Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Afrobeat er måske verdens bedste festmusik, og nu tager pioneren Fela Kutis familie over

Femi og Made Kuti er søn og barnebarn af afrobeat-pioneren Fela Kuti og synger om et Nigeria med politivold, pirateri, sexchikane og international udnyttelse af ressourcer. Sådan fortsætter de linjen fra ophavet, men korrigerer også hans fejl
Efterkommere af den nigerianske legende, sanger, musiker, komponist, aktivist og dameglade levemand Fela Anikulapo Kuti, Femi og Made Kuti, har besluttet sig for at træde i hans anselige fodspor.

Efterkommere af den nigerianske legende, sanger, musiker, komponist, aktivist og dameglade levemand Fela Anikulapo Kuti, Femi og Made Kuti, har besluttet sig for at træde i hans anselige fodspor.

Optimus Dammy

Kultur
7. maj 2021

Det kan ikke være nemt at være efterkommer af den nigerianske legende, sanger, musiker, komponist, aktivist og dameglade levemand Fela Anikulapo Kuti (1938-1997) – ikke mindst når man har besluttet sig for at træde i hans anselige fodspor.

Som Paul Simons søn Harper Simon og Bob Dylans søn Jakob Dylan bærer Femi Kuti således på en enorm arv fra sin far – en mand, der ikke kun opfandt afrobeat, men også var en heftig politisk aktivist i datidens Nigeria.

Men. Mens Harper Simon og Jakob Dylan ikke har sat sig nogle afgørende spor i musikhistorien, så har Femi Kuti (og også broren Seun Kuti) om ikke andet, så i hvert fald vist sig som en effektiv viderebærer af faderens arvesølv. Det er stadig solid, politisk festmusik.

I dag er traditionen så gået i arv til yderligere en generation, nemlig til Femi Kutis ældste søn, Made Kuti. Og far og søn er gået i dialog på tvillingeudgivelsen Legacy+, der indeholder Femi Kutis 11. album Stop The Hate og Made Kutis debutalbum For(e)ward.

Femi i forholdsvis traditionalistisk gænge, Made i gang med at reformere arven fra farfaren. Det krævede åbenbart et barnebarn og en mellemliggende generations mere museale tilgang at kunne gøre dette.

Femi Kuti.

Femi Kuti.

Sean Thomas

Jazz, funk, nigeriansk folklore

Afrobeat var resultatet af mødet mellem det daværende militærdiktatur Nigerias tradition og USA’s afroamerikanske arv.

Fela Kuti og trommeslageren Tony Allen (1940-2020) besøgte med deres band Africa ’70 i 1969 USA. Og de mixede funken fra James Brown og hans band med teknikker fra de amerikanske jazztrommeslagere Art Blakey, Elvin Jones og Max Roach.

Så krydsbefrugtede de hele molevitten med de vestafrikanske polyrytmiske apala-, fuji- og sakara-traditioner, der udspringer af yoruba-folket samt den liflige, letbenede og guitar-ringlende highlife fra Ghana. Voila: Den lifligt rytmiske, energisk sungne og stødende melodiske afrobeat.

Det er en genre, der har fået et væld af arvtagende afrobeat-bands verden over, ja, den har bragt Tony Allen og Femi Kuti i samarbejde med Coldplay, flere af Damon Albarns projekter samt de politisk bevidste rappere Mos Def og Common.

I dag har 58-årige Femi Kuti i over 30 år videreført afrobeaten på plade. Og i dag er hans version en mere minutiøst rytmisk, mere velsmurt, mere soulet velsunget, men ikke radikalt anderledes version af ophavet på hans nye, gode, men ikke overvældende album Stop The Hate.

Orglet bobler, blæserne ånder som en kærlig brænding frem og tilbage, elguitarerne bygger sirligt cirklende figurer omkring beat og stemme. Og Femi Kuti synger inderligt, ikke lige så hårdt kantet som farmand.

En anden afgørende forskel er længden på numrene. Fela Kutis numre fyldte typisk en hel vinylpladeside, så der var to numre på et album. Stop The Hate har ti.

Made Kuti.

Made Kuti.

Ifeoma Kalu

Overvejelse og genopfindelse

25-årige Made Kutis For(e)ward går heldigvis et skridt videre. Det signaleres under debutalbummets første sekunder. Musikken starter, stopper så efter kun ét sekund igen. Og det gør den flere gange efter stadigt længere fraser. Altså, tøven og pauser med plads til overvejelse og genopfindelse.

Således er musikken en raffinering af bedstefarens skabeloner, uden at den mister sin sprængkraft. Det er et afrobeat med mere komplekse blæserfigurer, af og til alternative synkoperinger samt sågar toneartskift, børnesang og anderledes korarrangementer.

På »Your Enemy« skyller korstemmerne ind over hinanden i en slags uregerlig call-and-response. Og synthstrygere og blæsere bygger savtakkede barrikader, mens en vred taler pisker en folkemængde op i en realoptagelse på »Blood.«

Over otte numre får han noget nyt til at ske, og det er både tiltrængt og inderligt animerende.

Soldaterne slog farmor ihjel

Afrobeat er måske verdens bedste festmusik, hvis man er til danseseancer hypnotiseret af det vildt synkoperede beat. Men genren søger også bevidstgørelse.

Fela Kuti var en rabiat kritiker af militærdiktaturet i Nigeria, og det havde konsekvenser. Fela Kuti blev ofte gennemtævet af regimets folk, og han røg ind og ud af fængslet omkring 200 gange, anslås det.

På 1976-klassikeren »Zombie« udnævnte han diktaturets soldater til at være en hær af levende døde. Dét blev hævnet.

Den 18. februar 1977 stormede 1000 soldater Fela Kutis selvudnævnte uafhængige Kalakuta Republic, en ejendom i hovedstaden Lagos, som blev delvist udbrændt.

Femi Kuti var en 14-årig teenager dengang og i skole under angrebet. Han kom hjem og fandt venner og familie gennemtævede og kvinder voldtaget. Og hans farmor var blevet smidt ud ad et vindue af soldaterne og døde siden af kvæstelserne.

Det er en bitter ironi, at manden, der holdt Fela Kuti i fangenskab i 80’erne, lederen af militærdiktaturet, Major-General Buhari, nu er den demokratisk valgte præsident i Nigeria. I dag kalder Muhammadu Buhari sig for en »konverteret demokrat.«

Fortiden spøger således i musik og politik i Nigeria. Og det er stadig et besværet land, et skrøbeligt demokrati, som Made og Femi Kuti synger til og om.

Det folkerige land rummer vigtige ressourcer, ikke mindst olie, som udenlandske selskaber har sat sig på. Pengene strømmer ud, og uligheden er enorm. Pirater sejler ud fra det politisk ustabile land, ud i Guineabugten, der har fået tilnavnet »verdens farligste farvand.«

På fastlandet er der også ballade. I oktober sidste år åbnede politiet ild mod demonstranter i hovedstaden Lagos, og 12 mennesker blev dræbt. Det er bittert ironisk, da de netop protesterede mod politivold. Dén politivold, som Fela Kutis mor blev offer for.

Kritik af mindset og sexchikane

Sønnen og sønnesønnen løfter den politiske arv forskelligt.

Femi Kuti opfordrer ikke i så høj grad til konfrontation som sin far. Med sin smukt, spinkelt knirkende tenor beder han folket om at stoppe had, korruption, privatisering eller den moderne kolonisering af ressourcer. Det sker i et enkelt sprog og i måske lidt for generelle vendinger:

»What they should do
African governments
Foreign countries
Is protect the poor people
Instead of cheating
Scheming and deceiving
Misleading and beating
The people off from their land

Så er der – igen – mere gods i sønnens arbejde. Med sin kraftfulde baryton synger og talesynger han:

»I know the difference
Between making an honest living
And corrupt embezzlement
If the only thing wey school fit teach us na
How to be successful
The common sense effect will be our failure to be useful

synger Made Kuti på »Different Streets« og går dermed noget dybere end sin far i det mindset, der plager nationen.

»We must now understand just how scary it is
That we are facing the same problems from the ’70s
And think for ourselves how hard we must work collectively
«.

Ja, han beskriver og kritiserer også seksuel chikane af kvinder på de nigerianske universiteter på »Young Lady«:

»Young girl, don’t be naive, he says
Young girl, you want results
«.

Noget, som den erklærede antifeministiske bedstefar aldrig ville have gjort.

Sean Thoms

Fars fejl korrigeret

Fela Kuti var ikke en stor faderfigur, han havde travlt med regimet og damerne. Den 20. februar 1978 giftede han sig med 27 kvinder – alle korsangere for ham – på én gang.

Femi Kuti så sin far ved at blive en del af dennes nye band Egypt ’80, og da faren i april 1986 kom tilbage fra endnu en fængselsdom baseret på falske anklager, forlod Femi til farens vrede bandet. De blev først forsonet i 1990.

I et nyligt far-og-søn-interview med The Guardian har Made Kuti svært ved at tilgive sin bedstefars kærlighedsløse opdragelse af sin far, Femi. Men han forstår ham også. »Jeg tror ikke, at han var elsket. Min far ville have forsøgt at give ham kærlighed. Han ville ikke have vidst, hvordan han skulle modtage den, fordi alle omkring kun tog fra ham.«

Fela Kuti ville ikke lære sin søn musik, det skulle han nok selv finde ud af, mente han. Der står det anderledes til med en ny generations far og søn, der indgår i dialog med Legacy+-tvillingeudgivelsen. Her forenes far og søn om hidsende musik og politisk agitprop; om at holde Fela Kutis dyder i hævd, men også korrigere hans fejltagelser.

Som Femi Kuti siger: »Jeg forstod min far, jeg forstod hans kamp. Men jeg forstod aldrig, at han satte alle før sin familie. Jeg ved, hvad det betyder at skulle dele sin far. Jeg ved, hvad det vil sige at blive afvist. Så i det øjeblik jeg stiftede min familie, gav jeg dem det bedste.«

Der er håb.

Femi Kuti: ’Stop The Hate’ (Partisan Records).

Made Kuti: ’For(e)ward’ (Partisan Records).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ivan Breinholt Leth

Fremragende artikel om en af Afrikas største musikalske begavelser og hans efterkommere.