Anmeldelse
Læsetid: 10 min.

Sharon Stone, der er langt mere end sin villighed til at smide tøjet, slår igen i ny selv(hjælps)biografi

I ikoniske filmroller blev hun en af 1990’ernes hotteste stjerner, men kæmpede for at blive respekteret. I erindringsbogen ’The Beauty of Living Twice’ genovervejer Sharon Stone et liv med overgreb, betydningsfulde instruktører og en voldsom hjerneblødning, der fik alt til at ændre sig
Livstruende hjerneblødning, operation mod brystkræft, incest, tørre tæsk og et modvilligt Hollywood er blot nogle af de elementer, der udgør historien om Sharon Stone.

Livstruende hjerneblødning, operation mod brystkræft, incest, tørre tæsk og et modvilligt Hollywood er blot nogle af de elementer, der udgør historien om Sharon Stone.

Globe Photos

Kultur
9. april 2021

Det er måske for meget sagt, at Sharon Stones liv består af én lang række ulykker. Men at det ikke har været nogen dans på roser, kan man forvisse sig om ved at læse den nu 63-årige skuespiller og filantrops nye erindringsbog, The Beauty of Living Twice. Livstruende hjerneblødning, operation mod brystkræft, incest, tørre tæsk og et modvilligt Hollywood er blot nogle af de elementer, der udgør historien om Stone.

Jeg har altid været stor fan af hende. Jeg lagde første gang mærke til hende i rollen som Arnold Schwarzeneggers hårdtslående kone i Paul Verhoevens Total Recall (1990), hvor hun i en actionfyldt scene deler øretæver ud til Arnold, der kun med nød og næppe undgår at blive slået ihjel.

Men som så mange andre blev jeg for alvor betaget af Stone i Verhoevens erotiske thriller Basic Instinct (1992), hvor hun på én gang var smuk og tiltrækkende og skræmmende i rollen som den succesfulde krimiforfatter Catherine Tramell, der også er en iskold morder.

Det er en rolle, som 30 år senere og på godt og ondt stadig definerer hende – og folks opfattelse af, hvem hun er som menneske og som skuespiller: en stjerne, der var villig til at smide tøjet og dyrke hed sex på film, et sexsymbol.

Aldrig blot sit udseende

Selv om Sharon Stone aldrig er blot sit udseende eller sin seksualitet i de film, hun medvirker i – hendes personer har hemmeligheder – har det tilsyneladende gjort det svært for mange at se eller anerkende hendes uomtvistelige talent. Et talent, hun igen og igen har understreget i store og små roller i de mere end 100 film og tv-serier, hun har medvirket i. Også i Basic Instinct, hvor hun leger lige så meget med publikums forventninger og fordomme, som hun leger med Michael Douglas’ politimand, der falder for Tramell, mens han jagter hende.

Som hun skriver i bogen: »Prøv selv at spille en seriemorder, en sociopat, med en fantastisk instruktør og en superstjerne som Michael Douglas og få det til at fungere, og fortæl mig så, at det alt sammen skyldtes, at du viste din krop.«

Sjovt nok fik Douglas aldrig kritik for også at smide tøjet i filmen.

Basic Instinct var kulminationen på mere end ti års hårdt og – forekom det indimellem Stone – ørkesløst arbejde i Hollywood. Den gjorde hende til stjerne, berømt og berygtet og medførte både penge og karrieremuligheder, hun ikke tidligere havde haft. Det var en spændende og krævende film for hende at lave, fordi hun gravede dybt i sin psyke og brugte mørket fra sin fortid til at leve sig ind i rollen som morder.

Usentimental bog

The Beauty of Living Twice er ikke så meget en traditionel selvbiografi som en række mere eller mindre kronologisk organiserede erindringsglimt fra Sharon Stones liv. Det er en meget ligefrem, usentimental og tilsyneladende ærlig bog, hvor Stone ikke forsøger at skjule egne fejl og mangler.

I bogen kalder Stone flere gange sig selv ’overlever’, og det er en af hendes vigtigste pointer – det, hun gerne vil give videre til sine læsere – at man ikke må give op, heller ikke, selv om hele verden er imod én. Man skal blive ved med at svinge med battet efter alle de bolde, der bliver smidt i ens retning.

»Vi var stærke, vi var irske, vi så rigere ud, end vi var. Vi så ud, som om vi havde styr på det. Om ikke andet havde vi stolthed,« skriver hun om sin opvækst.

»Når min far stillede vores nypudsede sko frem på rad og række på køkkenbordet, vidste jeg noget om mig selv. Jeg vidste, at vi ville fortsætte med hovedet holdt højt; jeg vidste, at vi var overlevere.«

Kvinde i en mandeverden

Bogen begynder med den voldsomme hjerneblødning, der i 2001 – kort tid efter terrorangrebet den 11. september – var meget tæt på at tage livet af Sharon Stone, fordi den til at begynde med blev både fejldiagnosticeret og fejlbehandlet.

Det tog hende flere år at komme sig over hjerneblødningen og genvinde sit syn, sin evne til at tænke og tale og ikke mindst arbejde. Det var tæt på at koste hende alt, både økonomisk og karrieremæssigt, men det gav hende også den gave, at hun endelig kom tæt på de forældre, hun altid havde følt sig på afstand af.

Sharon Vonne Stone blev født den 10. marts 1958 i Meadville, Pennsylvania, hvor hun også voksede op og boede indtil sine sene teenageår. Det var en både lykkelig og barsk opvækst i Amish-land – hillbilly-land kalder hun det selv.

Af sin hjemmegående mor lærte Stone alt det, der skal til for at holde hus og klare sig selv, inklusive hårdt arbejde og disciplin. Af sin far, der var metalarbejder, lærte hun at jage og ride og begå sig i en mandeverden, og som barn og ung ville hun hellere hænge ud med drengene, sine brødre, end være sammen med pigerne.

Det er et tema, der går igennem hele bogen – og Stones liv. Hun skriver, at hun aldrig har haft lyst til at gøre det, som forventedes af en kvinde i en verden fuld af mænd, især ikke i filmbranchen, hvor der »ikke er plads til babyer«.

Hun skriver på et tidspunkt: »Folk plejede at sige: ’Sharon Stone har de største nosser i Hollywood’. Det er ikke et tilfælde, at jeg var den første kvinde til at blive betalt noget, der blev anset for at være respektabelt – stadig en hel del mindre end mænd, men mere end kvinder var blevet betalt tidligere. Folk kritiserer mig og siger, at mænd er bange for mig. Det giver mig bare lyst til at græde.«

Modbydelig morfar

Hun var et fremmeligt og meget begavet barn, der senere gik på gymnasiet og universitetet på samme tid, hvilket bragte hende på kollisionskurs med mange jævnaldrende. Der var eventyr og flamboyante skikkelser i Sharon Stones familie, som stammede fra Irland, men der var også mørke sider og hændelser, som prægede hende.

I bogen fortæller hun om sin onkels alkoholisme og selvmordstrusler, om den fysiske afstraffelse, hun fik af sin far – når hun lavede gale streger eller ikke løste en opgave tilfredsstillende – indtil hun som 14-årig selv sagde fra, og han stoppede. Og om den incest, som hendes voldelige morfar udsatte hendes lillesøster for, mens den underkuede mormor forhindrede Sharon i at forlade lokalet.

I mange år forstod Stone ikke, hvorfor hendes forældre – som tydeligvis elskede hinanden højt – ikke i højere grad demonstrerede, at de også elskede deres børn. Men, har hun siden erkendt, at de ikke vidste bedre. Begge forældre havde selv haft en brutal opvækst. Moren blev som barn sendt ud for at tjene, og hun blev gift med Stones far og fik sit første barn allerede som 16-årig. Det reddede hende fra hendes egen far, men hun nåede aldrig selv at få en barndom eller lov til at drømme.

Morfaren døde, da Stone var 14, og hendes søster 11. Til begravelsen gik de sammen op til den åbne kiste for at se, om han nu også virkelig var død. Det var han: »Den bizarre tilfredsstillelse i, at han endelig var død, ramte mig pludselig. Jeg så over på hende (søsteren, red.), og hun forstod; hun var 11, og det var forbi.«

Et spirituelt menneske

Jeg har lidt svært ved at greje, hvor religiøs Sharon Stone egentlig er, men hun er meget spirituel og i hvert fald ikke dogmatisk, og ikke mindst buddhismen og dens meditative metoder betyder meget for hende. Indimellem tager The Beauty of Living Twice næsten form af en selvhjælpsbog.

Livstruende hjerneblødning, operation mod brystkræft, incest, tørre tæsk og et modvilligt Hollywood er blot nogle af de elementer, der udgør historien om Sharon Stone.

Livstruende hjerneblødning, operation mod brystkræft, incest, tørre tæsk og et modvilligt Hollywood er blot nogle af de elementer, der udgør historien om Sharon Stone.

The LIFE Picture Collection/Getty Images

Mod slutningen af bogen skriver hun blandt andet: »Jeg har lært at tilgive det utilgivelige. Mit håb er, at når jeg deler min rejse, vil du også lære at kunne gøre det samme.«

Personligt ville jeg gerne have hørt endnu mere om hendes filmkarriere og tiden i Hollywood, som har været præget af op- og nedture. Men i stedet for at fortælle om det hele har hun valgt at nævne de mennesker, instruktører og skuespillere, som har betydet mest for hende: Woody Allen, der så den da 21-22-årige models talent – som stor teenager flyttede Stone til New York og blev model for Eileen Ford – og gav hende den første lille filmrolle i Stardust Memories (1980); Martin Scorsese og Robert De Niro, der lærte hende så meget under optagelserne til Casino (1995) – hun blev fortjent oscarnomineret for sin præstation; og Arnold Schwarzenegger og hans entourage af stærke mænd, deriblandt danske Sven-Ole Thorsen, som hun blev venner med under optagelserne til Total Recall (1990). Selv om hun er demokrat, stemte hun på Arnold, da han stillede op til guvernørvalget i Californien.

Ti gyldne år

Sharon Stone skriver, at hun havde ti gyldne år i Hollywood – fra Basic Instinct til hjerneblødningen – men det var svært for hende at blive taget alvorligt som skuespiller og siden også producer på flere film.

I årene efter Basic Instinct fik hun adskillige gode og mindre gode hovedroller – det er hun meget ærlig omkring – og hun fortæller med begejstring om de bedste af sine oplevelser, blandt andet på den brillante western The Quick and the Dead (1995), som hun også producerede.

Det betød, at hun var involveret i de kreative beslutninger – indimellem til filmselskabets irritation – og det var således Stone, der sørgede for, at Sam Raimi blev hyret som filmens instruktør, at en dengang nærmest ukendt australier ved navn Russell Crowe fik en af de store roller side om side med Stone selv, og at en ung fløs ved navn Leonardo DiCaprio fik en anden.

Ikke noget offer

Sharon Stone fremstår umiddelbart som en stærk og uafhængig kvinde, der har gjort tingene på sin egen måde, også selv om det af og til har gjort hende upopulær i Hollywood. Hun har på sin vis været et feministisk forbillede, men at hun i endnu højere grad fortjener at være det, står klart, efter man har læst hendes bog.

Hun begræder, at den amerikanske filmbranche har været så mandsdomineret, som den var, men glæder sig over, at den nu, blandt andet takket være #MeToo, er ved at forandre sig: »De gamle drenges klub dækker ikke over det længere. Der er flere kvinder ved roret, og de er ikke i lommen på mænd, tvunget til at spille med eller blive fyret.«

Stone fortæller om et interview, hun gav i kølvandet på afsløringerne af filmproducenten og overgrebsmanden Harvey Weinstein, og hvor hun blev spurgt, om hun selv havde oplevet overgreb og sexisme i Hollywood. Hendes svar var at slå en latter op – for selvfølgelig havde hun det.

Forandret af hjerneblødning

Hjerneblødningen forandrede Sharon Stone, og hun begyndte i højere grad at hvile i sig selv og prioritere anderledes end tidligere. Engang betød skuespillet alt. Nu er familien – hun er enlig mor til tre adopterede drenge – og hendes velgørenhedsarbejde – omkring hjemløshed og aids/hiv-forskning – i centrum, og selv om hun stadig holder af at medvirke i film og tv-serier, så vælger hun dem med omhu.

Det var også det at være så tæt på at dø, der ifølge Stone gav hende behovet for at skrive The Beauty of Living Twice og modet til at være så ærlig som muligt. Men selv om bogen er fuld af både tragiske og voldsomme hændelser, er det ikke en deprimerende bog. Der er også mange gode stunder at mindes, og Stone har en direkte og usentimental måde at skrive på og en tør, underspillet form for humor, der løber som en befriende undertone igennem den meget personlige fortælling.

Modig opdagelsesrejsende

Sharon Stone har aldrig været bange for at sige fra, selv om det ofte gav hende problemer – »det er ikke helt forkert at sige, at jeg har røvrendt mig selv,« konstaterer hun på et tidspunkt – og hendes håb er, at hun med bogen kan inspirere andre kvinder til at stille sig frem og stå på deres ret. På de bageste sider er der navne, adresser og telefonnumre på steder, man kan kontakte, hvis man har været udsat for overgreb.

Og som hun skriver til slut: »Dette er vores historie. Det er historien om os, historien om kvinder, og vi er parate til at synge en ny historie, og dette er måden, jeg har tænkt mig at synge den på. Ved at fortælle jer dette.«

The Beauty of Living Twice er skrevet af en modig og stærk kvinde, der livet igennem har været på en ikke ufarlig opdagelsesrejse i sit eget liv, og som nu endelig synes at have fundet ud af, hvor og hvad hun er og vil være.

Sharon Stone: ’The Beauty of Living Twice’. Knopf. 256 sider. Kan købes/bestilles hos de fleste fysiske og virtuelle boghandlere

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

erik pedersen

Tak for fed anmeldelse Christian Monggaard ..!

Mvh Hanne Pedersen

Jakob Trägårdh, Tina Peirano, Eva Schwanenflügel, Christian Monggaard og Freddie Vindberg anbefalede denne kommentar