Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Tune-Yards’ album ’Sketchy’ vækker lysten til at danse af fryd som en glad Pinocchio

Det er, som om Tune-Yards’ multimusikalske frontfigur Merrill Garbus får afløb for et gigantisk opsparet arsenal af barnlig hittepåsomhed og rytmisk vildskab på den amerikanske indiepopduos femte album
Kultur
3. april 2021
Hvis albumtitlen ’Sketchy’ skulle foranledige nogle til at tro, at Tune-Yards’ femte album er ufuldstændigt, mangelfuldt eller kun danner konturerne til et mesterværk, kan de godt tro om igen.

Hvis albumtitlen ’Sketchy’ skulle foranledige nogle til at tro, at Tune-Yards’ femte album er ufuldstændigt, mangelfuldt eller kun danner konturerne til et mesterværk, kan de godt tro om igen.

Eliot Lee Hazel

Jeg kan ikke få armene ned. De sidder fast deroppe et sted over mit hoved, og det er Tune-Yards’ fortjeneste. For deres femte album er en ovenud opløftende lytteoplevelse. Det ser sikkert fjollet ud, men det tror jeg nu ikke generer den amerikanske indiepopduos karismatiske og multimusikalske frontfigur Merrill Garbus.

Hun er selv en sprælsk, teatralsk og farverig garant for en karikeret og kantet performance, hvilket måske kan forklares i hendes fortid som dukkefører. Og så besidder hun en usædvanlig rytmisk sans, der trækker i alle mine nervetråde og får mig til at danse krampagtigt af fryd som en glædesberuset Pinnochio, når jeg lytter til Sketchy.

Der er vitterligt ingen bånd, der kan tøjle Garbus’ musikalitet. Det er, som om hun får afløb for et gigantisk opsparet arsenal af barnlig hittepåsomhed ved brugen af sine looppedaler, sin OP-1 (en dyr synthesizer, der ligner et stykke plastiklegetøj), og den ukulele, hun begyndte sin musikalske karriere med.

Merrill Garbus debuterede som Tune-Yards på kassettebånd tilbage i 2009, og da hun efterfølgende blev bedt om at varme op for det populære indierockband Dirty Projectors, manglede hun en bassist. Så hun spurgte Nate Brenner, som hun kendte fra en musiklejr, hvor de begge havde undervist. Og selv om han i begyndelsen var mere optaget af jazz, endte han med at blive Tune-Yards’ faste bassist. På gennembruddet W H O K I L L var han med til at skrive hitsene »Gangsta« og »Bizness«, og i dag udgør de to Tune-Yards, ligesom de danner par privat.

Skørt ambitiøst

Sketchys elleve sange er i højere grad spillet frem i livejams med Hamir Atwal bag trommesættet og Matt Nelson på saxofon, end de er digitalt arrangerede, som tilfældet var med Tune-Yards’ seneste plade I can feel you creep into my private life fra 2018. Og resultatet er en række seriøst skæve og skørt ambitiøse numre, der myldrer med melodiske detaljer.

»Hold Yourself« er et af de mest vidunderlige numre, jeg har hørt længe. Det er en sang om at erkende, at ens forældre har fejlet, og at man selv må være den voksne i sit eget liv og i en verden, som på grund af forældregenerationens ugerninger står over for store udfordringer.

»Parents are children/ Parents were children all of the time/ Parents they made us/ They tried to raise us/ But parents betrayed us even when they tried«. Således åbner Garbus nummeret, og på det forbløffende groovy omkvæd konstaterer hun, at hun selv må tage ansvar og holde fast, hvilket også indebærer, at hun har valgt forælderrollen fra. Hun har ikke samvittighed til selv at sætte børn i verden:

»Child, I won’t have you/ I cannot have you/ Child, I won’t have you and I’m telling you why/ I cannot mend this/ I have to hand this/ I can’t pretend without a break in sight«.

Garbus har en vokal på styrke med Pippi Langstrømpe. Hun er ikke bange for at synge til og skifter ufortrødent mellem blød soulsang og uhæmmede og utæmmede skrig. Men selv når hun vræler skingert eller digitalt forvrænger sin stemme til smølfefraseringer, dirrer den af en oprigtig alvor.

Kompositionerne er uforudsigelige. Harmonierne i »Hypnotized« er ligefrem hypnotiserende, når nummeret stiger i kompleksitet, og det kærligt catchy omkvæd om at kigge sin elskede dybt i øjnene sætter ind. Det eneste, der rigtigt kan udfordre nummerets ekstase, er Nate Brenners trodsige klaversolo, hvis pling-plong slår alle rekorder i lemfældighed.

Høje skrig for retfærdighed

Garbus’ politiske engagement har gennem hele karrieren været en basisingrediens i hendes musikalske virke.

På Tune-Yards’ forrige album, I can feel you creep into my private life, var teksterne såvel som Garbus’ arbejde med rytmer og valg af keyboardlyde påvirket af, at hun i perioden op til indspilningen følte sig nødsaget til at konfrontere sig med sin hvidhed. Sangene afspejlede på forskellig vis hendes mentale arbejde med at forstå sine egne privilegier som hvid. Blandt andet er dele af teksten på sangen »Honesty« taget fra en meditation, hun udførte på en workshop om ’White Awakening on Race’, umiddelbart efter at hun havde læst om lynchnings og set filmoptagelser af racistisk motiveret politivold og mord.

Sketchy agiterer hun mere tvetydigt for en forbedring af de amerikanske samfundsforhold (pladen er skrevet før coronapandemien) og retter sine skyts mod de klimaforandringer, der kommer til at påvirke de kommende generationer. Hun oplister de psykologiske mekanismer, der kan få mennesker til at tvivle på, at det er muligt at ændre måden, vi lever på. Og hun sympatiserer med ungdommen og deler deres usikkerhed, når hun på pladens sidste nummer »Be Not Afraid« synger: »go ahead and change the game, oh/ I’ll hold your hand«.

»Vi håber, at musikken bringer energi og en stærk opmuntrende vind til dem, der skriger og synger højt om retfærdighed lige nu,« har hun udtalt i pressematerialet til førstesinglen, »Nowhere, Man«, der bortset fra et komma deler navn med et Beatles-hit, og hvis tekst er udtalt feministisk i linjer som:

»Screaming babies are YOUR problem/ seems like Jesus and Dylan got the whole thing wrong/ if you cannot hear a woman then how can you write her song?«

Hvis albumtitlen Sketchy skulle foranledige nogle til at tro, at Tune-Yards’ femte album er ufuldstændigt, mangelfuldt eller kun danner konturerne til et mesterværk, kan de godt tro om igen.

Tune-Yards: ’Sketchy’ (4AD).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Frank Østergaard

:-) - deler den med en, der selv danser!