Anmeldelse
Læsetid: 9 min.

Årets hidtil bedste og værste udstilling handler begge om … Afrika

To udstillinger kaster sig lige ind i tidsåndens diskussioner af racisme og kolonimagt. Men en tegneserie i Aalborg overfører langt mere kompleksitet til kroppen og sindet, end en udstilling i Aarhus med et udtalt hvidt frelserkompleks formår
’Modvægtens teori’ er en serie af tegninger, hvor kunstneren Toyin Ojih Odutola varierer det hvide skolekridt på dybsort, olieret baggrund, så sten, træer eller vand akkurat bliver lidt mere bløde eller hårde alt efter, hvad handlingen foreskriver.

’Modvægtens teori’ er en serie af tegninger, hvor kunstneren Toyin Ojih Odutola varierer det hvide skolekridt på dybsort, olieret baggrund, så sten, træer eller vand akkurat bliver lidt mere bløde eller hårde alt efter, hvad handlingen foreskriver.

Toyin Ojih Odutola

Kultur
7. maj 2021

Racisme er ikke ligefrem en ny opfindelse. Det er kunst om raceulighed og kolonimagt heller ikke. Men det er nyt, at man lige nu kan opleve hele to udstillinger, både på Aros i Aarhus og Kunsten i Aalborg, der tager samtidskunsten fra det afrikanske kontinent alvorligt. 

Det giver i sig selv anledning til jubel over, at museerne udvider vores billedverden. Men de to udstillinger viser også, at stor kunst er fuldstændig uafhængig af dagsaktualitet. 

Således kan man i underetagen på Kunsten opleve noget så umiddelbart sært som en tegneserie inspireret af stenformationer. Her udstiller den nigerianskfødte, New York-bosatte kunstner Toyin Ojih Odutola (f. 1985) en serie af værker, der handler om sorte mennesker, slaveri og arkæologiske fund fra fortidens Nigeria. 

Men Modvægtens teori, som udstillingen hedder, er mest af alt sin egen. Odutola tegner landskaber og mennesker med et så uovertruffet nærvær, at det gibber i mig. 

Blottede sener

I fyrre tegnede værker i mandsstore størrelser og helt intime formater fortæller Odutola en historie om mennesker, der vist ikke helt er fra vores planet. Deres kroppe er dog glinsende sorte, og landskabet omkring dem hentet fra Odutolas hjemegn, hvor rester af en tabt civilisation ifølge kataloget for nylig er blevet fundet.

I billedernes samfund hersker kvinderne, og mændene er deres underlegne slaver. Man må kun danne par med dem, man deler køn med.

Den nigerianskfødte, New York-bosatte kunstner Toyin Ojih Odutola (f. 1985) udstiller en serie af værker, der handler om sorte mennesker, slaveri og arkæologiske fund fra fortidens Nigeria.

Den nigerianskfødte, New York-bosatte kunstner Toyin Ojih Odutola (f. 1985) udstiller en serie af værker, der handler om sorte mennesker, slaveri og arkæologiske fund fra fortidens Nigeria.

Niels Fabæk

Odutola tegner skikkelsernes hud med en særlig teknik, så hudens overflade ligner blottede sener fra anatomiske illustrationer. Men her er senevævet ikke gengivet som røde blodbaner, for Odutola arbejder kun med sort og hvid. Pastellen er påført iltert og alligevel så behersket, at musklerne akkurat spændes under huden, og følelser synes at sitre i porerne.

Så ser vi, hvordan mænd fødes ud af himlen som kroppe i frit fald. Langsomt toner to hovedkarakterer, en mand og en kvinde, frem af mængden. Vi kommer omkring arbejdslejre, hvor kvinder vogter over mænd, der slider. Klipper og skovområder er formgivet helt anderledes end kroppene med rette linjer og næsten kubistisk symmetri. 

Men Odutola varierer det hvide skolekridt på dybsort, olieret baggrund, så sten, træer eller vand akkurat bliver lidt mere bløde eller hårde alt efter, hvad handlingen foreskriver. Det er en verden befolket af stemninger.

I billedernes samfund hersker kvinderne, og mændene er deres underlegne slaver. ’6. Semblance of certainty’.

Toyin Ojih Odutola

Manden og kvinden forelsker sig naturligvis, og de tableauer, hvor han giver hende oralsex, men også hvor de taler sammen og lytter til hinanden, er storslået menneskelige. Forstået på den måde, at Odutola kan få tårer frem i en øjenkrog, gengive et smugstjålet blik mellem elskede, eller antyde sveden i hænder, der klamrer sig til hinanden, så intimt, at jeg genkender tosomhedens bevægelser i min egen krop.

Alternative fortællinger

Det ender selvfølgelig tragisk med død og kuet kærlighed. Eller det tror jeg, da jeg første gang følger værkerne i den retning rundt, som føles naturlig.

Men i den ret smarte og diskrete kuratering er værkernes rækkefølge i virkeligheden nummereret lidt anderledes, opdager jeg. Hvilket giver anledning til faktisk at læse slutningen omvendt. 

Skal de to elskendes – eller er det deres børns? – kroppe smelte sammen i en stenstøtte, i stedet for at blive skilt ad? Det vælger man selv, synes Modvægtens teori at sige. 

Undervejs er der tableauer med grådig lesbisk sex og endda et mord, som både kan indgå i den store fortælling eller være deres egne, sluttede scener. Men ingen af de historier, man skriver med sin krop og sit blik, er simple. 

Slaveriallegori

Modvægtens teori er en dybt allegorisk udstilling. Det er svært ikke at læse trekantshandlen, det amerikanske slaveri og imperialismens grusomheder ind i maleriernes samfund, hvor det tages for givet, at der er forskel på folk. Her er det så bare køn, og ikke race. Men klogt nok er det faktisk svært for alvor at se forskel på mande- og kvindekroppene. De er nok slet ikke så forskellige, antydes det.

Odutolas figurer besidder en næsten skulpturel disciplin. Deres manierede positurer trækker på den vestlige kunsthistories største mænd som Augustusstatuen fra Prima Porta eller Caspar David Friedrichs vandrer, der skuer ud over tågehavet. Men nu er det pludselig sorte, og oftest kvinder, der indtager pladserne som hersker og opdagelsesmand. 

Sort og hvid viser sig i Toyin Ojih Odutolas hænder at rumme mange flere nuancer end bare den, at de er farvemæssige modsætninger.

Og ligesom i vores virkelighed er kærlighed ikke altid nok til at vælte systemet. Både magtkvinder og slavemænd er komplicerede skabninger, og rollerne som offer og bøddel er ikke faste. 

Det er potent at blive stillet over for sorte kroppe i så mangfoldige udtryk, at det ikke giver mening at tale om én oplevelse af sorthed, men om mange. Både i den mytologiske tegneserie og i de nære, følelsesmæssige øjeblikke. 

’10. To be chosen’.

Toyin Ojih Odutola

Modvægtens teori sidder længe i kroppen på mig. Jeg fortæller alle, jeg ser i dagene efter, om årets hidtil største oplevelse af både ekstrem menneskekundskab og politisk forandringsvilje opildnet af kunsten. 

Afrikanske klicheer 

Derfor er det en skuffelse at se Aros behandle racismediskussionen med så lemfældig ligegyldighed. 

For Aros vil fortælle alternative historier om Afrika. Men der gemmer sig en gammel, eksotiserende svada bag den mere tidskorrekte fernis af skældud og selvpineri. Hvor én kunstner i Aalborg fik lov at vise fyrre værker, skal 25 kunstnere i Aarhus deles om cirka samme antal. 

Titlen havde jeg ellers aftalt med mig selv ikke at være for vred på: This is not Africa. Unlearn what you have learned. Men udstillingen ender med at reproducere ideen om et supersanseligt unga-bunga-kontinent ved at gruppere hvilke som helst sorte kunstnere under deres falske »nye« Afrika-begreb – og så bliver jeg sur alligevel.

De udvalgte værker er sådan set gode nok, de får bare ikke lov at tale selv.

Man møder i første rum en portlignende struktur beklædt med kviste af eukalyptus, der i løbet af udstillingen tørrer ind. Da jeg er forbi, afgiver de en frisk og lidt muldagtig duft. Værket (af Kapwani Kiwanga) er en kopi af et monument, der blev rejst for Rwandas uafhængighed, og udstillingsteksten forklarer, at de tørre planter skal symbolisere håb, der svinder ind. Men handler værket ikke også om at skifte form, om at indgå i økologiske kredsløb? Om monumenter af sten over for levet liv? 

Kapwani Kiwanga: ’Flowers for Africa, Rwanda’ (2019).

Anders Sune Berg

Ingen tid til at dvæle i Aros' klemte udstillingsdesign. Ved siden af kæmper et vævet tæppe af Athi-Patra Ruga, hvor en uniformsklædt ung mand sidder i positur som en havfrue, om opmærksomheden. Værket handler åbenbart om sydafrikanske soldater, der kaster sig i havet, og så er vi straks videre fra Rwanda.

Tæppeværket ser mest ud til at være valgt som farvestrålende, eksotisk kompliment til eukalyptussen, og ikke så meget for sine egne kvaliteter. Ved siden af hænger Guy Fawkes-masker udsmykket med dreadlocks og træperler. 

Problemet er, at man i kurateringen efter dufte, tekstiler, stærke farver og træfigurer – med andre ord de klammeste klicheer om »primitive« befolkningers kunst – formår at overdøve enhver modhistorie eller specificitet. Værkerne drukner i overdetermineret sanselighed fra det uh så kropslige kontinent.

Og det er ærgerligt, for jeg tror egentlig godt, at de fleste ved, at der er forskel på Egypten og Tanzania. At sammenstille tilfældige kunstnere fra Zagreb og Lissabon og så smække mærkatet »Europa« på, ville være lige så reducerende.

Sorte mennesker er ikke ens

Værst er det i et rum, hvor værker, der skal få en til at tænke på sår og ar, er stillet ved siden af hinanden. Grada Kilombas pigtrådsværk, der åbenbart handler om at være sort i Paris, står foran en væg med skærme, hvor Euridice Getulio Kalas røde neonfraser om smerte og navne som Josephine Baker og James Baldwin fræser forbi. Amerikanske ikoner.

Sammensætningen af traumeværkerne synes at sige, at det er det samme at være sort i USA som i Paris, og i forlængelse af resten af udstillingen, også i Afrika.

Installationsfoto fra ’This is not Africa. Unlearn what you have learned’ på Aros.

Installationsfoto fra ’This is not Africa. Unlearn what you have learned’ på Aros.

Anders Sune Berg

På væggene hænger de smukkeste silkecollager af botswanske Billie Zangewa, som synes at være sat i sammenhæng med neonarrene og pigtråden, fordi deres patchworkteknik ligner sår. 

Collagerne forestiller næsten impressionistiske glimt af en barbecue eller et kærestepar i en dørkarm. Der er noget hverdagsligt over dem, de rummer en kompleks erkendelse af, at nutid og fortid eksisterer på lige fod i levende, ægte kroppe. Men det nærvær er tæt på at drukne i udstillingens insisteren på vold som det, der forbinder sorte mennesker par excellence. 

Det samme gør sig gældende i en personlig favorit som nigerianske Njideka Akunyili Crosbys malerier af mennesketomme interiører, hvor avisklip om kupforsøg, fotos af Beyoncé og familiefotos side om side udgør teksturen i vægge, møbler og tøj.

Værker af nigerianske Njideka Akunyili Crosby, hvor avisklip om kupforsøg, fotos af Beyoncé og familiefotos side om side udgør teksturen i vægge, møbler og tøj.

Værker af nigerianske Njideka Akunyili Crosby, hvor avisklip om kupforsøg, fotos af Beyoncé og familiefotos side om side udgør teksturen i vægge, møbler og tøj.

Anders Sune Berg

Den globaliserede verden blander sig med dagligstuen. På et stort banner omfavner en sort kvinde en hvid mand. Ingen af de to kigger mod beskueren, de skjuler deres ansigter. Deres kroppe i interiørets billedmylder er filtret ind i racialiserede logikker og politik, men de nægter selv at blive brikker i det simple spil. Heldigvis. 

For ellers gør udstillingen alle de sorte kunstneres værker til repræsentanter for lidelser, som den så ikke rigtig interesserer sig for konteksten omkring eller menneskerne bag. Om du er sort i USA, Congo, Danmark, Caribien eller Frankrig, har ingen betydning på Aros.

Et værk af camerounske Barthélémy Toguo om grænsekontrol i Europa viser passtempler i storskala med søde budskaber som »Against rape culture« og »No to sexual violence«.

Et værk af camerounske Barthélémy Toguo om grænsekontrol i Europa viser passtempler i storskala med søde budskaber som »Against rape culture« og »No to sexual violence«.

Anders Sune Berg

Helgengode flygtninge

Et værk af camerounske Barthélémy Toguo om grænsekontrol i Europa viser passtempler i storskala, men nu med søde budskaber som »Against rape culture« og »No to sexual violence«. Meget fint, men er det ikke temmelig umenneskeligt at reducere alle flygtninge til at være åh så velmenende typer? Har flygtninge fra Afrika ikke mange forskellige grunde til at flygte? Og er de ikke lige så både gode og onde, som vi i Danmark er? 

Nej, de er kun interessante som nogen, man så kan have dårlig samvittighed over for, ikke bare i det enkelte værk, men i hele Aros’ kuratering. Problemet er bare, at når udstillingen synes at sige, at alle sorte mennesker deler præcis samme smerte, så viderefører den en kolonialistisk logik, om at din hudfarve gør dig til en del af en bestemt menneskestamme. 

Lidelse er med andre ord den nye eksotisme. Hvor må det være træls som kunstner altid at blive mødt som repræsentant for sin hudfarve først. At ens værker frem for alt andet bliver set som soning for de hvides synder. 

Odutolas udstilling i Aalborg viser, at kunsten rigeligt kan tale for sig selv. Hvis man ellers gør plads til æstetikken, skal langt større sammenhænge nok indfinde sig. På Kunsten kan kravet om en antiracistisk fremtid mærkes i hele kroppen. På Aros er der lang vej igen.

’Toyin Ojih Odutola – Modvægtens teori’. Kunsten. Til 30. maj.

’This is not Africa. Unlearn what you have learned’. Aros. Til 21. oktober.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her