Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

Pelle Dragsteds nordiske socialisme bryder med vanetænkning og viser en ny vej for venstrefløjen

I en tid, hvor ingen taler om socialisme længere – mindst af alle socialdemokrater – er Pelle Dragsteds ’Nordisk socialisme’ et anerkendelsesværdigt indspark, der bryder med forældede tankegange og afstikker nye veje for venstrefløjen
Ingen i Norden taler om socialisme længere. Socialdemokratierne vil end ikke anerkende, at velfærdsstaten i sin oprindelse var et socialistisk projekt. Det forsøger Pelle Dragsted at råde bod på med sin nye bog.

Ingen i Norden taler om socialisme længere. Socialdemokratierne vil end ikke anerkende, at velfærdsstaten i sin oprindelse var et socialistisk projekt. Det forsøger Pelle Dragsted at råde bod på med sin nye bog.

Kultur
29. april 2021

Flashback til Örebro 1983. Jeg er 15 og har taget mørkeblå spadseredragt på for at glide ind i mængden af borgerlige demonstranter, der er mødt op for at demonstrere imod Palme-regeringens lønmodtagerfonde.

I den ene hånd har jeg en indsamlingsbøsse. Ved min side står en papmachémodel af et krydsermissil, som vi – Kommunistisk Ungdom – har lavet. Min opgave er at narre de svenske borgerlige til at tro, at de er med til at sponsere en ny metode i kampen mod fondssocialismen: kernevåben.

»Sikke en fremragende idé,« siger en mand.

»Hvor lang tid går der, før missilet er færdigt,« spørger en anden.

Min indsamlingsbøsse bliver fuld af klingende mønt, før jeg bliver afsløret og jaget bort fra pladsen.

Få måneder før har Olof Palme vundet valget på slagordet ’jeg er demokratisk socialist.’

Det var lige dér, det svenske samfunds ’samforståelse’ brød endeligt sammen. Og på torvet i Örebro var der krigsstemning.

Blindgyde

Med dette flashback vil jeg fortælle, at jeg har omtrent samme venstrefløjsbaggrund som Pelle Dragsted, som netop har udgivet bogen Nordisk socialisme. Og derfor også nemt ved at leve mig ind i, hvordan han blev politisk skolet. Jeg kan også følge ham på den politiske rejse, han fandt det nødvendigt at foretage for at rykke væk fra den marxistisk-leninistiske blindgyde, der var udgangspunktet for os begge.

En rejse, som imidlertid ikke handler om at tabe socialismen af syne som et projekt. Men om at gøre op med forældede tankegange og dermed få socialismens muligheder til at træde tydeligere frem.

Pelle Dragsted begynder med et paradoks. Både Donald Trump og Bernie Sanders taler om nordisk socialisme. Den ene som en trussel, den anden som et forbillede.

Men her i Norden taler ingen om socialisme længere. Ja, vores socialdemokratier vil end ikke  anerkende, at velfærdsstaten i sin oprindelse var et socialistisk projekt.

Interessant nok er unge amerikanere i dag mere positivt indstillede over for socialisme end over for kapitalisme. Læg hertil, at 65 procent af briterne og 77 af tyskerne opfatter kapitalismen som uretfærdig. Stadig flere mistrives altså med det, Dragsted kalder for »kapitalismens oligarkiske tendens«: Stadigt større magt og indflydelse overføres til en økonomisk elite, som ingen har stemt på.

Resultatet bliver stigende social ulighed, klimakatastrofer og et demokrati, der tømmes for indhold.

Nordisk socialisme giver sine læsere en glimrende pædagogisk indføring i, hvordan den moderne kapitalisme fungerer med gennemgange af arbejdets værdi, ’finansialiseringen’, kapitalakkumulationen og jagten på øgede profitter og afkast som selve kapitalismes kerne.

»Samfundet bliver altså rigere og rigere, men mindre og mindre tilfalder de mennesker, der skaber værdierne og lever af deres arbejde,« konstaterer Dragsted.

Men hvad er så alternativet til et så uretfærdigt og i det lange løb umuligt system? Pelle Dragsteds svar er: netop socialisme.

Selvsagt ikke socialisme efter sovjetisk model, men derimod en mere stabil variant af den velfærdsstat, som de nordiske lande og måske især Sverige i visse henseender har taget fat på at afvikle.

Vi skal ifølge Pelle Dragsted bryde med den binære opdeling af socialisme og kapitalisme som to forskellige, »altomfattende« og hinanden gensidigt udelukkende systemer. Der har altid været mere eller mindre af det ene og det andet – se blot på forskellene mellem USA og de nordiske lande. På samme måde gør Dragsted sig til fortaler for et opgør med den antikverede modstilling mellem ’reformisme’ og ’revolution’.

Men er han virkelig nødt til at kigge så meget tilbage i det historiske bakspejl? Her må man undre sig, for hvem på dagens venstrefløj tror stadig på revolutionen – en mulig undtagelse ser jeg kun i de ganske små økomarxistiske grupper, der går ind for at angribe den fossile brændstofindustri og afskaffe demokratiet, om ikke andet midlertidigt, for at være i stand til at træffe de radikale beslutninger, klimakrisen kræver.

Renegat

Andre forældede marxistiske dæmoner, som Pelle Dragsted én gang for alle vil uddrive, er det rigide syn på marked og stat. Markedsøkonomien eksisterede før kapitalismen, og staten er ikke længere blot »et redskab i den herskende klasses tjeneste« – snarere afspejler statens vekslende dispositioner det vekslende styrkeforhold i klassekampen.

Det er nogle gange ikke helt indlysende, hvem Pelle Dragsted går i rette med i udlægninger som disse. Generelt har han dog to hovedmodstandere – dels de markedsliberalister, der utvivlsomt vil se ham som utopisk ekstremist, dels de traditionelle ’gammelsocialister’, der givetvis vil se ham som renegat.

Vi skal ifølge Pelle Dragsted bryde med den binære opdeling af socialisme og kapitalisme som to forskellige, »altomfattende« og hinanden gensidigt udelukkende systemer.

Vi skal ifølge Pelle Dragsted bryde med den binære opdeling af socialisme og kapitalisme som to forskellige, »altomfattende« og hinanden gensidigt udelukkende systemer.

Den socialisme, Dragsted er fortaler for, er altså en allerede afprøvet ’blandingsøkonomi’, hvor socialistiske ejerskabsformer nok skal være dominerende, men ikke enerådende. Han genopliver således det gamle svenske begreb om funktionssocialism – altså at staten regulerer i et så tilpas stort omfang, at kapitalisterne ikke kan bruge deres ejerskabsmagt »på asocial måde«. ’Kapitalisme med et menneskeligt ansigt’, kunne man kalde hans position.

Bogens hovedærinde er at sætte ejerskab på dagsordenen. Hvem ejer hvad? Hvem skal bestemme over produktionen og dens overskud? Hvorfor skal der hejses fuld stop for demokratiet ved arbejdspladsernes indgangsporte? Hvordan kan klimaspørgsmålet kobles til magten over produktionen? Her ligger også dens mest inspirerende overvejelser.

Pelle Dragsted udspænder en historisk bue fra 1920’erne og frem, som viser, hvordan diverse former for ejerskab har stækket kapitalens magt. Den demokratisk forvaltede offentlige sektor udgør i dag 25 procent af den danske økonomi, 20 procent bor i almennyttige lejeboliger, pensionskasserne forvalter milliarder, der findes statslige foretagender og andre kollektivt ejede virksomheder osv.

Ejerskab giver magt – en magt, som kan forvaltes meget bedre end i dag.

Pelle Dragsted redegør også for forskellige former for kooperative løsninger og afvejer fordele op imod ulemper. Det samme gør han derefter med de forskellige fondsmodeller. Og han går videre til nye løsninger på ejerskab af jord og boliger. Han skitserer også, hvordan almennyttige bankinitiativer kan realiseres. Dog er han måske lige lovlig naiv, når det gælder realismen i mulighederne for at udfordre tech- og it-giganterne, men alene det, at han vover at tænke i så store baner, er anerkendeselsværdigt.

Kapitalistisk mentalitet

Nordisk socialisme er stimulerende for den politiske fantasi og derfor også herligt engagerende, men indimellem gør Pelle Dragsted det for nemt for sig selv.

Her tænker jeg ikke bare på spørgsmålet om, hvordan nationalstaterne skal tage vital politisk magt tilbage. Problemet ligger et andet sted: I Pelle Dragsteds verden er kapitalismen noget ’abstrakt’, mens hans løsninger er ekstremt konkrete, næsten teknokratiske og udelukkende økonomiske. Hvad jeg savner, er forståelse af den kapitalistiske mentalitet som en stærkt hæmmende variabel for forandringer.

Arbejderklassen eller lønmodtagere i bred forstand er altid veget tilbage for at tage kampen ud i det åbne. Man er bange for at vække opmærksomhed, bange for at miste jobbet. Men under neoliberalismen er et nyt aspekt kommet til: Stadigt flere mennesker kobler deres opsparede midler på aktiemarkedet. Privatiseringen af ​​boligmarkedet betyder desuden, at man bliver ekstremt følsom over for udviklingen i rentesatserne og derfor vil være stærkt tilbøjelig til at stemme på dem, der sikrer markedsfremgange.

Man sidder med andre ord og kigger på sin aktieportefølje og ser, hvordan tallene bliver røde, så såre nogen regering vover at ymte noget om reguleringer eller andre ting, som markedet ikke bryder sig om, og bliver på den måde et let bytte for markedsliberalismens og vækstevangeliets ’ekspertise’. Kort sagt: Man bliver loyal over for kapitalismen, og her taler vi om en helt anden loyalitet end den, Antonio Gramsci tænkte sig med sit begreb om hegemoni.

Det er derfor, socialismen aldrig må begrænses til at være et spørgsmål om teknokratisk og økonomisk organisation, for den har til forskel fra kapitalismen en eksistentiel dimension: Hvordan skal vi indrette dette samfund, så det bliver så godt som muligt for alle i dette vores eneste liv? Så nu taler vi for alvor om at videreudvikle demokratiet.

Jeg har svært ved at sluge, at spørgsmålet om socialismens virkeliggørelse skal reduceres til noget, som bare er mindre kapitalistisk. Men lad nu bare den terminologiske strid ligge, den kan vi tage en anden gang. Vi har i dag akut brug for at se socialisme som et gennemførligt alternativ – som noget, vi kan kæmpe for, om så bare skridt for skridt.

Og med tanke på, at socialdemokratiske partier i dag helt har opgivet at tænke i sådanne baner, fremstår bogens projekt under alle omstændigheder stadig som radikalt samfundsforandrende.

Resignation

Socialisterne har opgivet kapitalismekritikken, konstaterer Pelle Dragsted. Man har resigneret, muligvis i skam over de forfejlede eksperimenter, som resulterede i alt andet end mælk, honning og manna fra himlen. Man er gået med den liberale myte om historiens afslutning. Han har fuldstændig ret!

Mens Pelle Dragsteds slagord om, at »kapitalismen har altid mødt modstand« stadig giver genlyd i mit hoved, går jeg ned i kælderen for at lede efter den blå spadseredragt, jeg tog på den dag i Örebro for så mange år siden, da vi med humor og fantasi forvandlede en demonstration af fondsmodstandere til et karneval. Dragten er dog ingen steder at finde. Men som jeg står og roder i gamle kasser med Nordisk socialisme som stadig virkende impuls i min sjæl, kommer jeg i tanker om en ting.

Mens vi i Kommunistisk Ungdom gjorde nar af borgerlige fondsmodstandere, besluttede vores moderparti, Vänsterpartiet Kommunisterna (i dag bare Vänsterpartiet, red.), at undlade at stemme, da Riksdagen skulle tage stilling til lovforslaget, som gik ud på, at svenske selskaber lovpligtigt skulle aflevere aktier svarende til 20 procent af overskuddet til fonde, som fagbevægelsen skulle kontrollere.

Kommunisternes argument var, at disse fonde stort set ville blive meningsløse: »Som at hugge hovedet af kapitalismens skygge.«

Hvad er alternativet til et uretfærdigt og i det lange løb umuligt system? Pelle Dragsteds svar er: socialisme.

Hvad er alternativet til et uretfærdigt og i det lange løb umuligt system? Pelle Dragsteds svar er: socialisme.

Socialdemokratiet fik alligevel flertal for forslaget om fondssocialisme, om end i en udvandet version. Men stod alene tilbage, da de revolutionære havde sagt deres mening.

Så meget på vildspor var den yderste venstrefløj dengang, så fanget var den af sit eget binære begrebsapparat.

Men 37 år senere gik Bernie Sanders til angreb på Wall Street med lignende tanker om ’nordisk fondssocialisme’. Så nej, historien er bestemt ikke slut.

Pelle Dragsted: Nordisk socialisme – På vej mod en demokratisk økonomi, Gyldendal, 450 sider. 300 kroner. Udkommer lørdag d. 1. maj.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Margit Johansen

Hurra. Pelle Dragsted er guld værd for den danske model og udviklingen af vores velfærdssamfund. Næste skridt må være et livtag med parlamentarismen som vi kender det - et udpint pseudo demokrati på skrømt, hvor lokal- og kommunalplaner dispenseres, omgås og manipuleres i en uhellig alliance af (velmenende ?) byggematadorer og lokalpolitikere. Det lokaldemokrati der tillader millioner af mink, grise og kyllinger på al for lille plads. For ikke at tale om ældre, børn og unge. For at løse problemer der er for store, strukturelle, for et enkelt sogneråd. Hvad gør vi - Dragsted?

Annette Chronstedt, Estermarie Mandelquist, Kim Benzon Knudsen, Anders Graae, Benta Victoria Gunnlögsson, Ole Frank, Steen K Petersen, Carsten Sperling, Katrine Marie Christiani, Steen Obel, Birte Pedersen, ingemaje lange, Torben Arendal, Torben K L Jensen, Susanne Kaspersen, Steffen Gliese og Vibeke Zacho anbefalede denne kommentar

Forhåbentlig er Stauning retro ikke den nye vej for venstrefløjen. Det manglede sq da bare.
I det hele taget er det ret problematisk, at Dragsted - der næsten og rent idologisk har taget den samme rutchetur som Mathias Tesfaye - ophøjes til venstrefløjens nye orakel - som afløser af Preben Wilhjelm?. For 20 år siden var han medlem af Anti-fascistisk aktion, der gik fysisk til modstand mod klassesamfundet. Så gled han gradvis ind i Enhedslistens hierarki, og er så - foreløbig - endt med at kolportere Socialdemokratiets og LO’s ideer om økonomisk demokrati.
Hertil kommer hans "forståelse" eller accept af identitetspolitiske stømninger og krænkelsestendenser på universiteterne og blandt nutidens unge sarte sjæle.
Dragsted designede/oprettede "ungdomspartiet" Rød-Grøn Ungdom som et alterantiv til de mere uregerlige ig uafhængige SUF’ere.
Dragsted har tiden for sig, så der skal nok komme mere.

Alvin Jensen, Georg Christiansen, Kaj Julin, Mads Berg og Jan Jensen anbefalede denne kommentar

Mange af de socialdemokratiske ministre har også skrevet bøger, hvor de beskriver hvordan en meget ideologisk socialdemokratisk boligpolitik eller en arbejdsmarkedspolitik kan se ud. Og indrømmet, det ser da meget godt ud, men som Dragsted, ligefrem at sætte sig til skrive bogen om hvordan en meget ideologisk socialdemokratisk ejerstruktur kan se ud?

Lad os håbe at det fremtidigt Frederiksbergmandat kommer til at fylde hele hverdagen ud...

Vi har brug for forskellige slags idealer for at forændre demokratisk den nuværende markeds-dogmatiske kapitalisme. Denne her, som styrker og promoverer den solidariske civil samfund og andelstanken, er meget nødvendigt.

Jette Steensen, Eva Kjeldsen, Katrine Marie Christiani, Torben Arendal, Hans Ditlev Nissen, Lars Løfgren, Susanne Kaspersen, Kurt Nielsen, Steffen Gliese og Per Klüver anbefalede denne kommentar
Svend-Erik Runberg

I Danmark brandbeskatter vi arbejdsindtægter. Til gengæld er vi meget tilbageholden med skat på arbejdsfri indtægter. Lad os bytte om på dette forhold.
For godt 55 år siden læste jeg Henry Geoge: Fremskridt og Fattigdom (1905). Det er tid til at jeg genlæser.

Anders Olesen, Tommy Clausen, Alvin Jensen, Birte Pedersen, Jesper Frimann Ljungberg, ingemaje lange og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Svend-Erik Runberg, lad være, det er blændværk, værdi skabes, og det er snarere det, vi skal frem til: at der i det mindste ligger en indsats bag, ikke blot passiv besiddelse. Det er meningsløst at operere med værdier, der ikke ligger aktiv handling bag: man kan ikke spise penge eller bygge huse af dem. Man kan måske sy dem sammen, men de er ikke det bedste materiale.

Ole Henriksen, Steen Obel og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Hvad der står i Pelles bog - og hvor meget af det anmelder Åsa har fået med, det må jo vise sig.
Mit indtryk er, at Pelle er realistisk - og mit håb er, at han lykkes - og meget gerne får endnu flere gode idéer end her præsenteret - samt at han får bred opbakning :-)

Kim Benzon Knudsen, Ole Henriksen, Søren Christensen, Kurt Nielsen, John Scheibelein, Peter Ravn-Olesen, Steffen Gliese, Svend-Erik Runberg og Birte Pedersen anbefalede denne kommentar
Atilla Thcengiz

Jeg ville gerne have troet på "Nordisk" Socialisme hvis de store kanoner som Palme og Auken var i live og gav deres støtte til projektet. Dragsted med sin naivitet vil nok ende som en ny Nordisk Gorbatjov. Længe leve Den Internationale Solidaritet og Det Kommunistiske Cuba.

Nu er det nu kun Pelle og nogen få andre der vel gentage SDs kunststykke. Els årsmøde har ikke vedtaget noget nyt i sagen og derfor er parties politik ikke endret - selvom nogen tror det. Partidemokratiet længe leve.

Poul Erik Pedersen

Atilla Thcengiz 29.4 21.04:
Jeg har følgende spørgsmål: hvad får dig til at mene at Dragsted fremstår som naiv?
Hvad lægger du i det, når du forudser at Dragsted vil ende som den nordiske Gorbatjov?

mvh. poul.

Steffen Gliese

Pelle Dragsted lægger sig smukt i forlængelse af en meget lang dansk tradition, hvor vi altid har trukket på samme hammel, bortset fra i kortere tidsrum, hvor liberalismen har fået indflydelse.
At trække på samme hammel, at skabe lighed, frihed og fællesskab, ikke at kræve månen ned på jorden, men tværtimod forholde os realistisk til et rimeligt forbrug.

Ib Jørgensen

Det er destruktion af natur og biodiversitet, der er vort egentlige (eneste?) problem. Vi skal producere vort liv og vore livsfornødenheder på en fundamentalt anden måde. Hvis - jeg gentager HVIS - dette er en bagvedliggende præmis for Pelle, så OK - men lad os få den frem i lyset. Lad det stå klart for fremtidens socialistisk producerende arbejdere, at de må give afkald på mange af de 'behageligheder' som den kapitalistiske produktionsmåde har muliggjort. Vort fødeforbrug vil blive langt mere enkelt og ikke levne plads til et utal af spisesteder ude i byen. Vort kulturliv vil ikke give muligheder for og plads til en luksuøst udstyret, overforbrugende elite. Vi vil ikke kunne tillade os den naturødelæggende mobilitet i form af ubegrænset brug af biler og flyvemaskiner, som vi er blevet vænnet til. Til gengæld vil vi blive mange flere til at tage os (godt) af vore gamle og vore børn, ligesom vi vil kunne indrette os i lokalmiljøer, med langt mere hensyntagen til personer med problemer. Det vil blive nødvendigt med en helt anden mennesketype, end den vi har udviklet under kapitalismen. På dette punkt er jeg bange for at Pelle deler blåøjethed med en anden og tungere nutidig samfundskritiker, nemlig Jürgen Habermas, som er af den overbevisning at vi i en rationelt styret debat vil kunne få vort eksisterende system omformet til en demokratisk økonomi, uden tanke for de helt basale ændringer, som klima- og biodiversiteskrise i hastigt stigende grad stiller os overfor.

Steffen Gliese

Vigtigst af alt, Ib Jørgensen, er oplysning. Ikke blot her, men måske især i udsatte områder, hvor slaget om naturens selvdestruktion skal slås.
I går bragte 'Vores Vejr' på DR1 den sørgelige historie om de mange træer, man forsøger at plante i et bælte over Afrika for at standse ørkenvæksten.
Her kommer det frem, at man på intet tidspunkt har fået forklaret projektet for de folk, der bor tæt ved og reelt skal yde arbejdet for deres egen og miljøets skyld.
Så nu får det en ny chance, ansporet af idealisme og engagement.

Man kan nedbryde kommunisme, man kan ikke nedbryde demokrati desværre.
Vi lader billedet stå et øjeblik.

Flemming Olsen

Vel et udmærket karrieretræk at rykke ind mod midten og mod Socialdemokratiet. Hvorfor ikke opholde sig der, hvor magten skabes og fungerer i stedet for at forblive passivt stemmekvæg hos Enhedslisten, der alligevel straffer vedholdende og erfarne politikere med deres rotationsprincip? Mette Frederiksens ny-Ankerisme med en økonomisk kurs til venstre for midten med mere statsstyring og en udlændinge/indvandringspolitik til højre for DF passer ham vel meget godt. Hvis Dragsted først kommer ind i Socialdemokratiet er vejen banet for ministerposter og måske en platform for en rejse længere ud mod højre, hvis lejligheden byder sig. Andre har gjort turen før i historiens løb. Hvis Jens Rohde kan blive Kristendemokrat, kan Dragsted vel også blive Socialdemokrat.

Atilla Thcengiz

@ PEP

Tak for din interesse og spørgsmål. Jeg mener at Dragsted er naiv hvis han tror at man kan opnå en ny form for Nordisk Socialisme ad reformisme som social-demokraterne har pladret for i mere end et århundrede. Samme fejl begik Gorbatjov ved at love en transformation af USSR til en Nordisk Velfærdssat, og derefter opgive hele molevitten til de neo-liberale kræfter. At nedfryse hele ideen og ideologien om Kommunisme til Velfærdstat er en kortslutning med fatale konsekvenser. Cuba har aldrig opgivet utopien om Kommunisme og tager stadig små men sikre skridt hen imod en bedre verden, ikke mindst på sundhedsområdet hvor de gør en stor indsats over hele verden, uanset religion og ideologi. Det er en mønster stat der bringer håb i en verden bragt i kaos af neo-liberalismen som de social-demokratiske partier for længst har overgivet sig til.

Steffen Gliese

Atilla Thcengiz, hele verden blev neoliberal, fordi der ikke længere var et pres fra Østblokken.
Det var forståeligt sine steder, men det var aldrig forståeligt i Skandinavien, der uafhængigt af de større landes behov for massefremstilling til eksport havde en blandingsøkonomi, som Dragsted nu ganske fornuftigt peger på, at vi uden problemer kan genskabe. Det er jo netop ikke noget nyt, det er at tage konsekvensen af 40 års fejl kurs i forhold til det samfund, langt de fleste gerne vil have, og som det sidste år har vist os en flig af igen.

Poul Erik Pedersen

Attila Thcengiz 30.4:
Jeg beklger at jeg svarer sent - men: jeg mener der foreligger et afgørende problem i, uden videre, at foretage en ukritisk sammenligning mellem Sovjetunionen under Gorbatjov, Cuba og så de nordiske velfærdsstater.
Problemet består i at denne sammenligning sker uden hensyntagen til at hver enkelt land har en lang forudgående historie, som er medvirkende til at skabe fundamentalt forskellige vilkår for at realisere et socialt velafbalanceret samfund.
Så vidt jeg er orienteret er der endog meget stor forskel på både den sociale, økonomiske og politiske udvikling i Skandinavien, Sovjetunionen og Cuba. Lad mig blot minde om en enkelt ting: de skandinaviske velfærdsstater havde allerede i årene op mod 1920 fået etableret borgerlige demokratiske politiske strukturer. Dette betød bla. at der var blevet etableret store massepartier, der var tale om en høj grad af organisering inden for meget store dele af de sociale klasser i alle landene. Dette betød også at aktørerne i den politiske og sociale kamp, havde en stor del af opmærksomheden rettet mod det politiske system. Et system som man troede på lod sig demokratisere og bruge til gavn for de dårligst stillede klasser.

Så vidt jeg er orienteret gjorde der sig ganske andre forhold gældende, både for Gorbatjovs Sovjetunionen og Cuba. Det er derfor et åbent spørgsmål, hvilken indsigt en sådan sammenligning egentligt bringer med sig. Endvidere om denne indsigt kan tjene som dokumentation for Dragsteds angivelige naivitet.

mvh. poul.