Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Tegneserien ’Fremtidens araber’ er et eftertænksomt indlæg i den udlændingepolitiske debat

Riad Sattouf giver os et både forfærdende og underholdende indblik i et liv levet på tværs af grænser
Riad Sattouf giver os et både forfærdende og underholdende indblik i et liv levet på tværs af grænser

Fra ’Fremtidens araber’

Kultur
16. april 2021

I fjerde bind af sine barndomserindringer, Fremtidens araber – om et liv mellem Frankrig og Syrien med en fransk mor og en syrisk far og to yngre brødre – beskriver Riad Sattouf et chokerende vendepunkt i sit familieliv. Det er en foreløbig kulmination i denne sjældent nærværende, stilfærdigt polemiske, storsælgende og internationalt prisbelønnede fortælling om en multikulturel opvækst, om bristede idealer og nationalismens ødelæggende kraft. En af tidens toneangivende tegneserier.

Bogen, der dækker Sattoufs (f. 1978) niende til femtende leveår mellem 1987 og 1992, er det hidtil mest omfattende i en serie, der når den formentlig afsluttes i Frankrig næste år er planlagt til at omfatte seks bind. Det første skildrede Sattoufs årle ungdom med en energisk far, der som panarabisk idealist forkastede den europæiske akademikerkarriere, han med sin doktorgrad i historie fra Sorbonne-universitetet stod over for, til fordel for en usikker tilværelse på universiteter i Muammar Gaddafis Libyen og Hafez al-Assads Syrien.

Evigt uden for

Det etablerede lille Riads rolle som evigt uden for: Den blonde araber, som i faderens landsby Ter Maleh blev mobbet som ’jøde’— det værste skældsord på de kanter — mens han i Frankrig var ham den lille nervøse araberdreng med det underlige navn, der lyder som ’hendes fisse’.

Med en usædvanligt skarpt sanset hukommelse levendegjorde Sattouf særligt sine erindringer – visuelt, men også i lyd og lugt – fra et syrisk landsbysamfund, hvor børnene løb rundt og sked blandt 2.000 år gamle ruiner, kønnene var skarpt opdelt, og indskolingen var kulsort med tæsk, mobning og grotesk dyrplageri. Der foregik æresdrab i familiens periferi, og offentlige hængninger hørte til dagens orden på markedspladsen. Sattouf beskrev hårrejsende en konstant hadsk nationalistisk propaganda og den allestedsnærværende paranoia, der næres i befolkningen i en diktaturstat.

Alt sammen meget tæt på uforsonligt, men det tjener Sattouf til ære, at han ikke mindst, som han har udviklet serien over de følgende bind, forlener sin vrede med ofte varm humor og kærlighed til såvel sin syriske som sin franske familie. Den i starten meget passivt karakteriserede mor, Clémentine, træder i stigende grad i karakter i nærværende bind, som også skildrer det endelige knæk i faderen Abdel-Razaks selvforståelse: Det er i portrættet af ham, at serien menneskeligt underbygger sin indlevede dokumentarisme og sin indædte kulturkritik.

Præget af uforenelige modsætninger

Abdel-Razak finder arbejde i Saudi-Arabien, men uden familien, som i stedet skiftevis opholder sig i Bretagne, tæt ved Clémentines mor, og i Ter Maleh. Hverken faren eller hans familie er særlig rettroende, men han forsøger halvhjertet at styrke religionen i hjemmet efter at have gennemført den traditionelle pilgrimsfærd, eller Hajj, til Mekka. Dette bekræfter hans stolthed som muslim, men det vundne undermineres samtidig af hans generelle dovenskab og selvoptagethed.

Han frustreres endvidere af sin kones stigende modstand og bliver mere og mere fraværende i familien, da de endegyldigt etablerer sig i Frankrig, og han oplever samtidig alvorlige problemer på jobbet. Sattouf tegner ham subtilt frem som en mand under sammenbrud, plaget af uforenlige indre modsætninger. Hans mangeårige beundring for den panarabiske heltefigur Saddam Hussein flammer op under invasionen af Kuwait i 1990 og brænder lige så hurtigt ud i knusende desillusion, da USA og deres allierede fordriver Iraks hær. Det fører alt sammen til, at han tager den fatale beslutning, der afslutter bindet.

Det er i denne skildring, at Sattoufs enkle og karikerede tegninger flottest viser deres nuancering: den skrutryggede, let kalveknæede og pludselig skrøbeligt udseende skikkelse uden sokker i skoene, som Riad har foran sig, der, hvor han engang så en dynamisk og imponerende skikkelse.

Et eftertænksomt og vanskeligt indlæg  i debatten

Selvportræt er derimod lidt vel naivt – unge Riad er den passive oplever, læseren kan spejle sig i – men Sattouf bruger sin far som spejl for den kulturelle splittelse, der også definer ham selv. Hvor Riad følger med strømmen mellem fransk teenagetilværelse og ulmende konflikter på hjemmefronten, udspiller konflikten sig med ødelæggende voldsomhed i Abdel-Razak. Det tangerer tragedien og fordrer i sidste ende empati, til trods for at det kan være svært at sympatisere med den egoistiske, racistiske, hykleriske og uduelige figur, faren i lange stræk udgør.

Fremtidens araber er under overfladen en fortælling om nationalisme og ideologi, hvilket understreges af den måde, Sattouf i sin staffagefarvning koder de forskellige lande, handlingen udspiller sig i: blåt for Frankrig, lyserødt for Syrien, gult for Libyen og så videre. Fortællingen er blottet for den satire, hans tidligere kolleger på den franske ugeavis Charlie Hebdo så balstyrigt grovkornet praktiserer. I stedet er den et eftertænksomt og vanskeligt indlæg i en både stor- og udlændingepolitisk debat, som i stigende grad udarter sig i polarisering og i tæt parløb med den nationalisme, der igen er på fremmarch i den vestlige verden.

Det ligger i præmissen, at Sattouf ikke tilbyder nemme løsninger. Han giver os i stedet et både forfærdende og stærkt underholdende indblik i et liv levet på tværs af grænser. Meget afhænger af, hvordan han afslutter serien, men det er ikke for tidligt at konstatere, at hans bidrag er både sjældent og kærkomment.

Riad Sattouf: ’Fremtidens araber – en barndom i Mellemøsten (1987-1992)’, bind 4, oversat af François-Eric Grodin. Cobolt. 399 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her