Billie Holiday og klassikeren ’Strange Fruit’ er stadig højaktuel modstandskultur

Historien om den amerikanske legende, jazzsanger og borgerettighedsforkæmper Billie Holiday er af den knusende slags. Hendes far skred tidligt, hun blev passet af sin moster og dennes svigermor. Hun blev voldtaget som tiårig, og 12 år gammel løb hun ærinder for et bordel.

Billie Holiday udviklede alkoholisme, heroinafhængighed og en hang til voldelige relationer med mænd, der drænede hendes bankkonto.

Billie Holiday søgte ikke de hvides anerkendelse, tværtimod hudflettede hun dem med klassikeren »Strange fruit«. En sang skrevet af den jødiske kommunist Abel Meeropol og den dag i dag et rystende snapshot af de lynchede afroamerikanere, der hang døde fra træerne i sydstaterne.

Den afroamerikanske instruktør Lee Daniels’ gribende, men også noget ujævne spillefilm, The United States vs. Billie Holiday, begynder med, at Holiday synger »Strange Fruit«. Passende. For sangen er Holidays smertensbarn. Myndighederne hadede, at hun sang den, fordi – som hun så krystalklart formulerer det i filmen – »den minder dem om, at de slår os ihjel«.

Hun sang den i lyset af, at Senatet i 1937 afviste et lovforslag, der ville have gjort lynchning af afroamerikanske borgere til en føderal forbrydelse. I stedet blev Holiday forfulgt af den føderale ordensmagt. Harry Anslinger, den racistiske og jazzhadende leder af FBI’s narkoafdeling, forsøgte at forhindre hende i at synge sangen. Hun adlød en stund, men begyndte igen.

Scanbox

Dengang som nu var narkokrigen også en racekrig. Misbrug af alkohol og stoffer er alt andet lige mere udbredt blandt socialt udsatte og folk, der har ubærlige fysiske eller psykiske smerter – det kunne være som følge af århundreder gammel indgroet racisme, kvindeundertrykkelse eller en barndom fuld af svigt. Ved at fængsle misbrugerne for besiddelse af narko har man nægtet helt utrolig mange psykisk skadede og socialt udsatte mennesker, primært af afroamerikansk oprindelse, hjælp.

I virkeligheden og i filmen infiltrerer den afroamerikanske FBI-agent Jimmy Fletcher miljøet omkring Holiday og bliver venner med hende. Fletcher spilles varmt glødende af Trevante Rhodes, der spillede voksenhovedrollen i oscarvinderen Moonlight.

Fletcher medvirker til at få Holiday dømt til 366 dage i fængsel for narkobesiddelse. Selv ville hun have en behandlingsdom.

Hun vil kneppe, han vil elske

R&b-sangeren Andra Days forberedelse til hovedrollen og til at synge sangene fortæller i sig selv en historie om Holidays selvafvikling. Day så sig nødsaget til at ryge, drikke gin og koldt vand og skrige og råbe i lange perioder for at slide på stemmen.

Og Days kopistiske sangpræstation er anselig. Klart artikulerende konsonanter, men også snu drævende på vokalerne. Og altid så smukt balancerende på kanten af det falske – fejlbarlig som mennesker jo er.

Det er ikke den første Billie Holiday-biopic, tidligere har soul/disko-stjernen Diana Ross og Audra McDonald portrætteret ikonet i Lady Sings the Blues og Lady Day.

Hertil kan nu føjes Andra Days blændende, fortjent prisbelønnede præstation. I portrættet af et liv med voldsomme nedture og ekstreme følelsesudbrud overspiller hun aldrig. Men samtidig brænder hendes indignation og forsvarsværker med en svejseflammes klarhed. Hendes hidsigt rykkende kropssprog, verbale piskesmæld og dolkende øjekast er ærefrygtindgydende. Samtidig med at hendes overgivelse til skidte mænd kan forvandle hende til en viljeløs budding.

Men i filmen slår Billie Holiday pjalterne sammen med én god mand, agent Fletcher, der siden fortrød sin medvirken til Holidays fængsling – så meget er fra virkelighedens verden. Men i filmen bliver de også elskere. Og denne digteriske frihed formidler en emotionel sandhed om Holiday.

I en scene vil hun kneppes bagfra, men han vil ikke. Hun vender sit ansigt hidsigt mod ham.

»Hvad!?« smælder hun.

»Ikke sådan,« hvisker han.

Han vil elske med hende, ansigt til ansigt. Og det går godt, det kan hun godt. Men i sidste ende føler hun sig ikke tryg i en ikkevoldelig relation.

I sin fortolkning af »Ain’t Nobody’s Business If I Do« synger hun – i virkelighed og film – at hendes mand hellere må slå end forlade hende.

Musikken ynker hende

The United States vs. Billie Holiday ankommer midt i en guldalder for afroamerikansk-bevidste film. Vi har oplevet et vendepunkt, hvorefter racismediskussionen synes at være blevet en uundgåelig del af filmkunsten om og fra USA. Det er sådan, det skal være.

Desværre er filmen en noget ujævn oplevelse. Den er virkelig kedeligt, nærmest pligtskyldigt fotograferet. Flere biroller er ufrivilligt karikerede. Og musikken er sin egen tragedie, alt for søbende sentimental. Ja, jeg forestiller mig, at Holiday selv ville have raset over den. For den ynker hende med sine klichéklagende strygere og klaver. I stedet for at udbygge eller skabe friktion i en scene, insisterer musikken på at svælge i medlidenhed, ikke indignation. Det er paralyserende.

Til gengæld er ensemblespillet nogle gange decideret livsaligt, og der er fornemme scener, der glider fra virkelig tragedie og ind i barndomstraumer. Og da filmen omkring halvvejs strammer de dramatiske tommeskruer, sidder man bare åndeløst indigneret tilbage.

Billie Holiday døde 44 år gammel på hospitalet. Her havde FBI arresteret hende for narkobesiddelse, hun sov ind med håndjern på. Hun havde ingen penge, de var blevet svindlet hende af hænde.

Men i døden vandt Billie Holiday alligevel over sine modstandere. Den 31. december 1999 udnævnte Time »Strange Fruit« til århundredets bedste sang. Og den er blevet kaldt »begyndelsen på borgerrettighedsbevægelsen«.

Og loven, der skulle gøre lynchning af afroamerikanere til en føderal forbrydelse? Den blev genintroduceret i Repræsentanternes Hus i 2019 og blev vedtaget. Men den er nu strandet i Senatet.

Trods dens problemer indsætter The United States vs. Billie Holiday sin hovedperson i en nutidsrelevant racekonflikt – narkokrigen verserer stadig, og hvide politibetjentes mord på afroamerikanere pågår.

Midlerne til undertrykkelse og mord er nogle andre i dag end dengang. Men sangen står som stor – og desværre højaktuel – modstandskunst. Og Billie Holidays liv og levned som et helteepos og en socialtragedie.

’The United States vs. Billie Holiday’ – Instruktion: Lee Daniels. Manuskript: Suzan-Lori Parks. Fotografi: Andrew Dunn. Længde: 130 minutter. Biografer landet over.