Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Astrid Saalbachs nye vemodige roman føles som et stykke levet liv

To kvinders sammenfiltrede skæbne er fremragende skildret i ’Der hvor du ikke vil hen’, og det er i Astrid Saalbachs indlevelse i og dramatiske fremstilling af personerne, at romanen får romankarakter
Astrid Saalbachs fortælling er baseret på gamle breve, som hendes familie i flere generationer har skrevet til hinanden.

Astrid Saalbachs fortælling er baseret på gamle breve, som hendes familie i flere generationer har skrevet til hinanden.

Jakob Dall

Kultur
14. maj 2021

Man bliver sært vemodig af at læse Astrid Saalbachs roman, Der hvor du ikke vil hen. Lidt forkert er det at skrive ’roman’, for fortællingen er baseret på gamle breve, som hendes familie i flere generationer har skrevet til hinanden. Handlingen følger i store træk deres levede liv, til de dør og afløses af den næste generation og den næste.

Det betyder, at bogen tilsyneladende mangler det lag, hvor begivenhederne bliver betydningsfulde, fordi de er komponeret ind i et episk plot. I Der hvor du ikke vil hen optræder begivenhederne angiveligt, fordi det skete sådan. Det store midterstykke, der foregår på Grønland, foregår dér, fordi den unge Anna fra Faaborg, efter at have uddannet sig til tandlæge kort før Første Verdenskrig tog derop for at komme væk fra den skandale, det havde vakt, at hun havde haft et forhold til en gift kunstmaler.

Man lærer en masse om livet på den store ø, dengang Grønland var en dansk koloni, og ikke mindst om grønlændernes og kolonisternes elendige tænder. Annas storebror Robert er kolonibestyrer, en dominerende patriark, der lever i et dårligt ægteskab. Det fremgår, at han kun har giftet sig med hende, fordi han skulle være gift for at blive kolonibestyrer, og konen Ella var den eneste, han kunne finde, som var villig til at tage med ham.

Anna flytter ind hos ham og Ella, og så følger vi de tre menneskers liv på godt og ondt. Set fra et kompositorisk synspunkt er det ikke indlysende, hvorfor vi skal have så meget at vide om Grønland, men netop derfor gør det fortalte et særligt indtryk, man sidder og læser om det virkelige liv, og det virkelige liv er fyldt med sorger, med døde børn, døde mødre, mislykkede ægteskaber, ulykkelige skæbner – og indimellem lykke.

Død og lægevidenskab

Verdensbegivenhederne i det 20. århundrede som Første Verdenskrig og Landmandsbankens krak ekkoer diskret med, hvor de har betydning for familien fra Faaborg. Således betyder Verdenskrigen, at en sejlads til Grønland bliver farefuld på grund af miner, og at forsyningsskibet fra Danmark i flere år udebliver med de længselsfuldt ventede breve og pakker samt med varer til koloniens butik.

Det er på grund af butikkens sukkersalg, at grønlænderne – og kolonisterne – har så dårlige tænder, erfarer vi. Grønlænderne på udstederne, hvor der ikke er adgang til kolonialvarer, har stærke, sunde tænder. Og vi præsenteres endda for lister over de lidelser, Anna behandler, samt hvilke tænder – »plus fem«, »minus syv« – det drejer sig om. Her kunne man måske have klaret sig med lidt færre detaljer.

Og kan det virkelig passe, at grønlandsskibene tog vejen rundt om Kap Horn, der ligger på Chiles sydspids? Det står der to gange.

Men også døden og lægevidenskaben får man et realistisk billede af. Man mistede børn. Annas bror og svigerinde mister to. Den første dreng til vuggedød, den næste til difteritis. Anna får tuberkulose af at stå og arbejde ned i gabet på tuberkuløse patienter. Derved får vi en tidstypisk beskrivelse af et tuberkulosesanatorie med i købet. Sigrids mor, Astrid, dør, fordi hun efter et benbrud bliver lagt i seng med benet hejst så højt i vejret, at hun får en blodprop i det, som til slut løsner sig og rammer hjertet. I dag var hun blevet sendt ud at gå med det samme. Og i dag ville Anna næppe heller været død af tarmslyng, sådan som hun gjorde.

Vi begynder i Faaborg i 1912. Romanens anden hovedperson, den handlekraftige Sigrid, er niece til Anna og beundrer sin moster grænseløst. Som hun vokser til, kommer hun endda til slående at ligne Anna, og det kommer til at afgøre hele hendes skæbne, da Anna dør efter en fødsel, som går galt. Sammenslyngningen af deres to liv udgør romanens hovedplot, samtidig med at spandet af år op til nutiden tegner et billede af udviklingen i kvinders stilling fra begyndelsen af det 20. århundrede til 1989. Anna udskammes som ’ægteskabsbryder’, Sigrid får ikke lov at komme i gymnasiet trods fine karakterer.

Senere bliver Sigrid gift med August, enkemand efter Anna, og om ikke før, så er de to kvinders skæbner fra da af uløseligt sammenfiltret. Det er fremragende skildret, og det er i Saalbachs indlevelse i og dramatiske fremstilling af personerne, at romanen får romankarakter. Så man selv indlever sig i personerne og får følelser for dem og deres skæbne. Vemodige, som sagt.

For naturligvis er bogen også en roman. Oplysninger doseres så uforløste konflikter forløses senere, der veksles mellem de forskellige personers synsvinkler – også doseret så de belyser hinanden, men resultatet er, som allerede sagt, at man føler, man følger et stykke levet liv.

Astrid Saalbach: ’Der hvor du ikke vil hen’. Lindhardt og Ringhof, 416 sider, 300 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her