Ugens anbefalinger: Kunstnyhedsbrevet ’Et hul i markedet’, ungdomsserien ’Limboland’ og en postapokalyptisk kærlighedsfilm

I denne uge har Føljetons kunstnyhedsbrev lyst til at lægge telefonen fra sig og gå på opdagelse i verden, mens ungdomsserien ’Limboland’ har plantet en idé om at erhverve sig et 20 centimeter bredt mavebælte
I denne uge har Føljetons kunstnyhedsbrev lyst til at lægge telefonen fra sig og gå på opdagelse i verden, mens ungdomsserien ’Limboland’ har plantet en idé om at erhverve sig et 20 centimeter bredt mavebælte

Mia Mottelson

Kultur
23. april 2021

Der findes så mange spændende kulturoplevelser derude. Hver uge anbefaler Informations kulturskribenter noget af det, som de synes, flere burde kende til.

Nysgerrigt kunstnyhedsbrev

Et hul i markedet udkommer 1-2 gange om måneden, og man kan tilmelde sig gratis her

Nyhedsbreve er i vækst, som man ville sige på pengesprog. Tidligere på året skrev vi her i avisen om den amerikanske nyhedsbrevstjeneste Substack, men herhjemme har webmediet Føljeton længe gjort sig i genren. Et Hul i Markedet er onlinemediets take på kunstdækning til indbakken, og det er til at blive helt begejstret af.

Føljeton
I spidsen står journalist Oliver Stilling, som oftest flankeret af kunsthistorikerne Signe Havsteen og Nanna Friis. Sammen leverer de et dejligt miskmask af værklæsninger, kunsthistoriske betragtninger og kulturelle anbefalinger – under så forskellige temaer som ’ejendomme’ og ’valentinsdag’.

Stilling mestrer det overskudsagtigt ironiserende til fulde i mødet med nye tendenser og kulturelle begivender, men kaster også et altid interesseret blik på alt, hvad han kommer forbi på sin vej. Kunst på nettet, kunst i det offentlige rum, gammel kunst, ny kunst you name it.

Når Stilling er ude i det danske land, er det allerbedst – det er teksten om offentlig kunst i Skjern fra nyhedsbrevets 16. udgave et godt eksempel på. Her møder han »skulpturagtige skulpturer« og en masse andet godt, der får den jyske by til at lyde som en spændende rejsedestination.

Læsningen er sjov og lærerig i sig selv. Men vigtigst af alt får man lyst til at lægge telefonen fra sig og gå ud og kigge sig nysgerrigt omkring – på kunst, og hvad der ellers er derude.

Johann Sten Nielsen

Jagten på kærlighed efter dommedag

Film: ’Love and Monsters’ kan ses på Netflix

Det er ikke, fordi vi mangler postapokalypsefilm – i sig selv en mærkelig størrelse, da der vel ingenting vil være tilbage, når dommedag har ramt Jorden. Men vi mangler altså ikke film om naturkatastrofer, atomkrige og invasioner fra det ydre rum, der slår det meste af menneskeheden ihjel. Alligevel er det, hvad instruktør Michael Matthews og manuskriptforfatterne Brian Duffield og Matthew Robinson giver os i Netflix-filmen Love and Monsters. Men de er tilgivet, fordi de gør det godt og blander nogle af de helt rigtige ingredienser:

1. En ung antihelt som hovedperson: Joel (Dylan O’Brien), der efter katastrofen bor i en underjordisk bunker sammen med en række andre overlevere. Joel er ikke ligefrem modig og handlekraftig, men en dag beslutter han sig for at forlade bunkeren og finde frem til den kæreste, han sidst så seks år tidligere.

2. Monstre, masser af klamme monstre i form af kæmpeinsekter, der er muteret på grund af forurening.

3. Charme, selvironi, humor og hjerte.

4. En dygtig hund, der flere gange redder Joel, både fra grimme monstre og fra ensomhed.

5. Michael Rooker, den amerikanske skuespiller, der har gjort en karriere ud af at spille overlevere i postapokalyptiske samfund, for eksempel i tv-serien The Walking Dead.

Christian Monggaard

Unge irriterende moderigtige kvinder

Bingeværdigt ungdoms-tv. Limboland (instruktion: Rikke Louise Schjødt). Kan ses på Xee

Det er svært helt at afgøre, hvorvidt man skal elske eller hade Limboland, serien om tre absurd irriterende veninder, der ikke virker til at ville hinanden det synderlig godt, og som alle er grundforvirrede i livet – deraf titlen. Det er dog formentlig de elementer, der har kreeret det klassiske afhængighedsforhold, som jeg har udviklet til serien, hvis anden sæson for tiden løber over skærmen på Xee.

Der er nemlig noget næsten beroligende over at se kvinder på ens egen alder være endnu mere snotforvirrede over det fænomen, vi kalder voksenlivet, end en selv – og så kan det være lige meget, at det genreangives som fiktion.

Xee

Ud over lidt genkendelig artsfælledramatik er det en fryd at observere de tre hovedkarakterers garderober. I første sæson var jeg målløs over, hvor gennemtjekket det lykkes Freja (Frederikke Dahl Hansen) at se ud, når hun ifører sig leopardprintede cykelshorts, lange ruskindsstøvler og babylyserød skjorte. I anden sæson har alle former, farver og faconer grebet om sig, og veninderne vandrer rundt i det, jeg vil betegne som et døgnaktivt modeshow.

Derfor går jeg nu også med tanken om at erhverve mig et 20 centimeter bredt mavebælte, en accessorie, jeg ellers havde afskrevet tilbage i 3. klasse. Men sådan kommer og går ting vel nu engang, ligesom det ustabile venskab og midttyvernes identitetskrise i Limboland ganske realistisk portrætterer.

Siri Franceschi

55 år gammelt band debuterer

Girlgroup-album med musikhistorie: Female Species med ’Tale of My Lost Love’ (Numero Group/Playground)

At lytte til den amerikanske gruppe Female Species’ debutalbum Tale of My Lost Love er som at rejse med tidsmaskine til en overset krog af musikhistorien. Gruppen blev dannet i 1966 i den lille by Whittier, Californien, af teenagerne Vicki og Ronni Gossett. 55 år senere albumdebuterer de med en retrospektiv opsamling – kun tre af de i alt 17 numre er tidligere udgivne.

Numero Group

Altså får vi et unikt friskt blik over en kunstnerisk karriere, hvor søstrene sammen med skiftende bandmedlemmer tager farve af tidens toneklang, produktion, harmonier, hooks og udtryk – og i processen skriver virkelig gode sange.

Fra 60’ernes kækt rastløse girl group-pop over lounge-komfort til stenet krassende garagepop. Fra luksuriøst flydende 70’er-voksenpop til glasklare 80’er-synthballader og endelig den country, de skrev masser af som sangskrivere for andre i 80’ernes og 90’ernes Nashville. Det er historiske snapshots fulde af varierende patina og for længst levet liv.

I midt-80’erne tog Vicki og Ronni Gossett til optagelsesprøve hos topfolkene i RCA Records. Der var de – helt uhørt for nye kvindelige kunstnere – over 30 år gamle. Selskabet takkede nej. Nu er de så endelig flyttet ind i musikhistorien. Vildt nok.

Ralf Christensen

Vi er vilde med ...

Der findes så mange spændende kulturoplevelser derude. Hver uge anbefaler Informations kulturskribenter noget af det, som de synes, flere burde kende til.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her