Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

Atter føler jeg mig taknemmelig over, at Neumeier formår at skabe så storladen en skønhed

Det er vidunderligt at opleve Neumeiers ballet over Mahlers 3. symfoni. En storhedsbedrift af Den Kongelige Ballet, hvis dansere skaber landskaber af nysgerrighed og muskelkraft, forelskelse og sorg
Skønhed og sårbarheden strålede over den gudeflotte Jonathan Chmelensky, der dansede hovedfiguren i Neumeiers ballet ’Mahlers 3. symfoni’ på Operaen.

Skønhed og sårbarheden strålede over den gudeflotte Jonathan Chmelensky, der dansede hovedfiguren i Neumeiers ballet ’Mahlers 3. symfoni’ på Operaen.

Henrik Stenberg

Kultur
21. maj 2021

»Oh Mensch!!!« Åh menneske! Sådan synger den dybe kvindestemme i Mahlers magiske 3. symfoni. Og sådan sidder man også som tilskuer og hvisker Nietzsches ord inde i sig selv, når man imponeret og forskræmt ser symfoniens storhed folde sig ud som ballet.

Det er formodentlig kun koreografen John Neumeier, der kunne få den vanvittige idé at skabe en ballet til en næsten to timer lang symfoni af Mahler. Men det gjorde han altså – i 1975 for Hamburg Ballet. Balletten har kun været danset af få andre kompagnier, men nu har Den Kongelige Ballet altså fået den på repertoiret. Iscenesat af den nu 82-årige Neumeier og med præg af hans stærke og krævende hånd – ude på Operaen, hvis moderne rum passer til ballettens renhed af lutter lys og kroppe i enkle, kropsnære kostumer. Ingen dikkedarer. Kun et rum for ren eksistens. I himmelblåt og månelys.

"Mahlers musik bygger sig selv op fra det spinkleste til det voldsomste – med et morgengry, der hiver nattens smerte med over i næste dags håb," skriver Anna Middelboe Christensen.

"Mahlers musik bygger sig selv op fra det spinkleste til det voldsomste – med et morgengry, der hiver nattens smerte med over i næste dags håb," skriver Anna Middelboe Christensen.

Henrik Stenberg

Forestillingen er to timers lutter fryd. Det er ballet med de typiske Neumeier-bevægelser, som det danske balletpublikum i dag ellers mest kender fra hans Romeo og Julie, En skærsommernatsdrøm og Kameliadamen: Strakte bevægelser, der pludselig knækker. Løbeløft, hvor mændene løber, mens de holder kvinderne over deres hoveder. Mandekroppe i vilde cirkler. Kvindekroppe med længselsfulde arme og bagudtrippende tåsko. Og drejeløft, hvor kvindeben og mandearme drejer langsomt som krogede vindmøller i stille vejr mod solopgangslys …

14 måneders forspil

At premieren lykkedes i onsdags var en bedrift. Den har været lang tid undervejs. Faktisk var forpremieren klar for 14 måneder siden, da coronaen lukkede landet ned i marts 2020. Den Kongelige Ballets dansere blev sendt hjem i deres lejligheder – og så var Mahler pludselig uden for rækkevidde. Men kompagniets 80 dansere har trænet derhjemme ved køkkenbordene og op ad bogreolerne på de stykker dansevinyl, som skulle gøre det ud for et rigtigt dansegulv på teatret. I efteråret åbnede landet igen nogle måneder, og det lykkedes at skabe oktober-premiere på Nikolaj Hübbes nye Sylfiden, inden alt igen lukkede ned i december. Det må have været skrækkeligt for danserne, for hvordan skulle de holde sig i deres ekstreme topform derhjemme? Og hvordan skulle de øve sig på alt det svære partnerarbejde, når de ikke måtte røre ved nogen? Siden er de vendt tilbage til prøvesalene. Men selv på premieredagen vidste danserne først klokken 17, at alle var testet negative, så premieren faktisk kunne gennemføres.

Limbo og hungren

Ved premieren gik balletmester Nikolaj Hübbe frem foran publikum og bød velkommen – fuld af glæde »efter mange måneder i limbo og hungren«, som han kaldte det. Af coronahensyn var det dog ikke nok at placere tilskuerne på hvert andet sæde. Det var også kunstnerne, der var problemet. For det kræver omkring 150 kunstnere i alt at opføre denne gigantiske ballet: musikere, sangere, damekor, børnekor – og så danserne.

Løsningen er blevet, at Det Kongelige Kapel ikke sidder i orkestergraven, men sidder i en prøvesal på Operaen fem etager neden under jorden og spiller – og at korene synger på bånd. Sådan at det kun er danserne, der synligt befolker scenen. Det lykkedes overraskende godt. Da tæppet gik op, og danserne lå hen over hinanden i mønstre med benene strakt ud i split, var der kun stilhed. Og da så den unge dirigent Hossein Pishkar satte blæserne i gang, virkede det, som om de var i rummet. Musikken flød ind i salen med al sin storhed og kådhed, sin arrogance og krigslyde – og al sin gammelkloge sorg. Og herfra blev orkester og dansere en samlet enhed alligevel.

Et vandrende menneske

Mahlers 3. symfoni fra 1896 har ingen egentlig handling. Men Neumeier har i sin ballettolkning skabt en visuel fortælling omkring en hovedperson – en mand, der på mytisk vis vandrer gennem sit eget liv, mens han møder andre mennesker og måske også kærligheden. Alligevel forbliver han selv en betragter. Et menneske, der er alene.

Den iltre Eukene Sagues holdt fast et kort øjeblik af den statuestærke Jonathan Chmelensky i ’Mahlers 3. symfoni’.

Den iltre Eukene Sagues holdt fast et kort øjeblik af den statuestærke Jonathan Chmelensky i ’Mahlers 3. symfoni’.

Henrik Stenberg

Måske skildrer Neumeier på denne måde den svære livsbane for den jødiske Gustav Mahler, der døde som bare 50-årig i 1911. Eller også er hovedpersonen i virkeligheden en afspejling af Neumeiers egen vandring gennem den ene generation efter den anden af talentfulde dansere, der lægger kroppe til hans vilde tanker, men som han altid forlader igen. Som koreograf fortsætter han med at blive fascineret af nye dansere med unge kroppe. Når danserne holder op, fordi deres fysik ikke længere kan holde til dansen, fortsætter Neumeier …

I sin store livsbog In Bewegung– I bevægelse – fra 2008 sætter Neumeier selv ord på sin koreografi: »Måske er det kontrasten i Mahlers musik, der drager mig,« skriver han, sådan som det også citeres i forestillingens velredigerede program.

I bogen kan man også se fotos fra de første opførelser af Mahlers 3. symfoni. Billederne viser ikke mindst, hvor moderne balletten må have virket i 1975: lutter rene linjer og skulpturelle positioner. Med Hamburg-dansere som Francois Klaus og Truman Finney – og Stuttgart-danserne Marcia Haydée, Richard Cragun og Egon Madsen, der skabte første udkast til 4.-satsen i 1974 som en hyldest til koreografen John Cranko, der var Neumeiers store inspirator.

På fotografierne kan man samtidig se, hvordan den klassiske ballet har udviklet sig inden for de seneste 50 år. Danseridealet har forandret sig. Kroppene er blevet mere langstrakte, og dansernes smidighed er blevet videreudviklet til det vildeste. Mændenes muskeltoning er blevet fremelsket på en tydeligere måde. Og kvindernes tåspidsarbejde er blevet ekstremt.

Gudedanser

Når Den Kongelige Ballets dansere nu danser Mahlers 3. symfoni, er det med et overvældende overskud. Danserne giver alt, hvad de har i sig. Der er en overvældende præcision over deres dans. Som om de gør dette næsten grafiske værk om livet og de store drømme til deres eget.

Den franskfødte solodanser Jonathan Chmelensky bliver forestillingens ikoniske skikkelse. Hans høje krop har en særegen ro, når han vandrer gennem de andre dansende. Hans skaldede hoved lyser gudeagtigt, mens musklerne i hans nøgne overkrop ligger i velanrettede bundter, parate til at løfte endnu en kvinde eller mand i linjesikre positurer. Han er statuesmuk på samme måde som Peter Martins var det i sin tid. Men samtidig med en smidighed og en følsom inderlighed, som gør ham spændende at betragte. Han bærer balletten og alle dansere, der nærmer sig, på sine brede skuldre. Suverænt.

Mand og mand, menneske og menneske. Den Kongelige Ballet danser fremragende i ’Mahlers 3. symfoni’.

Mand og mand, menneske og menneske. Den Kongelige Ballet danser fremragende i ’Mahlers 3. symfoni’.

Henrik Stenberg

Men hele kompagniet yder deres allerbedste. Det er krævende koreografi, dette her. Ikke en eneste vaklen kan skjules. Dansernes kroppe lader sig sluge ind i musikken og bølger med ind i violinernes ængstelige sitren og slagtøjets dommedagsbuldren. Mahlers musik bygger sig selv op fra det spinkleste til det voldsomste – med et morgengry, der hiver nattens smerte med over i næste dags håb. Danserne står ranke, men samtidig hælder de ind mod hinanden, mere og mere skævt, som om de vil prøve at skubbe alt det svære væk. Som om de holder hinanden oppe ved selv at risikere at falde. Smukt og uhyggeligt på samme tid. 

Astrid Elbos mystik

Solisten Tobias Praetorius stjæler billedet med sin eminente musikalitet; hans krop fraserer musikken, så hver eneste bevægelse bliver interessant. Solodanseren Marcin Kupinski byder ind i værket med sin lethed og sin utrættelighed, så musikkens splittelse mellem det jordiske og det himmelske bliver gestaltet af spring direkte op fra knæskallerne. Og solodanseren Ida Praetorius ankommer med sit åbne blik og sin spinkle krop, der tilsyneladende kan ramme alle vinkler fuldstændig ubesværet, når hun lader sig dreje og dreje og dreje igen af solodanser Gregory Dean. Ligesom alle de andre mænd bøjer han nakken, så hans kvinde kan lægge sig fladt hen over hans ryg og skue ind i uendeligheden med åbne håndflader. Uforklarligt smukt.

Ballettens egentlige mystik dukker dog først op, da solisten Astrid Elbos høje, blide skikkelse indtager rummet med udstrakte positioner og bløde hænder gennem luften, og da solisten Stephanie Chen Gundorph spreder energi og legende glæde. Med livsgnist og ubekymrethed.

Feminin psykologi

I fjerde sats synger Johanne Bock hårrejsende smukt digtet Oh Mensch. Hendes gyldne, åbne stemme blander ind i totalbilledet af tvivl, når den vildtspringende, argentinske solist Wilma Giglio pludselig forrykker alt på scenen med sit ekstreme nærvær. Hun danser, så hendes trin bliver fuldstændig overrumplende, når hun som et nysgerrigt dådyr nærmer sig den gyldne Jonathan Chmelensky og den mørke, canadiske danser Ryan Tomash. Hun lader sig strække og føre og dreje mellem de to, så hendes spinkle krop i en enkel hvid dragt næsten vrides i stykker. Og dog læner hun sig tillidsfuldt ind mod dem begge to. Som om de er på livsrejse sammen mellem frygt og håb. Wilma Giglio tilføjer Neumeiers koreografi en psykologisk klarhed, der både forfrisker og skræmmer ved sin feminine ligefremhed: Oh Mensch!

Alligevel bliver man paf, når man straks derefter får øje på den lillebitte, spanske danser Eukene Sagues, der i en rød dansertrikot spankulerer ind på scenen med fleksede fodled og nysgerrige øjne i rollen som ’engel’. Jonathan Chmelensky løfter hende lodret op i vejret, som var hun en levende sejrssøjle. Han smiler og virker et kort øjeblik helt lykkelig. Men så giver han igen slip på hendes karismatiske krop, så hun kan vandre videre ad uforudsigelige stier med sit kærlige blik.

For langt

Indrømmet. Neumeier trækker denne ballet helt ud over kanten, når han insisterer på at supplere symfonien med lange passager af dans i stilhed. Dramaturgisk kan koreografien ikke helt holde til disse tavse scener af eksploderende bevægelser. Men disse ivrige ’uperfektheder’ ved værket kan ikke sætte skår i min glæde over at opleve denne trinverden af klogskab og smerte.

Som ballettilskuer bliver jeg bare dybt taknemmelig over, at denne mand formår at skabe så storladen en skønhed. Da Neumeier selv gik på scenen i blank silkejakke og modtog publikums stående applaus, var det svært ikke at blive rørt. Den 82-årige, ranke koreograf bukkede med sit lysende hvide hår op mod den 81-årige, lykkesmilende dronning Margrethe, mens Nikolaj Hübbe pavestolt overrakte ham blomster. Her føltes det et øjeblik, som om coronaen alligevel ikke helt har forandret den verden, vi kendte før. Pludselig blev denne overmenneskelige symfoniballet med 150 kunstneres samlede indsats i sig selv et billede på, at kunsten overvinder alt. Krige, død og kærlighed – og også en epidemi. Som en nænsom omfavnelse af os alle sammen. Oh Mensch! Åh Mahler! Åh Neumeier!

’Mahlers 3. symfoni’. Koreografi, scenografi og lys: John Neumeier (1975). Musik: Gustav Mahler. Den Kongelige Ballet. Det Kongelige Kapel live – med indspilning af Den Kongelige Operas damekor og Københavns Drengekor. Dirigent: Hossein Pishkar. To timer. Operaen. Danses til 4. juni 2021

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Louise Hansen

Det burde ikke være muligt at skrive så meget om ballet. Men selfølgelig, når man skriver ting som: "Mandekroppe i vilde cirkler. Kvindekroppe med længselsfulde arme og bagudtrippende tåsko. Og drejeløft, hvor kvindeben og mandearme drejer langsomt som krogede vindmøller i stille vejr mod solopgangslys …".

Så bliver alt muligt. Seriøst? "drejeløft, hvor kvindeben og mandearme drejer langsomt som krogede vindmøller i stille vejr mod solopgangslys …"

Så bliver det simpelthen ikke værre. Er det ironi?

Gunnar Gjelstrup

AMC lykkes i sin anmeldelse på fornem vis at sætte velvalgte, nuancerede og præsice ord på en helt enestående balletoplevelse onsdag aften i Operaen med John Neumeiers næsten to timer lange mesterværk "Mahlers 3." Det kan varmt anbefales at forsøge at købe en af de få resterende billetter for selv at få syn på sagen.