Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

’Chaos Walking’ er science fiction, der ikke tør satse på sin egen civilisationskritik

Patrick Ness’ dystopiske science fiction-bestseller, ’Chaos Walking’, forsøgte som roman at være anderledes, men på film er den ligesom alle andre historier med fuld fart på
I ’Chaos Walking’ plages alle mænd af, at deres tanker er hørbare og nogle gange også synlige for alle.

I ’Chaos Walking’ plages alle mænd af, at deres tanker er hørbare og nogle gange også synlige for alle.

Lionsgate

Kultur
7. maj 2021

De virkelig vellykkede science fiction-ungdomsromaner begynder som regel med et enkelt, men perspektivrigt spørgsmål: Hvad nu hvis verdens magthavere efter klimakatastrofen holdt oprør nede ved at arrangere et realityshow til døden (Hunger Games)? Hvad nu hvis verdens magthavere efter klimakatastrofen fandt de stærkeste overlevere ved at lukke dem inde i gigantiske labyrinter (Maze Runner)?

I tilfældet Chaos Walking-trilogien af Patrick Ness: Hvad nu hvis verdens magthavere efter klimakatastrofen beslutter, at menneskeheden skal udvandre til en anden planet, hvor det viser sig, at alle mændenes tanker bliver hørbare, mens kvinderne stadig kan holde deres for sig selv – og derfor ifølge legenden udryddes af planetens oprindelige befolkning, spacklerne, der frygter væsner, der ikke udsender støj (som de tilbageværende mænd kalder deres larmende tankemylder).

Man kan næsten høre det allerede. Patrick Ness’ bestsellerromanforlæg til filmen Chaos Walking er ikke helt lige så oplagt til en filmatisering, som andre science fiction-franchises. Romanens civilisationskritik og sociale eksperiment finder ikke sted i et lukket plotforløb, der i sig selv fungerer på en dystopisk ungdomsfilms præmisser: At vinde et dødsspil eller at finde vej ud gennem en monsterbefængt labyrint.

Civilisationskritikken er hele romanens stemning og skabelsesberetning. Den er dialogen. Den ligger i forholdene mellem de meget maskuline mænd, der dyrker vold som et overgangsritual, og hvis støj er overkommunikerende, mens de har svært ved at tale rigtigt sammen. Og det tabuiserede fravær af kvinder. Patrick Ness’ romanserie er et formeksperiment, men det tør filmatiseringen af den ikke at være, og det er nok det, der gør, at den er endt med at være en ret konventionel science fiction-film med fuld fart på for de flade karakterer.

Støjende mænd

Man havde ellers alle mulighederne med et virkeligt stærkt cast, der tæller Tom Holland og Daisy Ridley, der spiller hovedrollerne Todd og Viola, og Mads Mikkelsen, der spiller skurken, borgmester David Prentiss. Det er en oplagt rolle for Mikkelsen, der har den der særlige evne til at udstråle tilbageholdt aggressivitet og tillidsvækkende åbenhed på én gang. Og med et budget, der endte på 100 millioner dollar, som filmen aldrig kommer til at tjene ind. Det har filmselskabet Lionsgate ifølge Variety erkendt.

Drengen Todd vokser op på en gård i den lille bosættelse Prentisstown hos de to elskelige (og forelskede?) mænd Ben og Cillian i den tro, at den lille flok mænd i byen er de eneste mennesker på planeten. Nogle af mændene lærer aldrig at kontrollere den lille konstante sky af tanker, der omgiver dem, andre gør. Som for eksempel borgmester Prentiss, der bygger et mentalt hegn af træ omkring sit sind – som ligesom mange af støjens tanker manifesterer sig fysisk – og messer mændene ind i underkastelse.

En dag møder Todd Viola, der er styrtet ned med sit rekognosceringsfartøj. Da han er kommet sig over sit umiddelbare chok over at se en pige og det faktum, at hun ikke udsender støj, indser han, at mændene i Prentisstown ikke ønsker noget godt for hende, og beslutter sig for at hjælpe hende med at flygte og forsøge at kontakte sit moderrumskib. Det er anden bølge af menneskelige bosættere, der har været på vej mod den nye verden i 64 år.

Tom Holland og Daisy Ridley som Todd og Viola i ’Chaos Walking’.

Tom Holland og Daisy Ridley som Todd og Viola i ’Chaos Walking’.

Lionsgate

Utroværdig historie

Støjen er ikke bare et stort problem for mændene. Den er et stort problem for Chaos Walking, da den ofte bare er et irritationsmoment. Kun når det gælder Todd, bidrager den med en smule nuancering til hans karakter. Dog bliver den mest brugt til at lave tihi-fnis-situationer mellem en smuk ung dreng, der ikke kan skjule sine tanker i selskab med en smuk ung pige. Nøj, hvor pinligt (selv om Tom Holland er sød i rollen som den meget uskyldige dreng i en verden fuld af skyld).

Støjen er slet ikke tænkt overbevisende ind i filmens overordnede scenografi, der er mest optaget af store skove og store rumskibe og store iMax-muligheder. Det er svært ikke at sammenligne med Hunger Games, der i sit lydunivers, sin stemning og scenografi er meget mere modig. Og det behøver den faktisk ikke være for at være en god film, da den geniale konstruktion dødsspillet i forvejen indeholder rigeligt med bevidsthedsudvidende perspektiver.

Det behøver Chaos Walking, hvis historien skal være troværdig, og vi skal interessere os for støjens konsekvenser. For den havde jo ekstreme konsekvenser, som selvfølgelig ikke skal afsløres her. Men lad os bare sige, at det at reducere Chaos Walking til en menneskejagt gennem skovene og op og ned ad rumskibe udelukker muligheden for at uddybe civilisations- og magtkritikken, undersøge volden som ideologi og udforske ideen om kollektiv bevidsthed.

Vi ser den kun i glimt, som når Viola i Daisy Ridleys herligt kantede tilgang spørger Todd, hvorfor han kalder spacklerne rumvæsner: »De er planetens indfødte. Er det ikke os, der er rumvæsener?«

’Chaos Walking’ – Instruktion: Doug Liman. Manuskript: Patrick Ness og Christopher Ford. Længde: 110 minutter. Vises i alle store biografer, og dér bør en film som denne ses

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Olaf Tehrani

Både film og forlæg lyder da som en aldeles urimelig gang vås!