Allerede på trappen er der noget, der spjætter. Årets afgangsudstilling på Charlottenborg i København, hvor 28 kunstnere dimitterer fra seks års uddannelse på Det Kongelige Danske Kunstakademi, starter i næseborene.
Lugten kommer fra en mandshøj, sortmalet trækasse.
Der er sprækker mellem kassens lodrette bjælker, så man kan kigge ind. Men den er tom. Her er bare luft – og lugt. For kunstner Sophie Filtenborg har infuseret trækasser med skiftevis mineralske, rådnende og behagelige duftstoffer. Samme slags kasser dukker op igen og igen som en rød (eller rettere, sort og stinkende) tråd gennem Afgang 2021; som en påmindelse om, at kunst ikke bare er rart, men også ude på at lokke, pirre og snyde.
I den seneste tid har offentligheden ellers nok kunnet få det indtryk, at kunst fra Kunstakademiet ikke handler så meget om kunst. Efter år med historier om seksuelle krænkelser og undersøgelser af studiemiljøet satte stuntet, happeningen, hærværket, rematerialiseringen, eller hvad man nu vil kalde den aktion, hvor en gipsfigur af Frederik V blev smidt i havnen, trumf på en opfattelse i offentligheden af, at Kunstakademiet enten var identitetspolitisk rugekasse eller sexistisk og racistisk overgrebsmekka.
Institutleder Katrine Dirckinck-Holmfeld blev fyret og politianmeldt, og rektor Kirsten Langkilde fratrådte stillingen. For nylig blev kunstner og tidligere rektor for Det Fynske Kunstakademi Lars Bent Pedersen udnævnt som ny rektor.
Alles øjne er stadig skarpt rettede mod kunstuddannelsen på Kongens Nytorv. Derfor er det kun desto mere opløftende, at akademiet i år ikke bare udklækker en masse dygtige, nye kunstnere, men først og fremmest får en til at skærpe sit sansearbejde.
Hele kroppen må i spil på årets afgangsudstilling. Det har sjældent handlet så lidt om at være kritisk over for samfundsstrukturer eller kunsthistorien, men om, hvordan man overhovedet begriber verden. Ikke med begreber, men med lyd, lys, farve, lugt, varme og så videre.
Afgang 2021 på Charlottenborg er i år kurateret af det nørrebroske kunstner- og kuratorkollektiv Vermillion Sands. De tre kuratorer bag kunne have haft et værre hejs med at samle dimmitendernes 28 værker i et samlet udtryk, men har forløst det utvungent og opmærksomt.
Værkerne er sat i en rækkefølge, der får oplevelsen til at minde om en fødsel; først er der åbninger og tilblivelser, hvor beskueren vækkes, og hvor værkerne går på opdagelse. Efter lugtekassen på trappen møder man malerier af Johan Malik Andersen, hvor et senet mandehoved i tynde, grå konturer kun akkurat vrider sig fri af en hvid, klistret baggrund.
Johan Malik Andersen, Kick (2021). Installationsview, Afgang 2021, Kunsthal Charlottenborg. Foto: David Stjernholm.
Siden artikulerer værkerne tydeligere bestemte, stærke humører, som når Sufie Elmgreen viser teenage-vrangvillige pigbesatte malerier, eller når Alma Ulrikke Bille Stræde laver skæve, humoristiske atletikbaner for cyborgs.
Mod udstillingens slutning er det identiteten og forholdet til verden, der stadfæstes og undersøges, blandt andet i tæpper med indvævede tekstbidder af ængstelige pigefølelser, om hvem der er den lækreste dreng i klassen. Men selv de mere politiske eller eksistentielle værker peger lynhurtigt videre mod skabelse og væk fra stilstand.
Silkesøjler og rødkål
Midt i det første rum hænger to brede stykker silkestof ned fra ovenlysvinduet. Bannerne changerer mellem sort, grå og hvid, og de tynde stofbjælker, der bæver let i luften, virker størrelsesmæssigt monumentale. Silken er påtrykt uafkodelige bogstaver; måske snabel-a’er eller vildfarne noder.
Værket, der er lavet af Emilie Tarp Østensgård, peger ikke på sprogets utilstrækkelighed eller på usynlige barrierer, der adskiller os. I stedet synes søjlerne at hviske, at der er så meget at opdage; så mange uopdagede sprog, der blafrer i vinden. I baggrunden går et æsel rundt i Mary Ann Cvathes collageværk. Spredt vildt over et væghjørne er plakater med det kejtede dyr i gang med at forcere et landskab af afspærringstape og pop art-blomster. Ikke meget ulig den måde, jeg selv får lyst til at bevæge mig rundt.
Det bliver kun påskønnet af Marina Dubias lillebitte, men mindst lige så nysgerrige værk. Det består af en mystisk flakon med en gråblå væske og et skilt, der angiver, at værket også inkluderer en performance, hvor kunstnere på hemmelige tidspunkter vil komme og kysse kunstværkerne. Nedenunder står en vidunderligt poetisk materialeliste: »mennesker, institution, vægge, rødkål, vand, plastfilm, glasflaske, kanal, grafit.« Med kys og rødkål kan man også bedrive institutionskritik, synes Dubias næsten 70’er-flippede og samtidig æstetisk finttunede værk at sige.
Jeg har sjældent set en afgangsudstilling, hvor jeg har følt mig så lidt belært og så meget inviteret indenfor. Årets kunstnere jagter ikke tidsånd eller modpoler, men udstikker kursen for en anderledes omsorgsfuld måde at omgås verden på.
Det gælder endda værker, der behandler folkemord eller traumer – som blandt andre Javier Sagredo gør i et smukt, udspændt lærred fuld af huller og blærer. Frem for ødelæggelse, aner man snarere mønstre, landskaber og nye forbindelser i det arrede stof.
Javier Alvarez Sagredo, Bleach (2021). Detalje, Afgang 2021, Kunsthal Charlottenborg. Foto: David Stjernholm.
Det samme gør sig gældende i Isabella Solar Villasecas formidable videoinstallation TiquiTiquiTi went north (se fue pal norte). Villaseca undersøger, hvordan den chilenske musiktradition la cueca lever videre blandt eksilchilenere i Sverige. En nødtørftigt bygget tribune på snehvidt kunstgræs placerer rumligt beskueren i begge lande, og man husker, hvor mange af Pinochets torturkamre og henrettelsescentre, der var stadioner omdannet til fængsler. Stadioner, der senere blev brugt til cuecadans igen. Pludselig ekkoer musikernes klapperytmer nærmere skudsalver.
Rundt omkring Villasecas mangetydige værk står bittesmå skulpturer af pap, krydsfiner, vat, fleece og andre uædle materialer af Jesper Christoffersen. Som små fragmenter af et dukkehus – eller en krop eller et land – der kan samles på ny.
Internetfisk og alkymister
I et mørklagt rum finder man en menneskestor metalcylinder badet i et blåt lys. Det ligner skroget af et rumskib, og omkring cylinderen ligger bløde gummiskulpturer i former, der kunne være dybhavsfisk, forstørrede mitokondrier eller fyldte pastapuder. Værket handler om de køletanke til computerservere, der åbenbart findes på verdenshavenes bunde. Men med de underlige gummivæsner ved min side har jeg det næsten, som om jeg selv svømmer rundt i internettets ursuppe.
Der er dog også undtagelser fra denne regel om absolut åbenhed mod verden. I en videoinstallation læses en kritik af økonomiske teorier op over sfærisk baggrundsmusik, men det er så forklarende (og tørt) som økonomien selv, at man hurtigt må videre.
Klara Lilja, Resurrection (2021). Detalje, Afgang 2021, Kunsthal Charlottenborg. Foto: David Stjernholm.
Selv den allerede bredt anerkendte kunstner Klara Liljas afgangsværk mister pusten. På en silkedug ligger en opsplittet keramisk krop med en blækspruttearm i stedet for et ben. Der er strøet skovsnegle, stjerner og morterskåle omkring. Men alle delene er så nydeligt arrangerede og pænt farvelagte i guld og pastel, at det slet ikke når at blive surreelt. Det, der skal ligne et okkult ritual, stivner som rituel gentagelse.
Robotgymnastik
En af de få mere melankolske visioner finder man i Yujin Jungs lydinstallation af et koreansk ligklæde, der væves. Man lytter til frø til tråden, der bliver sået og kvinder, der småsnakker over rokken. Rummet er lydisoleret, så alle lydene er klangløse. Det gør værket effektfuldt klaustrofobisk, som var man selv begravet.
Samme sårbarhed går igen i Pauline Franssons malerier, der forestiller ensomme træer på bjergkamme, tunge sten på ustabile kvistbunker eller mennesker i snestorme. De klemte motiver er malet med en blanding af ægtempera, der er notorisk umuligt at male med, fordi det tørrer så hurtigt, og oliemaling, der er omvendt umuligt, fordi det tørrer så langsomt. Spændingen mellem det indtørrede, tynde ægtempera og den våde, tykke olie, spejler smukt de små lærreders udsatte motiver i elementernes hærgen.
Men ellers er der mestendels burlesk skræk og humor i det, man kunne kalde udstillingens midterdel.
Anna Rettl har malet skulpturlignende, orange kroppe på sort baggrund, og man kan ikke se, om kroppene er i gang med at danse eller dræbe hinanden. Sufie Elmgreen viser punkede og bevidst kitschede kæmpemalerier af regnbuer og kirkegårde – med spidse pigge langs lærredets kant. Materialelisten inkluderer blod. I samme rum serverer Svend Sømod strålende cocktails mixet automatisk af en algoritmestyret maskine, så man hver gang får en drink, der aldrig er skabt før.
Anna Rettl, Through the open doors all that could be seen was a milling crowd in a cloud of dust against the gilt (2021). Sophie Star Suaning (Sufie Elmgreen), SINGER (2021), SEEDING (2021). Sophie Filtenborg, The Force That Through the Green Fuse Drives the Flower (2021). Installationsview, Afgang 2021, Kunsthal Charlottenborg. Foto: David Stjernholm.
Der er lige dele dødsdrift, farveleg og filosofi i cocktailværket. Som om Sømod vil sige, at lige meget hvor højteknologiske vi mennesker bliver, så vil vi altid trænge til en sjus.
Robotløjerne fortsætter i Alma Ulrikke Bille Strædes skønne ansamling skulpturer, der ligner et omklædningsrum, hvor en cyborgtype akkurat har kastet sin rustning og hjelm efter dagens heltetræning. Kæmpe skulderbeskyttere som fra en 80’er-robotfilm er smidt skødesløst ved siden af en 3D-printet benbeskytter. Bagved står en buk, som man kender fra idrætstimerne, beklædt med hudagtigt stof og en ringbrynje lagt til tørre over sig.
Årgang 2021 virker ikke til at være bange for fremtiden; der er næsten ingen klimakriseværker eller indignation over samfundet at spore. Selv et videoværk med røgsøjler og bombede husede fra Kosovo-krigen er mest optaget af ødelæggelsernes svampeagtige former.
Tør man vove at sige, at der er optimisme at spore på kunstscenen? Oprigtig glæde og håb at finde i selv robotternes og internettets tidsalder?
Håbefuld politik
To nyfeministiske værker afslutter udstillingen håbefulde og følsomme.
Kajsa Karlsson har pillet sømmene i sit tøj op, og nu ligger halve skjorteærmer, kraver og bukseben i bunker klar til at blive syet sammen på ny. Langs væggene kører små videoklip, hvor Karlsson lægger ’antimakeup’: Hun maler randene under øjnene mørkere og bukker øjenvipperne nedad. Hun kalder sine værker for diæter, morsomme kure mod skønheds- og modeindustrien, men de yder ikke bare modstand mod patriarkatet og kapitalismen og så videre. De gør noget med tøjet og sminken, så man aner muligheden for en friere måde at klæde sig på til verden i værkerne.
Over Karlssons værker hænger der intet ringere end flyvende tæpper. Josephine Kamoun Johansson har indvævet humørsyge fraser som »Never give up« i graffitiskrift sammen med nuttede spøgelser og tegneseriehvalpe. Tæpperne er læsset til med hårde, umage følelser som »anguish« og »fake«, som kunne være taget ud af en brevkasse i Vi Unge – men tæpperne ser også ud til at være lige ved at kaste al samfundspresset af sig og svæve frit.
Afgang 2021 viser, at Kunstakademiet har utroligt meget mere at byde på end det, der skaber ophedede overskrifter i medierne.
Noget siger mig, at afgangselevernes håb, sanseinsisteren og æstetiske nysgerrighed kan vælte langt flere systemer, end gamle gipsfigurers svømmeture tør drømme om.
Afgang 2021. Kunsthal Charlottenborg. Til 23. maj.
