Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

’All-In’ får en skøn historie om menneskelige vilkår og temperamenter ud af at skildre et turistresort

En af perlerne i årets CPH:DOX-program er det stilfærdigt komiske portræt af et tyrkisk turistresort og to af dets ansatte. ’All-In’ er en usædvanligt velfortalt historie fra den allermest banale virkelighed og ligner noget, Ulrich Seidl og Jacques Tati kunne have fundet på sammen
Volkan Üces vellykkede ’All-In’ følger to unge tyrkiske sæsonansatte mænd på et gigantisk all inclusive-ferieresort ved Middelhavet.

Volkan Üces vellykkede ’All-In’ følger to unge tyrkiske sæsonansatte mænd på et gigantisk all inclusive-ferieresort ved Middelhavet.

CPH:DOX

Kultur
3. maj 2021

Ved siden af de dagsordensættende dokumentarer på CPH:DOX, der direkte går efter at skildre  verdenshistoriske begivenheder og sætte aktuelle emner til debat, findes der et væld af absolut seværdige film, der stille og roligt skildrer almindelige mennesker i almindelige situationer og får det til at fungere som fortællinger om, hvordan verden p.t. er indrettet, og om forskellige måder at være i den på. Sådan en film er All-In af Volkan Üce, der følger to unge tyrkiske sæsonansatte mænd på et gigantisk all inclusive-ferieresort ved Middelhavet henover en turistsæson.

Persongalleriet i All-In er decideret vidunderligt og præsenteres passende nok gennem ansættelsessamtalerne forud for åbningen. Her på personalechefen Alpers kontor får den 18-årige Ismael, der egentlig vil være frisør, titel som kokkemedhjælper og ansvar for suppen. Ismael skal tjene nogle penge til familien, men han drømmer også om den store vide verden og opfatter turistresortet som en tærskel til den. Det samme gør filmens anden hovedperson, Hakan på 25, der på mange måder er Ismaels modsætning og også ender med at blive hans ven.

Hakan forklarer Alper, at han gerne vil have jobbet som livredder, fordi han arbejder på at komme sig over sin sociale angst. Han plejede at bruge al sin tid på at se film og læse bøger, til sidst holdt han op med at forlade huset. Det går jo ikke i længden, så nu vil Hakan vænne sig til at være omgivet af andre mennesker – og blive bedre til engelsk, så han kan flytte til USA og blive filminstruktør. Hakan tildeles ansvaret for resortets vandrutsjebane.

Klogt og elegant filmet

Selv om en af kernekompetencerne for resortets medarbejdere er at gøre sig selv så godt som usynlige, mens man sørger for, at alting glider, er Alper på sin side en mellemleder, der er stolt af at se sine medarbejdere. Ved samtalens afslutning tager han et billede af den pågældende nyansatte og opfordrer ham til at hænge det op ved siden af spejlet, så han kan se, hvor meget han udvikler sig i løbet af sommeren.

Volkan Üce, der er født i Belgien af tyrkiske forældre, kunne sikkert have lavet en ret god film om turistresortet og dets ansatte, selv hvis hovedpersonerne ikke havde været specielt interessante. All-In er så klogt, sjovt og elegant filmet, at den også ville fungere bare som portræt af et sted. Turistresortet er specielt, fordi det ikke er beregnet til, at mennesker skal leve deres liv her, men derimod til, at de skal holde pause fra det. Det er også et sted, hvor der hersker et meget enkelt hierarki: Det hele handler om gæsterne, og de ansattes fornemmeste opgave er som sagt ikke at blive set.

Dette fokus vender All-In om. De tjenende ånder i deres ens gule og røde dragter står tydeligt frem i al deres forskellighed på en baggrund af anonyme betalende gæster. Turisternes ansigter er aldrig i fokus, de fremstår som en masse af blege, solbrune og røde kroppe, der enten slænger sig i en pool eller på en liggestol, står i kø til mad eller forlystelser eller lader sig underholde.

Skumfest og Dostojevskij

Et turistresort er et kulørt og livligt sted, og en stor del af filmens komiske kraft kommer af kontrasten mellem al den organiserede livlighed og den nærmest robotagtige rutinemæssighed, de ansatte udfylder deres funktioner på. De fleste scener er fotograferet med én enkelt kameraposition, hvilket giver filmen et statisk og tableaulignende udtryk. Det minder lidt om østrigske Ulrich Seidls dokumentar Safari (2016), bare uden at nogen rigtigt får lov til at udstille sig selv og deres kynisme. Interessen for den koreografi, de forlystelsessyge, ferierende masser bevæger sig efter, minder derudover om den anderledes milde Jacques Tatis Playtime (1969).

Ismael gennemgår, som Alper forudså, en rivende udvikling. Han begynder at gå op i sit udseende, lærer næsten at flirte og indtager synet af skumfester og trylleshows med store, sultne øjne. Hakan prøver at finde sig til rette, men er ret alene med sin trang til lange diskussioner om alverdens pessimistiske filosoffer og forfattere. Det viser sig igen og igen, når han prøver at starte en samtale med en badegæst, der bare venter på at blive sendt afsted i vandrutsjebanen.

I en skøn scene tegner han i duggen på en rude på medarbejdersovesalen en model af den film, han drømmer om at lave, hvor et hus i fem etager skal symbolisere den menneskelige erkendelsesproces. Selv har han gennemlevet faserne »tvivl« og »desperation« og befinder sig nu i den nihilistiske fase, men han er ikke sikker på, hvad de sidste to faser vil byde på, og i løbet af sæsonen bliver han hårdere og hårdere ramt af følelsen af altings meningsløshed.

All-In er en perle i CPH:DOX-programmet. Verden bliver bedre af at vide, at der et eller andet sted derude, i et område skabt til at folk med penge kan nyde livet uden gnidninger – står en nihilist ved en vandrutsjebane og ulejliger gæsterne med malplacerede spørgsmål om Dostojevskij og Nietzsche.

’All-In’ – Instruktion og fotografi: Volkan Üce. Længde: 80 minutter. Kan ses på doxonline.dk.

Serie

En DOX om dagen 2021

Mens vi venter på, at biograferne åbner, afvikles årets CPH:DOX atter online – fra 21. april til 12. maj. Vi bringer daglige anmeldelser og artikler om en række af de væsentligste film på den internationale filmfestival

Seneste artikler

  • Blandt CPH: DOX’ kunstfilm gemmer sig det hidtil bedste kunstværk om coronakrisen

    4. maj 2021
    Informations kunstanmelder har set et udvalg af filmfestivalen CPH:DOX’ nye kunstfilmsprogram. Blandt perlerne er en film af hypede og dobbelt udstillingsaktuelle Laure Prouvost og en funky velfærdskabaret af kunstnerduoen Kirsten Astrup & Maria Bordorff, der snart udstiller på Statens Museum for Kunst
  • David Byrnes mesterlige genopfindelse af koncerten giver rig mening på film

    1. maj 2021
    Koncertfilmen ’American Utopia’ er en jublende, tænksom kollektivorgasme mellem krop og tanke, rytmik og harmonik, dans og politik, nonsens og fortælling. Det er den tidligere frontfigur i Talking Heads, David Byrnes, sene og stærkt oplivende magnum opus, som nu kan ses på CPH:DOX
  • Dokumentarfilm genindsætter kvinderne i den elektroniske musiks historie

    29. april 2021
    Fabelagtig dokumentarfilm, der kan ses på CPH:DOX, genindsætter kvindelige elektroniske pionerer på det maskulint dominerede parnas. Det sker i et sanseligt, ofte overraskende billedsprog og med visionær musik og fortællinger om, hvor frigørende elektronikken var i en mandsdomineret verden
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her