Arthur Jafas udstilling MAGNUMB på Louisiana åbnede tilfældigvis samme uge som George Floyds drabsmand, den hvide politimand Derek Chauvin, blev dømt. En historisk dom i USA, hvor politivold mod sorte i reglen er forblevet ustraffet. På en udstilling, hvor vold mod sorte fylder så meget, føles det som en lillebitte formildende omstændighed, at den dom muligvis viser en ny vej.
Arthur Jafa er en sort amerikansk kunstner og filmskaber (f. 1960), der trods sin ikke helt unge alder, først for nylig slog igennem på den internationale kunstscene. Jafa har arbejdet med film, som instruktør og fotograf, og så arbejder han med billeder, som en dj arbejder med musik: han sampler og sammenstiller allerede eksisterende fotografier og filmklip, og skaber nye overvældende værker ud af det.
Han slog først for alvor igennem på kunstscenen i 2016, hvor han første gang viste videoværket Love is the Message, the Message is Death. Videoen varer kun omkring syv minutter, men det er sådan et værk, der sætter sig i kroppen, så man aldrig glemmer det igen. Jeg så hans værker på Venedig Biennalen i 2019, hvor han vandt den prestigiøse Guldløve, og har set enormt frem til udstillingen på Louisiana af samme grund. Jafa er nu en verdensstjerne, og udstilllingen på Louisiana er ikke bare en sensation på grund af det sjælsrystende indhold af Jafas værker, men også fordi det er den største præsentation af ham til dato.
Love is the Message, the Message is Death er et skelsættende værk af flere grunde. Først og fremmest er det en sampling af omkring 150 billeder, en kakofoni af sort kultur, koncerter og sportsbegivenheder – storladne, højenergiske og dybt symbolske klip. Vi ser Martin Luther King, der vinker til kameraet, Barack Obama, der synger »Amazing Grace« i en kirke, og klip med alle de store sorte musikere som Miles Davis, Jimi Hendrix, Beyoncé og Michael Jackson.
Men disse store smukke øjeblikke brydes hele tiden af lige så grufulde billeder af vold mod sorte – en teenagepige, der kastes i jorden af en betjent, en sort mand, der skydes i ryggen af betjente, og en sort mor, der stoppes af politiet, og hvor hendes små børn må ud af bilen som var de forbrydere med armene over hovedet. De to ting, musikken og volden, fungerer side om side i det amerikanske samfund, hvor black culture og sort musik elskes lige så meget, som sorte kroppe hades.
Det paradoks bliver man hele tiden konfronteret med i Jafas værker. Der er dog hverken aktivisme eller sentimentalitet at spore hos Jafa – han viser os billeder, vi kender, men trækker ny symbolsk kraft ud af dem.
Rumlig præcision
Udstillingens allerførste værk er en tredimensionel væghængt skulptur, der forestiller en sort mands arrede ryg. Mange vil nok kende figuren – det er et ikonisk sort-hvid fotografi fra slutningen af 19oo-tallet af en flygtet slave, der kaldes Gorden eller »Whipped Peter«. Han poserer nærmest nonchalant med en arm i siden og ryggen mod kameraet, så man kan se arrene efter de piskeslag, han har fået. Fotoet er taget, efter det i 1863 lykkedes ham at flygte fra en slaveplantage i Louisiana. At stedsnavnet er lig med museets Louisiana forekommer ikke at være en tilfældighed.
Udstillingens allerførste værk er en tredimensionel væghængt skulptur, der forestiller en sort mands arrede ryg.
Det er der i øvrigt intet på udstillingen, der gør. Den er orkestreret med utrolig æstetisk præcision, der veksler mellem skulpturelle værker, billedplancher, fotografier og videoværker, der fylder hele rum. Selv om visse af rummene umiddelbart kan forekomme halvtomme, er udstillingens komponenter så rige på stof, at pauserne på gulvet forekommer utroligt præcist doseret.
Som i det rum, hvor et stort sydstatsflag hænger for enden og et kæmpestort hjul med kæder om står på gulvet. Man plejer ikke nødvendigvis at blive så opmærksom på rummene på Louisiana, men pludselig ser jeg det mørke blanke gulv og de hvide vægge på en ny måde, fordi rummet er så bart. Hjulet med kæderne om dækket står nok stille, men vidner om en latent vold, som flaget kun understreger: en ulmende aggression, som udstillingens øvrige værker har vist os er virkelige.
Rundt omkring på væggene hænger der skulpturer, der ligner torturinstrumenter. De er lavet af sort jern og metalkæder. Skulpturerne skaber en æstetisk kobling til videoernes brutalitet – og skønhed. De understreger, som hjulet, noget potentielt makabert. I en af de større sale hænger der fotostater på væggene af sorte, lemlæstede og døde kroppe. Det mest voldsomme fotografi forestiller tre lynchede sorte kroppe, der hænger fra en lygtepæl, mens en horde velklædte hvide mænd med hatte står omkring de døde og smiler til fotografen. Fotografiet er forstørret op, så man selv bliver et vidne til en situation, der foregik for 100 år siden, men som stadig er lige aktuel. Det fik vi særligt at opleve med det gruopvækkende drab på George Floyd, hvor den nu dømte politimand satte sit knæ mod hans hals i næsten ni minutter, indtil han ikke længere kunne trække vejret.
I en af de større sale hænger der fotostater på væggene af sorte, lemlæstede og døde kroppe. Det mest voldsomme fotografi forestiller tre lynchede sorte kroppe, der hænger fra en lygtepæl, mens en horde velklædte hvide mænd med hatte står omkring de døde og smiler til fotografen.
Sort musik, sort smerte
Flere steder i udstillingen hænger billeder af sorte musikere. Som det sidste billede, der er taget af Whitney Houston, hvor hun sidder slidt og påvirket på bagsædet af en bil, og en række dobbeltportrætter af Miles Davis, hvor venstre billede er Davis som ung knægt med bløde vandige øjne, og det venstre billede forestiller ham som brugt og voksen. Den historie, der udspiller sig imellem de to portrætter, kan man selv fylde ud. Nogle af de allerstørste amerikanske musikalske stjerner og talenter har været sorte, og de har alle betalt en høj pris for den dobbelte status af både at være sort og stjerne.
Det nyeste videoværk på udstillingen er anderledes frit af billedstrømme. Det forestiller et hav af mudret vand og har titlen Aghdra (2020), men det er tydeligvis et manipuleret hav. Bølgerne skvulper meditativt og roligt, vandet er dog ikke glidende og transparent, men tykkere, som lava eller størknet blod. Havet som symbol ser man i mange udstillinger i disse år, men dette er helt anderledes. Dette hav symboliserer ikke klimakrise, men skaber alligevel en kobling mellem kroppe og vand, mellem sorte arrede kroppe og det hav, der blev brugt til slavetransporternes rejse over Atlanterhavet, fra Afrika til USA.
Den lidelse, Jafa viser os i sin udstilling, er dog hverken fiktiv eller historisk, og den er heller ikke nødvendigvis ny viden. Det seneste års enorme opmærksomhed på konkret og systemisk racisme har om noget fået gjort netop det klart. Det afgørende ved Jafa er derimod den grundlæggende musikalske måde, hvorpå han præsenterer stoffet, så det, man troede man vidste, alligevel på ingen måde var fyldestgørende i forhold til historiens og emnets fylde og kompleksitet. Så smukt får han vist os noget så afsindigt. Nok er både Miles Davis’ trompetsolo og lynchingen af sorte historisk i tid, men begge dele præger os stadig, findes derfor stadig. Og det skal man tage til Louisiana for for alvor at forstå.
Arthur Jafa: ’MAGNUMB’. Louisiana. Indtil 31.10.2021
