Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Phie Ambos film om klimaloven er opløftende, selvom den lader politikerne løbe med æren

Der er håb at hente i ’70/30’, filmen om tilblivelsen af den ambitiøse klimalov, hvor man ser, at alle stemmer tæller. Men filmen glemmer, at klimaet ikke kom på dagsordenen på grund af ros og opbakning til ført politik, men som resultatet af et massivt folkeligt pres
Phie Ambos film ’70/30’  afdækker det politiske forløb omkring tilblivelsen af den ambitiøse klimalov.

Phie Ambos film ’70/30’ afdækker det politiske forløb omkring tilblivelsen af den ambitiøse klimalov.

Marie Hald

Kultur
22. april 2021

Hvis man, som jeg, var desillusioneret og skamfuld efter at have fulgt Greta Thunbergs desperate kamp for at få de voksne beslutningstagere til at tage klimaforandringerne alvorligt i filmen Greta, så er der håb at hente i Phie Ambos nye film, 70/30, der åbner dette års udgave af dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX.

Det er tydeligt, at Phie Ambos film har et helt andet udgangspunkt end de mange katastrofedokumentarfilm, som beskæftiger sig med klimaet. 70/30 afdækker det politiske forløb omkring tilblivelsen af den ambitiøse klimalov og de første politiske aftaler, der skal sikre 70 procents reduktion af Danmarks CO2-udslip i 2030, sammenlignet med tallene fra 1990.

Phie Ambo har fået privilegeret adgang til forhandlingslokaler og toppolitikere, men hendes film handler i lige så høj grad om, hvor stor indflydelse selv de mindste stemmer kan få. Således fylder 14-årige Selma de Montgomery fra Fridays For Future og Esther Kjeldahl fra Den Grønne Studenterbevægelse lige så meget som Ida Auken (dengang De Radikales klimaordfører) og klimaminister Dan Jørgensen.

Dedikeret klimaforkæmper

Phie Ambo er en prisvindende filminstruktør, der både som dokumentarist og aktivist beskæftiger sig med den grønne omstilling. I film som Så meget godt i vente (2014) om biodynamisk landbrug og Genopdagelsen (2019) om børns kontakt med naturen går hun poetisk og åbent undersøgende til hverdagsfænomener og er elegant upåtrængende, når hun stiller de påtrængende spørgsmål om, hvorfor ting er, som de er, og om hvordan de kunne være. Hun er tillige medstifter af Den Grønne Friskole på Amager. Hun har kort sagt alle forudsætninger for at blive desillusioneret som aktivist, da hun pludselig befinder sig midt i de politiske forandringer, der synes at gå så umådeligt langsomt.

Men det bliver hun ikke. Tværtimod tilbyder 70/30 indsigt i politikernes hårde arbejde for at nå de mål, som klimavalget i 2019 krævede af dem. Ida Auken fremstår som den dedikerede klimaforkæmper, der endelig oplever momentum, men ikke mister forbindelsen til de græsrødder, der er så afgørende i klimasagen. Vi ser hende mødes med aktivister og grønne organisationer og agere lyttende og anerkendende over for de børn og unge fra blandt andet Fridays For Future og Den Grønne Studenterbevægelse, der har sikret hendes politiske dagsorden dette momentum.

Brug for forbilleder

Det er underholdende at se kontrasten mellem Ida Aukens orientering mod græsrødderne og klimaminister Dan Jørgensens fokus på den udenlandske ros af dansk klimapolitik og på at skrive historie. Men igen udstiller Phie Ambo aldrig klimaministeren som anerkendelseshungrende toppolitiker. Man tænker: ’Nå ja, whatever makes you tick, Dan Jørgensen. Hvis det giver dig energi at blive citeret i Financial Times, så under vi dig gerne det.’

Men måske også fordi det er rigtigt, at verden har brug for forbilleder, og for at nogen går først, som da Danmark i december traf en historisk beslutning om at afslutte udvindingen af olie og gas i Nordsøen (ganske vist først, da det ikke længere ville møde modstand). Og fordi Dan Jørgensen sender sygemeldte Ida Auken en kærlig sms og giver hende en stor del af æren, da Nordsøaftalen er en realitet.

Politikerne fremstår som hårdtarbejdende gode kolleger, der gør deres bedste. Og man forstår godt Phie Ambos overraskelse og behov for at fortælle verden om det. Det ligner den anerkendende afskedssalut, som forfatterne Peder Frederik Jensen og Kaspar Colling Nielsen forlod deres job som taleskrivere for ministre med.

Procesorienteret provinsialisme

Men denne erkendelse af og fokus på, at politikere er sympatiske, hele mennesker, har den uheldige sideeffekt, at kritik af dem fremstår obsternasig.

Selv om det tydeligvis er ment i sjov, så er det faktisk ikke særlig morsomt at opleve klimaministeren fantasere om vold mod de journalister, der ikke lægger sig fladt ned i benovelse over regeringens seneste klimatiltag, men insisterer på at spørge, om det ikke er lidt for lidt og lidt for sent.

Når man kun portrætterer loven og andre politiske aftaler som ubetingede fremskridt, historiske aftaler, politiske svendestykker, forbilleder for udlandet, så kommer kritiske spørgsmål og granskning til at fremstå reaktionært kværulantiske og som procesorienteret provinsialisme.

Men klimaloven og det politiske engagement i klimasagen er ikke resultatet af, at en bred gruppe enige politikere søgte og fik opbakning i befolkningen, men af et massivt folkeligt pres, der gjorde klimaet til den vigtigste dagsorden ved det seneste valg. Vi husker vel alle, hvordan langt de fleste politikere var defensive og tilbageholdende, indtil de så, at hvis de skulle vælges, så skulle de rykke sig markant på klimaet. Hvad ville der være sket, hvis det pres lettede, og politikerne fik arbejdsro efter valget? Ville klimaloven være blevet så bredt politisk funderet? Ville den blive andet end gode intentioner? Klimaloven fortjener anerkendelse, og det fik den, også i nærværende avis, men blivende forandring kræver konstant årvågenhed. En bevægelse har brug for skub. En film har selvfølgelig også brug for en skurk, men er det hensigtsmæssigt at lade pressen spille den rolle i 70/30?

Opløftende film

Det er en lille anke mod en opløftende film, hvis fascinationskraft ligger i at være en del af den positive bevægelse, som den skildrer. Det får mig dog også til at tænke på en anden dokumentarisk fortælling med samme udgangspunkt, der lykkes bedre med det: Nemlig historiker Pernille Ipsens bog Et åbent øjeblik, der er et historisk funderet, men også personligt vidnesbyrd fra midten af den danske rødstrømpebevægelse.

Uden at tage noget fra rødstrømpernes revolutionære bedrifter viser Ipsen, hvordan der netop eksisterede et åbent øjeblik, hvor verden var moden og modtagelig over for radikale forandringer, og små skridt allerede var taget. Det er et ydmygt og nyskabende blik for bevægelsers anatomi og bæredygtighed.

Børn og unge fortjener uden tvivl den anerkendelse som Phie Ambos film, der også er dedikeret »til ungdommen«, giver dem, men vi gør den danske klimaindsats en bjørnetjeneste ved at reducere den til et moderne generationsopgør, som Ambos film tenderer til. Bevægelsen har været på vej længe, og med 70/30 er det tydeligt, at det er den stadig. Og tiden er nu. Øjeblikket er åbent.

’70/30’ – Instruktion og fotografi: Phie Ambo. Længde: 98 minutter. Kan ses på doxonline.dk fra 21. april kl. 19.00 til og med 5. maj.

Serie

En DOX om dagen 2021

Mens vi venter på, at biograferne åbner, afvikles årets CPH:DOX atter online – fra 21. april til 12. maj. Vi bringer daglige anmeldelser og artikler om en række af de væsentligste film på den internationale filmfestival

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Desværre var premieren her til aften kl. 19.00 ramt af teknisk uheld. Så åbningstale og film røg i vasken. Debatten formentlig ligeså.

Maj-Britt, prøvede du at se med via Google Chrome-browseren? Det virkede heller ikke hos mig, men det gjorde det i Microsoft Edge.

Maj-Britt Kent Hansen

Ja, Mikkel - det gjorde jeg, men uden held. Heller ikke løsningen med rabatkoden virkede. Og efterånden var jeg træt af først at ringe forgæves. Siden skrive mail, jeg ikke hørte på, men de er nok blevet bestormet. Ærgerligt for dem og for os.

Du så (noget af) filmen. Og hvad med debatten? Gik den igennem?

Margit Johansen

Filmen mangler billledre og lyd af det politiske pres der virkelig har lagt kursen siden 70'ernes 'forurenings - diskurs* til dagens " 70 % reduktion" - nemlig partiforeningernes 'pres på de parlamentarikere de opstiller til valgene. Det er sikkert svært at få indblik i - men har været afgørende, når så mange opstillede kandidaters agenda var klimagrøn ved sidste valg. Og de blev valgt.

@maj-britt
Ja, da jeg først fik Edge op at køre på en anden pc (via det link, jeg var blevet tilsendt), så så jeg både det meste (gætter jeg på) af Tines tale, filmen og debatten.

Niels Johan Juhl-Nielsen

Jeg vil gerne udtale mig om filmen, som jeg iøvrigt anbefaler som grundlag for en god samtale.

Til NY TID (www.nytid.no) har jeg anmeldt filmen og du kan læse min omtale her: https://www.nytid.no/70-30/

Der er også en engelsk udgave: https://www.moderntimes.review/70-30/

Jeg er nok lidt mere kritisk end Anita Brask Rasmussen. Døm selv.

Jeg har nu selv ’anmeldt’ dette års åbningsgalla på min egen idiosynkratiske blog om dokumentarfilm, hvilket jeg i øvrigt har gjort siden (med enkelte svipsere) 2012. Søg efter DOComedy Now, hvis du vil læse det.

Atilla Thcengiz

Længe siden at jeg har foretaget billedanalyse, men der er et eller andet rammende ved dette bizarre billede: fed røv, smilende mega selvsikker konvertit af en prinsesse i totalt hvidt, noget usikker minister ansvarlig for Hot'n Here...