Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

De smukkeste øjeblikke i Deniz Kiys debutdigte er også de mest smertelige

Deniz Kiy digter i sin debut om de tråde, der løber mellem generationerne, og også mellem gamle og nye hjemstavne
Deniz Kiys digte åbner et intimt rum, hvis tråde trækker tilbage gennem generationerne.

Deniz Kiys digte åbner et intimt rum, hvis tråde trækker tilbage gennem generationerne.

Mishael Phillip

Kultur
9. april 2021

Som flere andre digtere, der har debuteret for nylig – Anna Rieder, Lasse Raagaard Jønsson, Jens Kæmpe – skriver Deniz Kiy i sin første bog, Blå øje, på den ene side helt uforfærdet lyrisk, med et både enkelt og kondenseret sprog, fuld af erindringsglimt, uden frygt for stemning og billeder. Som dem skriver han på den anden side også sådan, så hans digte skaber en lille fortælling. Tilsammen lader de læseren ane en verden og historie, der diskret, men utvetydigt er selvbiografisk.

Kiys digte åbner et intimt rum, sådan føles det, hvis tråde trækker tilbage gennem generationerne. De er på én gang en kærlighedserklæring til forældrene og bedsteforældrene og en klagesang over deres hårde, slidte liv. Eftersom forældrene er migreret fra Tyrkiet – i pressematerialet fortæller Deniz Kiy, at de og han er alevier, en religiøs minoritet, der ofte har været forfulgt; så eksakte bliver digtene aldrig – vil digtene i Blå øje også fastholde hjertetråde mellem Danmark og Tyrkiet.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her