gjorde der sig ganske andre forhold gældende, både for Gorbatjovs Sovjetunionen og Cuba. Det er derfor et åbent spørgsmål, hvilken indsigt en sådan sammenligning egentligt bringer med sig. Endvidere om denne indsigt kan tjene som dokumentation for Dragsteds angivelige naivitet.

mvh. poul.