I dag åbner kunstmuseerne igen over hele landet, og hvad lyder umiddelbart mere forjættende end en ny stor udstilling på Statens Museum for Kunst (SMK) af de to tyske ekspressionistiske giganter Ernst Ludwig Kirchner og Emil Nolde? En eksplosion af farver og vilde former til at afløse måneders grå nedlukning. En kunsthungrende kan næppe ønske sig mere end et besøg hos de to tyske malere, der begge tilhørte ekspressionistgruppen ’Die Brücke’, hvis kunstneriske program var at kaste al kultur over bord og søge en helt ny begyndelse for menneskeheden ved at finde ind til den vilde ånd eller sjæl.
Inspirationen til den nye begyndelse fandt kunstnerne gennem andre kulturers magiske og kultiske fremstillinger af åndelige kræfter, eksempelvis i form af såkaldt primitive masker, skulpturer, relieffer, arkitektoniske elementer eller levende modeller fra Afrika eller Oceanien.
I Kirchners tilfælde kom inspirationen fra etnografiske samlinger i Tyskland, i Noldes fra hans antropologiske rejse til den tyske koloni Papua Ny Guinea i 1913-14. Alle udstillingens værker dokumenterer den inspiration.
Gennem mødet med andre kulturer og deres former revolutionerede de hver på deres måde billedkunsten i de første årtier af det tyvende århundrede – på så radikal en måde, at de begge i 1937 ’opnåede’ at få deres værker beslaglagt og offentligt udskammet gennem at blive udstillet på nazisternes propagandaudstilling »Entartete Kunst« (Degenereret kunst) i München.
Kirchner var uden for alle normer, forkert og fremmed, en tøjlesløs individualist og upolitisk, mens Nolde var antisemit og endte i favnen på nazismen. På grund af deres inspirationskilder og Noldes nazisme er det oplagt at forholde sig kritisk og reflekterende til deres kunstneriske udtryk. Spørgsmålet er, om det i tidens stemning er muligt at gøre uden at have besluttet sig moralsk på forhånd? Uanset giver deres værker håb om en fantastisk udstilling.
Men nej, kunstfesten er aflyst her i 2021, for vi befinder os midt i et opbrud. Uskyldens æra er endegyldigt slut: Den epoke, hvor kunsten på et stort dansk kunstmuseum kan præsenteres i sin egen ret og skønhed, er ved at blive afløst af en praksis, hvor den kontekst, kunsten bliver til i, bliver det centrale.
Det sker i udstillingen ved, at kunstværkerne så at sige bliver pakket ind i dokumentation om det kolonialistiske overgreb, kunstnerne påstås at begå. Kirchners og Noldes værker præsenteres side om side med dokumentation om koloniernes oprindelige modeller, de tyske museers etnografiske samlinger, datidens ’fysiske antropologi’, der havde stor betydning for kunstnernes menneskesyn og en underholdningsbranche i form af cirkus, revyteater og zoologiske haver, hvor sorte mennesker på ekstremt nedværdigende måde blev brugt som modeller i såkaldte ’menneskeudstillinger’.
Disse dokumentariske steder i udstillingen betegnes som ’kontaktzoner’, hvor kolonisatorernes og de koloniseredes blikke og veje krydses, og hvor forskellige fortællinger og stemmer får lov at eksistere side om side.
Den nye praksis blev allerede varslet, da Ny Carlsberg Glyptotek i det sene efterår åbnede udstillingen ’Paul Gauguin – Why Are You Angry’ og stillede skarpt på spørgsmålet, hvad vi skal stille op med den kanoniserede kunst, der støder tidens retfærdighedsfølelse og moral. Glyptoteket besidder en af de rigeste samlinger af den franske maler Paul Gauguins værker med motiver fra Tahiti, og netop de værker blev på udstillingen diskuteret og problematiseret. Ved at gøre øen og dens oprindelige folk til genstand for sin kunstneriske interesse blev malerens værker også set som et ran af Tahitis historie. Gauguin repræsenterer i den optik et fornedrende vestligt, kolonialistisk blik på den kultur, han besøgte.
Udstillingen lod Gauguins værker supplere af en stor mængde kulturhistorisk materiale, som satte kunstværkerne i en større sociologisk sammenhæng. Skåret ind til benet tog Glyptotekets udstilling, uden at svare entydigt, livtag med spørgsmålet, hvad er vigtigst: kunstværkerne i deres egen æstetiske ret eller den sociale og politiske virkelighed, de er skabt i.
Et eksempel på approprierende kunst er Noldes Holzfigur (Træfigur) fra 1912, inspireret af en bronzefigur, der står på det etnologiske museum i Berlin og stammer fra Kongedømmet Benin i det nuværende Nigeria, hvorfra det blev plyndret af britisk ekspedition i 1897. Er det vold eller kunst? Brücke-Museum, depositum fra privatsamling. Copyright Nolde Stiftung Seebüll
Med ’Kirchner & Nolde – til diskussion’ på landets vigtigste kunstmuseum får vi for første gang den officielle blåstempling af, at vi ikke længere kan regne med, at det gælder, at værkernes status som kunst giver dem en autonomi, som hæver dem op over den sociale og politiske kontekst, de er skabt i. Fra nu af tæller andre hensyn. Fra nu er det åbenlyst, at problematisk kunst også skal ledsages af et stort undskyld, når det udstilles!
I sådanne øjeblikke er det, man begynder at overveje, om SMK i dagens anledning skulle tage navneforandring til SMS: Statens Museum for Skyld og Skam.
Som afspejling af den udvikling er den nye udstilling på SMK uhyre interessant. Ja, jeg tøver ikke med at kalde den epokegørende. Som kunstudstilling er den mindre vellykket og fylder en med mismod på kunstens vegne, fordi den kunstneriske oplevelse af værkerne overskygges af konteksten.
En approprierende kunst
Den erklærede hensigt med udstillingen på SMK er, som titlen ’Kirchner & Nolde – til diskussion’ antyder, ikke en traditionel monografisk præsentation af de to tyske hovednavne inden for den ekspressionistiske kunst, men en invitation til at tænke kritisk over den baggrund og de omstændigheder, kunstnernes værker er blevet til i. Det vil i det her tilfælde sige den europæiske og helt specifikt den tyske kolonihistorie.
Udstillingen undersøger, hvordan Kirchners og Noldes værker, som det formuleres i udstillingskatalogets introduktionstekst, »forholdt sig til, approprierede – og udnyttede – mennesker, praksisser og kulturelle udtryk i de tidligere kolonier, frem for alt i Afrika og Oceanien, i perioden fra 1908 til 1918«.
Det, der især er intentionen for udstillingens kuratorer, er at vise, med hvilken lethed og privilegium kunstnerne tilegnede sig mennesker og andre objekter, når de malede levende sorte modeller eller lod sig inspirere af artefakter fra de etnografiske samlinger og indarbejdede dem i deres kunst, ofte med karikerende eller ligefrem racistiske overtoner. Derfor gøres der i udstillingen op med værkernes anonymisering og objektivisering af modellerne, ligesom der gøres et forsøg på at spore modellernes identitet, deres historie, og derved give dem en stemme. Det gælder eksempelvis detaljer og specifikke historier om de navnløse dansere og sangere i Kirchners skildringer og de mennesker, Nolde portrætterer på sine rejser.
Udstillingens opbygning
Udstillingen er bygget op, så de enkelte rum udgør forskellige tematiske nedslag (De etnografiske museer, Underholdningskulturen, Kunstnernes atelier og Noldes rejse til Papua Ny Guinea), hvor approprieringen dokumenteres.
I flere af rummene er der endvidere placeret en videoskærm, hvor eksperter inden for racisme og kolonialisme holder en kort peptalk. Eksempelvis forklarer den nigeranske kunstner Enotie Ogbebor, hvorfor hans land kræver tilbagelevering af de berømte bronzerelieffer fra Benin, stjålet af engelske kolonisatorer, som i dag befinder sig i europæiske museer og hos kunstsamlere i Vesten.
SMK-udstillingen rummer faktisk to af de vildt smukke Beninbronzer, der lige nu er genstand for en ophedet diskussion blandt europæiske museumsfolk, og hvor mange mener, at det er på tide at levere genstandene tilbage med en undskyldning. De udstillede relieffer tjente som inspiration for Kirchner og Nolde, og vi får historien om den britiske kolonimagts blodige straffeaktion mod Kongedømmet Benin i 1897, hvor bronzerne blev røvet.
Ambivalensen
Det gode ved SMK-udstillingen er villigheden til at lade den kunst, der bliver til som krænkelse eller udnyttelse af andre, blive reflekteret af de institutioner, der udstiller og forvalter dens arv. På den måde bliver forbeholdene inviteret med indenfor og får plads side om side med kunstværkerne. Og publikum bliver inviteret til at tænke med og selv drage sine konklusioner.
Den intention må imidlertid aldrig dominere kunstværkerne. Balancen er afgørende. For er det så entydigt, at Kirchner og Nolde i deres værker er skyld i racisme, stereotypisering og karikering? Det er jeg ikke overbevist om.
For det er samtidig også her, udstillingen skrider ud. Fokus flyttes i for høj grad fra værkerne til konteksten, og værkerne iklædes et moralsk filter. Når vi ser på værkerne, skal vi vide, at de er blevet til på den og den måde, under de og de omstændigheder, med den udnyttelse, stereotypisering eller karikering.
Kunstværkerne bliver spundet ind i et større net af sprog, der vil forklare omstændighederne omkring dem på en måde, som næsten tager magten fra værkerne. Det er svært at nå hen til værkerne, når de allerede er ledsaget af så mange advarsler og krydsfortællinger. Det minder desværre lidt for meget om ideologikritikken i 1970’erne og 80’erne, hvor det rette sindelag blev vægtet over æstetikken. Og der er en risiko for, at Kirchner og Nolde igen ender som ’entartet’, blot med nyt fortegn.
Kunsten slår altid tilbage
Jeg har lyst til at sige, at på enhver vellykket udstilling skal det enkelte kunstværk kunne jorde alle forsøg på at forklare og indramme det. Desværre får jeg aldrig rigtig den fornemmelse i ’Kirchner og Nolde – til diskussion’ – måske lige med undtagelse af det rum, hvor de fleste af Kirchners værker hænger, og hans forskellige atelierer med et virvar af stileksperimenter præsenteres. Her lever Kirchners værker side om side med historien om deres tilblivelse.
At det fungerer her, skyldes uden tvivl, at Kirchner altid vil transcendere en snæver forklaring med det kolonialistiske. Kirchner var som privat person nok en naiv betragter af andre kulturer, men i sin galskab og kunst formåede han ikke desto mindre at nedbryde grænserne mellem sin egen og den anden verden. Det kan man eksempelvis se i hans maleri Sitzende Frau mit Holzplastik fra 1912, hvor den kolonialistiske stereotypisering som minimum går to veje og også omfatter betragteren
Hvis man begrænser sit syn på Kirchner til at være en hvid kolonisator, så overser man, at hans kunst ernærer sig af mange inspirationskilder, og ikke kun afrikansk kunst, som han samlede i sin sitrende, eksalterede stil, kendetegnet ved ekspressive former og grelle farvesammensætninger. Ved at turde overskride sin egen tid og åbne sig mod andre kulturer formåede han også bedre end så mange andre at give den opløsningstid, der lå lige om hjørnet, et formmæssigt udtryk.
Ernst Ludwig Kirchner, Siddende kvinde med træskultur (Sitzende Frau mit Holzplastik), 1912. Virginia Museum of Fine Art, Richmond. Adolph D. and Wilkins C. Williams Fund, 84.80. Copyright: Virginia Museum of Fine Arts
Kirchners værker bliver i det hele taget til gennem lån, ran, inspiration og gak med andres særheder. Det ser man også i det rum i udstillingen, hvor der er en leg med identitet, race og køn. At Kirchner så også tager en kultur som gidsel i sin kunstneriske fornyelse, er en del af historien, men at gøre det til hovedhistorien er reduktionistisk.
Også Noldes værker har også lidt svært ved at passe ind i den spændtrøje, udstillingen iklæder ham. Eksempelvis hans fantastiske landskabsbillede Palmen am Meer eller hans Frysende russere begge malet i 1914 på hans lange rejse gennem Rusland til Papua Ny Guinea. De karikerende træk i billederne er jo en del af selve den ekspressionistiske stil og kan ikke siges at være vendt mod et koloniseret landskab eller person.
Jeg er ikke i tvivl om, at vi vil se tilbage på april 2021 som ankomsten af en ny tid, og det er både godt og skidt. Det gode er, at vi ikke længere bare kan udstille vores skyldbefængte kunst uden også at forholde os til den. Det dårlige er, at den frie kunst bliver taberen. SMK er på rette vej, men de har ikke fundet den rigtige balance mellem de to hensyn. Måske skulle de have skelet lidt mere til Gauguin-udstillingen på Glyptoteket.
Kirchner & Nolde – til diskussion. Statens Museum for Kunst. Udstilling løber indtil 1.8.2021
Gad vide hvordan de europæiske er blevet afbilledet i ikke-europæisk kunst.
Er der tale om tilsvarende "eksotisme", tilsvarende generaliseringer, tilsvarende objektliggørelse, som den Gaugin, Nolde oa. anklages for, bare med modsat fortegn?
Lad os kollektivt fraskrive os fortiden og glædes over nutidens retfærdige klarsyn og være taknemmelige for at vi endeligt har gennemskuet al verdens djævelske ondskab og skam som dem ikke os
Blændende artikel, der på en sober måde forsøger at forstå tanken bag kurators valg i forhold til tilskuerne: I får kun lov til at se kunstværket, når I har læst min beskrivelse af udnyttelse i fortiden.
Så hvad handler udstillingen om; kunstværket eller en historisk fortid?
Og hvad er det for en opfattelse af beskueren: Du får alene lov til at se kunst, når jeg har prepareret dig med oplysninger?
Dette bliver den anden udstilling på Statens Museum, som jeg vælger ikke at se.
Den første var for et par år siden, hvor museet havde besluttet, at vi kørestolsbrugere ikke måtte komme ind på museet i vores egne kørestole men skulle liftes over i museets kørestole.
Dansk Handicapforbund kæmpede en længere kamp for at få museet til at tage dette nedgørende og praktisk umulige forslag af bordet.
At sætte politik over æstetik er et forfaldstegn i tiden.
En kommentar til:
" --- den kunstneriske oplevelse af værkerne overskygges af konteksten".
Et sådant udsagn slører den sammenhæng, der i kunstoplevelsen bør være mellem æstetisk oplevelse og kontekst. Kunstneriske oplevelser kan ikke reduceres til "rene oplevelser" af de æstetiske kvaliteter.
Man kan ikke fratage et værk dets æstetiske kvaliteter ved at fremhæve konteksten, men ved en samlet vurdering af et værk, ud fra den kunstneriske oplevelse, må vel, ud over et æstetisk aspekt, også i en række situationer indgå et etisk aspekt?
Dyrkelse af en oplevelse af "den rene æstetisk", helt fri fra etiske overvejelser, bliver vel, i bestemte sammenhænge, til dekadence og umoral hos de personer, der går ind for en sådan dyrkelse?
Når der i artiklen står " --- at kaste al kultur over bord og søge en helt ny begyndelse for menneskeheden ved at finde ind til den vilde ånd eller sjæl", er der så ikke netop ved troen på, at noget sådant kan lade sig gøre, skabt et grundlag for udnyttelse af andre?
Er det ikke netop sådanne forestillinger, der kan føre til, at såkaldt "frigjorte" kulturpersonligheder kan se sig retfærdiggjort i anvendelse af deres magt til f.eks. seksuelt at ydmyge andre?
De seneste år har afsløringer af, hvad der er foregået på kunstens og kulturens institutioner, vel netop vist det farlige ved den slags forestillinger?
Nogle har ligefrem fremhævet, at overlevede forestillinger om "den absolutte frigørelse" fra 1970erne, har ført til det modsatte, nemlig udnyttelse af andre.
Når der videre står: " --- præsenteres i sin egen ret og skønhed, er ved at blive afløst af en praksis, hvor den kontekst, kunsten bliver til i, bliver det centrale", så præsenteres dette som et "enten - eller", hvor det vel netop burde være et både - og?
Når der står: "For er det så entydigt, at Kirchner og Nolde i deres værker er skyld i racisme, stereotypisering og karikering? Det er jeg ikke overbevist om", så er jeg endelig enig med anmelderen.
Spørgsmålet må stilles, om de to kunstnere ikke, overvejende, har befundet sig i en form for undskyldelig tilstand af "uskyld", altså en manglende bevidsthed om, at de med deres værker gav udtryk for "racisme, stereotypisering og karikering", bl.a. forstærket af troen på, at de kunne "finde ind til den vilde ånd eller sjæl"?
Et smukt bidrag fra Bjarne Toft Sørensen. Fra Platon og frem, det vil i praksis sige fra begyndelsen, har filosofien påtaget sig at korrigere kunsten, hvad der med jævne mellemrum giver en anledning til at tænke, at filosofferne har haft et erkendelsesproblem med kunstens inderste kerne, men korrekturen er tydeligvis nødvendig. Uden at gribe til (historiske) udtryk som "tågedannelser" lurer der i den æstetiske produktion og nydelse farer for både ekskapisme, magtfordrejning og almindelig blindhed for verdens tilstand. "Kunsten er autonom, men ikke autark."
TIlbage til klaveret: eskapisme.
Museers kuratorer hiver gerne de "gamle" værker frem og knytter et tema til dem. Man kan ikke (længere?) nøjes med bare at hænge dem op
Det er både skidt og godt.
Skal man betragte værket uden indblanding, eller skal man lade sig "oplyse" af kuratoren og dennes syn på tid og sted? Eller skal man alene betragte temaet som en måde at lokke besøgende indenfor?
I alle tilfælde skader en sund skepsis nok ikke.
@Jens Pedersen
"At sætte politik over æstetik er et forfaldstegn i tiden."
Tomme ord kombineret til en sætning, der ikke giver mening. Det er jo også en form for kunst :)
Hvad er "æstetik"?
@Balling
Her tror jeg lige, at vi skal gøre Jens Pedersen opmærksom på, at du for få dage siden fik serveret Alexander Baumgartens definition af ordet »æstetik«, som han har opfundet, serveret.
Så behøver vi ikke at gentage det.
@Jørgen Mathiasen
Ok, så du og Baumgarten mener at æstetik er studiet af den gode og den dårlige smag. Fair nok. Det troede jeg også. Hvad er god smag så? Hvordan definerer man god smag? Hvordan er det smukke defineret? Hvad gør noget smukt?
Man kunne argumentere at det ved man ikke endnu, fordi studiet af det skønne ikke er afsluttet, men der må da være nogle ting man er blevet enige om?
Jeg kunne definere noget jeg kaldte Russel's thekande, og påstå at den fandtes ude i rummet mellem Jorden og Mars, men at vi ikke kunne se den fordi den var så lille ift. hvor langt væk den var. Hvis man skal kunne studere æstetik på universitetet, eller bruge begrebet i en debat som denne, så bør det være mere solidt end Russel's thekande. Ellers er det svært at se kunsten og æstetikken som andet end elitært pseudo intelektuel leg mellem store egoer.
I dag bruges æstetik også som en betegnelse for studiet af hvad kunst er for noget. Her er man kommet frem til en form for "fællesnævner" definition, som er så bred at stort set alt menneskeskabt er kunst.
Jeg forstår til fulde, hvordan det er at elske kunst (noget kunst), men debatten omkring kunsten er syg. Den bygger på det ene cirkulære argument efter det andet. Jeg opfordrer blot til at man reflekterer over om begreberne giver mening eller om de er varm luft på pose, men jeg bilder mig ikke ind at opfordringen følges.
https://da.wikipedia.org/wiki/Russells_tepotte
@Morten Balling
Egentlig ville jeg give dig det råd at læse Umberto Ecos bog om at skrive speciale. Der står en hel del om at indkredse emner og andet om, hvordan studenter forholder sig til det at skrive et speciale. I nogle tilfælde lykkes det ikke.
Æstetik er en filosofisk disciplin, men det er vist ikke i den betydning Jens Pedersen har brugt ordet. Hvilken betydning, det så er, må han forklare.
@Morten Balling
Du skrev bl.a.:
»Her er man kommet frem til en form for "fællesnævner" definition, som er så bred at stort set alt menneskeskabt er kunst.«
Der er ikke præmie for den sammenfatning.
Hvad videnskabsteoretikeren Søren Kjørup er nået frem til, - nemlig at det bliver for bredt, kan man læse i hans bog om kunstfilosofi.
Hvordan human- og naturvidenskaber adskiller sig fra hinanden, kan man læse om i hans bog om menneskevidenskaber. Der kan man også forfølge den udvikling, som først havde en sammenføring og derefter førte til adskillelse.
Kjørup står med analytisk filosofi i Baumgartens linje, og derfor vil jeg også gerne nævne igen, at der findes en anden linje, en som i højere grad vægter handling, men der er litteraturen uden for det danske sprogområde.
@Jørgen Mathiasen
Vi har haft Kjørup på banen før, sammen med Baumgarten, og jeg har også nævnt Kant. Da det i sin tid gik op for mig at jeg ikke rigtigt kunne forklare skønheden eller den gode smag, selvom rygtet sagde at jeg havde den sidste, så tog jeg et filosofikursus, og derpå mange. Jeg synes filosofi er interessant, og undervurderet, men som jeg har nævnt tidligere er filosofien god til at stille spørgsmål, såsom hvorfor noget er smukt, men den er som regel dårlig til at give svar. Som min filosofiprofesser engang sagde, måske fordi det man ikke kan svare på er "sjovere".
Nu vil nogen nok mene at jeg er plat, og andre at jeg er uvidende, men tillad mig:
https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2021/04/sjaeldent-set-afgan...
(Billedet over artiklen)
Hvor er æstetikken henne her? Hvad er meningen med kunsten, og tror du den vil ramme specielt mange mennesker? Ja der lugter også lidt i lokalet, og det er da en påvirkning af en sans, men når jeg ser på værket på billedet har jeg kun ét spørgsmål: Hvorfor?
Kunst behøver ikke nødvendigvis at være "god kunst" bare for at være kunst, og det med den gode kunst læner sig op af det gamle begreb med den "gode" smag.
Hvordan måler man god smag? Enten kvantitativt, og så er Tayler Swift ubetinget "god smag"?!? Næppe. Alternativt skal der mere til, og så kan det måske vurderes kvalitativt, men det kræver nogle rammer, en definition eller et eller andet mere konkret end "blah" mod "bleh".
Nogle siger at man ikke bør sætte alting på formler, og det er ganske rigtigt lidt kedeligt, men det virker i videnskaberne, og dem tager vi mestendels alvorligt, hvis de ellers kan reproducere deres resultater.
Som tidligere nævnt, er der nu ægte videnskab som prøver at analysere æstetikken vha. bla. neurovidenskab, evolutionspsykologi og biologi. Hvornår vil denne definition tage over? Formentlig aldrig, fordi det "ikke er sjovt".
Personligt har jeg en spøjs svaghed for William-Adolphe Bouguereau. Hvorvidt det er "god smag" mener jeg stadig er 100% subjektivt. Jeg kan også lide Marilyn Manson.
Ps. Ham her kan også et eller andet med at sende signaler til sanserne og reflektionen:
https://www.thisiscolossal.com/2021/04/ekow-nimako-building-black/
@Morten Balling
Vi kan ikke lave dette om til et seminar.
Der er mange andre tekster end Kjørups, - Annemarie Gethmann-Siefert har fx skrevet en anden nyttig indføring i æstetik. Teksterne har videreførende litteratur, og der gælder naturligvis det samme for videnskabsteorien. Her kan man starte med Kuhn og derfra overveje, hvorfor han fandt sin kerneiagttagelse i humanvidenskaberne, og hvilken rolle paradigmerne spiller. (Man kan godt få det indtryk, at du er har forset dig på dem.) Det sidste stik tager maestro Eco og de andre "seddelvirksomhedsteoretikere": Det er gennem referencerne, at strukturerne og i ikke så få tilfælde også meningen træder frem.
Det er meget komprimeret sagt, men derfra har man et valg.
@Jørgen Mathiasen
Hvis jeg skulle skrive en bog om æstetik, så ville jeg prøve at definere, hvad æstetik er, bare sådan at læserne og jeg var på bølgelængde. Sådan en definition, der kunne forklare, hvad det var bogen handlede om, og ikke handlede om. Hvis definitionen var mere end 10 ord lang, og/eller hvis den var "uforståelig", så ville jeg med stor sandsynlighed være på afveje.
Man kan ikke definere noget ud fra eksempler. Man kan heller ikke definere noget ved at komme med eksempler på, hvad det ikke er. Sætningen "Klimaet er ikke det samme som vejret", indeholder meget lidt information om, hvad klimaet er for en dims. I stedet kunne man definere klima som: "Klima er vejret i et område over længere perioder". Næste spørgsmål kunne så være, hvad vejr er.
Hvis de "allesammen" har beskrevet uldne antydninger af noget de kalder æstetikken, og vi ikke er kommet tættere på en klar definition, men tværtimod har set ordet få flere og flere betydninger, så kunne man fristes til at mene at hele konceptet var på afveje. Hvis f.eks. æstetik er sanselære, så forklarer det ikke, hvad "god smag" er eller om "god smag" er andet end et redskab til at holde pøblen på dens plads, som Bourdieu påstår.
Jeg har aldrig ytret ønske om et seminar omkring æstetik. Blot en klar afgrænset definition.
Jeg tror f.eks. på at vi foretrækker kontrast fordi det gør et motiv lettere at afkode, og lettere at afkode betyder at kroppen skal indsamle mindre energi til hjernen. Jeg tror på at symmetri har en høj stjerne blandt mennesker, fordi f.eks. et symmetrisk ansigt er et tegn på "gode gener". Meget lidt i "naturen" er symmetrisk. Jeg ved at en kultur, som kun har ord for to farver kun kan adskille farverne "lys" og "mørk", og jeg ved også, at hvis de har tre ord for farver, så er den tredje farve altid rød. Jeg ved at farven blå ikke nævnes af Homer, og jeg ved at lyserød engang var den mest maskuline farve man kunne forestille sig.
Sådan kunne jeg blive ved, men det er ikke en definition, og at kalde æstetik læren om det skønne er et cirkulært argument. Det samme gælder for læren om den gode smag. Som en af mine venner gravalvorligt siger: "Selvfølgelig findes der god smag. Nogle har den. Andre har den ikke. Jeg har den."