Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Anne Linnet-teaterkoncert på Det Kongelige Teater ligner en anstrengt coronaboble

Skuespillerne synger Anne Linnets sange flot og energisk til et raffineret orkester. Men teaterkoncerten ’Jeg er jo lige her’ på Det Kongelige Teaters Gamle Scene virker udvendig og forfjamsket med paniksjove kostumer og glimmerøjenskygge
Alt er overdrevet flot, men også temmelig tomt i Anne Linnet-teaterforestillingen ’Jeg er jo lige her’.

Alt er overdrevet flot, men også temmelig tomt i Anne Linnet-teaterforestillingen ’Jeg er jo lige her’.

Per Morten Abrahamsen

Kultur
19. maj 2021

Anne Linnets sangverden var fuldkommen uafrystelig, da den opstod som teaterkoncert Jeg er jo lige her på Aalborg Teater. Det var i 2012, og instruktøren Minna Johannesson og scenografen Jonas Fly Filbert skabte et nyt teaterkoncertunivers med en gade, hvor skuespillerne lignede helt almindelige mennesker, der ventede på bussen – og på kærligheden.

Det var i Morten Kirkskovs tid som teaterchef på Aalborg Teater. Nu har Morten Kirkskov så som skuespilchef på Det Kongelige Teater sat titlen på programmet på Gamle Scene.

Men her er der hverken gade eller busstoppested. Her er en hvid hule, nærmest som en forstørret iglo. Performerne ligner ikke de almindelige forbipasserende udenfor på Kongens Nytorv, men snarere computerspilfigurer eller cirkusklovne – eller bortløbne modeller fra en haute couture-opvisning med en makeupartist, der er gået grassat ... Maja Ravns vilde scenografi udgør i hvert fald en stiliseret verden, som Jonas Bøghs lysdesign har givet farvede skygger og strålende solopgangskanter.

Stolte tatoveringer

Jeg er jo lige her kunne sagtens være blevet en skøn hyldest til kvindekroppen og til elskerindens magt – eller til sex og livslyst i det hele taget. Men der er noget glat og udvendigt over forestillingen, der mere får den til at ligne en koncert eller en tv-indsamling.

Her er en masse performere, der ruller rundt i vilde teaterkostumer med flæseeffekter og rockstjerneglitter. Musikerne har sømandsdragter på, og mandedanserne har nøgne overkroppe. Tatoveringerne drypper af sved, og alle kroppe leverer varen uden at misse en eneste dansetælling. Men det ligner mest en hyldest til Sort Samvittighed og Elisa Kragerups Anne Linnet-forestilling Hvid magi tilbage i 2011.

Som ny scenekunst bliver forestillingen i hvert fald ubestemmelig. Hverken rigtig vedkommende eller bevægende. Bare lækker og blærerøvsagtig.

Cognacstemme

»Alting kan gå itu …« Det ved vi jo godt – alle os, der gerne skråler med på Anne Linnets ørehængere. Johanne Louise Schmidt ved det tydeligvis også. Hun bugter sin arm ud i luften, som om hendes hånd forgæves søger efter en anden hånd at gribe fat i. Hun er showets dronning, hvis røde, krøllede hår lyser som startsignalet for alle andre på scenen. Hendes cognacstemme pisker rundt mellem stemningerne fra »Glor på vinduer« til »Venus«, og hendes smalle krop hopper afsted og spreder overleverkraft til alle. Hun er magneten i forestillingen.

Sofie Torp overtager sangene med endnu mørkere klang i stemmen. Hendes glimmerøjenskygge lyser, og hun har en smækker tyngde fra kroppen inde bag det hudfarvede undertøj, som får lyden til at svirpe så hårdt, som den nu skal. Undervejs står Tammi Øst i guldjakkesæt og falder ind i sangene med sin sitrende stemme, der straks begynder at fortælle spændende historier. Men hendes stærke sans for at skabe figurer på scenen bliver hurtigt hjemløs i dette påklædningsdukkeunivers.

Så stemmer Laus Høybye i med sin lyse stemme, mens hans lette krop humoristisk møver sig ind mellem de andre, samtidig med at Kenneth M. Christensen anskuer det hele lidt fra oven med sin dybe stemme og sit store vingefang. På et tidspunkt hopper Laus Høybye simpelthen bare op og klynger sig rundt om hans overkrop som et gedekid, hvorefter den bomstærke mand bare synger uanfægtet videre. Det er festligt.

Og den unge charmerende Sara Viktoria Bjerregaard forærer rummet sin uforfærdede energi med udspilet maveskind og benene strakt overdrevent ud i dybe kravlebevægelser – og med en stærk stemme, der har volumen nok til at fylde Gamle Scene alene. Hun har kvindepower med fremtiden foran sig.

Ligner nøgen hud

Jamen, hvad er så problemet? Det er iscenesættelsen. For forestillingen ved tydeligvis ikke, hvad den vil fortælle. Der er ellers hele tre instruktører på opgaven: Thomas Bendixen, Morten Kirkskov og Signe Fabricius, der også er forestillingens koreograf. Måske netop derfor har forestillingen ikke nogen klar retning. Er denne Anne Linnet-forestilling en opfordring til at dyrke kærligheden – eller til at miste troen på kærligheden? Er den sexet, eller er den faktisk mere safe og bornert, eftersom der altid er endnu et lag hudfarvet stof indenunder, når bh’en smides, og det bare skal ligne nøgen hud?

Musikken lyder ellers massivt godt og dunkende, men har også et raffineret touch af noget mere sart. Jesper Mechlenburg har ramt en flot og mere spinkel tone i sit musikalske arrangement. Samtidig har han valgt, at strengene på Katrine Grarup Elbos violin og Morten Ankarfeldts bas både skal stryges og knipses med lettere strejf, så noget mere følsomt kommer frem i de ellers så bastante melodier. Og Søren Bigum slutter sig til dem på en heftig guitar, mens Mads Andersen Madsen slår på trommerne, og kapelmester Jesper Bo Hansen selv samler det hele på keyboardet. Det klinger af våde drømme.

Danserne er også heftige indtil det opofrende. Den kvindelige danser Ariana Trostyanetskaya, der tidligere har danset hos Dansk Danseteater, træder herskerindesikkert hen over scenen i styltesko, mens de fire mandlige hiphopdansere battler om at præstere det mest præcise muskelpuf med deres sixpacks.

De fire mænd danser synkront og imponerende præcist i Signe Fabricius’ højtempokoreografi, men samtidig også underligt anonymt – som om de fire dansere ikke må træde i karakter hver især. Men Mads Gronemann, Luc Boris André Kouadio, Adam Tocuyo og Oliver Zohore bevæger sig altså spændende og let gennem rummet. Ubekymrede og udødelige.

Inderlighed nærmer sig

Ordmæssigt er sangudvalget ret snævert. Sangteksterne har et DU og et JEG, men resten af omverdenen er åbenbart væk. De to elskende eller eks-elskende i teksterne er helt alene. Ikke engang moderen i den legendariske homosang »Hils din mor / og sig det, som det er« dukker op. Dermed får sanguniverset samme klaustrofobiske snert som forestillingens sceniske iglo – lidt som at være fanget i en anstrengt coronaboble.

Til sidst sidder Sara Viktoria Bjerregaard og synger forestillingen hen mod en stemning af inderlighed og et vemod, som åbner for noget mere sårbart. Publikum glider ind i et fælles åndedrag og tror, at forestillingen er slut. Stilheden sænker sig. Men nej. Så tager orkestret hul på endnu en topenergisk melodi med hysterisk visuelt potentiale.

Måske vil denne forestilling egentlig bare lokke en masse tilskuere i teatret. I så fald er projektet lykkedes vældig fint. Hvad der er Anne Linnets magi? Det finder du måske ikke ud af under denne teaterkoncert. Men pyt. Du ved det sikkert allerinderst inde …

’Jeg er jo lige her’. Tekst og musik: Anne Linnet. Iscenesættelse: Thomas Bendixen, Morten Kirkskov og Signe Fabricius. Scenografi: Maja Ravn. Lysdesign: Jonas Bøgh. Koreografi: Signe Fabricius. Musikalsk arrangement: Jesper Mechlenburg. Kapelmester: Jesper Bo Hansen. Det Kongelige Teater i co-produktion med Aarhus Teater. Gamle Scene til 13. juni 2021 samt Aarhus Teater 28. august-2. oktober 2021

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Anne Middelboe Christensen

Det lyder lidt dødssygt med den skæve iscenesættelse; men alle der har hørt og elsket Anne Linnet Band skal selvfølgelig ind og se forestillingen .... også selv om scenografien lyder lidt som dengang, det var moderne at lade operaer foregå på en traktorfabrik.

Søren Kristensen

Vi kunne heller ikke kvalificere os til finalen i Eurovision med vores ironisk tilbageskuende firserpastiche, så måske er dansk populærmusik bare inde i en krise eller hvis vi skal være positive - en akkumuleringsfase.