Man skulle tro, at Svend Brinkmann havde været inde over Kvamm-komedien ’Guru’ – og det har han også

Der er gang i den inde bag den facade, som den slikkede coach Andreas Mertz (spillet af Simon Kvamm) render rundt med. Mindreværdskomplekser, dårlig samvittighed og løbsk anerkendelsestrang kæmper en brav kamp mod hinanden.

Andreas Mertz er hovedpersonen i DR2’s nye komedieserie Guru, og han er en mand med en mission. Han er netop vendt hjem til fødebyen Silkeborg fra København, og i løbet af sine år i hovedstaden har han rustet sig med et bredt udvalg af smarte floskler, en garderobe bestående af tætsiddende jakkesæt med stumpende bukser og hvide kondisko og en selvopfattelse, der lader til at kunne sprække, hvad øjeblik det skal være, så opblæst som den er.

Missionen går ud på at lære Silkeborg at gå selv, som det hedder med en lidt skæv fodboldmetafor. Det er titlen på hans life coaching-program med dertilhørende bog, kursusvirksomhed og foredrag.

Som Andreas forklarer en moderat interesseret interviewer fra TV Midtvest har det fået et lidt dårligt ry inden for fodbold at gå selv frem for at spille sine medspillere, men han synes faktisk, det kan noget, det med at være en individualist, der kun stoler på sig selv.

Det vil han gerne lære fra sig (og beundres for). Derudover vil han lære Silkeborg at være lidt mere som Herning, hvis fodboldhold har en farlig ulv som maskot og ikke – som Silkeborg – en fredsommelig odder.

Hjembyen står klar med åbne arme, en lydhør cityforening og et nyopført prestigebyggeri ved navn Papirtårnet, hvor Andreas kan installere sig med sin designerkondicykel i træ.   

Man er fra starten med på, at denne gut repræsenterer noget af det dårligste, tiden har at byde på af værdier. Han er en gennemført parodi, men også en parodi, der er mere pædagogisk end gakket.

Med seriens tydelige budskaber følger en risiko for selvhøjtidelighed. Den risiko lykkes det ikke helt holdet bag Guru at styre uden om, muligvis fordi man ikke rigtig har prøvet.

Andreas Mertz hos sin life coach, Fenn.

The Bunch

Baseret på egne nykker

Guru er et portræt af et skrøbeligt opblæst ego, der har brug for en mellemstor provinsbys fulde opmærksomhed for ikke at punktere. Det er også lidt af et hjertebarn for Simon Kvamm, har man kunnet læse i interview. I årevis har han bakset med at få historien på plads om det menneske, han måske selv kunne have udartet sig til, hvis han ikke havde haft bedre styr på sine nykker og neuroser.

Egne nykker og neuroser er et godt sted at starte, hvis man vil være sjov, og Andreas Mertz er også en godt skrevet og spillet karakter. Han bærer sin smerte som en lidt over gennemsnitligt forkrampet teenager slet skjult i en voksen mands krop. Ikke at Andreas er et specielt plaget menneske, det er bare hårdt at leve i en verden, der til trods for rigelige klapsalver og skulderklap aldrig helt imødekommer hans behov for anerkendelse.

Simon Kvamm har i rollerne som bøvhovedet Baune og den hedonistiske cykelrytter Pim de Keysergracht fra Drengene fra Angora leveret nogle af de allerfineste karakterer fra de seneste tyve års danske satire. Han har en evne til at fremstå som en, der slet ikke kan se sig selv udefra og derfor er komplet uvidende om, hvor utroværdig eller vanvittig han er.

Selv om Andreas Mertz har nul af Baunes løssluppenhed, er han mere beslægtet med ham end med den ubekymrede Pim de Keysergracht. De har selvbedraget til fælles, men den måde, Andreas foregiver at være totalt oven på på, er noget mere anspændt og pseudofornuftspræget end Baunes. Simon Kvamm er god til at spænde i kæberne og til at skrue op og ned for sit blik, så det veksler mellem stærkt fokus og vild, ængstelig stirren.

Også kropssproget er godt ramt, særligt måden Andreas Mertz gestikulerer med hænderne på. Han er ikke bleg for at bruge pegefingeren til at slå sine pointer fast med, men han peger ikke direkte, men skråt forbi dem, han taler til, for at det ikke skal virke for desperat. Når det bare er en sidebemærkning, der skal understreges, peger han lige hurtigt med lillefingeren, og når han leder efter ordene, piller han ligesom i luften. En særligt sjov og genkendelig gestus er den, hvor Andreas tager den ene hånd op til hagen og holder pegefingeren lodret hen over munden. Sådan får man tøven til at se myndig ud.

En tidstypisk skiderik

Ud fra hvad jeg har kunnet læse mig til, har Guru været mange år undervejs, hvor rollefordelingen mellem ophavsmanden Simon Kvamm og forskellige samarbejdspartnere har ændret sig en del. Manuskriptet er skrevet af Rasmus Horskjær, mens Simon Kvamm er krediteret som manuskriptkonsulent sammen med sin kone, Stine Ellerbæk, og ingen ringere end Svend Brinkmann.

At psykologiprofessoren bag en række såkaldte antiselvhjælpsbøger, der går i rette med coachingindustriens individualisme, har en finger med i spillet, er kun overraskende, fordi han laver så vildt meget andet, at det er svært at forstå, hvor han får tid fra.

Derudover er det totalt indlysende, fordi Andreas Mertz er et omvandrende eksempel på, hvad Svend Brinkmann mener, man skal væk fra, hvis man skal leve et meningsfuldt liv. Ligesom Brinkmann bruger Andreas Mertz bydeform til sin bogtitel (Gå selv), men han er den diametrale modsætning til forfatteren af Stå fast.

Andreas er sådan en tidstypisk skiderik, der ikke kan se værdien i kontinuitet, men kun i stadig forandring og fornyelse. Derfor stejler han over at se sin gamle bedste ven fra folkeskolen, Ralf (Brian Lykke), trives med sit liv som familiefar, ægtemand, hundeejer og fritidshjemspædagog. Når de drikker kaffe efter deres fælles mountainbiketure, møder de altid en lidt yngre, lyshåret kvinde, der godt gider flirte med Ralf. For Andreas at se er det det, der er værd at gå efter, frem for den hjemlige lykke.

Andreas (Simon Kvamm) og Ralf (Brian Lykke) i Go' morgen Danmark.

The Bunch

Fortid som mobber

Værst er Andreas dog, når han udnytter sit gamle og nu afdøde mobbeoffer fra folkeskolen til at fremhæve sig selv. I første afsnit er Andreas og Ralf til Bette Jans begravelse. Jan brugte sin barndom på at se op til og blive kuet af Andreas og sit voksenliv på at sidde på en bænk i bybilledet og drikke bajere. Kort efter at have kondoleret over for hans kærlige, dybt sørgende forældre filmer Andreas sig selv med telefonen og producerer noget content til de sociale medier.

Han har ingen problemer med at få en jævnaldrende, socialt udsat mands meningsløse og alt for tidlige død til at passe ind i sin egen småkyniske udgave af et positivt verdenssyn.

Gennem seriens seks afsnit spøger Bette Jan i Andreas’ bevidsthed, som man må forvente, når man har gjort nogen fortræd og ikke længere kan gøre noget ved det. Relationen til Jan er ikke som sådan sjov, men den udgør det mest interessante dramatiske spor, fordi Andreas’ fortid som mobber er lidt af en udfordring for hans selvforståelse.

Det bliver kun mere spændende af, at Bette Jans forældre lever i den tro, at Andreas var alle tiders kammerat for deres søn.

Sjov er så til gengæld Kirsten Lehfeldt i rollen som Vandala Yrst fra Glasværkstedet nede i gågaden,  der efter et oplæg kommer til Andreas med en bunke ros og det opfølgende spørgsmål: »Er det sådan, at du altså måske også kan tilbyde noget personlig vejledning ... for singlepiger?«

Her må Andreas ty til den professionelt tænksomme positur med hånden for hagen og pegefingeren for munden.

Risiko for selvhøjtidelighed

Ind imellem Andreas Mertz’ mere eller mindre håbløse interaktioner med det silkeborgensiske lokalsamfund ser man ham konsultere sin egen life coach, Fenn (Frederik Cilius), på et hotelværelse.

Det er her, han har sin hyperindividualisme, sine dårlige pseudoterapeutiske tiltag og engelsksprogede fraser fra. Mens man hele tiden kan se usikkerheden omme bag Andreas’ skråsikre facade, er Fenn bare en ren djævel. Det kommer til udtryk gennem en masse nonsens, der skal mane klientens samvittighed i jorden og få ham til at forstå, at fordi han bliver født alene og skal dø alene, må han også opfatte sig selv som alene i verden. Og derfor gå selv. Alt sammen leveret på klingende sønderjysk af Frederik Cilius iført jagttøj og med en attitude, der ikke er til at skyde igennem.

Fenns djævelskab er en tiltrængt kontrast til Gurus meget pædagogiske fremstilling af, hvordan og hvornår Andreas Mertz går galt i byen og satser på de forkerte værdier.

Serien er ikke bange for sin egen lidt selvhøjtidelige skygge, den har travlt med at koncentrere sig om sit portræt af et menneske, der er eksistentielt galt afmarcheret på en måde, der repræsenterer en bred vifte af de ting, som fornuftige, jordbundne, fællesskabsorienterede mennesker nemt kan blive enige om er i vejen med vores samtid. Der svælges effektivt og overbevisende i, hvor alvorligt det arme fjols Andreas er i stand til at tage sig selv, selv når et forsøg på at demonstrere en dårlig teambuildingøvelse har udløst et angstanfald hos ham selv.

Men selv om Simon Kvamm er dygtig til at spille en parodi på provinsielt storhedstrang og forloren selvhjælpskultur, bliver situationskomikken overskygget af den overordnede historie, der meget afklaret peger i retning af nogle ordentlige og fornuftige pointer. Det får seriens fremstilling af sin hovedperson til at virke bedrevidende, hvilket gør det svært at sætte sig i fjolsets sted. Til gengæld er det både let og lækkert at le ad den dårskab, han har gang i.

’Guru’. Instruktion: Christian Dyekjær. Manuskript: Rasmus Horskjær. Fotografi: Mads Thomsen. Skabt af Simon Kvamm. Vises på DR2 torsdag klokken 21.